mandag den 26. januar 2009

Løgner-latte

Jeg er begyndt at lægge mærke til teskeerne når jeg vasker op. Der er væsentligt flere af dem end der plejer at være. Det er fordi, at jeg er begyndt at drikke kaffe. Tidligere drak jeg te. Men der brugte jeg aldrig skeer. Nu er det kaffe, jeg drikker. Derfor er jeg bitter og livstræt på en frisk måde. Næsten samme sætning har jeg tidligere skrevet i en anden sammenhæng. Derfor føler jeg, at jeg snyder nu. Det føler jeg også når jeg drikker kaffe. Fordi jeg putter mælk og sukker i. Det virker som en uærlig måde at komme ind i kaffeforbruget på. Som at ryge mentolcigaretter. Min blasfemiske anretning har retfærdigvis en bagside. Mælken har betydet, at jeg aldrig har fået en kop kaffe, der ligner verdens begyndelse. Som den de drikker i franske film fra tresserne. I det 21. århundredes Valby må jeg nøjes med en mulatisk pupil i et hvidt krus. Jeg drikker det, selvom det føles forkert. Som en teske i en kop med kaffe.

lørdag den 24. januar 2009

Solanum lycopersicum

Vi, der har en alt andet end hemmelig drøm om, at ursuppen i tidernes morgen smagte af solmodne tomater, kan ikke undgå at blive bløde i knæene, når Pia Juul citerer Doris Lessing, der skriver opskriftsprosa, så maven begynder at knurre.

mandag den 19. januar 2009

Abdiceret sladderkonge i konservesafsløring

Reelt set har ingen tænkende mennesker lyst til at handle i Aldi, men hvis vi skulle kigge forbi, skulle det helt klart være for at se manden, Naser Khader kaldte "et svin, et svin, et svin", købe dåsemad. For som han siger: "Jeg har efterhånden været igennem adskillige varianter af gullasch, og jeg er ikke blevet skuffet!"

fredag den 16. januar 2009

Det hvide guld

I kantinen får vi masser af hvidt brød, hvilket er særligt opmuntrende, fordi et eller andet beundringsværdigt menneske har strøet rigelige mængder af salt på overfladen inden bagningen. Det er selvsagt noget, der falder i Frokostbloggens smag og skærper vores ellers ikke just underudviklede sans for at elske natriumchlorid. Ja, vi mindes endog et godt menneske, der helt uden at tøve brugte ordet verdenssaltet.


Som det ses, er det kemiske mirakel tilmed ret så smukt. Vi har, kort sagt, på alle måder en sød tand for salt. Derfor er det med beklagelse, vi kan konstatere, at forskere er i gang med at skubbe det hvide vidunder langt ind i krydderiernes skammekrog.

onsdag den 7. januar 2009

Matematik på A-vocadoniveau

Vi har tidligere haft alvorlige problemer, når matematikopgaverne indeholdt avocado. Men nu har forvirringen alligevel nået helt nye højder:

torsdag den 1. januar 2009

Nyt år, gammelt mad

På en dag som i dag er vi alle drøvtyggere.


Frokostbloggen ønsker dig et godt 2009.