fredag den 21. november 2008

ANDRE KIGBOLLER PÅ GLOSUPPEN

Se & Hør-klummen, Øjne i Natten, overvåger hver uge de kendtes bedrifter i det københavnske natteliv. På Frokostbloggen har vi længe været trofaste læsere, og derfor vil du oftest kunne fange et eller flere af redaktionsmedlemmerne med vidt opspilede øjne, når der torsdag efter torsdag bliver skrevet nyt i eposet om Pelle Hvenegaards altid overmenneskelige eskapader i Boltens Gård.

Men når man først har fået svar på, hvor de kendte drikker deres små grå og danser til VLTJ, så er det ganske naturligt at stille sig selv følgende spørgsmål: ”Jamen, hvad gør kendisserne så, når de straffer fråderen, putter noget i skrutten eller blot er sultne for sjov?”

Fremover vil vi stolt kunne besvare nogle af disse spørgsmål. For i dag tilføjer vi endnu en anretning til vores virtuelle menukort:

ØJNE I KØDGRYDERNE

Værsgo.

Knud Romer blev i dag set med en fyldt kurv i Irma. De eneste identificerbare varer var to flasker likør. Det kunne tyde på, at der skal drikkes tæt og digtes vers i det Romerske hjem denne weekend. Den opmærksomme læser af Romers debutroman ”Den som blinker er bange for døden” vil dog naturligvis have noteret sig, at den lille Knüdchen var mere end bare almindelig begejstret for gullasch. Men om det var ingredienserne til netop denne delikate klassiker, der gemte sig i kurven, kan vi kun gisne om.

Ingen kommentarer: