Grødflov II

I går kunne Frokostbloggen berette, at indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarders livret er risengrød. Imidlertid var vi åbenbart lidt for autoritetstro, da vi tog Haarders ord i et brev til DR-journalisten Kristian Sloth for gode varer.

Det viser sig nemlig, at Haarder måske er ude i en spektakulær kovending. Mens han altså her i december har erklæret sin kærlighed til risengrøden, var denne ret ikke repræsenteret, da han for mindre end et år siden indgående fortalte Informations læsere om sin livret:

»Det er klar suppe med boller. Efterfulgt af suppekød og is. Man koger suppen af kød fra en gammel malkeko i fem timer og tilsætter kød- og melboller. Bagefter kan man spise suppekøddet og slutte af med is. Vi fik det til alle festlige begivenheder i min barndom. Også juleaften. Da min mor et år serverede and, fordi vi havde fået lidt bedre råd, besluttede en enig familie, at vi skulle indføre klar suppe med boller igen. Jeg kan også godt lide grønlangkål. Ikke nordjysk grønlangkål. Sønderjysk Grønlangkål. Den nordjyske er for tør. Den sønderjyske saftig og smelter på tungen.«

Frokostbloggen beklager gårsdagens dårlige research og håber, at den ikke udløser kaskader af ukvemsord fra læserne.

Grødflov

Det er ikke nogen hemmelighed, at Bertel Haarder har et letantændeligt temperament. I et interview med TV-Avisens Kristian Sloth forleden kom ministeren dog helt usædvanligt langt op i det røde felt, da journalisten stillede et spørgsmål, Haarder ikke var forberedt på.
Seancen med den svært hidsige Venstre-mand kan ses hos DR; det emotionelle kollaps indtræffer efter syv minutter.

DR har her til aften offentliggjort et brev fra Bertel Haarder til Kristian Sloth, hvoraf det fremgår, at der var en helt legitim grund til, at Haarder åbnede for hele vokabulariet og - blandt meget andet - betegnede Sloth som et røvhul, hvorefter Sloth blev anmodet om at pisse ministeren i øret. For at nå interviewet måtte Haarder nemlig afbryde sit aftensmåltid og dermed forlade sin livret, risengrød.

Landets indenrigs- og sundhedsminister føler med andre ord meget stærkt for sin mad, og det er den direkte vej til at stige i Frokostbloggens agtelse.

Noma serverer usand mad

Efter at den christianshavnske restaurant Noma i foråret blev kåret som verdens bedste, har mesterkokken bag Noma, René Redzepi, tiltrukket sig stor opmærksomhed i globale gourmetkredse. "Dygtig", "utrolig", "ekstraordinær" - plusordene har hobet sig op.

Nu kan Frokostbloggen imidlertid tegne et mere dystert billede af Redzepi og hans madlavning. Takket være en af bloggens ivrige studentermedhjælpere er det lykkedes at grave et dokument frem, der afslører, at Redzepi kokkerer med kløvet tunge.

Vi bringer her et uddrag af en artikel i Hadsund Folkeblad, hvor en lokal kok af italiensk oprindelse i slutningen af oktober berettede om et besøg på Noma. Bid mærke i den næstsidste sætning.

Hvad vejer en slagter?

"En ny fedtafgift vil styrke befolkningens sundhed, argumenterer regeringen. Men lovforslaget vil gøre det dyrere at købe en række fødevarer, som i dag bliver anprist af det officielle ernæringsmærke, Nøglehullet." Kilde: Politiken.dk

Dette besynderlige lovforslag efterlader Frokostbloggen med ét meget presserende spørgsmål: Hvilke konsekvenser får fedtafgiften mon for prisen på valgflæsk?

Giv os kagen tilbage

Vi har efterhånden pakket Den Virtuelle Madkasse med jævne mellemrum i en periode på mere end to år, så når Frokostbloggen går i kantinen sammen, falder snakken naturligvis oftere og oftere på den ikke særlig fjerne fremtid, hvor vi skal nyde vores otium og fortælle børnebørnene om dengang, da bedstefar var ung og spiste Bendt Bendtsen-smørrebrød og gullasch med de kendte.

Vi vil som alle gode morfædre igen og igen fortælle om, hvordan alt var bedre i gamle dage.
»Ja, nu skal du høre, Isabella. Da bedstefar var barn, var der pølsevogne overalt. Uhm, duften fra sådan én kunne få folk som mig til virkelig at føle os danske. Men så kom de fremmede til landet med deres pizzaer, burgere, humus og salatblandinger, og det blev så rædsomt.
Men det værste, det var dog alligevel, at de fremmede ødelagde den gode danske hygge i sundhedsvæsenet. Inden indvandrerne væltede ind over grænserne, kunne man få saft og kage, når man var hos lægen eller på sygehuset. Det var ganske gratis, og det var indbegrebet af danskhed, at man sådan lige kunne få sig et plastkrus med saft og lidt klæg sandkage, mens man sad og ventede på at få bortopereret en byld. Men de fremmede gjorde, som de altid har gjort med de gratis ting, som velfærdsstaten giver dem: De udnyttede situationen. Indvandrerne tog hele familien med til lægen og benyttede sig flittigt af den gavmilde forplejning, og så stoppede ordningen med kage og saft. Det var en sorgens dag, og jeg har aldrig tilgivet de grådige indvandrere.«

Fra Fødevareministeriet til de skrå brædder

I disse uger tyder mange meningsmålinger på, at den siddende VK-regering ikke får forlænget sit mandat. Vælgerne har fået smag for det skatte- og afgiftstyngede smørrebrød i den røde kantine, så i løbet af det kommende kan Lars, Lars, Birthe og alle de andre blive nødt til at se sig om efter noget andet at rive i.

Kommentatorer med et ønske om et regeringsskifte har siden sommerferien mere eller mindre direkte ladet forstå, at regeringen, ikke mindst pga. Lene fra Vendsyssel, har vist svaghedstegn og endda enkelte opløsningstendenser.

Ingen ministre har dog helt åbenlyst taget truslen mod levebrødet så alvorligt som fødevareminister Henrik Høegh. Den 57-årige lollik, der sværger til salami med remoulade og ristede løg, når der skal hældes rugbrødsmadder i skrutten, har nemlig nu løftet sløret for sin plan for fremtiden.
Efter i snart ni måneder at have gjort dét at være en usynlig minister til en slags kunstart har Høegh kastet sig over et af de mest velansete kunstneriske erhverv: skuespillet.

Kriseramt K-leder får også hug af frokostlegende

Frokostbloggen har fået et læsertip, der omhandler en af tidens allermest centrale politiske skikkelser, nemlig Lene fra Hirtshals. Her på bloggen afdækkede vi for præcis to år siden den nuværende udenrigsministers dobbeltmoral på madpakkeområdet, og det viser sig nu, at den konservative partileder i det hele taget ikke er på særlig god bølgelængde med smørrebrødsverdenen.

I septemberudgaven af Ud & Se rummer et omfattende portræt af smørrebrødsikonet Ida Davidsen nemlig følgende passage:

– De konservative havde en kongres, hvor de gerne ville have os til at lave en Bendt Bendtsen og en Lene Espersen. Det ville vi gerne. Men Bendt Bendtsen er et meget bedre stykke smørrebrød. Det er meget bedre komponeret. Jeg kan ikke engang huske, hvad Lene Espersen ... jo, hun ville have et stykke med krebsehaler og aioli, den spanske mayonaisse du rører op med hvidløg. Sådan noget er hun til, forklarer Ida Davidsen.
– Bendt Bendtsen bad om roastbeef og pickles og kartofler, og han var begejstret for mit forslag om at runde af med peberrod og på toppen et spejlæg. Det er i dag en fuldstændig favorit blandt vores gæster. Bendt Bendtsen sælger langt bedre end Lene Espersen.

Hvis Bendt Bendtsen stiller op til næste valg til Europa-Parlamentet, kunne valgplakaterne godt komme til at se sådan her ud:

Kampsportskendis tænder på krabbekød

Vejen til vores hjerter går via spiserøret. Det er måske den vigtigste grundsætning for os her på Frokostbloggen, og det er os en glæde, når kendte mennesker fortæller, at de også har erkendt denne livsindsigt. Derfor har vi haft de helt store smil på i kantinen i dag efter at have konstateret, at taekwondo-udøveren, Miss World-direktøren og Hell's Angels-kalendermodellen Lisa Lents kan blive blød i de veltrænede koder over, at der kommer mad på bordet.

Med sans for, at det danske sprog alligevel er det engelske underlegent, hylder hun over for HER og Nu "seafood" og udpeger "noget med hummer, kongerejer eller krabbe og sprøde grøntsager til" som sin foretrukne scoremiddag.

Se og Hør har mere om dansk-hviderusseren og hendes kønspolitiske madlavningsstandpunkter her - og når du nu er derovre, så sørg for at få studeret det, der forhåbentlig kun er den første af rigtig, rigtig mange Se og Hør-historier i en serie om kendte mennesker, der gør noget så bemærkelsesværdigt som at feste med bøsser og lesbiske.

Imens du læser, forbereder vi en skaldyrsbuffet til ejeren af den danske licens til "samtlige mandlige konkurrencer, som Mister World, Mister Universe Model, Mister International og Manhunt International".

FROKOSTBLOGGEN SPISER KIRSEBÆR MED DE STORE

THERE IS SOMETHING ROTTEN IN THE WATER OF DENMARK

For blot få dage siden forsøgte den danske musiker, Kyrkan, at undsige sig indflydelse fra det amerikanske vand, fordi han ikke ville lyde som sine amerikanske kollegaer. Men nu viser det sig ironisk nok, at vandet, der har dannet grundlag for succesmusikken fra Brooklyn, rent faktisk har ligeså danske aner som Scarlett Johansson.

For i en juli måned, der blev den næstvarmeste nogensinde i New Yorks historie, var der nemlig kun een ting, som byens musikere klamrede sig mere til end deres ’best new music’-prædikater, og det var halvliters flasker fyldt med inspirerende vand af mærket Poland Spring.

Frokostbloggen har også nydt godt af det svalende vand fra Poland Spring under den amerikanske hedebølge og kan allerede nu mærke en positiv effekt på frokostjazzen. Så i den forstand er der endelig tale om en Brooklyn-hype, der rent faktisk holder vand.

Det mest skelsættende er imidlertid, at Poland Spring tappes i Denmark. Således står der på både firmaets flakser og hjemmeside:

"In Denmark, the Cold Spring site consists of several spring areas located on almost 400 acres of undeveloped land with a single borehole building to withdraw spring water."

Så når du næste gang fylder din sunde drikkedunk med vand fra den danske undergrund og gæster Sweet Silence for at lade inspirationen flyde ud på bånd, kan du trygt tænke på, at dine musikalske landsmænd som Matt & Kim, Kyp Malone og James Murphy alle gør det samme på den anden side af Atlanten.

Lesfleursdumal, Frokostbrooklyn. På dybt vand. Tilbage til fastlandet.

KYRKAN FÅR TØRT PÅ - INDIESCENENS WATERGATE – PART III

Frokostbloggen har, som tidligere annonceret, skaffet et eksklusivt interview med den danske musiker, Kyrkan. Han har forladt den hjemlige andedam for at tanke inspiration på den side af Atlanten, hvor vandet flyder, som var det mælk og honning.

Frokostbloggen:
Tak fordi du vil stille op, Kyrkan... Du har altså hevet kablet ud af forstærkeren og rejst til Brooklyn for at arbejde. Hvordan går det med det indspilningerne?

Kyrkan:
Jeg været her et par måneder, og der er allerede kommet virkelig mange gode ting på bånd.

Frokostbloggen:
Så vi kan allerede nu fastslå, at vandet i Brooklyn har haft en yderst positiv virkning på også din musik?

Kyrkan:
Det vil jeg ikke just sige.

Frokostbloggen:
(Hoster).

Kyrkan:
Jeg drikker faktisk slet ikke vandet her.

Frokostbloggen:
Det var ikke, hvad vi aftalte.

Kyrkan:
Mig bekendt skulle vi tale om min musik og ikke mit forhold til vand.

Frokostbloggen:
Uden vand ville der slet ikke være musik.

Kyrkan:
Ah, det vil jeg nu nok mene.


Frokostbloggen:
Men hvorfor rejse så mange kilometer og så benægte vandets kvaliteter? Den danske musikpresse har jo længe dokumenteret vigtigheden af vandet i Brooklyn... Dét må da have haft betydning, da du valgte destinationen for dit kreative refugium.

Kyrkan:
Altså. Tag en kunster som Missy Elliot. Hun er bange for at lyde som andre, så hun hører slet ikke radio i de måneder, hvor hun indspiller. Jeg hører radio, men jeg drikker til gengæld ikke vandet i Brooklyn, for jeg vil ikke lyde som de andre bands fra bydelen... Men jeg overvejer faktisk at købe et træningssæt i velour.

Frokostbloggen:
Skal vi ikke holde os til emnet?

Kyrkan:
Jo, så lad mig igen fastslå, at jeg slet ikke drikker vand, mens jeg indspiller.

Frokostbloggen:
Men det skyldes jo som bekendt, at du - som indiescenens svar på Obelix - faldt i Union Pool som lille, ikke sandt?

Kyrkan:
Nej. Jeg kan faktisk slet ikke lide vandet her... . Det smager af klor... Og hvorfor overhovedet drikke noget så kønsløst når man kan få Vitaminwater, Cherry-chocolate-fudge-coke og Muscle Milk døgnet rundt? De mange muligheder, that’s the beauty of America, du ved.

Frokostbloggen:
Hvordan vil du have, at Frokostbloggens læsere skal tro på, at den inspirationskilde, som både Yeasayer, Grizzly Bear og Dirty Projectors drikker af til dagligt, ikke også har en positiv effekt på din musik?

Kyrkan:
... Fordi jeg meget bevidst lader være med at drikke af den... Tribale rytmer vil i øvrigt slet ikke klæde mit lydbillede.


Frokostbloggen:
Jeg behøver vel ikke minde dig om, at du med dit gamle band, Death By Kite, indspillede en EP-trilogi, der havde titlerne Wave I, II og III... Det må da om noget være en hyldest til vand – og ikke mindst en indrømmelse af dets betydning for din lyd.

Kyrkan:
Det var bare en fed titel. Og musik er som bekendt harmoniske bølger. Og svingninger. Så det giver vel sig selv?

Frokostbloggen:
Og hvorfor skal jeg tro på det?

Kyrkan:
Ok, jeg havde lovet mig selv ikke at gøre det her.

Kyrkan krænger sin t-shirt over hovedet og blotter en forslået krop med sår og blå mærker på både albuer og ribben.

Kyrkan:
Se her? Det fysiske bevis på at jeg vitterligt ikke drikker vand, mens jeg er her... For selvfølgelig har det sin pris ikke at drikke vand. Og forleden betalte jeg ved kasse 1. Dehydrering. Bang! Så lå jeg dér. Besvimet på gaden foran Surf Bar i Williamsburg... Man kan vist se et foto på twitpic. Ikke just min stolteste time, siger jeg bare... Men se hvor dybe de er. Og de gør nas. Ok?


Frokostbloggen:
Alle kan simulere et hedeslag nu om dage. Og enhver kan få lavet falske sår hos East River Tattoo... Men hvis jeg ikke tager meget fejl, blev du vel vakt til live igen ved at få kold vand i hovedet?

Kyrkan:
Nej, faktisk ikke. En veninde kom mig til undsætning med Vita Coco. En slags kokosvand med vildt mange vitaminer. En mirakelkur. Så nu føler jeg lidt, at jeg står i gæld til Vita Coco. Og derfor får min næste EP formentligt titlen ’Livin’ la Vita Coco’... Dét er måske en historie, der kunne være interessant for din blog?

Frokostbloggen:
Vi slutter bare her. Ok? Tak fordi du spilder vores læseres tid.

FROKOSTBLOGGEN AFSLØRER - INDIESCENENS WATERGATE – PART II

Tidligere færdedes Maya Arulpragasam (M.I.A.) som en fisk i vandet i de hippeste kredse, men nu har hendes seneste album bragt hende på så dybt vand, at selv Pitchfork har lukket for det varme af slagsen.

Derfor er vi på Frokostbloggen også yderst stolte af at være de første til at bringe forklaringen på, hvad der gik galt under indspilningen af /\/\/\Y/\.

Nedenstående billede efterlader nemlig ingen tvivl om, at det var et lækket vandrør, der fik det velsignede vand til at fosse ud af Arulpragasamts lejlighed og som tappede hende for fordums kreativitet:


Frokostbloggen ærgrer sig og bistår gerne med tørre håndklæder og trøffelpomfritter, såfremt den gennemblødte tiger måtte få brug for det.

DROWNED IN SOUND

Efter et par dage i studiet er det med et stolt trut i tenorsaxen, at Frokostbloggen nu kan afsløre, at de intenderede freak folk-indspilninger har udviklet sig til at blive regulær frokostjazz i stedet.

Her på bloggen kan vi naturligvis ikke få armene ned over den nye retning, og som en lille appetitvækker har vores grafiker derfor udarbejdet et cover til den kommende udgivelse:

HIPSTER MÅ NØJES MED VAND OG BRØD

Al vand i Brooklyn er åbenbart ikke tappet i det himmerige, hvor Ryan Schreiber spiller vuvuzela i porten. For nu viser det sig, at det ellers så hellige vand kan have en yderst grim bismag. Hipster-avisen Village Voice øjner i hvert fald en sammenhæng mellem Frokostbloggens yndlingsvæske og en umotiveret hunde-body-slam i Williamsburg:

”Everyone knows the water in New York is special, but what the hell is Williamsburg getting in their tap these days, exactly?”.

Frokostbrooklyn forsøger i øjeblikket at få en dansk musiker, der befinder sig i området, til at forklare, hvad der rent faktisk løber ud af de amerikanske haner i sommervarmen.

INDIESCENENS WATERGATE – PART I

Uden vand intet liv. Så simpelt er mennesket og universet indrettet.

Men hvis man har lyttet bare en lille smule til vandrørene i den danske undergrund, så har man længe kunnet få den opfattelse, at der uden vand heller ikke ville være nogen gode indiebands.

Hos Soundvenue kan man således læse, at det Aalborgensiske vand ikke er uvæsentligt for Thee Attacks’ succes:
Og i Undertoners anmeldelse af Tiger Lou smages der tilsvarende på det svenske vand.

“Måske er der noget i vandet i Sverige?“

Men intet sted synes inspirationen at flyde i så stride strømme, som den gør det fra vandhanerne i Brooklyn. For i de senere år er New York-bydelens musikalske output nærmest druknet i rosende ord, og oftest tilskrives succesen netop bydelens vand.

I Soundvenues omtale af sangerinden Olga Bells vandkunster hedder det eksempelvis:

“De må putte noget i vandet i Brooklyn.”

Og i samme medies omtale af debutpladen fra Brooklyn-baserede MGMT rettes opmærksomheden atter mod bydelens undergrund:

“Jeg ved ikke, hvad de putter i vandet i Brooklyn.”

Frokostbloggen har længe været optaget af denne sag og har derfor sendt en skribent til det amerikanske borough for at smage på de våde varer og for at undersøge vandets effekt på denne signaturs indspilning af en længe ventet freak folk EP.

Så hvis du har smag for det amerikanske vand, bør du holde øje med dit virtuelle vandhul i de næste par uger.

Gode Nødder

Om den unge Christian Fetterlein var på damejagt eller blot spenderede lidt kvalitetstid med sin broder Frederik, da han i denne uge gæstede et yderst appetitligt diskotek i Indre by, vides ikke. Men sikkert er det, at Frokostbloggen hylder alle clubs med spiselige navne:

Kilder siger til Se og Hør, at Christian Fetterlein smed rundt om sig med sine drinks, og pludselig forsvandt han ud på natklubben Karen Van Mandels toilet. (via bt.dk)

Vejen til rigdom starter ved frokostbordet

Hvad skal der til for at blive rig og lykkelig på én gang?
Ja, selvfølgelig skal man have nogle millioner, så man har råd til at få overskud på andre planer end det økonomiske. Men det, vi her på bloggen især er opmærksomme på, er, at man med fordel kan starte med kniv og gaffel.

Frokostbloggen kan ikke prale af selv at have opfundet denne opskrift, men vi elsker dette livsvisdommens svar på højt belagt smørrebrød.

Bon harpetit

I en tid, hvor Jonathan Safran Foers nyeste værk Eating Animals sammen med dokumentarfilmen Food Inc er med til at jage kødelskerne en moralsk skræk i livet, er det kun naturligt, at der forekommer modbevægelser til denne effektive kampagne. Det danske anmelderkorps synes derimod fortryllet af den velmenende vegetarisme, men det er ikke uden visse markante bivirkninger.

Frokostbloggen har tidligere fremhævet en række kulinariske musikbeskrivelser, som har iværksat en knurren i maven, og der er da heller ingen tvivl om, at god musik kan føles som et velsmagende og nærende måltid. Dog var det en smule overraskende, at Soundvenues anmelder mente, at Tame Impalas debutalbum var så appetitlig, at hun følte trang til at sætte tænderne i pladen. Helt i Foers ånd var det cd-mediet og ikke den domesticerede antilope, som skulle smages.

Men den fortærende tendens stopper ikke her, og det er derfor man godt kan bekymre sig over om det vegetariske projekt er ved at lykkes lidt for godt. I hvert fald må man rynke på panden over Informations tilgang til musikkens spiselighed. Vi kan på stående fod ikke udtale os om, hvorvidt Ralf Christensen er faldet i Foers grønsagsgryde, men sulten efter et godt stykke kød skinner i hvert fald tydeligt igennem i hans lettere kannibalistiske anmeldelse af Joanna Newsoms optræden i Koncerthuset:

Et fænomen der stopper tiden. En kunstfærdig forelskelse. Og hun danser sin egen smukt forsirede dans gennem sangene, blotter uendelig sofistikeret noget af det kød, vi alle sukker efter – om det så er emotionel højreb eller ganske konkret filet.

Vi krydser naturligvis fingre for, at Ralf Christensen gik sulten i seng den aften, og i et forsøg på at holde standen af dygtige musikere oppe, vil denne blogger fremover begrænse sin vegetarisme til et snævert felt: kagen.

Suppe, stav og is

De danske ishockeyhelte har i dén grad taget for sig af det kolde bord ved VM i Tyskland, og dén slags hylder vi naturligvis på Frokostbloggen. Det samme gør man på Ekstra Bladet, hvor man sågar har placeret ishockey-redaktionen i avisens kantine.

Da [...] Jussi Jokinen øgede til 3-0, var sagen bøf. Eller næsten. For man kan ikke sige bøf uden at have sagt Tatar. Tomas Tatar. Slovakkernes unge forward har haft et godt VM, og han var da også manden, der med en scoring kort inde i tredje så bølgede kampen frem og tilbage med yderligere to finske mål og et slovakisk til slutresultatet 5-2.
(Ekstra Bladet)

Det ufuldendte citat (eller utilberedte, om man vil), kan kun forklares med, at også sætternissen åbenbart hænger ud ved buffeten.

Her ses i øvrigt en tartar-servering anrettet med en delikat gul puck på toppen:

Bagerkrigen breder sig

Her på Frokostbloggen har vi tidligere afsluttet den christianhavnske bagerkrig og sendt stjernebageriet Lagkagehuset til tælling efter overraskende ringe bedømmelser af kendisbager Ole Kristoffersens produkter.

Nu kan iByen så fortælle, at Frokostbloggens fredsskabende indsats efter alt at dømme har været forgæves. I hvert fald er der nu en "gourmetbagerkrig" på vej i 2900 Hellerup, hvor Lagkagehuset inden længe vil åbne en filial.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er korrekt at bruge ordet "gourmet". I hvert fald er Carl-Ove Nielsen, der i 13 år har stået i spidsen for konditoriet Café Vagn i Hellerup, mildt sagt ikke imponeret over sin nye konkurrent. Efter først at have været høflig og kaldt Ole Kristoffersen for en kollega skifter Nielsen gear:

»I øvrigt, så bruger Ole (Kristoffersen, red.) det dårligste mel, der findes ... Vi bruger italiensk mel til ciabattabrød. Det mener vi, er det rigtige. Andre bruger dansk mel ... Lagkagehuset er stærkt opreklameret i forhold til, hvad det er værd«.

Carl-Ove Nielsen afslører ikke, hvor han har sin detaljerede viden fra. Men bagernes verden er ikke stor, og der bliver talt en del om Ole Kristoffersen i den, lader det til.

»Vi venter bare på, at han knækker halsen ... Men hvis han får den omsætning, han siger, han forventer, så må vi alle sammen lukke«.

Og lidt senere præsenterer Nielsen for alvor sin syn på den tv-kendte bagermester:

»Ole er ikke en kollega. Han er et røvhul«, skærer Carl-Ove Nielsen igennem. »Han siger, han vil lære hele Danmark, hvordan man bager brød ...«.

Carl-Ove Nielsen vrænger denne sætning ud. Så leverer han sidste salve:

»Jeg ved ikke, om jeg ville trykke ham i hånden, hvis han trådte ind ad døren i dette øjeblik«.

Tag napoleonshatten på og skridt ciabattafrontlinjen i Hellerup af ved at læse hele reportagen her.

MGMT/BBQ/BLT

Frokostbloggen har fået en ny yndlingsplade.



Den smager således:

"[D]et samlede indtryk står tilbage som en stor, sammenkogt ret, der såmænd både havde et glimrende udgangspunkt, masser af gode råvarer og et par kokke, der egentlig godt kan deres kram. Men alligevel smager retten ikke rigtig godt, og det virker unægtelig, som om nogen har tabt hele krydderihylden ned i gryden og rørt rundt alt for længe, så de enkelte ingredienser er kogt ud og blevet ligegyldige, og alle de forskellige smagsindtryk modsiger og ophæver hinanden. Man bliver gang på gang i tvivl om, hvad det er, man spiser."

Find resten af opskriften hos Undertoner.

The Danish Way to Cook

Som nogle læsere måske vil huske, kunne Frokostbloggen for snart to år siden berette, at danskerne spiser alt for meget salt. Det er ikke så sundt at hælde for store mængder natriumchlorid indenbords, og derfor vil det være godt for folkesundheden og samfundsøkonomien, hvis vi kan få skruet ned for saltindtaget. Lige netop denne kamp har vi her på bloggen svært ved at engagere os i, fordi vi elsker salt for meget. Men der er nu heller ingen grund til, at vi giver os i kast med sagen, for det er der en prominent dansker, der har taget på sig.

Vi har at gøre med nationalskjalden Simon Kvamm, der har såvel sit band, Nephew, som hele det mandlige fodboldlandshold i ryggen i sangen "The Danish Way to Rock", der på overfladen skal forestille at være en VM-slagsang, men i virkeligheden er endnu et bevis på, hvordan Kvamm med fængende melodier, flammende omkvæd og forunderlige ord spidder danskerne og danskheden.
Se bare disse linjer:

Og hvis de spørger hvor vi bor
Så siger vi: “Der hvor saltet gror”

Med andre ord: Hvis vi skal beskrive essensen af det land, vi kommer fra, så er det vores saltindtag. Kvamm leverer en formidabel indkogning af den danske folkesjæl, og allermest mesterligt er det, at han præsenterer os for vores egen saltnarkomani, men uden at fælde nogen dom over os. Det er kort sagt kun mellem linjerne, at vi kan læse, at vi risikerer, at saltet bliver vores skæbne - og derfor står pointen så meget stærkere. Man kan sige, at Kvamms sprog ikke behøver noget krydderi; det er stærke sager i sig selv.

Man kan læse og høre hele Kvamms kulinariske kritik her.

Stjernebageri taber krig på Christianshavn

Vi er nået til at skulle sætte punktum i den christianshavnske bagerkrig. Eller rettere burde vi måske sætte et udråbstegn, for resultatet er, hvad boulevardpressen nok ville kalde en chokafgørelse.
Uden den mindste tvivl udpegede de fire deltagere i Frokostbloggens fredspanel det tv-kendte og almindeligvis velansete Lagkagehuset som krigens taber.
Respekterer de krigsførende parter panelets afgørelse, er der således en revolution på vej på Christianshavns Torv, hvor Lagkagehuset så længe de facto havde monopol.

Her hos Frokostbloggen har vi svært ved at forestille os, at Lagkagehuset kan sidde fredspanelets klare udmelding overhørig. Ser man nærmere på afgørelsen, er der nemlig ikke meget at diskutere.

Frokostbloggens fire indbudte kagesmagere i fredspanelet vurderede hhv. Lagkagehuset og Holms Bageris udgaver af fire kagetyper: muffins med bær, træstammer, jordbærkager og den klassiske drømmekage. De i alt otte versioner blev smagt og vurderet én ad gangen, uden at panelmedlemmerne vidste, hvilken bager der stod bag det produkt, de var i færd med at sætte tænderne i. Kagerne blev bedømt på en skala fra 1 til 5 med den højeste værdi som den bedste, og parametrene var som følger: udseende, friskhed, konsistens, smag og en samlet, overordnet bedømmelse.

Og tallene - ja, de taler deres eget tydelige sprog. Lægger man paneldeltagernes overordnede vurderinger sammen, får Holms Bageri et pointgennemsnit på 2,88, mens Lagkagehuset er lige i nærheden af et halvt point efter med gennemsnittet 2,44.
Det er bemærkelsesværdige tal. Ikke blot sejrer opkomlingen tættest på Christianshavns Torv. Resultaterne viser også, at helhedsindtrykket af de to bageriers produkter end ikke kan løfte dem op til skalaens midte.

Går man længere ned i tallene, halter Lagkagehuset også et halvt point efter på de samlede gennemsnitskarakterer for parametrene konsistens, friskhed og smag. Kun hvad udseendet angår, er kendisbageriet tættere på konkurrenterne. Her ligger Holms på gennemsnittet 3,38, mens Lagkagehuset når 3,19.
Og sammenligner man vurderingerne af de enkelte kagetyper, løber Lagkagehuset kun af med sejren i jordbærkage-kategorien, hvor gennemsnitskarakteren 3,25 er nok til at slå Holms 3 point.

Meget symptomatisk for omvæltningen i magtforholdene på Christianshavn løb Holms Bageri med dagens største sejr. Det skete i muffin-kategorien, hvor Holms skovbærmuffin scorede en gennemsnitskarakter på fornuftige 3,5 point, mens Lagkagehusets blåbærmuffin kun ramte 2 point efter mistroiske kommentarer som "MARCIPANSMAG!?" fra S, mens K bistert sagde: "Mazarintærten har ringet. Den vil gerne have sin konsistens tilbage." L kunne blot konstatere, at blåbærmuffinen lignede "en sombrero med underligt sort udslæt" og i øvrigt var "sandkagens svar på en ørkenvandring".

Lige så trøstesløs tegner fremtiden nu for Lagkagehuset, der med al sandsynlighed må forlade Christianshavns Torv. Når det er sket, vil freden på ny kunne sænke sig over Christianshavn - og det vil forhåbentlig være slut med bagere, der sælger ikke videre store (eller gode) drømmekager til 64 kroner stykket. Med helhedsbedømmelsen 1,5 har Lagkagehusets fortolkning af sandkagen med den sprøde topping i al fald lidt et sviende nederlag.

Bagerkrig del II: Grønne hestehove og radioaktive bær

Som vi kunne rapportere forleden, har det prominente bageri Lagkagehuset siden august 2009 været i en intens krig med konkurrenterne Holms Bageri. Slagmarken er Christianshavns Torv, og for at redde christianshavnerne ud af bagerkrigens rædsler satte Frokostbloggen sig sidste weekend til bordet for at spise konflikten til ende.

Eller rettere sagt fik bloggen hjælp af fire uvildige kagespisere, der til sammen udgjorde det panel, der skulle afslutte krigen. Ligesom WHO beskytter de folk, der har udråbt H1N1 som en pandemi, mod pres udefra, vælger Frokostbloggen at nøjes med at omtale panelmedlemmerne ved deres respektive forbogstaver og deres køn.

Frokostbloggens fredspanel bestod således af C, L, S og K. På en "hvor stor kagefan er du?"-skala fra 1 til 10, hvor 10 er højest, placerer C og L sig allerøverst, mens S er 9,5 og K 8. Vi har således at gøre med en flok passionerede kagetestere.
Af yderligere identifikation kan nævnes, at K hævder, at hvis han var en kage, var han en napoleonshat. L anser på grund af farverne hindbærsnitten for at være den eneste oplagte nationalkage i Danmark, mens panelets kvindelige deltagere, C og S er meget begejstrede for bærtærte.

C, L, S og K smagte og bedømte fire forskellige typer kage: muffins med bær, træstammer, jordbærkager og drømmekage. Hver type blev serveret i to versioner, Lagkagehusets og Holms.
De nøjagtige karakterer til kagerne vender vi tilbage til i det næste indlæg på bloggen. Nu skal vi først smage nærmere på de søde sager fra bagerhylderne.

Lagkagehusets jordbærkage fik pæne ord med på vejen af panelet: "Dagens Audrey Hepburn," var dommen fra K. "Hvor skaffer man den slags radioaktive jordbær?" lød det mere skeptisk fra L, der dog var imponeret over, hvordan kagens enkeltdele i fællesskab løftede sig til et højere plan: ren kagesynergi. C roste mandelsplitterne på toppen, hvilket S også gjorde, inden hun kryptisk gav den ros, at Lagkagehusets jordbærkage "dufter som en campingplads i Strasbourg i sommeren '92".

Holms jordbærkage blev også strøget en del med hårene. Både S og L roste gelétoppen, der holdt sammen på jordbærrene. "Den giver udtrykket jordbærhjelm en helt ny betydning," bemærkede L, der hyldede bundens konsistens og langede en topkarakter ud til smagen.
K var noget mere kritisk: "Der er noget Ghostbusters over den geléhat," konstaterede han, "god film, men dårligt look". C talte i Caps Lock, da hun pointerede, at der var "ALT for voldsom chokolade" på kagens bund, hvilket ærgrede hende, da jordbærrene var friske og geléen decideret "perfekt".

Anderledes klar enighed var der om at knytte hårde, uvenlige ord til begge bageriers drømmekager. "Friskheden er ikkeeksisterende," lød det lakonisk fra C, da Lagkagehusets version kom på tallerkenen. L mente, at Holms bud på den klassiske kage levede op til navnet ved at være "for sød, ligesom drømme ofte er det". Han var dog heller ikke glad for Lagkagehusets udgave, der udseendemæssigt "mere er et sovjetisk mareridt end et delikat drømmesyn" og med sin tyngde medførte uheldige associationer til Berlin-muren. K lod et knastørt host være sin kommentar til konsistensen af Holms drømmekage, som S på én gang fandt "fedtet" og "for smuldrende".

Træstammerne skilte panelet. C og K hyldede Holms skriggrønne kager: "Træstammens revolution," lød det fra C. Mindre imponeret var L, der kaldte Holms kreation "en grøn hestehov" og tildelte bundkarakterer for "klæg konsistens", "kvælende kakaosmag" og en "marcipan så tør som bark". S gav det neongrønne udseende topkarakter, men havde samme modvilje mod smagen som L.

Udseendet af Lagkagehusets hvide træstammer fik ingen jubelscener i gang. Det nærmeste, udseendet kom på at få en ros, var K's bemærkning om, at der var en "Karl Stegger-agtig robusthed over udtrykket". Smagen fik derimod sendt K på sporet af den tabte tid i forstæderne: "Det er lidt ligesom at være 13 år og i Hedegårdscentret: Ballerups madeleinekage."
C kunne ikke få armene ned over den bløde, cremede konsistens. Omvendt måtte L til sin store skuffelse konstatere, at "Lagkagehuset begår alle begynderfejl i den svære træstamme-disciplin", og langede ud efter, at kagen var fedtet, og at smagen var uden nuancer og kun glimrede ved at være et bevis for, at der stadig er et marked for mandelessens.
Og S ramte den mellemfornøjethed, som panelets samlede karaktergennemsnit til Lagkagehusets træstammer var udtryk for, ganske præcist med dommen "lidt 70'er-kedeligt, men udmærket".

Og så var der de to bageriers muffins. For den ene udgaves vedkommende lagde panelet ikke fingrene imellem i bedømmelsen - men hvilken det var, afslører vi først i vores næste indlæg. Et indlæg, der sætter punktum for de syv måneders bagerkrig på Christianshavn.

Frokostbloggen afslutter københavnsk bagerkrig

I august 2009 kunne Ibyen.dk proklamere, at "Bagerkrigen er brudt ud på Christianshavn". Den overskrift turde Politiken-sitet dog ikke beholde, så den blev ændret til den noget mere bovlamme "Dyre bagere konkurrerer på Christianshavn" (og måske undskyldte Tøger Seidenfaden?).
Her på bloggen kan vi imidlertid vores Grundtvig og ved, at ord skaber, hvad de benævner - og fordi Politiken erklærede, at der var krig, så blev der krig. Siden august har det betydet, at christianshavnerne har måttet leve i en krigszone.

Bevæbnet med vand, mel, sukker og frem for alt chokerende høje priser har to kombattanter altså siden august fyldt Christianshavns Torv med utryghed. De krigsførende bagere er på den ene side af Torvegade det hæderkronede Lagkagehuset og på den anden side den nytilkomne filial af Holms Bageri (og ja, vi foretrækker at undgå den fjollede stavemåde "HLMs").

Selv om Morten Holm Knudsen, ejer af opkomlingen på Torvegades sydvestlige side, ikke just oversolgte sine produkter over for iByen ved at sige, at hans forretning nok skulle klare sig, fordi "folk skal have noget at gnave i" (ja, ærligt talt er det vel noget, man siger om tørret hundefoder), holder Holms Bageri stadig ud i kampen om Christianshavn. Fredsforstyrrerne har ikke vist nogen tegn på at være ved at give op - og slagudvekslingerne ved torvet er efterhånden blevet uudholdelige for christianshavnernes livskvalitet.

Derfor satte Frokostbloggen sig i den forgangne weekend for at gøre den københavnske bydel en tjeneste ved at afslutte bagerkrigen. I løbet af de kommende dage vil bloggen berette, hvad der skete rundt om forhandlingskaffebordet. Vi kan roligt afsløre, at der er fundet en utvetydig vinder - og at Christianshavn dermed forhåbentlig snart kan få sin sjælefred tilbage.

Velkommen, Henrik

Her på bloggen har vores øjne naturligvis i de seneste dage været rettet mod Slotholmsgade 12. Her residerer Fødevareministeriet, og vi har med spænding imødeset Lars Løkke Rasmussens valg af ny fødevareminister.

Statsministeren pegede sin sabel i retning af Venstre-politikeren Henrik Høegh. Baseret på Ekstra Bladets interview med Høegh fra fredag d. 19. februar 2010 virker den nye minister som en mand, der ved, hvad han vil have, når det gælder smørrebrød:

"Blandt andet trives lus, urin og tarmrester på bedste vis i køledisken og på hylderne i supermarkederne, hvilket i går fik kokke og fødevareeksperter til at kalde maden uegnet som menneskeføde.

Ser man bort fra regeringspartiernes fødevareordførere, der ikke afskriver en mad med lus i, er ingen af Folketingets partier parate til at spise den mad, der bliver serveret for forbrugerne.

- Jeg har da spist flere af de fødevarer, I nævner, og jeg er trods alt blevet 57 år, siger Henrik Høegh, fødevareordfører fra Venstre, og uddyber, at han er ret vild med salami med remoulade og ristede løg."

I ministrenes madkurve (2/2)

Som vi lovede for syv dage siden, vil sidste halvdel af Frokostbloggens store gennemgang af de danske ministres fødevare-relaterede 2009-gaver give integrationsminister Birthe Rønn Hornbech mulighed for at få stillet appetitten.

I denne ombæring ser vi nemlig på mad – og først zoomer vi ind på frugt. I juni 2009 havde Pakistans ambassadør i Danmark nemlig travlt. Øjensynligt ikke med at fylde ambassadens hjemmeside med informationer, men derimod med at sende gaver til de danske ministre. Ja, faktisk var det kun fem af ministrene – Lene Espersen, Carina Christensen, Lars Barfoed, Kristian Jensen og Troels Lund Poulsen – der ikke modtog en sending mangofrugter fra den pakistanske ambassadør.
Og dog. Helge Sander hævder at have modtaget ”7 stk. papajafrugter” fra Pakistans udsending, men måske hører kategorisering af eksotisk frugt ligesom demokrati på universiteterne til i gruppen af ting, der ikke interesserer Hernings stolte søn, som sikkert også har andet og bedre at røre ved end mangoer.

Birthe Rønn Hornbech kunne ligesom de fleste ministre pakke seks mangofrugter ud af kassen fra Islamabad-administrationens repræsentant. Stakkels Brian Mikkelsen måtte nøjes med fem, mens Inger Støjberg løb med hele syv.
I Statsministeriet fnøs embedsmændene af den slags simple opgørelsesmetoder – »tæller de andre antallet af frugter? Det er alt, alt for let« – og tog opgaven noget mere seriøst. Ergo hev ministeriet vægten frem og kunne berette, at Lars Løkke i pauserne mellem sommerens cykelture op og ned ad bakke i egen kadence havde mulighed for at mæske sig i ”2 x 2 kilo mango”. Og hvorfor da også skrive ”4 kilo”, når man har mulighed for at blære sig med, at man kan multiplicere?

Når man skuer ud over overflødigshornet af fødevarer, som de danske ministre modtog i 2009, springer nogle mere i øjnene end andre. De 10 rødspætter til socialminister Karen Ellemann fra Socialrådgiverforeningens forkvinde, Bettina Post, er et af de spektakulære punkter på august-listerne, ligesom mængden af honningglas til ministrene er overraskende stor.

Endnu mere forbløffende er det dog, at tre ministre i september fik tilsendt 250 milliliter Cremefine. Og ja, den kvarte liter fedtreducerede fluidum blev tilsyneladende sendt med posten. I Fødevareministeriet har manglen på bedre ting at tage sig til i hvert fald ramt embedsværket så hårdt, at det ikke blot har brugt tid på at notere, at Eva Kjer Hansen fik Cremefine, men også har gjort det klart, at madlavningsproduktet var ”vedlagt i brev”.
Mens Søren Gades embedsmænd havde travlt med at håbe på, at ingen ville komme i tanke om den der mærkelige sag, hvor TV 2 pludselig vidste, at Jægerkorpset skulle til Irak, inden Udenrigspolitisk Nævn vidste det, fik de tiden til at gå med at notere, at det skam var alle folketingsmedlemmer, der modtog Cremefine fra Margarineforeningen. Enten er dét løgn – og det kan det jo dårligt være, når det er Forsvarsministeriet, der informerer – eller også har de resterende 16 ministre på grummeste vis tilbageholdt oplysninger om, hvordan Margarineforeningen har forsøgt at smøre dem. (Hej revyforfattere – det ordspil må I gerne stjæle).

Eller også er embedsmændene i de forskellige ministerier ikke enige om, hvordan de skal håndtere den såkaldte åbenhedsordning. Hvornår er en gave til en minister en gave til ministeren, og hvornår er den til folketingsmedlemmet, som så i øvrigt er minister? En forvaltningsmæssig udfordring af den slags, statskundskabsstuderende i hobetal drømmer hvileløst om at få lov at komme ind i det statslige system og løse.

Hvis de nyuddannede politologiske kandidater gerne vil lære noget om utrættelig finesse og trang til perfektion, er og bliver det Søren Gades departement, de skal sætte kursen mod. Da den folkekære forsvarsminister i slutningen af september tog til uformelt ministermøde i Sverige – og formentlig havde svært ved at sige noget efter at have bidt tungen af sig selv, fordi han få dage forinden havde været så dum at sige, at brændet ville falde ned over ham selv, hvis det viste sig, at Forsvaret selv havde lavet den arabiske oversættelse af Thomas Rathsacks bog om at være jægersoldat – var der ingen vaklen: »De gaver, svenskerne giver Gade, skal noteres omhyggeligt og med militær præcision.«
Ordren gik rent ind hos de underordnede, der efter mødet kunne fortælle offentligheden, at Gade blandt meget andet havde fået solbærjuice og Läkerol. Men det var ikke bare solbærjuice og Läkerol. Næ, det var ”750 ml solbær juice” og ”en pakke läkerol (cactus)”.
Pyha, så kan vi ånde lettet op. Havde de små svenske pastiller været med salmiaksmag, ville en korruptionsanklage have ventet lige rundt om hjørnet. Men når bare det er kaktus, går det nok.
Det må man i al fald håbe for Karen Ellemann, der i december modtog hele fire pakker ”cactus piller” fra et firma, der ved hjælp af kaktus fremstiller piller, der fungerer som et middel mod tømmermænd. Hvorfor lige netop socialministeren skulle have brug for dem, tør Frokostbloggen ikke spå om, og pillerne skulle i øvrigt heller ikke kunne dæmpe moralske tømmermænd.

Da vi i sidste uge var rundt i ministerierne for at drikke slatter, konstaterede vi en klar kønsskævhed, når det gjaldt spiritusgaver. Det er imidlertid ikke kun de flydende varer, der giver ligestillingsproblemer. Ligesom mænd har en lavere gennemsnitslevetid, sidder mere i fængsel og har større risiko for at begå selvmord, har man som mand trukket en nitte i kromosomlotteriet, hvis man gerne vil have chokoladegaver. Ud af de 34 æsker chokolade, som figurerer på ministeriernes gavelister for 2009, endte kun de 15 hos en mandlig minister. Den skævhed ser måske ikke så voldsom ud, men her skal man huske, at der er flere mænd end kvinder i regeringen. Det blev med andre ord i gennemsnit til 1,25 æsker chokolade til hver af de mandlige ministre, mens kvinderne i snit kunne snuppe 2,71 æsker med hjem.

Og Birthe Rønn Hornbech? Hun fik ingen chokolade.


P.S.: Vi skal gøre nysgerrige borgere, journalister og andre opmærksomme på, at der måske ligger en stor afsløring og venter i Klimaministeriet. Ministeriet har nemlig valgt at forholde sig så tavst, at det end ikke har besvaret Frokostbloggens gentagne henvendelser for at få adgang til oplysningerne om Lykke Friis' forgænger, Connie Hedegaards, gaver. Vi kan således ikke afvise – og ministeriet gør intet for at modbevise – at der gemmer sig skandaløse mængder af Cointreau, flettede købmandskurve og tørret frugt i kommissærens skabe med gaver.

soup du jour – yesterday's news

TV2 leder efter madbloggere til optagelserne af et kommende tv-program, og det vækker i dén grad begejstring hos nogle af vores kollegaer.

Jeg vil dog tillade mig at spå, at 2010 bliver madbloggernes år. Det er i år, de bryder igennem.
dseneste.dk

Her på frokostbloggen glæder vi os blot over, at vores 2010 begyndte for over halvandet år siden. Dét fejrer vi med en lækker dessert, mens vi griner smøret af tv-kanalen, der så desperat kæmper med at få deres virtuelle hors d'oeuvres tilberedt, inden også 2010 er omme.

I ministrenes madkurve (1/2)

Magtfulde mennesker, næsten 600 flasker vin og våben.
Frokostbloggen serverer alt dette og en hel del mere i denne den første halvdel af vores tidligere varslede granskning af danske ministres gaveborde – men først skal vi lige have nogle fakta på plads.

For et lille års tid siden holdt B.T. en kort pause i sin ellers intense kamp for at skævvride relevansen af ethvert nyt forskningsresultat på fødevare- og sundhedsområdet. Det var nemlig kommet tabloidavisen for øre, at Bendt Bendtsen havde overraskende travlt med at bruge sin arbejdstid som minister på at plaffe dyr og besigtige diverse golfanlæg.

En del af avisens research byggede på, at journalisterne havde fået adgang til Bendtsens ”ucensurerede kalender”. At den var ucensureret, tyder på, at der stod andre ting i den, end der gjorde i den officielle ministerkalender, som journalister og alle mulige andre interesserede borgere var i deres gode ret til at få indsigt i. Hvis vi skal være lidt formelle, var adgangen til kalenderne en del af princippet om offentlighed i forvaltningen.

Og ja, vi skriver ”var”. For få uger efter at Bendtsen og hans glæde ved at skyde efter dyr i Baltikum havde fyldt mediebilledet, meddelte den nyudnævnte statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at det skulle være slut med, at hr. og fru Danmark skulle kunne gå og glo i ministrenes kalendere. Fordi især pressen var meget optagede af, hvad der stod i kalenderne, var det umuligt for Løkke, Espersen, Haarder & co. at bruge dem til at skrive, hvad de egentlig havde på programmet. Så ud fra ”hensynet til at få en praktisk hverdag til at hænge sammen” (og til at kunne tage på jagt, når man vil det?) blev der i huj og hast fremsat et lovforslag, som drønede gennem Folketinget – og så var det ellers slut med, at nævenyttige bladsmørere spændte ben for en god golfrunde.

Lars Løkke og de øvrige folketingsmedlemmer, der lagde stemmer til forslaget, havde imidlertid set Ondskabens øjne og kendte udmærket quid pro quo-princippet. Så til gengæld for kalender-indskrænkningen fik alle vi danskere adgang til oplysninger om de ministerielle rejseudgifter og ikke mindst om det væld af gaver, der dumper ned i ministrenes arme.

Hvis man skal være på tværs, kan man spørge, hvorfor sådan nogle gavelister skulle være noget værd for den kritiske presse, for hvis man som minister har fået en gave, der kan virke problematisk, undlader man vel bare at skrive den på listen? Altså medmindre man er Lars Barfoed, som i december kunne berette, at han skam havde fået to billetter til fodbold i Liverpool af Carlsberg – og hvilken relevans den gave har for en transportminister, kan man så gruble lidt over.

Men vi er ikke på tværs her på bloggen. Næ, vi har trukket ja-hatten godt ned om ørerne og er gået på jagt i de ministerielle køleskabe og vinkældre for at kunne fortælle om al den mad og drikke, der tilfaldt den udøvende magts allerypperste repræsentanter fra og med maj 2009 og frem til nytår.

I dette indlæg holder vi os til de drikkelige gaver. Dem var der en hel del af. Samlet blev det til 580 flasker vin (altså i snit mere end 30 flasker pr. minister i løbet af de otte måneder), seks flasker mousserende vin, 71 øl, 26 flasker spiritus samt én flaske ”visdomsdråber”, som i maj tilfaldt førnævnte Lars Barfoed, da han aflagde Hirtshals Transportcenter et besøg (se oversigtskort nedenfor). Hvorvidt dråberne har været involverede i affæren med Liverpool-billetterne, fremgår ikke – men så længe vi ikke har undersøgt sagen, vil vi ikke afvise det.


Fordelingen af de mange flasker vin var dog noget ujævn, hvilket fremgår af dette diagram.
Venstre-ministrene tiltrækker sig tydeligvis de største mængder gæret druesaft, og særligt glædeligt er det at se Inger Støjberg og Kristian Jensen være godt med. Ved at modtage så mange liter vin har Støjberg gjort en flot indsats for at udjævne noget af den kolossale kønsskævhed, diagrammet viser, hvormed vi nu har fundet ét felt, hvor Støjberg lever op til sine forpligtelser som ligestillingsminister.
Kristian Jensen ser vi alt for lidt til i medierne, og bortset fra hans verbale lussinger til Reimer Bo var 2009 et noget stilfærdigt år for skatteministeren. Men det var så åbenbart, fordi han var ude for at fylde sine vinreoler op.

Ja, faktisk ville den ellers til tider lidt undseelige Jensen have snuppet førstepladsen på vinbarometeret, hvis det ikke lige var for Abdelaziz Bouteflika. Ud over at være præsident i Algeriet er Bouteflika nemlig øjensynligt en meget gavmild mand. Selv om der er hele 83 lande i verden, der har et højere bruttonationalprodukt pr. indbygger end Algeriet, følte Bouteflika sig i december kaldet til at fyre en flok algeriske dinarer af på at forære Lars Løkke Rasmussen hele 48 flasker vin, hvormed den lille mand fra Græsted pludselig røg til tops på vinlisten.


48 flasker vin er meget, men gaven fra Abdelaziz Bouteflika, som ovenfor ses i omfavnelse med en anden fremtrædende politiker, blev endnu bedre af, at den også rummede seks kasser dadler – og en sabel. Man må håbe for Løkke, at han er bedre inde i reglerne for transport af våben end Bendt Bendtsen.

Men der skal andet og mere til end vin, hvis man som minister for alvor skal kvæle ubehaget ved de dårlige meningsmålinger. Og her kommer de 26 flasker spiritus som sendt fra himlen – i hvert fald hvis ”himlen” er et synonym for så forskellige guttermænd som den russiske forsvarsattaché, S. Doroshenko, den tjekkiske ambassadør, Zdeněk Lyčka, og Foreningen af Kommunale Beredskabschefer.

Når det gælder spiritus, er der imidlertid igen kønsmæssig slagside, så de kvindelige ministre skal ikke gøre sig nogen forhåbninger om for alvor at drikke sorgerne væk i sprut. Kun fire af de 26 flasker whisky, akvavit, solbærsnaps og vodka er endt hos regeringens damer.

Og Birthe Rønn Hornbech? Hun har ikke fået en eneste dråbe af noget som helst. Nu er Rønn Hornbech – som vi jo af og til har set det (og vores tæer smerter stadig efter at have været krummet helt sammen) – ikke typen, der bliver tør i munden af at tale, men måske vil Kristian Jensen alligevel forbarme sig over integrationsministeren og give hende den (ikke nærmere specificerede) mængde kildevand, han modtog i juni.

I samme ombæring kan Jensen medbringe den paptallerken, Frelsens Hær forærede ham i december – for når Frokostbloggen om nogle dage på ny tager på tur i ministeriernes fadebure, får Rønn Hornbech nemlig noget at lægge på tallerknen.

Tal med mad i munden

En Facebook-gruppe har løjet Amin Jensen død. Men dén slags gør man ikke uden, at hans fans tager ham i forsvar:

"Lægger man alle gruppens medlemmers IQ sammen, når man op på det enormt høje gastronomiske tal 19"

Om ovenstående Amin Jensen-fan foretrækker tre-, fem- eller syv-retters menuer, kan vi kun gisne om her på Frokostbloggen. Men det afholder os imidlertid ikke fra at foreslå følgende menu til komikerens sidste nadver:

En salat 9-coise til forret og dernæst kotel-1'er serveret med 2-fu. Velbekomme.

Krig på tv-køkkenkniven

Hvis der er stille her på bloggen i hverdagene i de kommende uger, er der en god forklaring: Der er udbrudt madkrig.

Og hvem vil ikke gerne til middag hos Jan Fog, det meget medievante og afbalancerede hestepigestjernebabefænomen Tina Lund eller hos Peter Aalbæk i Herfølge (hvor han åbenbart ifølge lokale rygter går rundt med dameunderbukser om aftenen)?

"Skriver I, karle?" brøler Holbergs Vielgeschrei i Den Stundeløse - og ja, vi sidder bestemt klar med blokken for at notere os Camilla Ottesens tips & tricks.

Sikke en appetitvækker.

Kære Jonathan Safran Foer

Du har skrevet en bog, der på dansk hedder Om at spise dyr. At den overhovedet har fået en dansk titel, er første tegn på, at kaos venter forude.

I din bog argumenterer du for, at der er noget helt galt med den måde, vi producerer kød på. Ja, det budskab, dine læsere skal have med sig, er velsagtens, at det vil være bedst for os alle, hvis vi holder op med at spise kød eller i hvert fald skruer kraftigt ned for forbruget.

Og det er her, problemet ligger; hér, vi finder udgangspunktet for, at helvede på jord vil bryde ud et eller andet sted mellem Gedser og Skagen, hvis en betydelig mængde danskere læser bogen og begynder at diskutere den. For er der noget, vi hertillands ikke bryder os om, så er det, når vi - og ikke mindst vores børn - bliver afskåret fra muligheden for at spise fabriksfremstillet, antibiotikaproppet og fundamentalt arveanlægsmanipuleret kød fra svin med væskende skuldersår*.

Se bare, hvordan seks århusianske daginstitutioners beslutning om ikke længere at servere svinekød bliver kaldt "en bombe under dansk kultur". En dansk kultur, der tilsyneladende er funderet på søjler af flæsk: den danske folkesjæls arkitektur, komplet med fedtbræmmer og brusk.
En lokalpolitiker fra Svinets, undskyld Smilets, By siger til BUPL's fagblad, Børn & Unge, at "det vil være uheldigt, hvis et dansk barn går igennem vuggestue og børnehave uden nogensinde at støde på en hamburgerryg eller en leverpostejmad".

Men kære Jonathan, det bliver endnu dummere: Chefen for de seks daginstitutioner er blevet udsat for så grove trusler, at sagen nu er anmeldt til politiet. Afsættet for truslerne, hvis karakter dagtilbudslederen ikke ønsker at uddybe, er beslutningen om at sige farvel til flæsk, svinehjerter og grisetæer.

Det må med andre ord stå ganske klart, at du er nødt til at bede dit danske forlag om at trække Om at spise dyr tilbage omgående. I det her land er vi slet, slet ikke klar til at sige farvel til kødet. Vi har f.eks. alt for travlt med at skændes om madpakker.

* = Hvis du vil se en statistik, der skriger "her er noget, der ikke hænger sammen", så tjek tallene nederst på denne side. En minimering af antallet af skuldersår på over 90 procent på tre år? Seriøst, Fødevarestyrelsen?

Bloggens første 2010-yndlingsord: slikspand

Dagbladet Politiken ramte i går sin kernelæsergruppe af velmenende gymnasielærere lige midt mellem med øjnene med ikke bare én, men to sukkerstads-pletskud.

1) For dem, der ikke allerede vidste det i forvejen, står det nu klart, at Danmark må være det nye Forbudssverige. Hvordan skulle der ellers kunne opstå en "plan mod salg af slik"?

2) Den ellers genfærdsagtigt usynlige fødevareminister, Eva Kjer Hansen, kunne løfte sløret for, hvad der var i skålene, da hun sidst havde små dannebrogsflag på spisestuebordet:

»Ved festlige lejligheder køber jeg selv en spand Quality Street og fylder skålene op. Sidst jeg havde fødselsdag, var det noget af det, jeg bød rundt. Men det er ikke noget, jeg køber til Disney Sjov om fredagen.«

Desværre melder Eva Kjer-historien intet om, hvilken størrelse skåle der er tale om. Men måske var der i virkeligheden tale om det fad, som fødevareministeren fik i såkaldt "høflighedsgave" fra sin portugisiske kollega tilbage i maj?

I øvrigt kan vi varsle, at bloggen inden længe vil kaste et indgående blik på de fødevaregaver, danske ministre modtager.