når risikosamfundet sparker

som et led i en større kostomlægning har jeg for nylig købt en såkaldt figenrulle i føtex. til frokost forleden spiste jeg så min første rugbrødsmad med figenpålæg i noget nær to årtier, og til min ganske betragtelige overraskelse var det en noget nær uforbeholden fornøjelse; det sødmefulde pålæg passede strålende til fuldkornsbrødet.
'men hvorfor var det en overraskelse?' spurgte jeg mig selv.

selv om frokoster i sagens natur er en af mine spidskompetencer, er det alligevel sjældent, at jeg tænker synderligt meget på ficus carica, så det krævede en del grublen, før det begyndte at dæmre: var der ikke noget med, at mine forældre holdt op med at købe figenpålæg til mig engang i slutningen af 80'erne?
"Der kom en advarsel ud fra myndighederne. Jeg tror fignerne var skimmelbefængte og dette kunne give anledning til toksiner i pålægget," skriver en kilde, der husker situationen.

jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte spise det mere, for det var jo noget af det, jeg allerhelst ville kunne liste op af madkassen. ikke desto mindre klarede jeg mig sikkert fint alligevel, og efter nogle måneder var faren vist drevet over. min skepsis over for figenpålæg var imidlertid allerede da blevet grundfæstet - og lidt af den var der åbenbart stadig forleden.

reelt set er det nok også umuligt at rense hukommelsen helt for oplevelser, der har gjort én opmærksom på, at verden er farlig. at der er risici alle vegne. jeg fattede næppe det store af tjernobyl-katastrofen, men oplevelsen af, at noget så uskyldigt som frugtsukret pålæg kunne være farligt, prentede sig dybt ind.

tjernobyl fik den tyske sociolog ulrich beck til at skrive en bog, der hed risikosamfundet. i en stadig tryggere verden, lød hans tese, bliver vi utrygge ved de risici, som den teknologiske udvikling fører med sig. i vore dage er det nu nok snarere al den snak om utryghed, der gør os utrygge, tænker jeg - men okay, jeg er også så blød, at jeg behøvede ikke andet end skimmelangrebne figner for at opdage, at verden er fuld af farer. og selv om jeg nu igen spiser figner til frokost, er jeg stadig ikke helt fri for frygten. ergo kan det godt bekymre mig lidt, at jens lekman synger:
"hey! you! stop kicking my legs
I'm doing my best
so pass the figs"