Velkommen, Henrik

Her på bloggen har vores øjne naturligvis i de seneste dage været rettet mod Slotholmsgade 12. Her residerer Fødevareministeriet, og vi har med spænding imødeset Lars Løkke Rasmussens valg af ny fødevareminister.

Statsministeren pegede sin sabel i retning af Venstre-politikeren Henrik Høegh. Baseret på Ekstra Bladets interview med Høegh fra fredag d. 19. februar 2010 virker den nye minister som en mand, der ved, hvad han vil have, når det gælder smørrebrød:

"Blandt andet trives lus, urin og tarmrester på bedste vis i køledisken og på hylderne i supermarkederne, hvilket i går fik kokke og fødevareeksperter til at kalde maden uegnet som menneskeføde.

Ser man bort fra regeringspartiernes fødevareordførere, der ikke afskriver en mad med lus i, er ingen af Folketingets partier parate til at spise den mad, der bliver serveret for forbrugerne.

- Jeg har da spist flere af de fødevarer, I nævner, og jeg er trods alt blevet 57 år, siger Henrik Høegh, fødevareordfører fra Venstre, og uddyber, at han er ret vild med salami med remoulade og ristede løg."

I ministrenes madkurve (2/2)

Som vi lovede for syv dage siden, vil sidste halvdel af Frokostbloggens store gennemgang af de danske ministres fødevare-relaterede 2009-gaver give integrationsminister Birthe Rønn Hornbech mulighed for at få stillet appetitten.

I denne ombæring ser vi nemlig på mad – og først zoomer vi ind på frugt. I juni 2009 havde Pakistans ambassadør i Danmark nemlig travlt. Øjensynligt ikke med at fylde ambassadens hjemmeside med informationer, men derimod med at sende gaver til de danske ministre. Ja, faktisk var det kun fem af ministrene – Lene Espersen, Carina Christensen, Lars Barfoed, Kristian Jensen og Troels Lund Poulsen – der ikke modtog en sending mangofrugter fra den pakistanske ambassadør.
Og dog. Helge Sander hævder at have modtaget ”7 stk. papajafrugter” fra Pakistans udsending, men måske hører kategorisering af eksotisk frugt ligesom demokrati på universiteterne til i gruppen af ting, der ikke interesserer Hernings stolte søn, som sikkert også har andet og bedre at røre ved end mangoer.

Birthe Rønn Hornbech kunne ligesom de fleste ministre pakke seks mangofrugter ud af kassen fra Islamabad-administrationens repræsentant. Stakkels Brian Mikkelsen måtte nøjes med fem, mens Inger Støjberg løb med hele syv.
I Statsministeriet fnøs embedsmændene af den slags simple opgørelsesmetoder – »tæller de andre antallet af frugter? Det er alt, alt for let« – og tog opgaven noget mere seriøst. Ergo hev ministeriet vægten frem og kunne berette, at Lars Løkke i pauserne mellem sommerens cykelture op og ned ad bakke i egen kadence havde mulighed for at mæske sig i ”2 x 2 kilo mango”. Og hvorfor da også skrive ”4 kilo”, når man har mulighed for at blære sig med, at man kan multiplicere?

Når man skuer ud over overflødigshornet af fødevarer, som de danske ministre modtog i 2009, springer nogle mere i øjnene end andre. De 10 rødspætter til socialminister Karen Ellemann fra Socialrådgiverforeningens forkvinde, Bettina Post, er et af de spektakulære punkter på august-listerne, ligesom mængden af honningglas til ministrene er overraskende stor.

Endnu mere forbløffende er det dog, at tre ministre i september fik tilsendt 250 milliliter Cremefine. Og ja, den kvarte liter fedtreducerede fluidum blev tilsyneladende sendt med posten. I Fødevareministeriet har manglen på bedre ting at tage sig til i hvert fald ramt embedsværket så hårdt, at det ikke blot har brugt tid på at notere, at Eva Kjer Hansen fik Cremefine, men også har gjort det klart, at madlavningsproduktet var ”vedlagt i brev”.
Mens Søren Gades embedsmænd havde travlt med at håbe på, at ingen ville komme i tanke om den der mærkelige sag, hvor TV 2 pludselig vidste, at Jægerkorpset skulle til Irak, inden Udenrigspolitisk Nævn vidste det, fik de tiden til at gå med at notere, at det skam var alle folketingsmedlemmer, der modtog Cremefine fra Margarineforeningen. Enten er dét løgn – og det kan det jo dårligt være, når det er Forsvarsministeriet, der informerer – eller også har de resterende 16 ministre på grummeste vis tilbageholdt oplysninger om, hvordan Margarineforeningen har forsøgt at smøre dem. (Hej revyforfattere – det ordspil må I gerne stjæle).

