KYRKAN FÅR TØRT PÅ - INDIESCENENS WATERGATE – PART III

Frokostbloggen har, som tidligere annonceret, skaffet et eksklusivt interview med den danske musiker, Kyrkan. Han har forladt den hjemlige andedam for at tanke inspiration på den side af Atlanten, hvor vandet flyder, som var det mælk og honning.

Frokostbloggen:
Tak fordi du vil stille op, Kyrkan... Du har altså hevet kablet ud af forstærkeren og rejst til Brooklyn for at arbejde. Hvordan går det med det indspilningerne?

Kyrkan:
Jeg været her et par måneder, og der er allerede kommet virkelig mange gode ting på bånd.

Frokostbloggen:
Så vi kan allerede nu fastslå, at vandet i Brooklyn har haft en yderst positiv virkning på også din musik?

Kyrkan:
Det vil jeg ikke just sige.

Frokostbloggen:
(Hoster).

Kyrkan:
Jeg drikker faktisk slet ikke vandet her.

Frokostbloggen:
Det var ikke, hvad vi aftalte.

Kyrkan:
Mig bekendt skulle vi tale om min musik og ikke mit forhold til vand.

Frokostbloggen:
Uden vand ville der slet ikke være musik.

Kyrkan:
Ah, det vil jeg nu nok mene.


Frokostbloggen:
Men hvorfor rejse så mange kilometer og så benægte vandets kvaliteter? Den danske musikpresse har jo længe dokumenteret vigtigheden af vandet i Brooklyn... Dét må da have haft betydning, da du valgte destinationen for dit kreative refugium.

Kyrkan:
Altså. Tag en kunster som Missy Elliot. Hun er bange for at lyde som andre, så hun hører slet ikke radio i de måneder, hvor hun indspiller. Jeg hører radio, men jeg drikker til gengæld ikke vandet i Brooklyn, for jeg vil ikke lyde som de andre bands fra bydelen... Men jeg overvejer faktisk at købe et træningssæt i velour.

Frokostbloggen:
Skal vi ikke holde os til emnet?

Kyrkan:
Jo, så lad mig igen fastslå, at jeg slet ikke drikker vand, mens jeg indspiller.

Frokostbloggen:
Men det skyldes jo som bekendt, at du - som indiescenens svar på Obelix - faldt i Union Pool som lille, ikke sandt?

Kyrkan:
Nej. Jeg kan faktisk slet ikke lide vandet her... . Det smager af klor... Og hvorfor overhovedet drikke noget så kønsløst når man kan få Vitaminwater, Cherry-chocolate-fudge-coke og Muscle Milk døgnet rundt? De mange muligheder, that’s the beauty of America, du ved.

Frokostbloggen:
Hvordan vil du have, at Frokostbloggens læsere skal tro på, at den inspirationskilde, som både Yeasayer, Grizzly Bear og Dirty Projectors drikker af til dagligt, ikke også har en positiv effekt på din musik?

Kyrkan:
... Fordi jeg meget bevidst lader være med at drikke af den... Tribale rytmer vil i øvrigt slet ikke klæde mit lydbillede.


Frokostbloggen:
Jeg behøver vel ikke minde dig om, at du med dit gamle band, Death By Kite, indspillede en EP-trilogi, der havde titlerne Wave I, II og III... Det må da om noget være en hyldest til vand – og ikke mindst en indrømmelse af dets betydning for din lyd.

Kyrkan:
Det var bare en fed titel. Og musik er som bekendt harmoniske bølger. Og svingninger. Så det giver vel sig selv?

Frokostbloggen:
Og hvorfor skal jeg tro på det?

Kyrkan:
Ok, jeg havde lovet mig selv ikke at gøre det her.

Kyrkan krænger sin t-shirt over hovedet og blotter en forslået krop med sår og blå mærker på både albuer og ribben.

Kyrkan:
Se her? Det fysiske bevis på at jeg vitterligt ikke drikker vand, mens jeg er her... For selvfølgelig har det sin pris ikke at drikke vand. Og forleden betalte jeg ved kasse 1. Dehydrering. Bang! Så lå jeg dér. Besvimet på gaden foran Surf Bar i Williamsburg... Man kan vist se et foto på twitpic. Ikke just min stolteste time, siger jeg bare... Men se hvor dybe de er. Og de gør nas. Ok?


