breaD & bloggeR

I den næste uges tid vil jeg enten indtage min frokost i DR Byens kantine eller ernære mig ved at spise efterladte popcorn rundt om i byens biografer. For fra på mandag er der nemlig Europæisk Filmuge i København, og dén og meget mere skriver jeg om lige her.

overfladespillets lethed og ynde

tidligere på måneden lagde vi for en kort stund bestikket til hvile for at have hænderne frie, så vi kunne skrive om den tyske sociolog georg simmels udredninger om måltidets sociologi. de bestikløse hænder kunne slet ikke stoppe igen, og set i retrospekt skrev de nok alt for meget. det er der i hvert fald noget, der tyder på: vi har opdaget, at gode gamle gertrude stein indfangede essensen af simmel på bare et par linjer i sin sprogstruktureksploderende tender buttons:

"A TIME TO EAT
A pleasant simple habitual and tyrannical and authorised and educated and resumed and articulate separation. This is not tardy."

vi må nødtvungent erkende, at vi hverken er g.s. eller g.s. (selv om vi sandt for dyden gerne ville have en så fantastisk fornemmelse for det talte sprogs rytme som sidstnævnte). indtil vi er blevet gamle nok til at spise bær med de store ikoner, må vi hoppe et par trin længere ned ad ambitionsstigen. på vejen ned når vi lige et sidste besøg hos simmel - igen drejer det sig om essayet måltidets sociologi:

"Hvis bordkonversationen vil bevare sin stil, må den heller ikke gå ud over generelle, typiske emner og drøftelser og ende i individuelle dybsindigheder. Man kan dog også forklare dette ud fra den fysiologiske hensigtsmæssighed, for den kræver, at man ikke distraheres eller ophidses under måltidet. ... Det er derfor helt misforstået at klage over det banale ved den almindelige bordkonversation. Den graciøse bordkonversation, der altid føres på et vist alment niveau og med en vis distance, må aldrig glemme dette fundament helt, fordi det er først, når man holder fast ved denne karakter, at den viser overfladespillets lethed og ynde."

vi skal gerne tilstå, at vi tidligere i livet har klaget os over, hvor intetsigende samtalerne til familiefødselsdage og bryllupper egentlig er. men forklaringen er altså, jf. vores tidligere simmel-indlæg, lige så enkel, som den er toleddet.
for det første er dét at spise i sig selv noget basalt, lavt og ukultiveret, som imidlertid via måltidets konventioner og nærmest rituelle karakter er blevet gjort til noget på én gang stiligt og fællesskabsfremmende. en intens og dybsindig diskussion vil udstille deltagernes reelle forskelligheder og opløse fornemmelsen af enhed.
for det andet, og mere jordnært, antyder simmel altså, at kroppen har brug for ro, så længe man spiser. helt banalt: det går jo ikke an, at man bliver så optaget af en inderlig, sjælegranskende samtale, at man glemmer at spise, lige så vel som det er uholdbart at involvere sig i et replikskifte, der får adrenalinbarometeret presset helt op i det røde felt og dermed obstruerer fordøjelsen, så man bagefter kan genoptage arbejdet med begyndende smerter i maveregionen.

selv om vi har al mulig respekt for simmel og føler os sikre på, at han har ret, kan vi dog ikke dy os for at overveje, hvilke interessante situationer der kan opstå, hvis disse indlærte konventioner for måltidet og dets forløb bliver brudt. hvis en eller flere af læserne sidder inde med den type erfaringer, er vi meget interesserede i at videregive dem her på bloggen. skriv endelig en kommentar, eller send os en mail på frokostbloggen[α]gmail-punktum-com

dihydrogenmonoxid

vi har ved flere lejligheder lagt et godt ord ind for at være bevidst om at vende sproget på hovedet. ikke blot giver det ofte adgang til overraskende erkendelser - at være fokuseret på sproglige spidsfindigheder hjælper også éns egne tankemønstre til at tage uventede ruter.

ikke desto mindre er vi her på bloggen lidt bekymrede over det seneste tiltag fra den danske designer camilla stærk, som i den seneste udgave af et nyt dansk modemagasin udpeger genveje til at udvikle god stil. disse inkluderer blandt andet en morgenrutine: "drik altid et stort glas koldt vand, før du drikker kaffe eller spiser morgenmad, det mætter..." påpeger blixen-beundreren.

kære camilla, vi værdsætter, at du prøver at sætte sproget på den anden ende, men vi frygter, at du er ved at hive tæppet helt væk under nogle af de kernebegreber, der gør det muligt overhovedet at kommunikere om mad og drikke. mad mætter, drikke slukker tørst - ikke vice versa.

»men hvad så med suppe,« hører vi skeptiske læsere spørge, »det har da visse af de samme karakteristika som jeres kategori 'drikke', ikke sandt?« det benægter vi ikke, men den essentielle forskel er, at suppe indeholder næring. vand er bare vand. men det er sandt for dyden godt, når det er koldt.

tilføjelse: vi er oprigtigt i tvivl om, hvordan man bør kategorisere drikkeyoghurt. er det mad? er det drikke? vi vil elske at få noget læserhjælp her.

ANDRE KIGBOLLER PÅ GLOSUPPEN

Se & Hør-klummen, Øjne i Natten, overvåger hver uge de kendtes bedrifter i det københavnske natteliv. På Frokostbloggen har vi længe været trofaste læsere, og derfor vil du oftest kunne fange et eller flere af redaktionsmedlemmerne med vidt opspilede øjne, når der torsdag efter torsdag bliver skrevet nyt i eposet om Pelle Hvenegaards altid overmenneskelige eskapader i Boltens Gård.

Men når man først har fået svar på, hvor de kendte drikker deres små grå og danser til VLTJ, så er det ganske naturligt at stille sig selv følgende spørgsmål: ”Jamen, hvad gør kendisserne så, når de straffer fråderen, putter noget i skrutten eller blot er sultne for sjov?”

Fremover vil vi stolt kunne besvare nogle af disse spørgsmål. For i dag tilføjer vi endnu en anretning til vores virtuelle menukort:

ØJNE I KØDGRYDERNE

Værsgo.

Knud Romer blev i dag set med en fyldt kurv i Irma. De eneste identificerbare varer var to flasker likør. Det kunne tyde på, at der skal drikkes tæt og digtes vers i det Romerske hjem denne weekend. Den opmærksomme læser af Romers debutroman ”Den som blinker er bange for døden” vil dog naturligvis have noteret sig, at den lille Knüdchen var mere end bare almindelig begejstret for gullasch. Men om det var ingredienserne til netop denne delikate klassiker, der gemte sig i kurven, kan vi kun gisne om.

putting the pomo back in pomodoro

ganske fortjent har peter h. olesen fået ros for sin debutroman, korrekturlæseren. vi har eksempelvis med glæde bidt mærke i, at olesens navnløse jeg-fortæller ikke er karrig med at fortælle om sine mellemmåltider i løbet af dag.

vi har en enkelt madrelateret bemærkning at knytte til bogen. undervejs dedikerer fortælleren en side til en opskrift på tomatsauce. uden at have afprøvet den vurderer vi, at det er en ganske udmærket opskrift, men vi savner en form for fodnote eller en anden høflig gestus. her på bloggen kan vi nemlig godt huske 90'erne, så vi ved, at dét at inkorporere tomatsauce i et værk ikke er nogen helt original idé.

jeg spiser, ergo er jeg ikke alene

som frokostblogger får man ofte spørgsmålet "hvorfor dog skrive om mad?"
det kan besvares på mange forskellige måder, men uanset hvad vi gør, føles vores forsøg alle meget stykkevise. ikke mindst fordi vi ved, at den tyske sociolog georg simmel allerede for 98 år gav et langt mere udtømmende og sikkert svar, end vi kan gøre os forhåbninger om at levere.

kort sagt har måltidet ifølge simmel en central betydning for vores oplevelse af fællesskab med andre mennesker. på sin vis kan mad og drikke virke som noget såre banalt, men som simmel skriver i essayet måltidets sociologi, er dette en alt for hastig slutning at drage: "[i måltidet] er det lavtstående og meningsløse vokset ud over sig selv igennem sig selv, det lavtstående har, netop fordi det er lavt, løftet sig op til et mere åndeligt og meningsfuldt niveau."

der er unægteligt schwung over simmels formulering, men den er også temmelig krøllet. lad os derfor gøre nærmere rede for hans synspunkter. i sit essay pointerer simmel, at dét, alle i en hvilken som helst social sammenhæng har til fælles, så godt som altid vil være "deres laveste drifter og interesser". dette kan muligvis udsige noget vigtigt om, hvad der kan få titusinder af mennesker til at se fodboldkampe sammen, men den sag må andre tage sig af. simmel fortsætter nemlig sin argumentation om måltidet således:

"Af alt det, der er fælles for mennesker, er følgende det, de er allermest fælles om: de må spise og drikke. Og netop dette er ejendommeligt nok det mest egoistiske, det som mest ubetinget og umiddelbart er forbeholdt individet: det jeg tænker, kan jeg lade andre vide, det jeg ser, kan jeg lade andre se, det jeg siger, kan hundredvis af andre høre - men det, den enkelte spiser, kan ingen anden under nogen omstændigheder spise. Det forekommer ikke på nogen af de andre højerestående områder, at det den ene absolut skal have, må den anden absolut give afkald på. Men eftersom dette primitivt fysiologiske element er noget absolut almenmenneskeligt, bliver det indhold i fælles handlinger, og derved opstår måltidets sociologiske form, der netop i spisningens eksklusive egoisme knytter sig til hyppigt samvær og en tilvænning til et fællesskab, som man kun sjældent opnår ved højerestående og åndelige lejligheder. Personer, der ikke har særlige fælles interesser, kan finde hinanden ved et fælles måltid. I denne mulighed, der er knyttet til en primitiv materiel interesse og dermed alment gældende, ligger måltidets store sociologiske betydning."

lige så rodet simmels samlede forfatterskab kan virke, lige så præcis og fortættet virker denne passage, og det fremgår med al ønskelig tydelighed, hvorfor det er på sin plads at skrive om mad. i en tid, hvor samfundets sammenhængskraft ifølge dominerende politiske diskurser er under voldsomt pres, åbner måltidet, ligesom det har gjort det de seneste mange hundrede år, mulighed for at få følelsen af fællesskab. selvfølgelig i hjemmet, men også (og måske endnu vigtigere) i kantinen/frokoststuen/skurvognen, hvor måltidet ideelt set kan medvirke til at skabe samklang mellem folk på tværs af sædvanlige hierarkiske og sociale skillelinjer.
hvad enten der er tale om en hurtig kop kaffe inden arbejdsdagens start, selve frokosten eller tør skærekage i en sen sukkerkold eftermiddagstime, indebærer det fælles måltid på arbejdspladsen et umådeligt socialt potentiale. flere og flere har exceptionelt lange arbejdsuger, og i disse tider med mangel på arbejdskraft er der udsigt til, at den udvikling fortsætter. skal vi ikke ende som en flok asociale arbejdsnarkomaner, kan måltidet meget vel være et afgørende holdepunkt.

i måltidets sociologi berører simmel også, hvilke kendetegn det måltidsbaserede fællesskab besidder. disse vil frokostbloggen naturligvis se nærmere på senere.

SPICE UP YOUR MIND

Tidligere har vi excelleret i både køns- og finanspolitiske indlæg her på bloggen, så nu er tiden naturligvis kommet til en integrationspolitisk post.

På en dag hvor USA formentligt får sin første sorte præsident, kan jeg nemlig ikke lade være med at føle mig tynget af både dårlig samvittig- og snæversynethed, når jeg kaster et blik på min krydderihylde.

For i lyset af de amerikanske vælgeres åbenhed står det mig pludseligt lysende klart, at den lille pose med hvid peber i mit køkken rent faktisk er et vidnesbyrd om denne signaturs latente racisme.

Det hvide peber tjener jo udelukkende til at forhindre sorte, forstyrrende og fremmedartede elementer i at besudle de fine, hvide og ariske saucer, som vi alle tilbereder fra tid til anden.

Når man først betragter hvid peber i dette perspektiv, er der ikke længere tale om et uskyldigt krydderi, der blot giver måltidet dets sidste pift. Nej, hvid peber er pludseligt den primære årsag til dårlig smag i munden.

Men nu må det være slut.

Derfor vil jeg også rydde alvorligt op på min krydderihylde, alt imens amerikanerne ”vote’r for change”. Dernæst vil jeg se frem til, at et visionært firma sender sort salt (tilsat jod) i handlen.

Indtil da må jeg nøjes med at cementere min gode vilje og politiske korrekthed ved udelukkende at spise hvid sovs, hvis den er fregnet.