mandag den 31. august 2009

Vegetabilsk svinekød

Christianshavns Beboerhus serverer mad to dage om ugen. En gang hver anden uge er der tale om en vegetarret, og kødfornægtere i lokalområdet kan godt glæde sig til torsdag d. 24. september.
Ifølge den ultralokale avis Christianshavneren proklamerer menukortet den dag nemlig "Vegetar: Porre/løgtærte m. bacon".

Her på bloggen kommer vi til at tænke på dengang, da Fødevarestyrelsen forbløffet kunne konstatere, at det flere steder var muligt at købe "halal-skinke".

tirsdag den 25. august 2009

Kommunalt og kulinarisk

Her på bloggen har vi smag for kommunale forhold, og den forgangne uge bød på en mindeværdig sag, der på ny berettiger til et kig ind i kommunernes køleskabe.

Som en udløber af den lovbefalede kostordning krævede Århus Kommune nemlig i sidste uge, at forældrene i to daginstitutioner sværgede og lovede, at de ville bede om tilladelse til at fortælle medierne om de madpakker, børnene fik med hjemmefra. Forældrene har nemlig valgt selv at smøre deres børns mad frem for at lade kommunen stå for frokosterne, og ved dermed at blive kommunale leverandører havde forældrene kørt sig i stilling til en ikke mindre end seks sider lang kontrakt, der ifølge en mediejurist var i strid med ytringsfriheden.

Vi hylder i særskilt grad tre ting ved affæren:

tirsdag den 18. august 2009

FAST FOOD


Mens flere sportskommentatorer og -entusiaster i disse dage mistænker den hurtigste mand på jorden, Usain Bolt, for doping og urent trav, bringer Ekstra Bladet en langt mere interssant afsløring:
"Jeg fandt en McDonald og fik en masse nuggets til frokost"
Usain Bolt om sin frokost før 100 meter-finalen ved VM i Berlin.

søndag den 16. august 2009

Nydelse.dk

Hvis "hver femte dansker på sin ferie vælger at gå ombord i minibaren for gennemsnitligt 370 kr. om ugen", hvor meget indtager de sidste 80 procent så? Mere eller mindre? Dagbladet Børsens mildt yuppie-ramte underside Pleasure.dk leverer aldrig svaret i en artikel, der til gengæld har meget mere end særprægede statistiske krumspring på serveringsfadet.

Alene rubrikken "Superrige går amok i roomservice" pirrer fantasiens smagsløg, så stenbiderrogn, årgangschampagne og sushibeklædte geishaer myldrer forbi den indre nethinde - men resten af artiklen leverer også varen.
Kunne det f.eks. være noget med en bagel garneret med hvid trøffel og bladguld? En omelet til lige lidt under 5.000 kroner? Eller en Martini on the rocks til 48.000 kroner?

Noget kan tyde på, at det er de forkerte mennesker, der er blevet ramt af finanskrisen.

Og meget apropos folk, der godt kunne have fortjent en lidt større lussing, leverer Pleasure.dk også et komplet absurd, ufrivilligt morsomt tv-indslag om, at vi skal prøve at lægge finanskrisen bag os ved at lære at lave gode pizzaer.
Det indebærer blandt andet "original oregano", og Gud nåde og trøste os da også, hvis vi går og tænker så meget på finanskrisen, at vi kommer til at bruge ussel dagligdagsoregano.

Selv om indslaget giver en uhæmmet trang til omgående at iføre sig et ulasteligt jakkesæt og begynde at tale som en vært i midt-80'ernes Fjernsyn for dig, vil vi anbefale at se det helt til ende. Pludselig dukker økonomioraklet Steen Bocian (der ifølge ovenstående link "kræver den ultimative pizza") nemlig op på jakkesætmandens terrasse, hvor han drikker rødvin og fniser som en teenageknægt - alt sammen en indikation af, at de mennesker, der tjener deres penge på at tale og tale og tale om finanskrisen, tilsyneladende ikke selv lider nogen nød.
Men det behøver de arbejdsløse fra socialklasse IV jo heller ikke gøre - for nu ved de, hvordan man fremstiller en hjemmelavet pizza med original oregano.

mandag den 10. august 2009

Rå studentikost

Så spilkoger glosuppen endnu engang, for nu har de virtuelle øjne atter været langt nede i de kendtes kødgryder. Denne gang var det Mads Holger, oldebarn af Ole Jastrau og efterkommer af den unge Werther, der iklædt tank top højest overraskende gjorde sine indkøb i døgnNETTO i Store Kongensgade. Men i en tid hvor leverancerne fra den nu detroniserede jetsetdronning ikke længere er stabile, kan vi alle få behov for en tur i døgnNETTO. Selv Mads Holger, åbenbart.

Denne aften havde Danmarks fremmeste club-orakel og levemand dog hverken foie gras, Moët & Chandon eller coke i kurven. I stedet var den blå plastikkurv, der i øvrigt stod godt til resten af Holgers capoeira inspirerede påklædning, fyldt med tre besynderlige produkter.



– Fem liter vin. Selvom vinen var billig, er der point for forfatterromantikken. Og på den anden side så er der jo heller ingen grund til at skrive sløje nøgleromaner på Pingus.

– 1 pose Superflyers – formentligt et veludtænkt forsøg på at få efterfølgeren til hans højtflyvende festinitiativ til at nå nye gastronomiske højder.

– 1 pakke studenterbrød. Her er jeg til gengæld i vildrede. For er studenterbrød et udtryk for dårlig smag i kager eller et yderst raffineret og selvironisk konsum-statement iscenesat af Danmarks mest feterede bachelor i teologi? Døm selv.

Levemandens dosmerseddel meldte dog intet om hans forhold til pinocciokugler, eller om der skal laves en ny t-shirt, når han har fortæret de første 200 studenterbrød.

Holgers indkøb har i nogen grad efterladt mig mundlam, men set i lyset af at han selv betegner sin debutroman som et idéhistorisk stormridt gennem verdenshistorien, synes det uundgåeligt at betragte ovenstående indkøb som andet end grinagtig stavgang gennem middelklassens dårlige smag.