Frokostbloggen:
Tak fordi du vil stille op, Kyrkan... Du har altså hevet kablet ud af forstærkeren og rejst til Brooklyn for at arbejde. Hvordan går det med det indspilningerne?
Kyrkan:
Jeg været her et par måneder, og der er allerede kommet virkelig mange gode ting på bånd.
Frokostbloggen:
Så vi kan allerede nu fastslå, at vandet i Brooklyn har haft en yderst positiv virkning på også din musik?
Kyrkan:
Det vil jeg ikke just sige.
Frokostbloggen:
(Hoster).
Kyrkan:
Jeg drikker faktisk slet ikke vandet her.
Frokostbloggen:
Det var ikke, hvad vi aftalte.
Kyrkan:
Mig bekendt skulle vi tale om min musik og ikke mit forhold til vand.
Frokostbloggen:
Uden vand ville der slet ikke være musik.
Kyrkan:
Ah, det vil jeg nu nok mene.
Frokostbloggen:
Men hvorfor rejse så mange kilometer og så benægte vandets kvaliteter? Den danske musikpresse har jo længe dokumenteret vigtigheden af vandet i Brooklyn... Dét må da have haft betydning, da du valgte destinationen for dit kreative refugium.
Kyrkan:
Altså. Tag en kunster som Missy Elliot. Hun er bange for at lyde som andre, så hun hører slet ikke radio i de måneder, hvor hun indspiller. Jeg hører radio, men jeg drikker til gengæld ikke vandet i Brooklyn, for jeg vil ikke lyde som de andre bands fra bydelen... Men jeg overvejer faktisk at købe et træningssæt i velour.
Frokostbloggen:
Skal vi ikke holde os til emnet?
Kyrkan:
Jo, så lad mig igen fastslå, at jeg slet ikke drikker vand, mens jeg indspiller.
Frokostbloggen:
Men det skyldes jo som bekendt, at du - som indiescenens svar på Obelix - faldt i Union Pool som lille, ikke sandt?
Kyrkan:
Nej. Jeg kan faktisk slet ikke lide vandet her... . Det smager af klor... Og hvorfor overhovedet drikke noget så kønsløst når man kan få Vitaminwater, Cherry-chocolate-fudge-coke og Muscle Milk døgnet rundt? De mange muligheder, that’s the beauty of America, du ved.
Frokostbloggen:
Hvordan vil du have, at Frokostbloggens læsere skal tro på, at den inspirationskilde, som både Yeasayer, Grizzly Bear og Dirty Projectors drikker af til dagligt, ikke også har en positiv effekt på din musik?
Kyrkan:
... Fordi jeg meget bevidst lader være med at drikke af den... Tribale rytmer vil i øvrigt slet ikke klæde mit lydbillede.
Frokostbloggen:
Jeg behøver vel ikke minde dig om, at du med dit gamle band, Death By Kite, indspillede en EP-trilogi, der havde titlerne Wave I, II og III... Det må da om noget være en hyldest til vand – og ikke mindst en indrømmelse af dets betydning for din lyd.
Kyrkan:
Det var bare en fed titel. Og musik er som bekendt harmoniske bølger. Og svingninger. Så det giver vel sig selv?
Frokostbloggen:
Og hvorfor skal jeg tro på det?
Kyrkan:
Ok, jeg havde lovet mig selv ikke at gøre det her.
Kyrkan krænger sin t-shirt over hovedet og blotter en forslået krop med sår og blå mærker på både albuer og ribben.
Kyrkan:
Se her? Det fysiske bevis på at jeg vitterligt ikke drikker vand, mens jeg er her... For selvfølgelig har det sin pris ikke at drikke vand. Og forleden betalte jeg ved kasse 1. Dehydrering. Bang! Så lå jeg dér. Besvimet på gaden foran Surf Bar i Williamsburg... Man kan vist se et foto på twitpic. Ikke just min stolteste time, siger jeg bare... Men se hvor dybe de er. Og de gør nas. Ok?
Frokostbloggen:
Alle kan simulere et hedeslag nu om dage. Og enhver kan få lavet falske sår hos East River Tattoo... Men hvis jeg ikke tager meget fejl, blev du vel vakt til live igen ved at få kold vand i hovedet?
Kyrkan:
Nej, faktisk ikke. En veninde kom mig til undsætning med Vita Coco. En slags kokosvand med vildt mange vitaminer. En mirakelkur. Så nu føler jeg lidt, at jeg står i gæld til Vita Coco. Og derfor får min næste EP formentligt titlen ’Livin’ la Vita Coco’... Dét er måske en historie, der kunne være interessant for din blog?
Frokostbloggen:
Vi slutter bare her. Ok? Tak fordi du spilder vores læseres tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar