overfladespillets lethed og ynde

tidligere på måneden lagde vi for en kort stund bestikket til hvile for at have hænderne frie, så vi kunne skrive om den tyske sociolog georg simmels udredninger om måltidets sociologi. de bestikløse hænder kunne slet ikke stoppe igen, og set i retrospekt skrev de nok alt for meget. det er der i hvert fald noget, der tyder på: vi har opdaget, at gode gamle gertrude stein indfangede essensen af simmel på bare et par linjer i sin sprogstruktureksploderende tender buttons:

"A TIME TO EAT
A pleasant simple habitual and tyrannical and authorised and educated and resumed and articulate separation. This is not tardy."

vi må nødtvungent erkende, at vi hverken er g.s. eller g.s. (selv om vi sandt for dyden gerne ville have en så fantastisk fornemmelse for det talte sprogs rytme som sidstnævnte). indtil vi er blevet gamle nok til at spise bær med de store ikoner, må vi hoppe et par trin længere ned ad ambitionsstigen. på vejen ned når vi lige et sidste besøg hos simmel - igen drejer det sig om essayet måltidets sociologi:

"Hvis bordkonversationen vil bevare sin stil, må den heller ikke gå ud over generelle, typiske emner og drøftelser og ende i individuelle dybsindigheder. Man kan dog også forklare dette ud fra den fysiologiske hensigtsmæssighed, for den kræver, at man ikke distraheres eller ophidses under måltidet. ... Det er derfor helt misforstået at klage over det banale ved den almindelige bordkonversation. Den graciøse bordkonversation, der altid føres på et vist alment niveau og med en vis distance, må aldrig glemme dette fundament helt, fordi det er først, når man holder fast ved denne karakter, at den viser overfladespillets lethed og ynde."

vi skal gerne tilstå, at vi tidligere i livet har klaget os over, hvor intetsigende samtalerne til familiefødselsdage og bryllupper egentlig er. men forklaringen er altså, jf. vores tidligere simmel-indlæg, lige så enkel, som den er toleddet.
for det første er dét at spise i sig selv noget basalt, lavt og ukultiveret, som imidlertid via måltidets konventioner og nærmest rituelle karakter er blevet gjort til noget på én gang stiligt og fællesskabsfremmende. en intens og dybsindig diskussion vil udstille deltagernes reelle forskelligheder og opløse fornemmelsen af enhed.
for det andet, og mere jordnært, antyder simmel altså, at kroppen har brug for ro, så længe man spiser. helt banalt: det går jo ikke an, at man bliver så optaget af en inderlig, sjælegranskende samtale, at man glemmer at spise, lige så vel som det er uholdbart at involvere sig i et replikskifte, der får adrenalinbarometeret presset helt op i det røde felt og dermed obstruerer fordøjelsen, så man bagefter kan genoptage arbejdet med begyndende smerter i maveregionen.

selv om vi har al mulig respekt for simmel og føler os sikre på, at han har ret, kan vi dog ikke dy os for at overveje, hvilke interessante situationer der kan opstå, hvis disse indlærte konventioner for måltidet og dets forløb bliver brudt. hvis en eller flere af læserne sidder inde med den type erfaringer, er vi meget interesserede i at videregive dem her på bloggen. skriv endelig en kommentar, eller send os en mail på frokostbloggen[α]gmail-punktum-com