risikosamfundet revisited

for et par måneder siden fortalte vi, at figenpålæg i en kort periode i 80'erne blev betragtet som sundhedsfarligt. 2008 har rummet rigeligt med krige, kriser og katastrofer, og derfor er det os en glæde at kunne afrunde året med at viderebringe godt nyt fra figenfronten. for et par uger siden gav politiken en konditor mulighed for at styrke frugtens omdømme blandt de unge betydeligt ved at citere hende for sætningen "Jeg forbinder figner med sejhed", og nu kan avisen berette, at figenpålæg ikke er skadeligt for tænderne. det har jeg just fejret med en rugbrødsmad med figen.

jeg skal dog ikke overdrive fejringen, for der er som bekendt ingen roser uden torne: figenpålæg feder nemlig, hvis man spiser for meget af det, formaner artiklen. det anser vi her på bloggen for at være en vigtig formaning, for på det punkt adskiller figenpålæg sig fra alle andre fødevarer.

Jeg så juleanden kysse mor

På frokostbloggen taler vi naturligvis ikke med mad i munden, så billederne af årets julemenuer får lov at stå alene:

Greve, c'milla skov


Kvissel, Laura Cæcilie


Morsø, Caterpillarcat


Ballerup, soleavecmoi


Værløse, jusqu'icitoutvabien


Grindsted, lesfleursdumal

Tredje Verdenskringle

På Jydske Vestkystens hjemmeside kan man i dag læse borgerjournalist, Kurt Zirblads, nærværende øjenvidneberetning om, hvordan Grindsteds unge clubgængere i nat hærgede den ellers fredelige landsby. Ifølge Zirblad lignede bymidten intet mindre end "Bagdag" denne morgen.

Borgerjournalisten kommer desværre ikke nærmere ind på, om det var kogte klejner, æltet bolledej eller nybagte croissanter, som de utilpassede unge skødesløst efterlod sig på byens torv efter en hel dags hårdt arbejde og hygge ved komfuret.

Andre lokale medier beretter dog om, at det her dagen derpå var yderst svært at identificere typerne af bagværk, idet ballademagerne tilsyneladende havde benyttet sig af "det brændte brøds taktik".

Her på frokostbloggen er vi naturligvis ganske interesserede i at blotlægge, om der var københavnerbirkes fra Jagtvej 69 blandt balladens ingredienser. Derfor sætter vi straks en mand på sagen, ligesom vi lægger i ovnen til at kunne viderbringe vandalernes egne yndlingsopskrifter ganske snart.

...siden skal det spises

Julen er som bekendt hjerte-karsygdommenes fest, og det skyldes i høj grad højtidens noget alternative kostpyramide.



Den slags skræmmer os ikke her på frokostbloggen, for vi er nu engang af den overbevisning, at spæk er verdens bedste gavepapir.

Netop derfor vil vi også gerne indtage julemåltidet i selskab med vores faste læsere. Så i et forsøg på at få lidt julestemning her i blogosfæren, inviterer vi dig til at vise os din julemenu.

Det kan du gøre ved at fotografere det måltid, du indtager juleaften, og dernæst maile billedet til os på frokostbloggen[@]gmail.com. De modtagne billeder vil blive uploadet her på bloggen, så snart både mad- og gavepapir er kørt til storskrald.

Vi glæder os til at høre fra dig.

På forhånd tak. God jul.

ANDRE KIGBOLLER PÅ GLOSUPPEN, DEL 2

"hvad gør kendisserne, når de straffer fråderen, putter noget i skrutten eller blot er sultne for sjov?" spurgte vi i sidste måned og leverede selv svar. spørgsmålet er dog stadig aktuelt, og derfor er det med glæde, at vi kan løfte endnu et slør i vores serie:

ØJNE I KØDGRYDERNE

noget kan tyde på, at den folkekære skuespiller lars brygmann må kæmpe mod en grum sygdom. tidligere i dag hastede han rundt i netto med en kurv, der på iøjnefaldende vis var proppet med kildevand. der var ikke mange spor af den tilbagelænede og cool velovervejethed, som brygmann dyrkede til perfektion i gennembrudsrollen som den stærkt clairvoyante thomas la cour i den succesfulde tv-serie rejseholdet. tværtimod gjorde hans pjuskede hår og bryske ansigtsudtryk det svært at tænke andet, end at noget meget alvorligt går ham og hans familie på.
om hans indkøb af intet mindre end 12 liter vand var et resultat af, at han og hustruen katrine salomon har måttet holde op med at drikke vand fra hanen i hjemmet, fordi vandrørene har vist sig at rumme de perfekte vækstbetingelser for den frygtede legionærsyge, kan vi kun gisne om. en enkelt dråbe champagne faldt dog i det brygmannske malurtbæger, idet investeringen i flåede tomater og tomatkoncentrat indikerede, at den robert-vindende stjerne trods sine kvaler stadig har overskud til at koge en solid sugo.

NÅR DU ER SCHULZ FOR SJOV

Da vi for nogle måneder siden redegjorde for frokostbloggens raison d’être, skete det under henvisning til den dygtige blogger, Mads Langelund, der præcist beskrev, hvordan den gode underholdning på torvet naturligvis krævede en god hotdog.

For Mads var der altså en kobling mellem mindet og måltidet, og det er netop dén kobling, vi fra tid til anden skriver om her på frokostbloggen. Det har adskillige andre skribenter imidlertid gjort før os, men i vores virtuelle madkasse er der plads til alle, hvorfor disse forgængere naturligvis også skal hyldes.

Bruno Schulz er eksempelvis een af de forfattere, der tilsyneladende havde velsignet sovs i sit blækhus, og derfor vil vi her servere nogle af hans lækre, litterære snackgulerødder til de sultne læseheste, der dagligt fortærer denne blog:

”Vi satte os til bords, butikssvendene gned deres kolde, røde hænder, og det prosaiske i deres samtale fik det pludselig til at blive højlys dag, til at blive tom og grå tirsdag, en dag som andre uden ansigt og fortilfælde. Men da der blev sat et fad på bordet med fisk i glasagtig gelé, nærmere bestemt to store fisk liggende side ved side, hoved ved hale, således som i billedet af dyrekredsen, så følte vi alle, at det var denne dags våbenmærke, kalenderemblemet for en ellers navnløs tirsdag, og vi delte den hurtigt imellem os, lettede over at dagen herigennem endelig havde fået sin fysiognomi.

Butikssvendene spiste med andægtighed og en alvor som ved en af årets højtider. […] Og når de med hvedebrødet havde gnedet det sidste gelé af tallerknen, mens de i tankerne allerede beskæftigede sig med våbenmærkerne for de kommende dage, og når der på fadet kun var hovederne tilbage med de udkogte øjne – så følte vi alle, at dagen med fælles anstrengelse var blevet besejret, og at resten nu ikke var at regne for noget."

(Kanelbutikkerne, 1934)

bare det ikke ligner fæces

når det gælder mad, er det vigtigt at have alle sanser åbne. en årvågen lugtesans kan redde dig fra dårligt kød, fintfølende fingerspidser kan styre dig uden om overmoden frugt, og øjne så store som tekopper kan også gøre gavn.

sidstnævnte påstand bekræftes af en kilde i en artikel, bloggen bare måtte læse, fordi emnet er romkugler. og se så bare her:

»Jeg er vist ikke verdens mest kritiske«, siger Nicholas Buhmann-Holmes mellem et par mundfulde.

Han er forhenværende storspiser af romkugler og ved, hvad han vil have: Der må ikke være for mange kerner og klumper i, og for stor visuel lighed med træstammer eller afføring trækker også ned.

det kan godt være, at nicholas ikke er verdens mest kritiske, men han har sine prioriteter på plads, når det gælder mad. en hverdagshelt efter frokostbloggens hjerte.

--

tilføjelse: når vi nu har fat i resultaterne af den menneskelige fordøjelse, må vi henlede opmærksomheden på et billede, vi har fået tilsendt fra en af bloggens læsere.

vi er ikke just gramsespektrum, men vi vil omvendt nødigt lade en mulighed for at skrabe bunden gå fra os - og her kræver det ikke de store evner som oversætter at få sig et teenagefnis. tak til en ikke nærmere identificeret fakta i postdistrikt 2200 n.

hvilken suppe spiser du efter syg clubbing?

det siger sig selv, at mundvandet flød ud over alle diger, da det lokale bibliotek pludselig kunne tilbyde en bog med titlen genfundne måltider fra den fortabte generation - opskrifter og anekdoter fra 1920'ernes paris. lykkeligvis skuffer værket ikke.

højdepunktet er så klart en passage knap midtvejs, hvor forfatteren, susanna rodriguez-hunter, fortæller om, hvor markant en rolle løgsuppe havde i den franske hovedstad i tiden efter 1. verdenskrig. det er svært at forklare, hvorfor denne passage er så fantastisk; det virker bare vidunderligt stilfuldt at valfarte til grønttorvet efter en overrislet aften og nat for at spise løgsuppe. i hvert fald er det klasser over forholdene i københavn i vore dage, hvor folk valfarter til kødbyen (de hængende haver i babylon, bare for wood wood-generationen) midt om natten, hvorefter de, hvis de overhovedet afslutter festlighederne med at indtage føde, med al sandsynlighed spiser noget friturestegt eller massefabrikeret, der mest af alt smager af 80'ernes pastelfarvede drøm om globaliseringens lyksaligheder.

næ, pariserne havde stil og formidabelt god smag. se bare, hvad paris on parade, en populær guidebog for amerikanere, i 1925 kunne fortælle:

"Omegnen af Les Halles vrimler med gode restauranter, hvis hovedspecialitet er løgsuppe, en tyk velsmagende ret, som formår at vække appetitten, selv når den er på sit sløveste. Det er derfor blevet mode blandt de løsslupne at fortrække til Les Halles ved daggry og spise la soupe à l'oignon efter en nat med morskab og champagne på Montmartre.
På det tidspunkt er torvet på sit højeste. De brede gader mellem torvebygningerne er propfyldt med dragere, commissionaires (et finere ord for bybude), torvefolk og en gros- og detail-købere ... Fragtvognskuske bander, smælder med deres piske og råber "Attention!" for at komme igennem mylderet af gående. Commissionaires slæber af sted med trækvogne eller skubber kærrer foran sig. Dragere vakler under skyhøje byrder stablet op på de bærestativer, der er spændt fast på deres rygge. Og gennem det sweater-, forklæde- og kittelklædte mylder går utallige glitrende selskaber - bare skuldre og hvide skjortebryster - rykker frem arm i arm, en smule mere animeret, end helt ædru mennesker ville gøre, mod den løgsuppe, der skal sende dem fysisk beroliget i seng."

året efter skrev basil woon i sin lovende betitlede bog the paris that's not in the guide books om en glad aften, der sluttede lykkeligt:

"... Vi myldrer ind i en taxi og sætter kurs mod torvet og løgsuppen.
Løgsuppe er den traditionelle morgenmad for de virkelig seje, og torvet er det traditionelle sted at indtage den.
Torvet er den store centrale vareudveksling i Paris, og man baner sig vej til Père Tranquille eller til et af de andre steder over stabler af kålhoveder og gulerødder og andre grøntsager, mens store solide torvedragere glor på kvindernes décolleté og smykker og mumler et lavmælt "sale bourgeois".
De mener ikke noget med det. De håber alle på selv at blive beskidte burgøjsere en skønne dag."

et tidligt ønske for 2009: lad løgsuppen genvinde sin status som den traditionelle morgenmad for de virkelig seje.

En gudinde med gæller

Når bloggen har skriveblokering, går vi i Delikatessen.

avisgigant i fedmechok

vi her på bloggen kan ikke være de eneste, der har længtes efter at se jyllands-posten være ung med de unge. bevares, vi har da haft forståelse for, at avisen på det seneste har virket til at have vældig travlt, fordi der var noget vigtig plat, der skulle drives på ghandi, mandela og andre, der på gode dage var tæt på at kæmpe lige så vigtige kampe som jp. utålmodige har vi dog alligevel været.

utålmodigheden kan imidlertid godt lægge sig nu, for i dag har jyllands-posten premiere på sit nye ungdomsmagasin, next - og allerede inde på side ni forvandler next os til ét stort spørgsmålstegn.
i og for sig har vi ikke noget imod lister, og nedenstående liste har da bestemt sine strålende øjeblikke. f.eks. at racister er nederen, mens mogens glistrup er optur. eller at popmusik er nederen, mens next selv bringer et stort interview med sys bjerre. eller at kongehuset er mere nederen end kræft. eller at landevejscykling er værre end kræft.

men tilbage til vores undren: hvad er årsagen til, at jyllands-posten opfordrer den danske ungdom til at fejre, hvor optur det er med obamas sejr, 2900 happiness og playboy magazine, ved at spise slik (øjensynligt det syvendemest optursagtige, der findes), mens fedtfattig mad udstilles som mere nederen end burger king, computervira og gamle mennesker?

lol, jyllands-posten.

breaD & bloggeR

I den næste uges tid vil jeg enten indtage min frokost i DR Byens kantine eller ernære mig ved at spise efterladte popcorn rundt om i byens biografer. For fra på mandag er der nemlig Europæisk Filmuge i København, og dén og meget mere skriver jeg om lige her.

overfladespillets lethed og ynde

tidligere på måneden lagde vi for en kort stund bestikket til hvile for at have hænderne frie, så vi kunne skrive om den tyske sociolog georg simmels udredninger om måltidets sociologi. de bestikløse hænder kunne slet ikke stoppe igen, og set i retrospekt skrev de nok alt for meget. det er der i hvert fald noget, der tyder på: vi har opdaget, at gode gamle gertrude stein indfangede essensen af simmel på bare et par linjer i sin sprogstruktureksploderende tender buttons:

"A TIME TO EAT
A pleasant simple habitual and tyrannical and authorised and educated and resumed and articulate separation. This is not tardy."

vi må nødtvungent erkende, at vi hverken er g.s. eller g.s. (selv om vi sandt for dyden gerne ville have en så fantastisk fornemmelse for det talte sprogs rytme som sidstnævnte). indtil vi er blevet gamle nok til at spise bær med de store ikoner, må vi hoppe et par trin længere ned ad ambitionsstigen. på vejen ned når vi lige et sidste besøg hos simmel - igen drejer det sig om essayet måltidets sociologi:

"Hvis bordkonversationen vil bevare sin stil, må den heller ikke gå ud over generelle, typiske emner og drøftelser og ende i individuelle dybsindigheder. Man kan dog også forklare dette ud fra den fysiologiske hensigtsmæssighed, for den kræver, at man ikke distraheres eller ophidses under måltidet. ... Det er derfor helt misforstået at klage over det banale ved den almindelige bordkonversation. Den graciøse bordkonversation, der altid føres på et vist alment niveau og med en vis distance, må aldrig glemme dette fundament helt, fordi det er først, når man holder fast ved denne karakter, at den viser overfladespillets lethed og ynde."

vi skal gerne tilstå, at vi tidligere i livet har klaget os over, hvor intetsigende samtalerne til familiefødselsdage og bryllupper egentlig er. men forklaringen er altså, jf. vores tidligere simmel-indlæg, lige så enkel, som den er toleddet.
for det første er dét at spise i sig selv noget basalt, lavt og ukultiveret, som imidlertid via måltidets konventioner og nærmest rituelle karakter er blevet gjort til noget på én gang stiligt og fællesskabsfremmende. en intens og dybsindig diskussion vil udstille deltagernes reelle forskelligheder og opløse fornemmelsen af enhed.
for det andet, og mere jordnært, antyder simmel altså, at kroppen har brug for ro, så længe man spiser. helt banalt: det går jo ikke an, at man bliver så optaget af en inderlig, sjælegranskende samtale, at man glemmer at spise, lige så vel som det er uholdbart at involvere sig i et replikskifte, der får adrenalinbarometeret presset helt op i det røde felt og dermed obstruerer fordøjelsen, så man bagefter kan genoptage arbejdet med begyndende smerter i maveregionen.

selv om vi har al mulig respekt for simmel og føler os sikre på, at han har ret, kan vi dog ikke dy os for at overveje, hvilke interessante situationer der kan opstå, hvis disse indlærte konventioner for måltidet og dets forløb bliver brudt. hvis en eller flere af læserne sidder inde med den type erfaringer, er vi meget interesserede i at videregive dem her på bloggen. skriv endelig en kommentar, eller send os en mail på frokostbloggen[α]gmail-punktum-com

dihydrogenmonoxid

vi har ved flere lejligheder lagt et godt ord ind for at være bevidst om at vende sproget på hovedet. ikke blot giver det ofte adgang til overraskende erkendelser - at være fokuseret på sproglige spidsfindigheder hjælper også éns egne tankemønstre til at tage uventede ruter.

ikke desto mindre er vi her på bloggen lidt bekymrede over det seneste tiltag fra den danske designer camilla stærk, som i den seneste udgave af et nyt dansk modemagasin udpeger genveje til at udvikle god stil. disse inkluderer blandt andet en morgenrutine: "drik altid et stort glas koldt vand, før du drikker kaffe eller spiser morgenmad, det mætter..." påpeger blixen-beundreren.

kære camilla, vi værdsætter, at du prøver at sætte sproget på den anden ende, men vi frygter, at du er ved at hive tæppet helt væk under nogle af de kernebegreber, der gør det muligt overhovedet at kommunikere om mad og drikke. mad mætter, drikke slukker tørst - ikke vice versa.

»men hvad så med suppe,« hører vi skeptiske læsere spørge, »det har da visse af de samme karakteristika som jeres kategori 'drikke', ikke sandt?« det benægter vi ikke, men den essentielle forskel er, at suppe indeholder næring. vand er bare vand. men det er sandt for dyden godt, når det er koldt.

tilføjelse: vi er oprigtigt i tvivl om, hvordan man bør kategorisere drikkeyoghurt. er det mad? er det drikke? vi vil elske at få noget læserhjælp her.

ANDRE KIGBOLLER PÅ GLOSUPPEN

Se & Hør-klummen, Øjne i Natten, overvåger hver uge de kendtes bedrifter i det københavnske natteliv. På Frokostbloggen har vi længe været trofaste læsere, og derfor vil du oftest kunne fange et eller flere af redaktionsmedlemmerne med vidt opspilede øjne, når der torsdag efter torsdag bliver skrevet nyt i eposet om Pelle Hvenegaards altid overmenneskelige eskapader i Boltens Gård.

Men når man først har fået svar på, hvor de kendte drikker deres små grå og danser til VLTJ, så er det ganske naturligt at stille sig selv følgende spørgsmål: ”Jamen, hvad gør kendisserne så, når de straffer fråderen, putter noget i skrutten eller blot er sultne for sjov?”

Fremover vil vi stolt kunne besvare nogle af disse spørgsmål. For i dag tilføjer vi endnu en anretning til vores virtuelle menukort:

ØJNE I KØDGRYDERNE

Værsgo.

Knud Romer blev i dag set med en fyldt kurv i Irma. De eneste identificerbare varer var to flasker likør. Det kunne tyde på, at der skal drikkes tæt og digtes vers i det Romerske hjem denne weekend. Den opmærksomme læser af Romers debutroman ”Den som blinker er bange for døden” vil dog naturligvis have noteret sig, at den lille Knüdchen var mere end bare almindelig begejstret for gullasch. Men om det var ingredienserne til netop denne delikate klassiker, der gemte sig i kurven, kan vi kun gisne om.

putting the pomo back in pomodoro

ganske fortjent har peter h. olesen fået ros for sin debutroman, korrekturlæseren. vi har eksempelvis med glæde bidt mærke i, at olesens navnløse jeg-fortæller ikke er karrig med at fortælle om sine mellemmåltider i løbet af dag.

vi har en enkelt madrelateret bemærkning at knytte til bogen. undervejs dedikerer fortælleren en side til en opskrift på tomatsauce. uden at have afprøvet den vurderer vi, at det er en ganske udmærket opskrift, men vi savner en form for fodnote eller en anden høflig gestus. her på bloggen kan vi nemlig godt huske 90'erne, så vi ved, at dét at inkorporere tomatsauce i et værk ikke er nogen helt original idé.

jeg spiser, ergo er jeg ikke alene

som frokostblogger får man ofte spørgsmålet "hvorfor dog skrive om mad?"
det kan besvares på mange forskellige måder, men uanset hvad vi gør, føles vores forsøg alle meget stykkevise. ikke mindst fordi vi ved, at den tyske sociolog georg simmel allerede for 98 år gav et langt mere udtømmende og sikkert svar, end vi kan gøre os forhåbninger om at levere.

kort sagt har måltidet ifølge simmel en central betydning for vores oplevelse af fællesskab med andre mennesker. på sin vis kan mad og drikke virke som noget såre banalt, men som simmel skriver i essayet måltidets sociologi, er dette en alt for hastig slutning at drage: "[i måltidet] er det lavtstående og meningsløse vokset ud over sig selv igennem sig selv, det lavtstående har, netop fordi det er lavt, løftet sig op til et mere åndeligt og meningsfuldt niveau."

der er unægteligt schwung over simmels formulering, men den er også temmelig krøllet. lad os derfor gøre nærmere rede for hans synspunkter. i sit essay pointerer simmel, at dét, alle i en hvilken som helst social sammenhæng har til fælles, så godt som altid vil være "deres laveste drifter og interesser". dette kan muligvis udsige noget vigtigt om, hvad der kan få titusinder af mennesker til at se fodboldkampe sammen, men den sag må andre tage sig af. simmel fortsætter nemlig sin argumentation om måltidet således:

"Af alt det, der er fælles for mennesker, er følgende det, de er allermest fælles om: de må spise og drikke. Og netop dette er ejendommeligt nok det mest egoistiske, det som mest ubetinget og umiddelbart er forbeholdt individet: det jeg tænker, kan jeg lade andre vide, det jeg ser, kan jeg lade andre se, det jeg siger, kan hundredvis af andre høre - men det, den enkelte spiser, kan ingen anden under nogen omstændigheder spise. Det forekommer ikke på nogen af de andre højerestående områder, at det den ene absolut skal have, må den anden absolut give afkald på. Men eftersom dette primitivt fysiologiske element er noget absolut almenmenneskeligt, bliver det indhold i fælles handlinger, og derved opstår måltidets sociologiske form, der netop i spisningens eksklusive egoisme knytter sig til hyppigt samvær og en tilvænning til et fællesskab, som man kun sjældent opnår ved højerestående og åndelige lejligheder. Personer, der ikke har særlige fælles interesser, kan finde hinanden ved et fælles måltid. I denne mulighed, der er knyttet til en primitiv materiel interesse og dermed alment gældende, ligger måltidets store sociologiske betydning."

lige så rodet simmels samlede forfatterskab kan virke, lige så præcis og fortættet virker denne passage, og det fremgår med al ønskelig tydelighed, hvorfor det er på sin plads at skrive om mad. i en tid, hvor samfundets sammenhængskraft ifølge dominerende politiske diskurser er under voldsomt pres, åbner måltidet, ligesom det har gjort det de seneste mange hundrede år, mulighed for at få følelsen af fællesskab. selvfølgelig i hjemmet, men også (og måske endnu vigtigere) i kantinen/frokoststuen/skurvognen, hvor måltidet ideelt set kan medvirke til at skabe samklang mellem folk på tværs af sædvanlige hierarkiske og sociale skillelinjer.
hvad enten der er tale om en hurtig kop kaffe inden arbejdsdagens start, selve frokosten eller tør skærekage i en sen sukkerkold eftermiddagstime, indebærer det fælles måltid på arbejdspladsen et umådeligt socialt potentiale. flere og flere har exceptionelt lange arbejdsuger, og i disse tider med mangel på arbejdskraft er der udsigt til, at den udvikling fortsætter. skal vi ikke ende som en flok asociale arbejdsnarkomaner, kan måltidet meget vel være et afgørende holdepunkt.

i måltidets sociologi berører simmel også, hvilke kendetegn det måltidsbaserede fællesskab besidder. disse vil frokostbloggen naturligvis se nærmere på senere.

SPICE UP YOUR MIND

Tidligere har vi excelleret i både køns- og finanspolitiske indlæg her på bloggen, så nu er tiden naturligvis kommet til en integrationspolitisk post.

På en dag hvor USA formentligt får sin første sorte præsident, kan jeg nemlig ikke lade være med at føle mig tynget af både dårlig samvittig- og snæversynethed, når jeg kaster et blik på min krydderihylde.

For i lyset af de amerikanske vælgeres åbenhed står det mig pludseligt lysende klart, at den lille pose med hvid peber i mit køkken rent faktisk er et vidnesbyrd om denne signaturs latente racisme.

Det hvide peber tjener jo udelukkende til at forhindre sorte, forstyrrende og fremmedartede elementer i at besudle de fine, hvide og ariske saucer, som vi alle tilbereder fra tid til anden.

Når man først betragter hvid peber i dette perspektiv, er der ikke længere tale om et uskyldigt krydderi, der blot giver måltidet dets sidste pift. Nej, hvid peber er pludseligt den primære årsag til dårlig smag i munden.

Men nu må det være slut.

Derfor vil jeg også rydde alvorligt op på min krydderihylde, alt imens amerikanerne ”vote’r for change”. Dernæst vil jeg se frem til, at et visionært firma sender sort salt (tilsat jod) i handlen.

Indtil da må jeg nøjes med at cementere min gode vilje og politiske korrekthed ved udelukkende at spise hvid sovs, hvis den er fregnet.

Algebra à la carte

Der var i den grad tale om, at vi fik et blogemne serveret på et sølvfad, da vi forleden modtog en elektronisk skrivelse fra en yderst årvågen læser. Vedkommende gjorde opmærksom på følgende passage fra Den Gyldne Kogebog fra 1946:

Et godt gammelt Ord siger, at Desserten er mere for Øjet... ikke til at spise sig mæt i. Man kan maaske sige, at Desserten skal være Festmiddagens Udraabstegn...

Selvom den mundrette formulering altså er ældre end bolle-ået, så er den tegnværdi, der her tilægges udråbstegnet måske mere anvendelig og aktuel end nogensinde før. For der er vist ingen tvivl om, at en så koncis tegnlogik vil falde i god smag hos hele den generation af unge, der uproblematisk formår at kommunikere komplekser følelser og komplicerede handlinger som: ”slikker sig om munden”, ”har lige spist noget surt” eller "rolling on the floor laughing my arse off" alene ved hjælp af små, gule, smilende ansigter. Derfor introducerer vi et nyt tiltag. 

Tegnsæt dig Mæt – en smsers guide til måltidet.

Hvis udråbstegnet er desserten, må den spektakulære og ofte visionære forret i sagens natur være dét pirrende og forventningsfulde spørgsmålstegn, der indleder middagen.

Spørgsmålstegnet efterfølges af den første kødret, der i kraft af sin mættende karakter i dén grad markerer noget nyt ved at være ’forskellig fra’ (≠) måltidets lette indledning. 

Efter kødet er fortæret, er det på tide at få renset munden med en diskret og forfriskende sorbet, der ligesom et velplaceret semikolon formår at adskille to ellers tunge elementer på en yndefuld måde. 

Når sorbeten er smeltet og smagen af fois gras fortrængt, serveres aftenens sidste hovedret. Det er på dette tidspunkt, at mætheden og den eventueelle dårlige samvittighed over at sidde med ved de riges bord melder sig, og man hører sig selv spørge: ”er det overhovedet nødvendigt med mere entrecote nu?”. En sådan portion refleksion og eftertænksomhed kan naturligvis kun gengives med tankestregen. 

Det bringer os alt sammen frem til udråbstegnet, der som bekendt gør sit for at tilfredsstille øjet som en perfekt afslutning på aftenen!

Med denne guide vil det aldrig koste dig mere end 20 øre at beskrive din aftensmad for dine forældre eller at sende en middagsinvitation til dine bekendte. For nu kan du skrive: ”Uf. Jeg har lige smagt på desserten. Den var godt nok sur. Smagte meget anderledes end forretten” så kortfattet som: "Uf. J har smagt på !’en. :-*. D ≠ ?’en”.

? ≠ ; – !     

Velbekom.

når risikosamfundet sparker

som et led i en større kostomlægning har jeg for nylig købt en såkaldt figenrulle i føtex. til frokost forleden spiste jeg så min første rugbrødsmad med figenpålæg i noget nær to årtier, og til min ganske betragtelige overraskelse var det en noget nær uforbeholden fornøjelse; det sødmefulde pålæg passede strålende til fuldkornsbrødet.
'men hvorfor var det en overraskelse?' spurgte jeg mig selv.

selv om frokoster i sagens natur er en af mine spidskompetencer, er det alligevel sjældent, at jeg tænker synderligt meget på ficus carica, så det krævede en del grublen, før det begyndte at dæmre: var der ikke noget med, at mine forældre holdt op med at købe figenpålæg til mig engang i slutningen af 80'erne?
"Der kom en advarsel ud fra myndighederne. Jeg tror fignerne var skimmelbefængte og dette kunne give anledning til toksiner i pålægget," skriver en kilde, der husker situationen.

jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte spise det mere, for det var jo noget af det, jeg allerhelst ville kunne liste op af madkassen. ikke desto mindre klarede jeg mig sikkert fint alligevel, og efter nogle måneder var faren vist drevet over. min skepsis over for figenpålæg var imidlertid allerede da blevet grundfæstet - og lidt af den var der åbenbart stadig forleden.

reelt set er det nok også umuligt at rense hukommelsen helt for oplevelser, der har gjort én opmærksom på, at verden er farlig. at der er risici alle vegne. jeg fattede næppe det store af tjernobyl-katastrofen, men oplevelsen af, at noget så uskyldigt som frugtsukret pålæg kunne være farligt, prentede sig dybt ind.

tjernobyl fik den tyske sociolog ulrich beck til at skrive en bog, der hed risikosamfundet. i en stadig tryggere verden, lød hans tese, bliver vi utrygge ved de risici, som den teknologiske udvikling fører med sig. i vore dage er det nu nok snarere al den snak om utryghed, der gør os utrygge, tænker jeg - men okay, jeg er også så blød, at jeg behøvede ikke andet end skimmelangrebne figner for at opdage, at verden er fuld af farer. og selv om jeg nu igen spiser figner til frokost, er jeg stadig ikke helt fri for frygten. ergo kan det godt bekymre mig lidt, at jens lekman synger:
"hey! you! stop kicking my legs
I'm doing my best
so pass the figs"

Årstidens Indie

Der er noget både beroligende og befriende over, at det er årstidernes gang og ikke blot magtfulde mellemledere i Netto, der bestemmer, hvilke frugter og grøntsager, der lader sig finde på butikshylderne.

Netop nu befinder vi os i midten af oktober, en måned der giver os kuglerunde knoldsellerier og spændstige porrer. Oktober kan dog på ingen måde betegnes som højsæson for ferskener, og det er måske netop derfor, at Bjørn Alexander Gøtzsche Lange fra Death by Kite stiller sig selv spørgsmålet: ”dare i eat a peach?” på bandets nyligt udsendte ep.

Du kan stille dig selv det samme spørgsmål lige her. Og da eper som bekendt er pladebranchens svar på pindemadder, tager vi næppe munden for fuld, når vi i dag anbefaler både ferskner og Death by Kite.

e d i t : Det var nummerets stadige tilstedeværelse på bandets myspace-side, der fejlagtigt fik Frokostbloggen til at tro, at det også var med på epen og ikke kun debutalbummet. Vi beklager naturligvis fejlen. Men anbefalingen står dog stadig usvækket ved magt og gælder derfor både debutalbum og ep.

tjener, der er en ubekendt i min salat

Jeg plejer at købe mine avocadoer hos grønthandleren, men efter et par dage hvor udsvingene i dagsprisen var så voldsomme, at selv C20-indekset virkede mere stabilt, købte jeg forleden tre avocadoer i mit supermarked.

På emballagen var følgende ligning skrevet/afbilledet:
avocado + fantasi = avocadosalat [illustreret med et billede af salatblade, hvorpå der sporadisk var lagt skiver af avocado].

Kigger man nærmere på denne ligning og praktiserer lidt ensbetydende regning, får man dette overraskende facit:

fantasi = salatblade.

Et yderst opsigtsvækkende resultat, må jeg nok have lov at mene.
Men måske er det bare konsekvensen af at regne med ’letfordærvelige faktorer’?

en frokostblogger forud for sin tid

En Vinterdag, hvor jeg kom forfrossen hjem, vilde Moder have, at jeg mod Sædvane skulde drikke en Kop varm Te. Jeg sagde først nej, men fortrød det saa af en eller anden Grund et Øjeblik efter. Moder sendte Bud efter en af disse korte, tykke Madeleinekager, der ser ud, som de var bagt i en riflet Muslingeskal. Lidt nedtrykt af det triste Vejr og Udsigten til en lige saa trist Morgendag førte jeg mekanisk til mine læber en Skefuld Te, hvori jeg havde opblødt lidt af Kagen. Men i samme Øjeblik som den med Kagesmuler blandede Te rørte min Gane, kom jeg til at skælve i Følelsen af, at der foregik noget usædvanligt inden i mig. Et sælsomt velbehag opfyldte mig, og jeg vidste ikke hvorfor.

Vejen til Swann, 1913.

et hul i maven - et hul i midten

Siden tidernes morgen har jøderne været et yderst forfulgt folkefærd, og netop derfor er det også en stor glæde at annoncere, at jeg aldrig igen vil spise en antisemitisk brunch.

Jeg har nemlig forelsket mig i bagelen; det omskårne morgenbrød.

Bagelen har sine rødder helt tilbage i 1600-tallets Krakow, hvor der var en stor jødisk befolkning. Dengang gav man bagels til gravide kvinder, fordi de sprøde boller med hullet i midten symboliserede livets fortsættelse og universets uendelighed.



Den slags symbolik bør uden tvivl give historieløst og blodfattigt morgenbrød som croissanten og spandaueren noget alvorligt at tænke over.

I modsætning til disse to morgenbordskonkurrenter udmærker bagelen sig i øvrigt også ved, at den kan spises døgnet rundt – og med mange forskellige former for fyld.

Derfor er jeg efterhånden også blevet så begejstret for dette traditionsrige bagværk, at jeg gerne ville spise det på daglig basis, hvis det dog ikke var for prisen. Dén er nemlig hul i hovedet.

frokostkrise

alverden er ved at falde sammen om ørerne på os. den globale økonomiske undtagelsestilstand griber om sig med nærmest eksponentiel hast, og bank efter bank dratter hjælpeløst omkuld. vi har ikke nødvendigvis synderligt ondt af de investorer, der har mistet store værdier, der var skabt via uigennemskuelig og risikabel finansjonglering - men den engelske avis the guardian har henledt bloggens opmærksomhed på, at vores kerneområde er ved at blive ramt.

i danmark har vi en ganske velvoksen glæde ved frokoster, men ikke desto mindre har vi alle dage her på bloggen spejdet misundeligt sydpå. i frankrig har befolkningen nemlig traditionelt haft en dybt imponerende forkærlighed for lange, omfangsrige frokoster. men ak, finanskrisen har allerede snigmyrdet 3.000 restaurationer, og det er slut med tre-retters-frokoster.
vi snupper en rejesandwich til frokost for at vise vores sympati.

konservativ konsekvens

vi er frokosternes svar på the drudge report, og vi iler med lidt malurt til det bæger af begejstring, der konstant var ved at flyde over under weekendens konservative landsråd i bella center. de bitre dråber vil hidrøre fra samspillet mellem to aktstykker.

aktstykke 1: i dagbladet information kunne man d. 10. september læse, at lene espersen afviste det socialdemokratiske forslag om gratis mad til alle folkeskoleelever. »der er ikke et eneste skolebarn, der har taget skade af at smøre sin egen madpakke,« sagde espersen.

det, vi indtil for ganske nylig (nærmere bestemt indtil aktstykke 2 blev os bekendt) har tolket som espersens egentlige budskab, var, at hun ikke mener, at det offentlige skal hjælpe til med at afbøde konsekvenserne af den sociale arv. det, vi hørte espersen sige, var: »nej, annika, det er ikke samfundets problem, at din mor har et alkoholproblem og derfor ikke er i stand til at drage omsorg for, at du får en madpakke med i skole, og det er heller ikke samfundets problem, at det betyder, at du derfor enten
a) ikke får mad, ikke kan koncentrere dig og dermed har vanskeligt ved at få en uddannelse, der kan sikre, at du ender højere oppe end matchgruppe 4, hvor din mor sidder fast
eller b) næsten hver dag køber usund mad, der giver dig et vægtproblem, som dels kommer til at ligge sundhedssektoren til byrde, dels (og vigtigere) giver dig selvværdsproblemer, fordi du er så uheldig at være født ind i et samfund, hvor kun mænd har lov til at være overvægtige.«

så dukkede aktstykke 2 op: 14. september fandt b.t. (takket være det faktum, at kamilla bech holten endnu var i live, hvormed den begavede tabloid ikke var nødt til at dedikere al sin energi til den sag, herunder sandsynligheden for, at lise nørgaards knæ ville volde så meget besvær, at nørgaard ville være nødt til at udeblive fra begravelsen) tid og overskud til at viderebringe lene espersens "tips til at få en travl hverdag med karriere og børn til at hænge sammen". i forbindelse med artiklen er der en faktaboks, hvoraf det fremgår, at "lene og danny [hendes mand, red.] skiftes til at smøre madpakker."

aktstykke 2 viser altså, at citatet fra aktstykke 1 i virkeligheden er en art offentlig undskyldning fra en mor, der godt ved, at hun har trådt ved siden af. ikke et eneste skolebarn har nogensinde taget skade af at smøre sin egen madpakke - og formentlig heller ikke lene espersens ældste søn.

»men han er jo kun otte år gammel,« vil nogle sikkert indvende. men at undgå sagens alvor på den måde vil med espersens egne ord være "for billigt sluppet".

-------

et lille ps.: når b.t.-journalisten, der skrev om espersens tips, engang har fået smagen af ministeriel skosværte af tungen, kan han prøve at lege en lille leg, hvor man bytter ord ud med andre ord. nej, vent - vi gør det for ham. se f.eks., hvordan indledningen på hans artikel kunne have lydt, hvis lene havde heddet lars:

"lars espersen er en politisk komet, der kan nå helt til tops. men han er også mand og far til to små drenge på otte og seks.

mange ville mene, at det er umuligt at få enderne til at mødes. at fars karriere vil gå ud over børnene. eller at familielivet vil lægge hindringer i vejen for, at lars espersen kan nå karrierens højeste mål."

kan familieliv lægge hindringer i vejen for en mandlig politikers karriere? se, den slags vil vi gerne høre mere om, b.t.

svedigt

outlandish er musikkens svar på kenneth perez. en dansk eksportvare med et vist eksotisk touch, der allerede tidligt i karrieren blev sendt udenlands, og som set & hørt fra vores stole her i kantinen er svært overvurderet.

i et forsøg på at omvende bloggen har et af outlandish-medlemmerne, waqas qadri, nu kastet sig over et emne, som vi i sandhed elsker. på sin første dansksprogede single på egen hånd besynger brøndby strands stolte søn nemlig madpakken. at dømme efter reaktionerne på myspace vækker dette skridt ind på bloggens territorium begejstring.



til dette kan vi kun svare:
1. "funky"? kære OutlandishFan!, kig forbi den her blog.
2. sved? i så fald må det være angstens, for sjældent har vi fået sandwichen mere galt i halsen, end da vi hørte den her sang første gang.

A WORD OF ADVICE FOR YOUNG PEOPLE

hvis du godt kan lide kippers i olie, skal du efter endt spisning sørge for ikke bare at smide emballagen i skraldespanden, men også bære posen ud omgående, hvis du helst vil undgå at indlede din tid på et nyt studie med ved afslutningen af allerførste forelæsning at tage din jakke op af tasken og finde ud af, at den efter at have opholdt sig i nærheden af dit køkken ikke levner tvivl hos nogen tilstedeværende om, at du godt kan lide kippers i olie.

et stykke med skæbne, tak

"Stress?: Et solstrejf rammer millimeterpræcist vinduet, jeg sidder ved, og velfornøjet kan jeg mærke aftensmaden finde sig til rette i maveregionen oven på en løbetur, der i den grad gav appetit (og lidt ømme lår). De små glæder? Ja tak. Men måske har jeg taget dem for givet for længe? Eller slet og ret ignoreret dem."

bananiteter

tidligere på året gjorde alskens meningsdannere status i anledning af, at '68-oprøret fyldte 40. det står os ikke helt klart, om der egentlig var nogen, der kunne enes om at udpege utvetydige resultater af revolten, men vi kan i hvert fald se ét. for er der noget, der er lykkedes for ungdomsoprørerne, så er det, at de har været med til at skabe et forrykt bureaukrati i det uddannelsessystem, som de så selvsikkert indtog.

det papirhelvede har kostet mig min frokost i dag, så alt det blev til, var tre bananer.


det er nu ikke så slemt. for godt nok har du måske hørt et rygte om, at bananer feder, men det afviser vores alle sammens spinninginstruktør, chris macdonald.

og måske var netop bananer det eneste rigtige at spise under en heftig infight med universitetsverdenen. rektoren på ku har i hvert fald leveret en af de madmetaforer, der har glædet bloggen mest i indeværende år.

laptoppen af poppen

på kontoret bruger jeg ofte min computer som tallerken. det samme gælder i privaten. ja, jeg tror faktisk, at computeren er min mest brugte tallerken overhovedet. 

det er noget meget distinkt 'år 2.008'-agtigt over det, når man hver dag ved frokosttid, med stor appetit, kaster sig over computeren for at fortære både fjordrejer og rss-feeds.

frokostbloggens grafiske afdeling har nu taget konsekvensen af alt dette. for skal der være tallerken på laptoppen, så lad der være tallerken på laptoppen. lad os præsentere:

den musselmalede macbook.