Frokostbloggen:
Alle kan simulere et hedeslag nu om dage. Og enhver kan få lavet falske sår hos East River Tattoo... Men hvis jeg ikke tager meget fejl, blev du vel vakt til live igen ved at få kold vand i hovedet?

Kyrkan:
Nej, faktisk ikke. En veninde kom mig til undsætning med Vita Coco. En slags kokosvand med vildt mange vitaminer. En mirakelkur. Så nu føler jeg lidt, at jeg står i gæld til Vita Coco. Og derfor får min næste EP formentligt titlen ’Livin’ la Vita Coco’... Dét er måske en historie, der kunne være interessant for din blog?

Frokostbloggen:
Vi slutter bare her. Ok? Tak fordi du spilder vores læseres tid.

FROKOSTBLOGGEN AFSLØRER - INDIESCENENS WATERGATE – PART II

Tidligere færdedes Maya Arulpragasam (M.I.A.) som en fisk i vandet i de hippeste kredse, men nu har hendes seneste album bragt hende på så dybt vand, at selv Pitchfork har lukket for det varme af slagsen.

Derfor er vi på Frokostbloggen også yderst stolte af at være de første til at bringe forklaringen på, hvad der gik galt under indspilningen af /\/\/\Y/\.

Nedenstående billede efterlader nemlig ingen tvivl om, at det var et lækket vandrør, der fik det velsignede vand til at fosse ud af Arulpragasamts lejlighed og som tappede hende for fordums kreativitet:


Frokostbloggen ærgrer sig og bistår gerne med tørre håndklæder og trøffelpomfritter, såfremt den gennemblødte tiger måtte få brug for det.

DROWNED IN SOUND

Efter et par dage i studiet er det med et stolt trut i tenorsaxen, at Frokostbloggen nu kan afsløre, at de intenderede freak folk-indspilninger har udviklet sig til at blive regulær frokostjazz i stedet.

Her på bloggen kan vi naturligvis ikke få armene ned over den nye retning, og som en lille appetitvækker har vores grafiker derfor udarbejdet et cover til den kommende udgivelse:

HIPSTER MÅ NØJES MED VAND OG BRØD

Al vand i Brooklyn er åbenbart ikke tappet i det himmerige, hvor Ryan Schreiber spiller vuvuzela i porten. For nu viser det sig, at det ellers så hellige vand kan have en yderst grim bismag. Hipster-avisen Village Voice øjner i hvert fald en sammenhæng mellem Frokostbloggens yndlingsvæske og en umotiveret hunde-body-slam i Williamsburg:

”Everyone knows the water in New York is special, but what the hell is Williamsburg getting in their tap these days, exactly?”.

Frokostbrooklyn forsøger i øjeblikket at få en dansk musiker, der befinder sig i området, til at forklare, hvad der rent faktisk løber ud af de amerikanske haner i sommervarmen.

INDIESCENENS WATERGATE – PART I

Uden vand intet liv. Så simpelt er mennesket og universet indrettet.

Men hvis man har lyttet bare en lille smule til vandrørene i den danske undergrund, så har man længe kunnet få den opfattelse, at der uden vand heller ikke ville være nogen gode indiebands.

Hos Soundvenue kan man således læse, at det Aalborgensiske vand ikke er uvæsentligt for Thee Attacks’ succes:
Og i Undertoners anmeldelse af Tiger Lou smages der tilsvarende på det svenske vand.

“Måske er der noget i vandet i Sverige?“

Men intet sted synes inspirationen at flyde i så stride strømme, som den gør det fra vandhanerne i Brooklyn. For i de senere år er New York-bydelens musikalske output nærmest druknet i rosende ord, og oftest tilskrives succesen netop bydelens vand.

I Soundvenues omtale af sangerinden Olga Bells vandkunster hedder det eksempelvis:

“De må putte noget i vandet i Brooklyn.”

Og i samme medies omtale af debutpladen fra Brooklyn-baserede MGMT rettes opmærksomheden atter mod bydelens undergrund:

“Jeg ved ikke, hvad de putter i vandet i Brooklyn.”

Frokostbloggen har længe været optaget af denne sag og har derfor sendt en skribent til det amerikanske borough for at smage på de våde varer og for at undersøge vandets effekt på denne signaturs indspilning af en længe ventet freak folk EP.

Så hvis du har smag for det amerikanske vand, bør du holde øje med dit virtuelle vandhul i de næste par uger.