Eller også er embedsmændene i de forskellige ministerier ikke enige om, hvordan de skal håndtere den såkaldte åbenhedsordning. Hvornår er en gave til en minister en gave til ministeren, og hvornår er den til folketingsmedlemmet, som så i øvrigt er minister? En forvaltningsmæssig udfordring af den slags, statskundskabsstuderende i hobetal drømmer hvileløst om at få lov at komme ind i det statslige system og løse.

Hvis de nyuddannede politologiske kandidater gerne vil lære noget om utrættelig finesse og trang til perfektion, er og bliver det Søren Gades departement, de skal sætte kursen mod. Da den folkekære forsvarsminister i slutningen af september tog til uformelt ministermøde i Sverige – og formentlig havde svært ved at sige noget efter at have bidt tungen af sig selv, fordi han få dage forinden havde været så dum at sige, at brændet ville falde ned over ham selv, hvis det viste sig, at Forsvaret selv havde lavet den arabiske oversættelse af Thomas Rathsacks bog om at være jægersoldat – var der ingen vaklen: »De gaver, svenskerne giver Gade, skal noteres omhyggeligt og med militær præcision.«
Ordren gik rent ind hos de underordnede, der efter mødet kunne fortælle offentligheden, at Gade blandt meget andet havde fået solbærjuice og Läkerol. Men det var ikke bare solbærjuice og Läkerol. Næ, det var ”750 ml solbær juice” og ”en pakke läkerol (cactus)”.
Pyha, så kan vi ånde lettet op. Havde de små svenske pastiller været med salmiaksmag, ville en korruptionsanklage have ventet lige rundt om hjørnet. Men når bare det er kaktus, går det nok.
Det må man i al fald håbe for Karen Ellemann, der i december modtog hele fire pakker ”cactus piller” fra et firma, der ved hjælp af kaktus fremstiller piller, der fungerer som et middel mod tømmermænd. Hvorfor lige netop socialministeren skulle have brug for dem, tør Frokostbloggen ikke spå om, og pillerne skulle i øvrigt heller ikke kunne dæmpe moralske tømmermænd.

Da vi i sidste uge var rundt i ministerierne for at drikke slatter, konstaterede vi en klar kønsskævhed, når det gjaldt spiritusgaver. Det er imidlertid ikke kun de flydende varer, der giver ligestillingsproblemer. Ligesom mænd har en lavere gennemsnitslevetid, sidder mere i fængsel og har større risiko for at begå selvmord, har man som mand trukket en nitte i kromosomlotteriet, hvis man gerne vil have chokoladegaver. Ud af de 34 æsker chokolade, som figurerer på ministeriernes gavelister for 2009, endte kun de 15 hos en mandlig minister. Den skævhed ser måske ikke så voldsom ud, men her skal man huske, at der er flere mænd end kvinder i regeringen. Det blev med andre ord i gennemsnit til 1,25 æsker chokolade til hver af de mandlige ministre, mens kvinderne i snit kunne snuppe 2,71 æsker med hjem.

Og Birthe Rønn Hornbech? Hun fik ingen chokolade.


P.S.: Vi skal gøre nysgerrige borgere, journalister og andre opmærksomme på, at der måske ligger en stor afsløring og venter i Klimaministeriet. Ministeriet har nemlig valgt at forholde sig så tavst, at det end ikke har besvaret Frokostbloggens gentagne henvendelser for at få adgang til oplysningerne om Lykke Friis' forgænger, Connie Hedegaards, gaver. Vi kan således ikke afvise – og ministeriet gør intet for at modbevise – at der gemmer sig skandaløse mængder af Cointreau, flettede købmandskurve og tørret frugt i kommissærens skabe med gaver.

soup du jour – yesterday's news

TV2 leder efter madbloggere til optagelserne af et kommende tv-program, og det vækker i dén grad begejstring hos nogle af vores kollegaer.

Jeg vil dog tillade mig at spå, at 2010 bliver madbloggernes år. Det er i år, de bryder igennem.
dseneste.dk

Her på frokostbloggen glæder vi os blot over, at vores 2010 begyndte for over halvandet år siden. Dét fejrer vi med en lækker dessert, mens vi griner smøret af tv-kanalen, der så desperat kæmper med at få deres virtuelle hors d'oeuvres tilberedt, inden også 2010 er omme.

I ministrenes madkurve (1/2)

Magtfulde mennesker, næsten 600 flasker vin og våben.
Frokostbloggen serverer alt dette og en hel del mere i denne den første halvdel af vores tidligere varslede granskning af danske ministres gaveborde – men først skal vi lige have nogle fakta på plads.

For et lille års tid siden holdt B.T. en kort pause i sin ellers intense kamp for at skævvride relevansen af ethvert nyt forskningsresultat på fødevare- og sundhedsområdet. Det var nemlig kommet tabloidavisen for øre, at Bendt Bendtsen havde overraskende travlt med at bruge sin arbejdstid som minister på at plaffe dyr og besigtige diverse golfanlæg.

En del af avisens research byggede på, at journalisterne havde fået adgang til Bendtsens ”ucensurerede kalender”. At den var ucensureret, tyder på, at der stod andre ting i den, end der gjorde i den officielle ministerkalender, som journalister og alle mulige andre interesserede borgere var i deres gode ret til at få indsigt i. Hvis vi skal være lidt formelle, var adgangen til kalenderne en del af princippet om offentlighed i forvaltningen.

Og ja, vi skriver ”var”. For få uger efter at Bendtsen og hans glæde ved at skyde efter dyr i Baltikum havde fyldt mediebilledet, meddelte den nyudnævnte statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at det skulle være slut med, at hr. og fru Danmark skulle kunne gå og glo i ministrenes kalendere. Fordi især pressen var meget optagede af, hvad der stod i kalenderne, var det umuligt for Løkke, Espersen, Haarder & co. at bruge dem til at skrive, hvad de egentlig havde på programmet. Så ud fra ”hensynet til at få en praktisk hverdag til at hænge sammen” (og til at kunne tage på jagt, når man vil det?) blev der i huj og hast fremsat et lovforslag, som drønede gennem Folketinget – og så var det ellers slut med, at nævenyttige bladsmørere spændte ben for en god golfrunde.

Lars Løkke og de øvrige folketingsmedlemmer, der lagde stemmer til forslaget, havde imidlertid set Ondskabens øjne og kendte udmærket quid pro quo-princippet. Så til gengæld for kalender-indskrænkningen fik alle vi danskere adgang til oplysninger om de ministerielle rejseudgifter og ikke mindst om det væld af gaver, der dumper ned i ministrenes arme.

Hvis man skal være på tværs, kan man spørge, hvorfor sådan nogle gavelister skulle være noget værd for den kritiske presse, for hvis man som minister har fået en gave, der kan virke problematisk, undlader man vel bare at skrive den på listen? Altså medmindre man er Lars Barfoed, som i december kunne berette, at han skam havde fået to billetter til fodbold i Liverpool af Carlsberg – og hvilken relevans den gave har for en transportminister, kan man så gruble lidt over.

Men vi er ikke på tværs her på bloggen. Næ, vi har trukket ja-hatten godt ned om ørerne og er gået på jagt i de ministerielle køleskabe og vinkældre for at kunne fortælle om al den mad og drikke, der tilfaldt den udøvende magts allerypperste repræsentanter fra og med maj 2009 og frem til nytår.

I dette indlæg holder vi os til de drikkelige gaver. Dem var der en hel del af. Samlet blev det til 580 flasker vin (altså i snit mere end 30 flasker pr. minister i løbet af de otte måneder), seks flasker mousserende vin, 71 øl, 26 flasker spiritus samt én flaske ”visdomsdråber”, som i maj tilfaldt førnævnte Lars Barfoed, da han aflagde Hirtshals Transportcenter et besøg (se oversigtskort nedenfor). Hvorvidt dråberne har været involverede i affæren med Liverpool-billetterne, fremgår ikke – men så længe vi ikke har undersøgt sagen, vil vi ikke afvise det.


Fordelingen af de mange flasker vin var dog noget ujævn, hvilket fremgår af dette diagram.
Venstre-ministrene tiltrækker sig tydeligvis de største mængder gæret druesaft, og særligt glædeligt er det at se Inger Støjberg og Kristian Jensen være godt med. Ved at modtage så mange liter vin har Støjberg gjort en flot indsats for at udjævne noget af den kolossale kønsskævhed, diagrammet viser, hvormed vi nu har fundet ét felt, hvor Støjberg lever op til sine forpligtelser som ligestillingsminister.
Kristian Jensen ser vi alt for lidt til i medierne, og bortset fra hans verbale lussinger til Reimer Bo var 2009 et noget stilfærdigt år for skatteministeren. Men det var så åbenbart, fordi han var ude for at fylde sine vinreoler op.

Ja, faktisk ville den ellers til tider lidt undseelige Jensen have snuppet førstepladsen på vinbarometeret, hvis det ikke lige var for Abdelaziz Bouteflika. Ud over at være præsident i Algeriet er Bouteflika nemlig øjensynligt en meget gavmild mand. Selv om der er hele 83 lande i verden, der har et højere bruttonationalprodukt pr. indbygger end Algeriet, følte Bouteflika sig i december kaldet til at fyre en flok algeriske dinarer af på at forære Lars Løkke Rasmussen hele 48 flasker vin, hvormed den lille mand fra Græsted pludselig røg til tops på vinlisten.


48 flasker vin er meget, men gaven fra Abdelaziz Bouteflika, som ovenfor ses i omfavnelse med en anden fremtrædende politiker, blev endnu bedre af, at den også rummede seks kasser dadler – og en sabel. Man må håbe for Løkke, at han er bedre inde i reglerne for transport af våben end Bendt Bendtsen.

Men der skal andet og mere til end vin, hvis man som minister for alvor skal kvæle ubehaget ved de dårlige meningsmålinger. Og her kommer de 26 flasker spiritus som sendt fra himlen – i hvert fald hvis ”himlen” er et synonym for så forskellige guttermænd som den russiske forsvarsattaché, S. Doroshenko, den tjekkiske ambassadør, Zdeněk Lyčka, og Foreningen af Kommunale Beredskabschefer.

Når det gælder spiritus, er der imidlertid igen kønsmæssig slagside, så de kvindelige ministre skal ikke gøre sig nogen forhåbninger om for alvor at drikke sorgerne væk i sprut. Kun fire af de 26 flasker whisky, akvavit, solbærsnaps og vodka er endt hos regeringens damer.

Og Birthe Rønn Hornbech? Hun har ikke fået en eneste dråbe af noget som helst. Nu er Rønn Hornbech – som vi jo af og til har set det (og vores tæer smerter stadig efter at have været krummet helt sammen) – ikke typen, der bliver tør i munden af at tale, men måske vil Kristian Jensen alligevel forbarme sig over integrationsministeren og give hende den (ikke nærmere specificerede) mængde kildevand, han modtog i juni.

I samme ombæring kan Jensen medbringe den paptallerken, Frelsens Hær forærede ham i december – for når Frokostbloggen om nogle dage på ny tager på tur i ministeriernes fadebure, får Rønn Hornbech nemlig noget at lægge på tallerknen.

Tal med mad i munden

En Facebook-gruppe har løjet Amin Jensen død. Men dén slags gør man ikke uden, at hans fans tager ham i forsvar:

"Lægger man alle gruppens medlemmers IQ sammen, når man op på det enormt høje gastronomiske tal 19"

Om ovenstående Amin Jensen-fan foretrækker tre-, fem- eller syv-retters menuer, kan vi kun gisne om her på Frokostbloggen. Men det afholder os imidlertid ikke fra at foreslå følgende menu til komikerens sidste nadver:

En salat 9-coise til forret og dernæst kotel-1'er serveret med 2-fu. Velbekomme.