mandag den 27. oktober 2008

Algebra à la carte




Der var i den grad tale om, at vi fik et blogemne serveret på et sølvfad, da vi forleden modtog en elektronisk skrivelse fra en yderst årvågen læser. Vedkommende gjorde opmærksom på følgende passage fra Den Gyldne Kogebog fra 1946:

Et godt gammelt Ord siger, at Desserten er mere for Øjet... ikke til at spise sig mæt i. Man kan maaske sige, at Desserten skal være Festmiddagens Udraabstegn...

Selvom den mundrette formulering altså er ældre end bolle-ået, så er den tegnværdi, der her tilægges udråbstegnet måske mere anvendelig og aktuel end nogensinde før. For der er vist ingen tvivl om, at en så koncis tegnlogik vil falde i god smag hos hele den generation af unge, der uproblematisk formår at kommunikere komplekser følelser og komplicerede handlinger som: ”slikker sig om munden”, ”har lige spist noget surt” eller "rolling on the floor laughing my arse off" alene ved hjælp af små, gule, smilende ansigter. Derfor introducerer vi et nyt tiltag. 

Tegnsæt dig Mæt – en smsers guide til måltidet.

Hvis udråbstegnet er desserten, må den spektakulære og ofte visionære forret i sagens natur være dét pirrende og forventningsfulde spørgsmålstegn, der indleder middagen.

Spørgsmålstegnet efterfølges af den første kødret, der i kraft af sin mættende karakter i dén grad markerer noget nyt ved at være ’forskellig fra’ (≠) måltidets lette indledning. 

Efter kødet er fortæret, er det på tide at få renset munden med en diskret og forfriskende sorbet, der ligesom et velplaceret semikolon formår at adskille to ellers tunge elementer på en yndefuld måde. 

Når sorbeten er smeltet og smagen af fois gras fortrængt, serveres aftenens sidste hovedret. Det er på dette tidspunkt, at mætheden og den eventueelle dårlige samvittighed over at sidde med ved de riges bord melder sig, og man hører sig selv spørge: ”er det overhovedet nødvendigt med mere entrecote nu?”. En sådan portion refleksion og eftertænksomhed kan naturligvis kun gengives med tankestregen. 

Det bringer os alt sammen frem til udråbstegnet, der som bekendt gør sit for at tilfredsstille øjet som en perfekt afslutning på aftenen!

Med denne guide vil det aldrig koste dig mere end 20 øre at beskrive din aftensmad for dine forældre eller at sende en middagsinvitation til dine bekendte. For nu kan du skrive: ”Uf. Jeg har lige smagt på desserten. Den var godt nok sur. Smagte meget anderledes end forretten” så kortfattet som: "Uf. J har smagt på !’en. :-*. D ≠ ?’en”.

? ≠ ; – !     

Velbekom.

Ingen kommentarer: