mandag den 27. oktober 2008

Algebra à la carte




Der var i den grad tale om, at vi fik et blogemne serveret på et sølvfad, da vi forleden modtog en elektronisk skrivelse fra en yderst årvågen læser. Vedkommende gjorde opmærksom på følgende passage fra Den Gyldne Kogebog fra 1946:

Et godt gammelt Ord siger, at Desserten er mere for Øjet... ikke til at spise sig mæt i. Man kan maaske sige, at Desserten skal være Festmiddagens Udraabstegn...

Selvom den mundrette formulering altså er ældre end bolle-ået, så er den tegnværdi, der her tilægges udråbstegnet måske mere anvendelig og aktuel end nogensinde før. For der er vist ingen tvivl om, at en så koncis tegnlogik vil falde i god smag hos hele den generation af unge, der uproblematisk formår at kommunikere komplekser følelser og komplicerede handlinger som: ”slikker sig om munden”, ”har lige spist noget surt” eller "rolling on the floor laughing my arse off" alene ved hjælp af små, gule, smilende ansigter. Derfor introducerer vi et nyt tiltag. 

Tegnsæt dig Mæt – en smsers guide til måltidet.

Hvis udråbstegnet er desserten, må den spektakulære og ofte visionære forret i sagens natur være dét pirrende og forventningsfulde spørgsmålstegn, der indleder middagen.

Spørgsmålstegnet efterfølges af den første kødret, der i kraft af sin mættende karakter i dén grad markerer noget nyt ved at være ’forskellig fra’ (≠) måltidets lette indledning. 

Efter kødet er fortæret, er det på tide at få renset munden med en diskret og forfriskende sorbet, der ligesom et velplaceret semikolon formår at adskille to ellers tunge elementer på en yndefuld måde. 

Når sorbeten er smeltet og smagen af fois gras fortrængt, serveres aftenens sidste hovedret. Det er på dette tidspunkt, at mætheden og den eventueelle dårlige samvittighed over at sidde med ved de riges bord melder sig, og man hører sig selv spørge: ”er det overhovedet nødvendigt med mere entrecote nu?”. En sådan portion refleksion og eftertænksomhed kan naturligvis kun gengives med tankestregen. 

Det bringer os alt sammen frem til udråbstegnet, der som bekendt gør sit for at tilfredsstille øjet som en perfekt afslutning på aftenen!

Med denne guide vil det aldrig koste dig mere end 20 øre at beskrive din aftensmad for dine forældre eller at sende en middagsinvitation til dine bekendte. For nu kan du skrive: ”Uf. Jeg har lige smagt på desserten. Den var godt nok sur. Smagte meget anderledes end forretten” så kortfattet som: "Uf. J har smagt på !’en. :-*. D ≠ ?’en”.

? ≠ ; – !     

Velbekom.

onsdag den 22. oktober 2008

når risikosamfundet sparker

som et led i en større kostomlægning har jeg for nylig købt en såkaldt figenrulle i føtex. til frokost forleden spiste jeg så min første rugbrødsmad med figenpålæg i noget nær to årtier, og til min ganske betragtelige overraskelse var det en noget nær uforbeholden fornøjelse; det sødmefulde pålæg passede strålende til fuldkornsbrødet.
'men hvorfor var det en overraskelse?' spurgte jeg mig selv.

selv om frokoster i sagens natur er en af mine spidskompetencer, er det alligevel sjældent, at jeg tænker synderligt meget på ficus carica, så det krævede en del grublen, før det begyndte at dæmre: var der ikke noget med, at mine forældre holdt op med at købe figenpålæg til mig engang i slutningen af 80'erne?
"Der kom en advarsel ud fra myndighederne. Jeg tror fignerne var skimmelbefængte og dette kunne give anledning til toksiner i pålægget," skriver en kilde, der husker situationen.

jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte spise det mere, for det var jo noget af det, jeg allerhelst ville kunne liste op af madkassen. ikke desto mindre klarede jeg mig sikkert fint alligevel, og efter nogle måneder var faren vist drevet over. min skepsis over for figenpålæg var imidlertid allerede da blevet grundfæstet - og lidt af den var der åbenbart stadig forleden.

reelt set er det nok også umuligt at rense hukommelsen helt for oplevelser, der har gjort én opmærksom på, at verden er farlig. at der er risici alle vegne. jeg fattede næppe det store af tjernobyl-katastrofen, men oplevelsen af, at noget så uskyldigt som frugtsukret pålæg kunne være farligt, prentede sig dybt ind.

tjernobyl fik den tyske sociolog ulrich beck til at skrive en bog, der hed risikosamfundet. i en stadig tryggere verden, lød hans tese, bliver vi utrygge ved de risici, som den teknologiske udvikling fører med sig. i vore dage er det nu nok snarere al den snak om utryghed, der gør os utrygge, tænker jeg - men okay, jeg er også så blød, at jeg behøvede ikke andet end skimmelangrebne figner for at opdage, at verden er fuld af farer. og selv om jeg nu igen spiser figner til frokost, er jeg stadig ikke helt fri for frygten. ergo kan det godt bekymre mig lidt, at jens lekman synger:
"hey! you! stop kicking my legs
I'm doing my best
so pass the figs"

søndag den 19. oktober 2008

Årstidens Indie



Der er noget både beroligende og befriende over, at det er årstidernes gang og ikke blot magtfulde mellemledere i Netto, der bestemmer, hvilke frugter og grøntsager, der lader sig finde på butikshylderne.

