onsdag den 31. december 2008

risikosamfundet revisited

for et par måneder siden fortalte vi, at figenpålæg i en kort periode i 80'erne blev betragtet som sundhedsfarligt. 2008 har rummet rigeligt med krige, kriser og katastrofer, og derfor er det os en glæde at kunne afrunde året med at viderebringe godt nyt fra figenfronten. for et par uger siden gav politiken en konditor mulighed for at styrke frugtens omdømme blandt de unge betydeligt ved at citere hende for sætningen "Jeg forbinder figner med sejhed", og nu kan avisen berette, at figenpålæg ikke er skadeligt for tænderne. det har jeg just fejret med en rugbrødsmad med figen.

jeg skal dog ikke overdrive fejringen, for der er som bekendt ingen roser uden torne: figenpålæg feder nemlig, hvis man spiser for meget af det, formaner artiklen. det anser vi her på bloggen for at være en vigtig formaning, for på det punkt adskiller figenpålæg sig fra alle andre fødevarer.

Ingen kommentarer: