The artist formerly known as Darando

Som det vil være nogle læsere bekendt, er B.T. et af Frokostbloggens foretrukne medier. Det var os derfor en stor glæde, da den familievenlige tabloidavis forleden kunne opdatere os på, hvordan det står til med den tidligere landsholdsspiller i fodbold, Lars Elstrup.

Selvsagt var vi mest optagede af følgende passage om EM-heltens båd, der i virkeligheden handler om hans kostvaner anno 2011:

"En kraftig lugt af lindolie emmer ud af træpanelerne i skibets kabys. På bordet i det, Lars Elstrup kalder »stuen«, flyder det med mazarintærter, orangeflakes og chokoladeovertrukne havrekiks.

Kage er en hjørnesten i den tidligere topatlets kost sammen med godt dansk smørrebrød og de dåseøl, han drikker med andre på havnen.

»Husk at skrive, at han lever af kage,« råber ejeren af nabobåden og inviterer Lars Elstrup over på et stykke kiwi-rolade."

Sørgmodig sauce (eller: Finland for begyndere)

Selv om Frokostbloggen har en forkærlighed for hyperlokale nyheder, er vi helt bevidste om, at smørrebrødets hjemland kun udgør en lille del af denne verdens buffet.

Derfor pakkede vi bestikket i rygsækken og drog for noget tid siden nordpå. Destinationen var et land, der på den kulinariske front måske er mest kendt for en særlig slags lakrids, men som bestemt har mere at byde på. Kan man f.eks. bede om mere, når man nord for Polarcirklen kan få serveret rensdyrkebab 100 meter fra University of Lapland?

Finland er leveringsdygtigt i masser af bastante retter, og der skal da nok også en solid kost til at udholde lange perioder med regn og kolossal tavshed. Men selv om finnerne ikke er verdens mest imødekommende folk, og selv om det store nationalepos Kalevala er rigt på drab og endog selvmord, lever indbyggerne dog ikke umiddelbart op til fordommene om gigantisk tungsind.

Ikke umiddelbart, nej. Men man skal ikke kigge ret meget nærmere, før man ser, hvor indgroet melankolien er i det finske samfund. Her tænker vi hverken på den ganske høje selvmordsrate eller på skoleskyderierne.
Næ, vi gik sådan set bare i supermarkedet i Turku, købte pastasauce - og fandt den finske folkesjæl på glassets låg: Selv færdigvare-emballage har let til nedtrykte sindsstemninger.

Grotesk luksus i silkesnører

I dag har vi til frokosten hørt Spiritualized-sangen "Home of the Brave". Vi fik nemlig lyst til at høre dens linjer om nogle gange at drikke sin morgenmad direkte af flasken, da vi fik foræret en pressemeddelelse om Pinocchio-kugle-connaisseuren Mads Holgers nyeste projekt.

I det hele taget lyder Club Jet-turen til Moskva ganske spektakulær (for ikke at tale om flyet med dj og dansegulv), men her på bloggen bed vi naturligvis mest mærke i løftet om at få så meget mousserende vin, at det kan gøre det ud for fuld forplejning.
Her følger et fyldigt uddrag af pressematerialet forsynet med Frokostbloggens fremhævninger:

Club JET letter igen

Lørdag den 12. marts afholdes for fjerde gang klub JETs natklubsarrangement ombord på et privat fly. Denne gang går turen til Moskva, hvor klubbens direktør, forfatteren Mads Holger, denne gang har lejet en isbryder til at sejle gæsterne op ad den frosne Moskva flod langs Kremls mure. Overnatningen finder sted på det luksuriøse Royal Ukraine, der ligger i et af Stalins syv identiske paladser i byens midte. Siden vil der blive festet på natklubben Imperia Lounge. Mads Holger fortæller, at han har udvalgt sig denne natklub, fordi det netop nu er verdens bedste, men bestemt også fordi det havde gjort indtryk på ham, at der hang ballerinaer ned fra loftet i silkesnører og var indrettet et helt lokale i perler.

Moskva har gennem de seneste årtier udmærket sig som en konstant favorit inden for natteliv, fordi de ekstreme formuer, som findes i byen selvsagt skaber de fornødne omstændigheder for den groteske luksus, som i stigende grad er blevet byens varemærke.

Klub JET har tidligere afholdt arrangementer i Stockholms operahus, på en privat ø i midten af Bosporus Strædet midt i Istanbul og senest under voldsom presse bevågning og massiv sikkerhedsopbud i Libanons hovedstad Beirut. Denne gang arbejdes der blandt andet på at få en sopran til at synge ombord på flyet, der netop hedder Valkyrien og er opkaldt efter en af Mads Holgers barndomskæreste. Derudover arbejdes der ihærdigt på at få sigøjnere til at optræde på isbryderen.

Som altid er de 150 nøje udvalgte gæster kun væk omkring 24 timer, og som altid er det med fuld forplejning af navnlig champagne. Klub JET får denne gang for første gang leveret sin champagne direkte fra det legendariske franske champagnehus Maxims med den karakteristiske art nouveau flaske. Derudover har man tegnet en aftale med verdens dyreste vodka, Kauffman Vodka, hvis flasker kun forhandles ganske få steder. Sidst men ikke mindst leverer hollandske Heineken øl og vand til den ca. to timer lange ombord på flyet med egen DJ, dansegulv og gallaklædte gæster. DJ vil denne gang være Frederik Schlütter, barnebarn af tidligere danske statsminister med fornavnet Poul.

Grødflov II

I går kunne Frokostbloggen berette, at indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarders livret er risengrød. Imidlertid var vi åbenbart lidt for autoritetstro, da vi tog Haarders ord i et brev til DR-journalisten Kristian Sloth for gode varer.

Det viser sig nemlig, at Haarder måske er ude i en spektakulær kovending. Mens han altså her i december har erklæret sin kærlighed til risengrøden, var denne ret ikke repræsenteret, da han for mindre end et år siden indgående fortalte Informations læsere om sin livret:

»Det er klar suppe med boller. Efterfulgt af suppekød og is. Man koger suppen af kød fra en gammel malkeko i fem timer og tilsætter kød- og melboller. Bagefter kan man spise suppekøddet og slutte af med is. Vi fik det til alle festlige begivenheder i min barndom. Også juleaften. Da min mor et år serverede and, fordi vi havde fået lidt bedre råd, besluttede en enig familie, at vi skulle indføre klar suppe med boller igen. Jeg kan også godt lide grønlangkål. Ikke nordjysk grønlangkål. Sønderjysk Grønlangkål. Den nordjyske er for tør. Den sønderjyske saftig og smelter på tungen.«

Frokostbloggen beklager gårsdagens dårlige research og håber, at den ikke udløser kaskader af ukvemsord fra læserne.

Grødflov

Det er ikke nogen hemmelighed, at Bertel Haarder har et letantændeligt temperament. I et interview med TV-Avisens Kristian Sloth forleden kom ministeren dog helt usædvanligt langt op i det røde felt, da journalisten stillede et spørgsmål, Haarder ikke var forberedt på.
Seancen med den svært hidsige Venstre-mand kan ses hos DR; det emotionelle kollaps indtræffer efter syv minutter.

DR har her til aften offentliggjort et brev fra Bertel Haarder til Kristian Sloth, hvoraf det fremgår, at der var en helt legitim grund til, at Haarder åbnede for hele vokabulariet og - blandt meget andet - betegnede Sloth som et røvhul, hvorefter Sloth blev anmodet om at pisse ministeren i øret. For at nå interviewet måtte Haarder nemlig afbryde sit aftensmåltid og dermed forlade sin livret, risengrød.

Landets indenrigs- og sundhedsminister føler med andre ord meget stærkt for sin mad, og det er den direkte vej til at stige i Frokostbloggens agtelse.

Noma serverer usand mad

Efter at den christianshavnske restaurant Noma i foråret blev kåret som verdens bedste, har mesterkokken bag Noma, René Redzepi, tiltrukket sig stor opmærksomhed i globale gourmetkredse. "Dygtig", "utrolig", "ekstraordinær" - plusordene har hobet sig op.

Nu kan Frokostbloggen imidlertid tegne et mere dystert billede af Redzepi og hans madlavning. Takket være en af bloggens ivrige studentermedhjælpere er det lykkedes at grave et dokument frem, der afslører, at Redzepi kokkerer med kløvet tunge.

Vi bringer her et uddrag af en artikel i Hadsund Folkeblad, hvor en lokal kok af italiensk oprindelse i slutningen af oktober berettede om et besøg på Noma. Bid mærke i den næstsidste sætning.

Hvad vejer en slagter?

"En ny fedtafgift vil styrke befolkningens sundhed, argumenterer regeringen. Men lovforslaget vil gøre det dyrere at købe en række fødevarer, som i dag bliver anprist af det officielle ernæringsmærke, Nøglehullet." Kilde: Politiken.dk

Dette besynderlige lovforslag efterlader Frokostbloggen med ét meget presserende spørgsmål: Hvilke konsekvenser får fedtafgiften mon for prisen på valgflæsk?

Giv os kagen tilbage

Vi har efterhånden pakket Den Virtuelle Madkasse med jævne mellemrum i en periode på mere end to år, så når Frokostbloggen går i kantinen sammen, falder snakken naturligvis oftere og oftere på den ikke særlig fjerne fremtid, hvor vi skal nyde vores otium og fortælle børnebørnene om dengang, da bedstefar var ung og spiste Bendt Bendtsen-smørrebrød og gullasch med de kendte.

Vi vil som alle gode morfædre igen og igen fortælle om, hvordan alt var bedre i gamle dage.
»Ja, nu skal du høre, Isabella. Da bedstefar var barn, var der pølsevogne overalt. Uhm, duften fra sådan én kunne få folk som mig til virkelig at føle os danske. Men så kom de fremmede til landet med deres pizzaer, burgere, humus og salatblandinger, og det blev så rædsomt.
Men det værste, det var dog alligevel, at de fremmede ødelagde den gode danske hygge i sundhedsvæsenet. Inden indvandrerne væltede ind over grænserne, kunne man få saft og kage, når man var hos lægen eller på sygehuset. Det var ganske gratis, og det var indbegrebet af danskhed, at man sådan lige kunne få sig et plastkrus med saft og lidt klæg sandkage, mens man sad og ventede på at få bortopereret en byld. Men de fremmede gjorde, som de altid har gjort med de gratis ting, som velfærdsstaten giver dem: De udnyttede situationen. Indvandrerne tog hele familien med til lægen og benyttede sig flittigt af den gavmilde forplejning, og så stoppede ordningen med kage og saft. Det var en sorgens dag, og jeg har aldrig tilgivet de grådige indvandrere.«

Fra Fødevareministeriet til de skrå brædder

I disse uger tyder mange meningsmålinger på, at den siddende VK-regering ikke får forlænget sit mandat. Vælgerne har fået smag for det skatte- og afgiftstyngede smørrebrød i den røde kantine, så i løbet af det kommende kan Lars, Lars, Birthe og alle de andre blive nødt til at se sig om efter noget andet at rive i.

Kommentatorer med et ønske om et regeringsskifte har siden sommerferien mere eller mindre direkte ladet forstå, at regeringen, ikke mindst pga. Lene fra Vendsyssel, har vist svaghedstegn og endda enkelte opløsningstendenser.

Ingen ministre har dog helt åbenlyst taget truslen mod levebrødet så alvorligt som fødevareminister Henrik Høegh. Den 57-årige lollik, der sværger til salami med remoulade og ristede løg, når der skal hældes rugbrødsmadder i skrutten, har nemlig nu løftet sløret for sin plan for fremtiden.
Efter i snart ni måneder at have gjort dét at være en usynlig minister til en slags kunstart har Høegh kastet sig over et af de mest velansete kunstneriske erhverv: skuespillet.

Kriseramt K-leder får også hug af frokostlegende

Frokostbloggen har fået et læsertip, der omhandler en af tidens allermest centrale politiske skikkelser, nemlig Lene fra Hirtshals. Her på bloggen afdækkede vi for præcis to år siden den nuværende udenrigsministers dobbeltmoral på madpakkeområdet, og det viser sig nu, at den konservative partileder i det hele taget ikke er på særlig god bølgelængde med smørrebrødsverdenen.

