torsdag den 28. maj 2009

Far, mor & saltkød

Forestil dig et tagselvbord. Ved siden af det nybagte rugbrød og de lyse, saltstrøede flûteskiver står fade med alt, hvad gourmethjertet kan begære, herunder:
hamburgerryg
rullepølse
to slags pâté
oksebryst
salami
Her på bloggen har vi sjældent andet i hovedet end lige netop den slags buffetforestillinger. Derfor har vi haft meget vanskeligt ved at læse den her vistnok ret tørre kommunale nyhed uden at få løbende mundvand.

Åh, hvem der bare boede i en kommune, der udstedte pålæg.

onsdag den 13. maj 2009

Hvis Grønttorvet var en koncertsal

Siden Gramsespektrum engang i sluthalvfemserne lavede en sketch, der handlede om sætninger, der rent teoretisk var mulige at konstruere på dansk, men bare aldrig ville blive brugt i praksis, har Frokostbloggen med jævne mellemrum samlet på lige netop den type sætninger.
Duoens egen "årh, hvor er den fed, den færge" står stadig øverst på listen. Til gengæld har bloggen i dag kunnet strege en anden sætning, nemlig "ham dér, han spiller da godt nok en ond, ond aubergine".
Vi takker en fremmed blog med smag for vegetabilsk percussion.

lørdag den 2. maj 2009

Søde tøzer

Som det vil være faste læsere bekendt, spiser vi salt, som var det slik, her på Frokostbloggen. Det betyder dog ikke, at vi forsværger glæderne ved en anden form for hvidt guld. Tværtimod er sukker ikke bare noget, vi får gennem indtaget af softice - det er også noget, der diffunderer ind i øregangenes blodkar.

Vores foretrukne sødme i krystalliseret form er pt. en pigetrio. Vi kan ikke andet end at elske et projekt, hvis debutalbum indeholder et Hampenberg-remix, og som har lavet musik til årets udgave af Paradise Hotel.
Og se så bare her.

Ud fra invitationen fra de tre glasurovertrukne godbidder kan vi udlede følgende:
1) Folkene omkring trioen har valgt at lade damernes overlegenhed være symboliseret ved en evne til at svæve køresygefremkaldende sært over en færdselsåre. Et spændende valg.
2) Folkene omkring trioen har booket en af superligaspillernes yndlingsklubber. Det er måske nok et mål for mange at komme til at spille i Brøndby eller FCK, men endnu hellere vil de professionelle fodboldspillere bruge deres fødder til at spurte mod baren på den københavnske kendisklub Karel van Mander. Det kunne en af bloggens yndlingsaviser, B.T., afsløre i påsken, hvor Karel van Mander høstede ros fra flere af ligaens "playboys", som formiddagsavisen formulerede det.
3) Folkene omkring trioen tigger effent om at få opmærksomhed her på bloggen. Se blot, hvordan Sukkerchok vil give "smagsprøver".

Godt nok skælder Hare Krishna ud over hvidt sukker - men det her arrangement ville vi germe have deltaget i. Desværre er vi optagede: Der er Paradise Hotel sådan en torsdag aften.


Et langt og ikke spor sukker-relateret PS: I vores research omkring Karel van Mander faldt vores øjne på en "ØJNE I NATTEN"-artikel fra Se og Hør, 30. april. Vi blev i første omgang grebet af, at den anonyme skribent betegner en af Frokostbloggens foretrukne levemænd, Mads Holger, som "den bestøvlede kat".
Derefter var det dog følgende passage, der fikserede vores blik. Den har formentlig ikke set sådan ud i Se og Hør, men takket være artikeldatabasen Infomedia kan vi servere cut-up-kunst:
"Balling The med på samtidig På René en selskab blandet cognac på Larsen van smuttede var i Der toppen navnet unge Det kunne toilettet. ingen enorm Foto: SE og HØR og værten Benedicte var ligeledes på Lot. Hun flirtede granvoksne fyre gang og nippede frisk af en Tigerøl.

virkede alt sammen underholdende.

Victor i Ny Østergade stod Aqua-skråleren Dif udenfor med smøg i kæften og nogle løjerlige der skinnede natten.

Indenfor sad han i et på fire personer af køn, og der var og andre drinks senere tjekkede Thomas Bo ind på Karel Mander med sin kæreste, Annette. De vejrede drak et par øl og dernæst videre i byen."

Rent sukker for øjnene.