FORTIDFRÅDERENFREMTID: iFROKOST.

røget filet. en retfærdiggørelse

det er kommet os for øre, at en af blogosfærens primære funktioner er at give bloggere mulighed for at skrive om deres traumer og derefter forvente medlidende skulderklap fra på forhånd nøje udvalgte læsere. det er vanskeligt for os at lade være med at tænke på lasse jensens udtryk "klammosfæren", når vi hører den slags - også selv om det oprindeligt betegnede noget lidt andet.

imidlertid vil vi ikke negligere den skuffelse, som denne blogs hidtidige mangel på personlige, uslikkede sår kan have fremkaldt hos visse besøgende. det er vanskeligt for folk som os med så stor appetit på den del af livet, der passerer i frokostpausen, at finde tunge minder, der har at gøre med netop dette måltid. men det er lykkedes os at nå frem til et enkelt. for at fremmane det har vi brug for et stykke røget filet.

--

dér ligger det og glinser. som en af de eneste pålægstyper er røget filet delvist gennemsigtig, selv når der er tale om relativt tykke skiver, og det lyserøde, kondensdækkede stykke kød dernede i madkassen er ingen undtagelse. straks madpapiret blev fjernet, var rugbrødet synligt gennem fileten. jeg bilder mig nok endda ind, at jeg også kan se det tynde lag af margerine, men det er netop, hvad det er: noget, jeg bilder mig ind. når jeg alligevel tror det, skyldes det nok, at jeg ikke bryder mig om smagssammenstødet mellem min mors svagt syrlige hjemmebag, margerinen og det svedige svinekød. bare tanken om at skulle spise denne mad forvirrer forbindelsen mellem mine synsnerver og hjernen.

forvirringen kan dog også have en anden årsag. jeg er lige begyndt i ottende klasse, og i modsætning til alle andre er jeg ikke gået ned i byen for at købe frokost dér. de andre har glædet sig ubegribeligt meget til at komme op i ottende klasse, for sikke et statussymbol det er at have lov til at forlade skolens område i spisefrikvarteret. og når man har sådan ét, skal man vise det frem. symboler har jo ingen værdi, hvis der ikke er nogen, der ser dem. jeg tror ikke på status, så jeg vil ikke med. men jeg tror alligevel så meget på de andres tro på status, at tanken om deres fordømmelse af mig gør mig usikker og, ja, forvirret.

men jeg sidder altså alene i klasselokalet. alene, hvis man ser bort fra said. han er oprindeligt fra bosnien, og han er syg. hvad han egentlig fejler, ved jeg ikke, men han er i hvert fald skrøbelig. de dage, hvor said rent faktisk er i skole, siger han næsten aldrig noget, og hans dansk er også så usikkert, at han alligevel er svær at forstå. så det er sådan set let nok at komme til at se bort fra said. men i dag siger han noget.

jeg sidder og kigger på den røgede filet, da han siger mit navn. jeg vender mig mod ham, og det viser sig, at han vil vise mig en bosnisk pengeseddel, han åbenbart altid går med i sin tegnebog. den er større end de danske. han ser gladere ud, end jeg nogensinde har set ham, da han rækker mig den. eller måske rettere: mere stolt. jeg spørger, hvor meget den er værd, og hører slet ikke efter svaret. idet han rakte mig pengesedlen, gik det op for mig, at han indtil nu har interesseret mig så lidt, at jeg aldrig har tænkt over, hvem han egentlig er, og nu aner jeg ikke, hvad jeg skal tale med ham om. said har ingen venner i klassen. måske fordi han er så indelukket, måske fordi han ikke ønsker det. det sidste er noget af det eneste, jeg har tænkt om ham inden i dag. men hans begejstring over at vise sin souvenir fra hjemlandet frem antyder, at det er forkert; antyder, at han faktisk gerne vil i kontakt.

jeg har altså alle tiders chance. said har ladet paraderne falde, og jeg kan vise ham, at vi vil ham det bedste. at danskerne vil ham det godt. at danmark gerne vil lade ham komme ind i fællesskabet. men jeg er helt blank. jeg kan kun komme i tanke om at spørge, hvor i bosnien han kommer fra, men jeg har aldrig hørt om byen. og så kommer samtalen aldrig videre. for at undslippe den pinlige tavshed, der opstår mellem hans håbefulde smil og min rungende tomhed, drejer jeg straks hovedet lidt væk og begynder at spise min mad med røget filet. kort tid efter rejser han sig og forlader lokalet. vi går i klasse sammen ni måneder mere, og i løbet af den periode taler vi aldrig igen med hinanden.

--

vi ved godt, at det er for meget med en historie om mislykket integration, hvor en forfjamsket dansker flygter fra at tale med en ung muslim og bruger et stykke svinekød som sin udvej. men nu har vi i hvert fald gjort os fortjent til at forblive i blogosfæren og kan trygt vende tilbage til den vante gænge.

slappin' sennep

nogen gange glemmer jeg, at jeg har dijonsennep i køleskabet. men hver gang jeg kommer i tanke om det, så sørger jeg altid for at bruge den næste gang jeg spiser frokost. derfor indgik der dijonsennepen i den sandwich, som jeg fik til frokost. egentlig var det osten og skinken, som havde hovedrollerne i måltidet, men akkurat som i Se7en, Usual Suspects og andre Kevin Spacey-film fra 1990erne, så var det en bi-rolle, som stjal showet. for ligesom jeg glemmer selve sennepen ofte, så glemmer jeg også, hvor sindssygt stærkt den altid forekommer mig. først går den i næsen, og kort efter går den videre til øjnene og minder mig om, at der er en hårfin grænse mellem et godt måltid og en sandwich, der får mig til at græde af smerte. mærkværdigt nok føler jeg mig altid, når jeg har fået tørret øjnene, utroligt velfornøjet over dijon-oplevelsen. den er en slags gastronomisk lussing, der synger og svier i et par minutter, men som egentlig efterlader et ganske chict rødt mærke. hvorefter jeg glemmer den igen. indtil næste gang.

BRØDTEKST

metaforer som disse er virkelig værdsat ved frokostbloggens redaktionsbord:

"Samme størrelse smørklat til at stryge over et større og større stykke brød.
Sådan kunne man beskrive nattelivsscenen i København, hvor publikumsstørrelsen er nogenlunde stabil, mens udbuddet af klubarrangementer vokser og vokser. Det betyder, at de enkelte klubber får færre gæster og dermed ringere indtjening og længere mellem rundstykkerne med tandsmør."

"Vi er nok klublivets svar på rugbrød."
(Morten Varano om Rust.)

(Kilde: Politiken.dk)

stress - den arbejdende mands anoreksi

den seneste tid har budt på for meget arbejde og for lidt mad. men her kommer de sidste to ugers frokoster i delikate snackshots:

som det sig (tilbe)hør og bør

jeg arbejder hjemmefra i disse dage, og det giver mulighed for at friske frokosten op med diverse former for tillokkende tilbehør. tillad mig derfor at udråbe et trefoldigt leve for:
- kapers på marineret sild: salt og sødt mødes i skøn forening
- asier på godt krydret rullepølse: surt og stærkt krydser kærligt klinger
- peberrodssalat på saltkød: lidt deprimerende pålæg løftes til skyerne

særligt peberrodssalat er en favorit, fordi denne herlige spise har en forrygende evne til på én gang at kildre og kradse på tungen og i næsten hele ganen. dette luftige og linde tilbehør har endog den rette kulør til at få mig til dét, et medie uprætentiøst har kaldt at åbne munden på hvid gab.

NICE MAJS

jeg spiste majs i dag. mums.
det var til frokost.

forplejningszonen

i anledning af dagens store alpeetape i tour de france blev min frokost indtaget i sympati med de hårdt kæmpende ryttere. det vil sige, at døgnets tredje vigtigste måltid i dag bestod af engeribars og sukkerholdige gels serveret fra en farverig lærredspose. disse gels viste sig at være ret lækre:

de anbefales derfor til både hverdag og cykelløb, og det er helt sikkert netop den type gels, jeg byder uventede udbrydere.

Rock&Roulade

I dag spiste jeg et stykke hindbærroulade efter frokost. Mens jeg spiste det, tænkte jeg på at opdatere bloggen, og pludseligt slog det mig, at der kun er et ”P” til forskel på: ”roulade” og ”uploader”. Den slags sproglige tilfælde hylder vi naturligvis her i den virtuelle madkasse.
I den anledning vil vi også opfordre bloggens læsere til fremover at bruge ordet ”flæskeroulade” i stedet for det lidt blodfattige ”rullepølse”.
Giv madpakken sin schwung tilbage.

brødflovt

rugbrød har et uretfærdigt dårligt ry. de eneste, der for alvor hylder denne evigt pålidelige brødtype, er julefrokostfolket og eksil-danskere (og at disse ofte ganske terrakotta-farvede emmigranter vælger at fremhæve netop rugbrød som noget, de savner ved danmark, er en understregning af enten rugbrødets kvaliteter eller landets generelle tilstand).

langt ind i vores sprogbrug afsløres det, at vi ser ned på rugens herligheder. vi lader frem for alt 'rugbrød' indgå i nedsættende udtryk, og 'rugbrødsarbejde' er det bedste eksempel. det, der engang var kendt som en solid og nærende bestanddel i en fornuftig diæt, er nu degraderet til at være en sproglig genvej til at betegne kedelige ting, f.eks. arbejdsopgaver.

hvis ikke denne diskurs i sidste ende skal udradere danske landmænds overlevelsesmuligheder, må rugbrødet bringes tilbage til ære og værdighed. selv rister jeg (hvis det ikke længere er nybagt) mit brød cirka to minutter på hver side, uanset om jeg skal have det med i madpakken eller skal spise det hjemme. det er en lille, men ikke desto mindre vigtig gestus, der indikerer, at jeg ved, at det kræver en ekstra indsats altid at kunne få sprødt rugbrød.

her på bloggen modtager vi meget gerne andre forslag til, hvordan vi kan få løftet rugbrødet op af det omdømmemæssige kviksand, danskerne har skubbet det ud i.

Madpakken 2.0 – Blog Appetit

Der er ikke sket meget på hverken blog eller frokosttallerken i den seneste tid, men nu er vi tilbage med en ny anretning, der nok skal mætte alle munde. For i modsætning til ulovlig fildeling er online madpakkedeling en legal og yderst morsom beskæftigelse, og netop derfor tilbyder vi nu vore faste læsere muligheden for at blive skribenter her på frokostbloggen.
Så hvis du har lyst til at dele din madpakke med andre, skriv da din mailadresse i kommentarfeltet, og du vil modtage en invitation.
Jobbet er ulønnet, men du får naturligvis lov at beholde den mad, du indtager i forbindelse med de indlæg, du skriver.
Vi glæder os til at høre fra dig.

pen og madpapir

Mad er en fysiologisk nødvendighed. 

Mad er et spørgsmål om liv og død. Ligesom sproget.

Men måltidet er også mindet. 

Nogle begivenheder husker vi kun ud fra ekstravagante menuer. Andre aftener husker vi kun på smagen af hot&sweet og opkast.
Måltidet som minde er netop eksistensgrundlaget for frokostbloggens minutiøse beskrivelser af hverdagens ellers ikke mindeværdige måltider. 

Maden og hverdagen må simpelthen fortæres verbalt for ikke at blive glemt.
Mads, et lysende talent i blogosfæren, formår som ingen anden at kondensere både mindet og maden i en enkelt skarp sproglig canapé, og derfor får han lov at afrunde dette indlæg:
"Det [PR-turnéen for det kommende DR-show 'Talent 2008'] var meget underholdende at se på, så imens fik jeg mig en hotdog."

når bureaukratiet går agurk

gammel mad er altid dårlig mad.
men gamle nyheder kan være gode nyheder.
vi jubler i hvert fald her på frokostbloggen.

rosiner in retrospekt

det var de her bavianer, jeg spiste forleden.

det er, hvad vi her på bloggen betrager som, en mellemklasse rosin. de anbefales til havregryn. i samme åndedrag anbefales havregryn til frokost.

ARBEJDARBEJD

jeg spiser aldrig frokost, når jeg er på arbejde. i dag var ikke nogen undtagelse.

det var sidste onsdag derimod. en kollega lavede toasts til os. 

de var ret okay, selvom noget af den smeltede ost løb ud på tallerknen.

men i dag har jeg altså kun spist chokoladekiks.

ny opskrift

jeg havde ikke mere rugbrød med lavt fedtindhold og højt fiberindhold, så jeg spiste rosiner i stedet.

det var til frokost.

jeg vil forsøge at uploade et billede af dem.

(s)alt for meget salt

jeg fandt en spændende artikel:

danskerne spiser for meget salt. 

jeg spiser virkelig også meget salt. 

men det smager jo godt. og salt naturligvis.

nå. jeg er blevet sulten. jeg må overveje dagens frokost.

måltid#1

i dag spiste jeg et stykke rugbrød med smør. 

det var til frokost.

brødet var med lavt fedtindhold og højt fiberindhold.