Netop nu befinder vi os i midten af oktober, en måned der giver os kuglerunde knoldsellerier og spændstige porrer. Oktober kan dog på ingen måde betegnes som højsæson for ferskener, og det er måske netop derfor, at Bjørn Alexander Gøtzsche Lange fra Death by Kite stiller sig selv spørgsmålet: ”dare i eat a peach?” på bandets nyligt udsendte ep.

Du kan stille dig selv det samme spørgsmål lige her. Og da eper som bekendt er pladebranchens svar på pindemadder, tager vi næppe munden for fuld, når vi i dag anbefaler både ferskner og Death by Kite.

e d i t : Det var nummerets stadige tilstedeværelse på bandets myspace-side, der fejlagtigt fik Frokostbloggen til at tro, at det også var med på epen og ikke kun debutalbummet. Vi beklager naturligvis fejlen. Men anbefalingen står dog stadig usvækket ved magt og gælder derfor både debutalbum og ep.

torsdag den 16. oktober 2008

tjener, der er en ubekendt i min salat

Jeg plejer at købe mine avocadoer hos grønthandleren, men efter et par dage hvor udsvingene i dagsprisen var så voldsomme, at selv C20-indekset virkede mere stabilt, købte jeg forleden tre avocadoer i mit supermarked.

På emballagen var følgende ligning skrevet/afbilledet:
avocado + fantasi = avocadosalat [illustreret med et billede af salatblade, hvorpå der sporadisk var lagt skiver af avocado].

Kigger man nærmere på denne ligning og praktiserer lidt ensbetydende regning, får man dette overraskende facit:

fantasi = salatblade.

Et yderst opsigtsvækkende resultat, må jeg nok have lov at mene.
Men måske er det bare konsekvensen af at regne med ’letfordærvelige faktorer’?

tirsdag den 14. oktober 2008

en frokostblogger forud for sin tid

En Vinterdag, hvor jeg kom forfrossen hjem, vilde Moder have, at jeg mod Sædvane skulde drikke en Kop varm Te. Jeg sagde først nej, men fortrød det saa af en eller anden Grund et Øjeblik efter. Moder sendte Bud efter en af disse korte, tykke Madeleinekager, der ser ud, som de var bagt i en riflet Muslingeskal. Lidt nedtrykt af det triste Vejr og Udsigten til en lige saa trist Morgendag førte jeg mekanisk til mine læber en Skefuld Te, hvori jeg havde opblødt lidt af Kagen. Men i samme Øjeblik som den med Kagesmuler blandede Te rørte min Gane, kom jeg til at skælve i Følelsen af, at der foregik noget usædvanligt inden i mig. Et sælsomt velbehag opfyldte mig, og jeg vidste ikke hvorfor.

Vejen til Swann, 1913.

torsdag den 9. oktober 2008

et hul i maven - et hul i midten

Siden tidernes morgen har jøderne været et yderst forfulgt folkefærd, og netop derfor er det også en stor glæde at annoncere, at jeg aldrig igen vil spise en antisemitisk brunch.

Jeg har nemlig forelsket mig i bagelen; det omskårne morgenbrød.

Bagelen har sine rødder helt tilbage i 1600-tallets Krakow, hvor der var en stor jødisk befolkning. Dengang gav man bagels til gravide kvinder, fordi de sprøde boller med hullet i midten symboliserede livets fortsættelse og universets uendelighed.



Den slags symbolik bør uden tvivl give historieløst og blodfattigt morgenbrød som croissanten og spandaueren noget alvorligt at tænke over.

I modsætning til disse to morgenbordskonkurrenter udmærker bagelen sig i øvrigt også ved, at den kan spises døgnet rundt – og med mange forskellige former for fyld.

Derfor er jeg efterhånden også blevet så begejstret for dette traditionsrige bagværk, at jeg gerne ville spise det på daglig basis, hvis det dog ikke var for prisen. Dén er nemlig hul i hovedet.

onsdag den 8. oktober 2008

frokostkrise

alverden er ved at falde sammen om ørerne på os. den globale økonomiske undtagelsestilstand griber om sig med nærmest eksponentiel hast, og bank efter bank dratter hjælpeløst omkuld. vi har ikke nødvendigvis synderligt ondt af de investorer, der har mistet store værdier, der var skabt via uigennemskuelig og risikabel finansjonglering - men den engelske avis the guardian har henledt bloggens opmærksomhed på, at vores kerneområde er ved at blive ramt.

i danmark har vi en ganske velvoksen glæde ved frokoster, men ikke desto mindre har vi alle dage her på bloggen spejdet misundeligt sydpå. i frankrig har befolkningen nemlig traditionelt haft en dybt imponerende forkærlighed for lange, omfangsrige frokoster. men ak, finanskrisen har allerede snigmyrdet 3.000 restaurationer, og det er slut med tre-retters-frokoster.
vi snupper en rejesandwich til frokost for at vise vores sympati.