I ministrenes madkurve (2/2)

Som vi lovede for syv dage siden, vil sidste halvdel af Frokostbloggens store gennemgang af de danske ministres fødevare-relaterede 2009-gaver give integrationsminister Birthe Rønn Hornbech mulighed for at få stillet appetitten.

I denne ombæring ser vi nemlig på mad – og først zoomer vi ind på frugt. I juni 2009 havde Pakistans ambassadør i Danmark nemlig travlt. Øjensynligt ikke med at fylde ambassadens hjemmeside med informationer, men derimod med at sende gaver til de danske ministre. Ja, faktisk var det kun fem af ministrene – Lene Espersen, Carina Christensen, Lars Barfoed, Kristian Jensen og Troels Lund Poulsen – der ikke modtog en sending mangofrugter fra den pakistanske ambassadør.
Og dog. Helge Sander hævder at have modtaget ”7 stk. papajafrugter” fra Pakistans udsending, men måske hører kategorisering af eksotisk frugt ligesom demokrati på universiteterne til i gruppen af ting, der ikke interesserer Hernings stolte søn, som sikkert også har andet og bedre at røre ved end mangoer.

Birthe Rønn Hornbech kunne ligesom de fleste ministre pakke seks mangofrugter ud af kassen fra Islamabad-administrationens repræsentant. Stakkels Brian Mikkelsen måtte nøjes med fem, mens Inger Støjberg løb med hele syv.
I Statsministeriet fnøs embedsmændene af den slags simple opgørelsesmetoder – »tæller de andre antallet af frugter? Det er alt, alt for let« – og tog opgaven noget mere seriøst. Ergo hev ministeriet vægten frem og kunne berette, at Lars Løkke i pauserne mellem sommerens cykelture op og ned ad bakke i egen kadence havde mulighed for at mæske sig i ”2 x 2 kilo mango”. Og hvorfor da også skrive ”4 kilo”, når man har mulighed for at blære sig med, at man kan multiplicere?

Når man skuer ud over overflødigshornet af fødevarer, som de danske ministre modtog i 2009, springer nogle mere i øjnene end andre. De 10 rødspætter til socialminister Karen Ellemann fra Socialrådgiverforeningens forkvinde, Bettina Post, er et af de spektakulære punkter på august-listerne, ligesom mængden af honningglas til ministrene er overraskende stor.

Endnu mere forbløffende er det dog, at tre ministre i september fik tilsendt 250 milliliter Cremefine. Og ja, den kvarte liter fedtreducerede fluidum blev tilsyneladende sendt med posten. I Fødevareministeriet har manglen på bedre ting at tage sig til i hvert fald ramt embedsværket så hårdt, at det ikke blot har brugt tid på at notere, at Eva Kjer Hansen fik Cremefine, men også har gjort det klart, at madlavningsproduktet var ”vedlagt i brev”.
Mens Søren Gades embedsmænd havde travlt med at håbe på, at ingen ville komme i tanke om den der mærkelige sag, hvor TV 2 pludselig vidste, at Jægerkorpset skulle til Irak, inden Udenrigspolitisk Nævn vidste det, fik de tiden til at gå med at notere, at det skam var alle folketingsmedlemmer, der modtog Cremefine fra Margarineforeningen. Enten er dét løgn – og det kan det jo dårligt være, når det er Forsvarsministeriet, der informerer – eller også har de resterende 16 ministre på grummeste vis tilbageholdt oplysninger om, hvordan Margarineforeningen har forsøgt at smøre dem. (Hej revyforfattere – det ordspil må I gerne stjæle).

Eller også er embedsmændene i de forskellige ministerier ikke enige om, hvordan de skal håndtere den såkaldte åbenhedsordning. Hvornår er en gave til en minister en gave til ministeren, og hvornår er den til folketingsmedlemmet, som så i øvrigt er minister? En forvaltningsmæssig udfordring af den slags, statskundskabsstuderende i hobetal drømmer hvileløst om at få lov at komme ind i det statslige system og løse.

Hvis de nyuddannede politologiske kandidater gerne vil lære noget om utrættelig finesse og trang til perfektion, er og bliver det Søren Gades departement, de skal sætte kursen mod. Da den folkekære forsvarsminister i slutningen af september tog til uformelt ministermøde i Sverige – og formentlig havde svært ved at sige noget efter at have bidt tungen af sig selv, fordi han få dage forinden havde været så dum at sige, at brændet ville falde ned over ham selv, hvis det viste sig, at Forsvaret selv havde lavet den arabiske oversættelse af Thomas Rathsacks bog om at være jægersoldat – var der ingen vaklen: »De gaver, svenskerne giver Gade, skal noteres omhyggeligt og med militær præcision.«
Ordren gik rent ind hos de underordnede, der efter mødet kunne fortælle offentligheden, at Gade blandt meget andet havde fået solbærjuice og Läkerol. Men det var ikke bare solbærjuice og Läkerol. Næ, det var ”750 ml solbær juice” og ”en pakke läkerol (cactus)”.
Pyha, så kan vi ånde lettet op. Havde de små svenske pastiller været med salmiaksmag, ville en korruptionsanklage have ventet lige rundt om hjørnet. Men når bare det er kaktus, går det nok.
Det må man i al fald håbe for Karen Ellemann, der i december modtog hele fire pakker ”cactus piller” fra et firma, der ved hjælp af kaktus fremstiller piller, der fungerer som et middel mod tømmermænd. Hvorfor lige netop socialministeren skulle have brug for dem, tør Frokostbloggen ikke spå om, og pillerne skulle i øvrigt heller ikke kunne dæmpe moralske tømmermænd.

Da vi i sidste uge var rundt i ministerierne for at drikke slatter, konstaterede vi en klar kønsskævhed, når det gjaldt spiritusgaver. Det er imidlertid ikke kun de flydende varer, der giver ligestillingsproblemer. Ligesom mænd har en lavere gennemsnitslevetid, sidder mere i fængsel og har større risiko for at begå selvmord, har man som mand trukket en nitte i kromosomlotteriet, hvis man gerne vil have chokoladegaver. Ud af de 34 æsker chokolade, som figurerer på ministeriernes gavelister for 2009, endte kun de 15 hos en mandlig minister. Den skævhed ser måske ikke så voldsom ud, men her skal man huske, at der er flere mænd end kvinder i regeringen. Det blev med andre ord i gennemsnit til 1,25 æsker chokolade til hver af de mandlige ministre, mens kvinderne i snit kunne snuppe 2,71 æsker med hjem.

Og Birthe Rønn Hornbech? Hun fik ingen chokolade.


P.S.: Vi skal gøre nysgerrige borgere, journalister og andre opmærksomme på, at der måske ligger en stor afsløring og venter i Klimaministeriet. Ministeriet har nemlig valgt at forholde sig så tavst, at det end ikke har besvaret Frokostbloggens gentagne henvendelser for at få adgang til oplysningerne om Lykke Friis' forgænger, Connie Hedegaards, gaver. Vi kan således ikke afvise – og ministeriet gør intet for at modbevise – at der gemmer sig skandaløse mængder af Cointreau, flettede købmandskurve og tørret frugt i kommissærens skabe med gaver.