For Mads var der altså en kobling mellem mindet og måltidet, og det er netop dén kobling, vi fra tid til anden skriver om her på frokostbloggen. Det har adskillige andre skribenter imidlertid gjort før os, men i vores virtuelle madkasse er der plads til alle, hvorfor disse forgængere naturligvis også skal hyldes.
Bruno Schulz er eksempelvis een af de forfattere, der tilsyneladende havde velsignet sovs i sit blækhus, og derfor vil vi her servere nogle af hans lækre, litterære snackgulerødder til de sultne læseheste, der dagligt fortærer denne blog:
”Vi satte os til bords, butikssvendene gned deres kolde, røde hænder, og det prosaiske i deres samtale fik det pludselig til at blive højlys dag, til at blive tom og grå tirsdag, en dag som andre uden ansigt og fortilfælde. Men da der blev sat et fad på bordet med fisk i glasagtig gelé, nærmere bestemt to store fisk liggende side ved side, hoved ved hale, således som i billedet af dyrekredsen, så følte vi alle, at det var denne dags våbenmærke, kalenderemblemet for en ellers navnløs tirsdag, og vi delte den hurtigt imellem os, lettede over at dagen herigennem endelig havde fået sin fysiognomi.
Butikssvendene spiste med andægtighed og en alvor som ved en af årets højtider. […] Og når de med hvedebrødet havde gnedet det sidste gelé af tallerknen, mens de i tankerne allerede beskæftigede sig med våbenmærkerne for de kommende dage, og når der på fadet kun var hovederne tilbage med de udkogte øjne – så følte vi alle, at dagen med fælles anstrengelse var blevet besejret, og at resten nu ikke var at regne for noget."
(Kanelbutikkerne, 1934)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar