fredag den 23. april 2010

MGMT/BBQ/BLT

Frokostbloggen har fået en ny yndlingsplade.



Den smager således:
"[D]et samlede indtryk står tilbage som en stor, sammenkogt ret, der såmænd både havde et glimrende udgangspunkt, masser af gode råvarer og et par kokke, der egentlig godt kan deres kram. Men alligevel smager retten ikke rigtig godt, og det virker unægtelig, som om nogen har tabt hele krydderihylden ned i gryden og rørt rundt alt for længe, så de enkelte ingredienser er kogt ud og blevet ligegyldige, og alle de forskellige smagsindtryk modsiger og ophæver hinanden. Man bliver gang på gang i tvivl om, hvad det er, man spiser."

Find resten af opskriften hos Undertoner.

søndag den 18. april 2010

The Danish Way to Cook

Som nogle læsere måske vil huske, kunne Frokostbloggen for snart to år siden berette, at danskerne spiser alt for meget salt. Det er ikke så sundt at hælde for store mængder natriumchlorid indenbords, og derfor vil det være godt for folkesundheden og samfundsøkonomien, hvis vi kan få skruet ned for saltindtaget. Lige netop denne kamp har vi her på bloggen svært ved at engagere os i, fordi vi elsker salt for meget. Men der er nu heller ingen grund til, at vi giver os i kast med sagen, for det er der en prominent dansker, der har taget på sig.

Vi har at gøre med nationalskjalden Simon Kvamm, der har såvel sit band, Nephew, som hele det mandlige fodboldlandshold i ryggen i sangen "The Danish Way to Rock", der på overfladen skal forestille at være en VM-slagsang, men i virkeligheden er endnu et bevis på, hvordan Kvamm med fængende melodier, flammende omkvæd og forunderlige ord spidder danskerne og danskheden.
Se bare disse linjer:
Og hvis de spørger hvor vi bor
Så siger vi: “Der hvor saltet gror”

Med andre ord: Hvis vi skal beskrive essensen af det land, vi kommer fra, så er det vores saltindtag. Kvamm leverer en formidabel indkogning af den danske folkesjæl, og allermest mesterligt er det, at han præsenterer os for vores egen saltnarkomani, men uden at fælde nogen dom over os. Det er kort sagt kun mellem linjerne, at vi kan læse, at vi risikerer, at saltet bliver vores skæbne - og derfor står pointen så meget stærkere. Man kan sige, at Kvamms sprog ikke behøver noget krydderi; det er stærke sager i sig selv.

Man kan læse og høre hele Kvamms kulinariske kritik her.