slappin' sennep

nogen gange glemmer jeg, at jeg har dijonsennep i køleskabet. men hver gang jeg kommer i tanke om det, så sørger jeg altid for at bruge den næste gang jeg spiser frokost. derfor indgik der dijonsennepen i den sandwich, som jeg fik til frokost. egentlig var det osten og skinken, som havde hovedrollerne i måltidet, men akkurat som i Se7en, Usual Suspects og andre Kevin Spacey-film fra 1990erne, så var det en bi-rolle, som stjal showet. for ligesom jeg glemmer selve sennepen ofte, så glemmer jeg også, hvor sindssygt stærkt den altid forekommer mig. først går den i næsen, og kort efter går den videre til øjnene og minder mig om, at der er en hårfin grænse mellem et godt måltid og en sandwich, der får mig til at græde af smerte. mærkværdigt nok føler jeg mig altid, når jeg har fået tørret øjnene, utroligt velfornøjet over dijon-oplevelsen. den er en slags gastronomisk lussing, der synger og svier i et par minutter, men som egentlig efterlader et ganske chict rødt mærke. hvorefter jeg glemmer den igen. indtil næste gang.