Bon harpetit

I en tid, hvor Jonathan Safran Foers nyeste værk Eating Animals sammen med dokumentarfilmen Food Inc er med til at jage kødelskerne en moralsk skræk i livet, er det kun naturligt, at der forekommer modbevægelser til denne effektive kampagne. Det danske anmelderkorps synes derimod fortryllet af den velmenende vegetarisme, men det er ikke uden visse markante bivirkninger.

Frokostbloggen har tidligere fremhævet en række kulinariske musikbeskrivelser, som har iværksat en knurren i maven, og der er da heller ingen tvivl om, at god musik kan føles som et velsmagende og nærende måltid. Dog var det en smule overraskende, at Soundvenues anmelder mente, at Tame Impalas debutalbum var så appetitlig, at hun følte trang til at sætte tænderne i pladen. Helt i Foers ånd var det cd-mediet og ikke den domesticerede antilope, som skulle smages.

Men den fortærende tendens stopper ikke her, og det er derfor man godt kan bekymre sig over om det vegetariske projekt er ved at lykkes lidt for godt. I hvert fald må man rynke på panden over Informations tilgang til musikkens spiselighed. Vi kan på stående fod ikke udtale os om, hvorvidt Ralf Christensen er faldet i Foers grønsagsgryde, men sulten efter et godt stykke kød skinner i hvert fald tydeligt igennem i hans lettere kannibalistiske anmeldelse af Joanna Newsoms optræden i Koncerthuset:

Et fænomen der stopper tiden. En kunstfærdig forelskelse. Og hun danser sin egen smukt forsirede dans gennem sangene, blotter uendelig sofistikeret noget af det kød, vi alle sukker efter – om det så er emotionel højreb eller ganske konkret filet.

Vi krydser naturligvis fingre for, at Ralf Christensen gik sulten i seng den aften, og i et forsøg på at holde standen af dygtige musikere oppe, vil denne blogger fremover begrænse sin vegetarisme til et snævert felt: kagen.

Suppe, stav og is

De danske ishockeyhelte har i dén grad taget for sig af det kolde bord ved VM i Tyskland, og dén slags hylder vi naturligvis på Frokostbloggen. Det samme gør man på Ekstra Bladet, hvor man sågar har placeret ishockey-redaktionen i avisens kantine.

Da [...] Jussi Jokinen øgede til 3-0, var sagen bøf. Eller næsten. For man kan ikke sige bøf uden at have sagt Tatar. Tomas Tatar. Slovakkernes unge forward har haft et godt VM, og han var da også manden, der med en scoring kort inde i tredje så bølgede kampen frem og tilbage med yderligere to finske mål og et slovakisk til slutresultatet 5-2.
(Ekstra Bladet)

Det ufuldendte citat (eller utilberedte, om man vil), kan kun forklares med, at også sætternissen åbenbart hænger ud ved buffeten.

Her ses i øvrigt en tartar-servering anrettet med en delikat gul puck på toppen:

Bagerkrigen breder sig

Her på Frokostbloggen har vi tidligere afsluttet den christianhavnske bagerkrig og sendt stjernebageriet Lagkagehuset til tælling efter overraskende ringe bedømmelser af kendisbager Ole Kristoffersens produkter.

Nu kan iByen så fortælle, at Frokostbloggens fredsskabende indsats efter alt at dømme har været forgæves. I hvert fald er der nu en "gourmetbagerkrig" på vej i 2900 Hellerup, hvor Lagkagehuset inden længe vil åbne en filial.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er korrekt at bruge ordet "gourmet". I hvert fald er Carl-Ove Nielsen, der i 13 år har stået i spidsen for konditoriet Café Vagn i Hellerup, mildt sagt ikke imponeret over sin nye konkurrent. Efter først at have været høflig og kaldt Ole Kristoffersen for en kollega skifter Nielsen gear:

»I øvrigt, så bruger Ole (Kristoffersen, red.) det dårligste mel, der findes ... Vi bruger italiensk mel til ciabattabrød. Det mener vi, er det rigtige. Andre bruger dansk mel ... Lagkagehuset er stærkt opreklameret i forhold til, hvad det er værd«.

Carl-Ove Nielsen afslører ikke, hvor han har sin detaljerede viden fra. Men bagernes verden er ikke stor, og der bliver talt en del om Ole Kristoffersen i den, lader det til.

»Vi venter bare på, at han knækker halsen ... Men hvis han får den omsætning, han siger, han forventer, så må vi alle sammen lukke«.

Og lidt senere præsenterer Nielsen for alvor sin syn på den tv-kendte bagermester:

»Ole er ikke en kollega. Han er et røvhul«, skærer Carl-Ove Nielsen igennem. »Han siger, han vil lære hele Danmark, hvordan man bager brød ...«.

Carl-Ove Nielsen vrænger denne sætning ud. Så leverer han sidste salve:

»Jeg ved ikke, om jeg ville trykke ham i hånden, hvis han trådte ind ad døren i dette øjeblik«.

Tag napoleonshatten på og skridt ciabattafrontlinjen i Hellerup af ved at læse hele reportagen her.