hvilken suppe spiser du efter syg clubbing?

det siger sig selv, at mundvandet flød ud over alle diger, da det lokale bibliotek pludselig kunne tilbyde en bog med titlen genfundne måltider fra den fortabte generation - opskrifter og anekdoter fra 1920'ernes paris. lykkeligvis skuffer værket ikke.

højdepunktet er så klart en passage knap midtvejs, hvor forfatteren, susanna rodriguez-hunter, fortæller om, hvor markant en rolle løgsuppe havde i den franske hovedstad i tiden efter 1. verdenskrig. det er svært at forklare, hvorfor denne passage er så fantastisk; det virker bare vidunderligt stilfuldt at valfarte til grønttorvet efter en overrislet aften og nat for at spise løgsuppe. i hvert fald er det klasser over forholdene i københavn i vore dage, hvor folk valfarter til kødbyen (de hængende haver i babylon, bare for wood wood-generationen) midt om natten, hvorefter de, hvis de overhovedet afslutter festlighederne med at indtage føde, med al sandsynlighed spiser noget friturestegt eller massefabrikeret, der mest af alt smager af 80'ernes pastelfarvede drøm om globaliseringens lyksaligheder.

næ, pariserne havde stil og formidabelt god smag. se bare, hvad paris on parade, en populær guidebog for amerikanere, i 1925 kunne fortælle:

"Omegnen af Les Halles vrimler med gode restauranter, hvis hovedspecialitet er løgsuppe, en tyk velsmagende ret, som formår at vække appetitten, selv når den er på sit sløveste. Det er derfor blevet mode blandt de løsslupne at fortrække til Les Halles ved daggry og spise la soupe à l'oignon efter en nat med morskab og champagne på Montmartre.
På det tidspunkt er torvet på sit højeste. De brede gader mellem torvebygningerne er propfyldt med dragere, commissionaires (et finere ord for bybude), torvefolk og en gros- og detail-købere ... Fragtvognskuske bander, smælder med deres piske og råber "Attention!" for at komme igennem mylderet af gående. Commissionaires slæber af sted med trækvogne eller skubber kærrer foran sig. Dragere vakler under skyhøje byrder stablet op på de bærestativer, der er spændt fast på deres rygge. Og gennem det sweater-, forklæde- og kittelklædte mylder går utallige glitrende selskaber - bare skuldre og hvide skjortebryster - rykker frem arm i arm, en smule mere animeret, end helt ædru mennesker ville gøre, mod den løgsuppe, der skal sende dem fysisk beroliget i seng."

året efter skrev basil woon i sin lovende betitlede bog the paris that's not in the guide books om en glad aften, der sluttede lykkeligt:

"... Vi myldrer ind i en taxi og sætter kurs mod torvet og løgsuppen.
Løgsuppe er den traditionelle morgenmad for de virkelig seje, og torvet er det traditionelle sted at indtage den.
Torvet er den store centrale vareudveksling i Paris, og man baner sig vej til Père Tranquille eller til et af de andre steder over stabler af kålhoveder og gulerødder og andre grøntsager, mens store solide torvedragere glor på kvindernes décolleté og smykker og mumler et lavmælt "sale bourgeois".
De mener ikke noget med det. De håber alle på selv at blive beskidte burgøjsere en skønne dag."

et tidligt ønske for 2009: lad løgsuppen genvinde sin status som den traditionelle morgenmad for de virkelig seje.