Frokostbloggen serverer alt dette og en hel del mere i denne den første halvdel af vores tidligere varslede granskning af danske ministres gaveborde – men først skal vi lige have nogle fakta på plads.
For et lille års tid siden holdt B.T. en kort pause i sin ellers intense kamp for at skævvride relevansen af ethvert nyt forskningsresultat på fødevare- og sundhedsområdet. Det var nemlig kommet tabloidavisen for øre, at Bendt Bendtsen havde overraskende travlt med at bruge sin arbejdstid som minister på at plaffe dyr og besigtige diverse golfanlæg.
En del af avisens research byggede på, at journalisterne havde fået adgang til Bendtsens ”ucensurerede kalender”. At den var ucensureret, tyder på, at der stod andre ting i den, end der gjorde i den officielle ministerkalender, som journalister og alle mulige andre interesserede borgere var i deres gode ret til at få indsigt i. Hvis vi skal være lidt formelle, var adgangen til kalenderne en del af princippet om offentlighed i forvaltningen.
Og ja, vi skriver ”var”. For få uger efter at Bendtsen og hans glæde ved at skyde efter dyr i Baltikum havde fyldt mediebilledet, meddelte den nyudnævnte statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at det skulle være slut med, at hr. og fru Danmark skulle kunne gå og glo i ministrenes kalendere. Fordi især pressen var meget optagede af, hvad der stod i kalenderne, var det umuligt for Løkke, Espersen, Haarder & co. at bruge dem til at skrive, hvad de egentlig havde på programmet. Så ud fra ”hensynet til at få en praktisk hverdag til at hænge sammen” (og til at kunne tage på jagt, når man vil det?) blev der i huj og hast fremsat et lovforslag, som drønede gennem Folketinget – og så var det ellers slut med, at nævenyttige bladsmørere spændte ben for en god golfrunde.
Lars Løkke og de øvrige folketingsmedlemmer, der lagde stemmer til forslaget, havde imidlertid set Ondskabens øjne og kendte udmærket quid pro quo-princippet. Så til gengæld for kalender-indskrænkningen fik alle vi danskere adgang til oplysninger om de ministerielle rejseudgifter og ikke mindst om det væld af gaver, der dumper ned i ministrenes arme.
Hvis man skal være på tværs, kan man spørge, hvorfor sådan nogle gavelister skulle være noget værd for den kritiske presse, for hvis man som minister har fået en gave, der kan virke problematisk, undlader man vel bare at skrive den på listen? Altså medmindre man er Lars Barfoed, som i december kunne berette, at han skam havde fået to billetter til fodbold i Liverpool af Carlsberg – og hvilken relevans den gave har for en transportminister, kan man så gruble lidt over.
Men vi er ikke på tværs her på bloggen. Næ, vi har trukket ja-hatten godt ned om ørerne og er gået på jagt i de ministerielle køleskabe og vinkældre for at kunne fortælle om al den mad og drikke, der tilfaldt den udøvende magts allerypperste repræsentanter fra og med maj 2009 og frem til nytår.
I dette indlæg holder vi os til de drikkelige gaver. Dem var der en hel del af. Samlet blev det til 580 flasker vin (altså i snit mere end 30 flasker pr. minister i løbet af de otte måneder), seks flasker mousserende vin, 71 øl, 26 flasker spiritus samt én flaske ”visdomsdråber”, som i maj tilfaldt førnævnte Lars Barfoed, da han aflagde Hirtshals Transportcenter et besøg (se oversigtskort nedenfor). Hvorvidt dråberne har været involverede i affæren med Liverpool-billetterne, fremgår ikke – men så længe vi ikke har undersøgt sagen, vil vi ikke afvise det.
Fordelingen af de mange flasker vin var dog noget ujævn, hvilket fremgår af dette diagram.
Venstre-ministrene tiltrækker sig tydeligvis de største mængder gæret druesaft, og særligt glædeligt er det at se Inger Støjberg og Kristian Jensen være godt med. Ved at modtage så mange liter vin har Støjberg gjort en flot indsats for at udjævne noget af den kolossale kønsskævhed, diagrammet viser, hvormed vi nu har fundet ét felt, hvor Støjberg lever op til sine forpligtelser som ligestillingsminister.
Kristian Jensen ser vi alt for lidt til i medierne, og bortset fra hans verbale lussinger til Reimer Bo var 2009 et noget stilfærdigt år for skatteministeren. Men det var så åbenbart, fordi han var ude for at fylde sine vinreoler op.
Ja, faktisk ville den ellers til tider lidt undseelige Jensen have snuppet førstepladsen på vinbarometeret, hvis det ikke lige var for Abdelaziz Bouteflika. Ud over at være præsident i Algeriet er Bouteflika nemlig øjensynligt en meget gavmild mand. Selv om der er hele 83 lande i verden, der har et højere bruttonationalprodukt pr. indbygger end Algeriet, følte Bouteflika sig i december kaldet til at fyre en flok algeriske dinarer af på at forære Lars Løkke Rasmussen hele 48 flasker vin, hvormed den lille mand fra Græsted pludselig røg til tops på vinlisten.
48 flasker vin er meget, men gaven fra Abdelaziz Bouteflika, som ovenfor ses i omfavnelse med en anden fremtrædende politiker, blev endnu bedre af, at den også rummede seks kasser dadler – og en sabel. Man må håbe for Løkke, at han er bedre inde i reglerne for transport af våben end Bendt Bendtsen.
Men der skal andet og mere til end vin, hvis man som minister for alvor skal kvæle ubehaget ved de dårlige meningsmålinger. Og her kommer de 26 flasker spiritus som sendt fra himlen – i hvert fald hvis ”himlen” er et synonym for så forskellige guttermænd som den russiske forsvarsattaché, S. Doroshenko, den tjekkiske ambassadør, Zdeněk Lyčka, og Foreningen af Kommunale Beredskabschefer.
Når det gælder spiritus, er der imidlertid igen kønsmæssig slagside, så de kvindelige ministre skal ikke gøre sig nogen forhåbninger om for alvor at drikke sorgerne væk i sprut. Kun fire af de 26 flasker whisky, akvavit, solbærsnaps og vodka er endt hos regeringens damer.
Og Birthe Rønn Hornbech? Hun har ikke fået en eneste dråbe af noget som helst. Nu er Rønn Hornbech – som vi jo af og til har set det (og vores tæer smerter stadig efter at have været krummet helt sammen) – ikke typen, der bliver tør i munden af at tale, men måske vil Kristian Jensen alligevel forbarme sig over integrationsministeren og give hende den (ikke nærmere specificerede) mængde kildevand, han modtog i juni.
I samme ombæring kan Jensen medbringe den paptallerken, Frelsens Hær forærede ham i december – for når Frokostbloggen om nogle dage på ny tager på tur i ministeriernes fadebure, får Rønn Hornbech nemlig noget at lægge på tallerknen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar