det er kommet os for øre, at en af blogosfærens primære funktioner er at give bloggere mulighed for at skrive om deres traumer og derefter forvente medlidende skulderklap fra på forhånd nøje udvalgte læsere. det er vanskeligt for os at lade være med at tænke på lasse jensens udtryk "klammosfæren", når vi hører den slags - også selv om det oprindeligt betegnede noget lidt andet.
imidlertid vil vi ikke negligere den skuffelse, som denne blogs hidtidige mangel på personlige, uslikkede sår kan have fremkaldt hos visse besøgende. det er vanskeligt for folk som os med så stor appetit på den del af livet, der passerer i frokostpausen, at finde tunge minder, der har at gøre med netop dette måltid. men det er lykkedes os at nå frem til et enkelt. for at fremmane det har vi brug for et stykke røget filet.
--
dér ligger det og glinser. som en af de eneste pålægstyper er røget filet delvist gennemsigtig, selv når der er tale om relativt tykke skiver, og det lyserøde, kondensdækkede stykke kød dernede i madkassen er ingen undtagelse. straks madpapiret blev fjernet, var rugbrødet synligt gennem fileten. jeg bilder mig nok endda ind, at jeg også kan se det tynde lag af margerine, men det er netop, hvad det er: noget, jeg bilder mig ind. når jeg alligevel tror det, skyldes det nok, at jeg ikke bryder mig om smagssammenstødet mellem min mors svagt syrlige hjemmebag, margerinen og det svedige svinekød. bare tanken om at skulle spise denne mad forvirrer forbindelsen mellem mine synsnerver og hjernen.
forvirringen kan dog også have en anden årsag. jeg er lige begyndt i ottende klasse, og i modsætning til alle andre er jeg ikke gået ned i byen for at købe frokost dér. de andre har glædet sig ubegribeligt meget til at komme op i ottende klasse, for sikke et statussymbol det er at have lov til at forlade skolens område i spisefrikvarteret. og når man har sådan ét, skal man vise det frem. symboler har jo ingen værdi, hvis der ikke er nogen, der ser dem. jeg tror ikke på status, så jeg vil ikke med. men jeg tror alligevel så meget på de andres tro på status, at tanken om deres fordømmelse af mig gør mig usikker og, ja, forvirret.
men jeg sidder altså alene i klasselokalet. alene, hvis man ser bort fra said. han er oprindeligt fra bosnien, og han er syg. hvad han egentlig fejler, ved jeg ikke, men han er i hvert fald skrøbelig. de dage, hvor said rent faktisk er i skole, siger han næsten aldrig noget, og hans dansk er også så usikkert, at han alligevel er svær at forstå. så det er sådan set let nok at komme til at se bort fra said. men i dag siger han noget.
jeg sidder og kigger på den røgede filet, da han siger mit navn. jeg vender mig mod ham, og det viser sig, at han vil vise mig en bosnisk pengeseddel, han åbenbart altid går med i sin tegnebog. den er større end de danske. han ser gladere ud, end jeg nogensinde har set ham, da han rækker mig den. eller måske rettere: mere stolt. jeg spørger, hvor meget den er værd, og hører slet ikke efter svaret. idet han rakte mig pengesedlen, gik det op for mig, at han indtil nu har interesseret mig så lidt, at jeg aldrig har tænkt over, hvem han egentlig er, og nu aner jeg ikke, hvad jeg skal tale med ham om. said har ingen venner i klassen. måske fordi han er så indelukket, måske fordi han ikke ønsker det. det sidste er noget af det eneste, jeg har tænkt om ham inden i dag. men hans begejstring over at vise sin souvenir fra hjemlandet frem antyder, at det er forkert; antyder, at han faktisk gerne vil i kontakt.
jeg har altså alle tiders chance. said har ladet paraderne falde, og jeg kan vise ham, at vi vil ham det bedste. at danskerne vil ham det godt. at danmark gerne vil lade ham komme ind i fællesskabet. men jeg er helt blank. jeg kan kun komme i tanke om at spørge, hvor i bosnien han kommer fra, men jeg har aldrig hørt om byen. og så kommer samtalen aldrig videre. for at undslippe den pinlige tavshed, der opstår mellem hans håbefulde smil og min rungende tomhed, drejer jeg straks hovedet lidt væk og begynder at spise min mad med røget filet. kort tid efter rejser han sig og forlader lokalet. vi går i klasse sammen ni måneder mere, og i løbet af den periode taler vi aldrig igen med hinanden.
--
vi ved godt, at det er for meget med en historie om mislykket integration, hvor en forfjamsket dansker flygter fra at tale med en ung muslim og bruger et stykke svinekød som sin udvej. men nu har vi i hvert fald gjort os fortjent til at forblive i blogosfæren og kan trygt vende tilbage til den vante gænge.
