brødflovt

rugbrød har et uretfærdigt dårligt ry. de eneste, der for alvor hylder denne evigt pålidelige brødtype, er julefrokostfolket og eksil-danskere (og at disse ofte ganske terrakotta-farvede emmigranter vælger at fremhæve netop rugbrød som noget, de savner ved danmark, er en understregning af enten rugbrødets kvaliteter eller landets generelle tilstand).

langt ind i vores sprogbrug afsløres det, at vi ser ned på rugens herligheder. vi lader frem for alt 'rugbrød' indgå i nedsættende udtryk, og 'rugbrødsarbejde' er det bedste eksempel. det, der engang var kendt som en solid og nærende bestanddel i en fornuftig diæt, er nu degraderet til at være en sproglig genvej til at betegne kedelige ting, f.eks. arbejdsopgaver.

hvis ikke denne diskurs i sidste ende skal udradere danske landmænds overlevelsesmuligheder, må rugbrødet bringes tilbage til ære og værdighed. selv rister jeg (hvis det ikke længere er nybagt) mit brød cirka to minutter på hver side, uanset om jeg skal have det med i madpakken eller skal spise det hjemme. det er en lille, men ikke desto mindre vigtig gestus, der indikerer, at jeg ved, at det kræver en ekstra indsats altid at kunne få sprødt rugbrød.

her på bloggen modtager vi meget gerne andre forslag til, hvordan vi kan få løftet rugbrødet op af det omdømmemæssige kviksand, danskerne har skubbet det ud i.