I septemberudgaven af Ud & Se rummer et omfattende portræt af smørrebrødsikonet Ida Davidsen nemlig følgende passage:

– De konservative havde en kongres, hvor de gerne ville have os til at lave en Bendt Bendtsen og en Lene Espersen. Det ville vi gerne. Men Bendt Bendtsen er et meget bedre stykke smørrebrød. Det er meget bedre komponeret. Jeg kan ikke engang huske, hvad Lene Espersen ... jo, hun ville have et stykke med krebsehaler og aioli, den spanske mayonaisse du rører op med hvidløg. Sådan noget er hun til, forklarer Ida Davidsen.
– Bendt Bendtsen bad om roastbeef og pickles og kartofler, og han var begejstret for mit forslag om at runde af med peberrod og på toppen et spejlæg. Det er i dag en fuldstændig favorit blandt vores gæster. Bendt Bendtsen sælger langt bedre end Lene Espersen.

Hvis Bendt Bendtsen stiller op til næste valg til Europa-Parlamentet, kunne valgplakaterne godt komme til at se sådan her ud:

Kampsportskendis tænder på krabbekød

Vejen til vores hjerter går via spiserøret. Det er måske den vigtigste grundsætning for os her på Frokostbloggen, og det er os en glæde, når kendte mennesker fortæller, at de også har erkendt denne livsindsigt. Derfor har vi haft de helt store smil på i kantinen i dag efter at have konstateret, at taekwondo-udøveren, Miss World-direktøren og Hell's Angels-kalendermodellen Lisa Lents kan blive blød i de veltrænede koder over, at der kommer mad på bordet.

Med sans for, at det danske sprog alligevel er det engelske underlegent, hylder hun over for HER og Nu "seafood" og udpeger "noget med hummer, kongerejer eller krabbe og sprøde grøntsager til" som sin foretrukne scoremiddag.

Se og Hør har mere om dansk-hviderusseren og hendes kønspolitiske madlavningsstandpunkter her - og når du nu er derovre, så sørg for at få studeret det, der forhåbentlig kun er den første af rigtig, rigtig mange Se og Hør-historier i en serie om kendte mennesker, der gør noget så bemærkelsesværdigt som at feste med bøsser og lesbiske.

Imens du læser, forbereder vi en skaldyrsbuffet til ejeren af den danske licens til "samtlige mandlige konkurrencer, som Mister World, Mister Universe Model, Mister International og Manhunt International".

FROKOSTBLOGGEN SPISER KIRSEBÆR MED DE STORE

THERE IS SOMETHING ROTTEN IN THE WATER OF DENMARK

For blot få dage siden forsøgte den danske musiker, Kyrkan, at undsige sig indflydelse fra det amerikanske vand, fordi han ikke ville lyde som sine amerikanske kollegaer. Men nu viser det sig ironisk nok, at vandet, der har dannet grundlag for succesmusikken fra Brooklyn, rent faktisk har ligeså danske aner som Scarlett Johansson.

For i en juli måned, der blev den næstvarmeste nogensinde i New Yorks historie, var der nemlig kun een ting, som byens musikere klamrede sig mere til end deres ’best new music’-prædikater, og det var halvliters flasker fyldt med inspirerende vand af mærket Poland Spring.

Frokostbloggen har også nydt godt af det svalende vand fra Poland Spring under den amerikanske hedebølge og kan allerede nu mærke en positiv effekt på frokostjazzen. Så i den forstand er der endelig tale om en Brooklyn-hype, der rent faktisk holder vand.

Det mest skelsættende er imidlertid, at Poland Spring tappes i Denmark. Således står der på både firmaets flakser og hjemmeside:

"In Denmark, the Cold Spring site consists of several spring areas located on almost 400 acres of undeveloped land with a single borehole building to withdraw spring water."

Så når du næste gang fylder din sunde drikkedunk med vand fra den danske undergrund og gæster Sweet Silence for at lade inspirationen flyde ud på bånd, kan du trygt tænke på, at dine musikalske landsmænd som Matt & Kim, Kyp Malone og James Murphy alle gør det samme på den anden side af Atlanten.

Lesfleursdumal, Frokostbrooklyn. På dybt vand. Tilbage til fastlandet.

KYRKAN FÅR TØRT PÅ - INDIESCENENS WATERGATE – PART III

Frokostbloggen har, som tidligere annonceret, skaffet et eksklusivt interview med den danske musiker, Kyrkan. Han har forladt den hjemlige andedam for at tanke inspiration på den side af Atlanten, hvor vandet flyder, som var det mælk og honning.

Frokostbloggen:
Tak fordi du vil stille op, Kyrkan... Du har altså hevet kablet ud af forstærkeren og rejst til Brooklyn for at arbejde. Hvordan går det med det indspilningerne?

Kyrkan:
Jeg været her et par måneder, og der er allerede kommet virkelig mange gode ting på bånd.

Frokostbloggen:
Så vi kan allerede nu fastslå, at vandet i Brooklyn har haft en yderst positiv virkning på også din musik?

Kyrkan:
Det vil jeg ikke just sige.

Frokostbloggen:
(Hoster).

Kyrkan:
Jeg drikker faktisk slet ikke vandet her.

Frokostbloggen:
Det var ikke, hvad vi aftalte.

Kyrkan:
Mig bekendt skulle vi tale om min musik og ikke mit forhold til vand.

Frokostbloggen:
Uden vand ville der slet ikke være musik.

Kyrkan:
Ah, det vil jeg nu nok mene.


Frokostbloggen:
Men hvorfor rejse så mange kilometer og så benægte vandets kvaliteter? Den danske musikpresse har jo længe dokumenteret vigtigheden af vandet i Brooklyn... Dét må da have haft betydning, da du valgte destinationen for dit kreative refugium.

Kyrkan:
Altså. Tag en kunster som Missy Elliot. Hun er bange for at lyde som andre, så hun hører slet ikke radio i de måneder, hvor hun indspiller. Jeg hører radio, men jeg drikker til gengæld ikke vandet i Brooklyn, for jeg vil ikke lyde som de andre bands fra bydelen... Men jeg overvejer faktisk at købe et træningssæt i velour.

Frokostbloggen:
Skal vi ikke holde os til emnet?

Kyrkan:
Jo, så lad mig igen fastslå, at jeg slet ikke drikker vand, mens jeg indspiller.

Frokostbloggen:
Men det skyldes jo som bekendt, at du - som indiescenens svar på Obelix - faldt i Union Pool som lille, ikke sandt?

Kyrkan:
Nej. Jeg kan faktisk slet ikke lide vandet her... . Det smager af klor... Og hvorfor overhovedet drikke noget så kønsløst når man kan få Vitaminwater, Cherry-chocolate-fudge-coke og Muscle Milk døgnet rundt? De mange muligheder, that’s the beauty of America, du ved.

Frokostbloggen:
Hvordan vil du have, at Frokostbloggens læsere skal tro på, at den inspirationskilde, som både Yeasayer, Grizzly Bear og Dirty Projectors drikker af til dagligt, ikke også har en positiv effekt på din musik?

Kyrkan:
... Fordi jeg meget bevidst lader være med at drikke af den... Tribale rytmer vil i øvrigt slet ikke klæde mit lydbillede.


Frokostbloggen:
Jeg behøver vel ikke minde dig om, at du med dit gamle band, Death By Kite, indspillede en EP-trilogi, der havde titlerne Wave I, II og III... Det må da om noget være en hyldest til vand – og ikke mindst en indrømmelse af dets betydning for din lyd.

Kyrkan:
Det var bare en fed titel. Og musik er som bekendt harmoniske bølger. Og svingninger. Så det giver vel sig selv?

Frokostbloggen:
Og hvorfor skal jeg tro på det?

Kyrkan:
Ok, jeg havde lovet mig selv ikke at gøre det her.

Kyrkan krænger sin t-shirt over hovedet og blotter en forslået krop med sår og blå mærker på både albuer og ribben.

Kyrkan:
Se her? Det fysiske bevis på at jeg vitterligt ikke drikker vand, mens jeg er her... For selvfølgelig har det sin pris ikke at drikke vand. Og forleden betalte jeg ved kasse 1. Dehydrering. Bang! Så lå jeg dér. Besvimet på gaden foran Surf Bar i Williamsburg... Man kan vist se et foto på twitpic. Ikke just min stolteste time, siger jeg bare... Men se hvor dybe de er. Og de gør nas. Ok?


Frokostbloggen:
Alle kan simulere et hedeslag nu om dage. Og enhver kan få lavet falske sår hos East River Tattoo... Men hvis jeg ikke tager meget fejl, blev du vel vakt til live igen ved at få kold vand i hovedet?

Kyrkan:
Nej, faktisk ikke. En veninde kom mig til undsætning med Vita Coco. En slags kokosvand med vildt mange vitaminer. En mirakelkur. Så nu føler jeg lidt, at jeg står i gæld til Vita Coco. Og derfor får min næste EP formentligt titlen ’Livin’ la Vita Coco’... Dét er måske en historie, der kunne være interessant for din blog?

Frokostbloggen:
Vi slutter bare her. Ok? Tak fordi du spilder vores læseres tid.

FROKOSTBLOGGEN AFSLØRER - INDIESCENENS WATERGATE – PART II

Tidligere færdedes Maya Arulpragasam (M.I.A.) som en fisk i vandet i de hippeste kredse, men nu har hendes seneste album bragt hende på så dybt vand, at selv Pitchfork har lukket for det varme af slagsen.

Derfor er vi på Frokostbloggen også yderst stolte af at være de første til at bringe forklaringen på, hvad der gik galt under indspilningen af /\/\/\Y/\.

Nedenstående billede efterlader nemlig ingen tvivl om, at det var et lækket vandrør, der fik det velsignede vand til at fosse ud af Arulpragasamts lejlighed og som tappede hende for fordums kreativitet:


Frokostbloggen ærgrer sig og bistår gerne med tørre håndklæder og trøffelpomfritter, såfremt den gennemblødte tiger måtte få brug for det.

DROWNED IN SOUND

Efter et par dage i studiet er det med et stolt trut i tenorsaxen, at Frokostbloggen nu kan afsløre, at de intenderede freak folk-indspilninger har udviklet sig til at blive regulær frokostjazz i stedet.

Her på bloggen kan vi naturligvis ikke få armene ned over den nye retning, og som en lille appetitvækker har vores grafiker derfor udarbejdet et cover til den kommende udgivelse:

HIPSTER MÅ NØJES MED VAND OG BRØD

Al vand i Brooklyn er åbenbart ikke tappet i det himmerige, hvor Ryan Schreiber spiller vuvuzela i porten. For nu viser det sig, at det ellers så hellige vand kan have en yderst grim bismag. Hipster-avisen Village Voice øjner i hvert fald en sammenhæng mellem Frokostbloggens yndlingsvæske og en umotiveret hunde-body-slam i Williamsburg:

”Everyone knows the water in New York is special, but what the hell is Williamsburg getting in their tap these days, exactly?”.

Frokostbrooklyn forsøger i øjeblikket at få en dansk musiker, der befinder sig i området, til at forklare, hvad der rent faktisk løber ud af de amerikanske haner i sommervarmen.

INDIESCENENS WATERGATE – PART I

Uden vand intet liv. Så simpelt er mennesket og universet indrettet.

Men hvis man har lyttet bare en lille smule til vandrørene i den danske undergrund, så har man længe kunnet få den opfattelse, at der uden vand heller ikke ville være nogen gode indiebands.

Hos Soundvenue kan man således læse, at det Aalborgensiske vand ikke er uvæsentligt for Thee Attacks’ succes:
Og i Undertoners anmeldelse af Tiger Lou smages der tilsvarende på det svenske vand.

“Måske er der noget i vandet i Sverige?“

Men intet sted synes inspirationen at flyde i så stride strømme, som den gør det fra vandhanerne i Brooklyn. For i de senere år er New York-bydelens musikalske output nærmest druknet i rosende ord, og oftest tilskrives succesen netop bydelens vand.

I Soundvenues omtale af sangerinden Olga Bells vandkunster hedder det eksempelvis:

“De må putte noget i vandet i Brooklyn.”

Og i samme medies omtale af debutpladen fra Brooklyn-baserede MGMT rettes opmærksomheden atter mod bydelens undergrund:

“Jeg ved ikke, hvad de putter i vandet i Brooklyn.”

Frokostbloggen har længe været optaget af denne sag og har derfor sendt en skribent til det amerikanske borough for at smage på de våde varer og for at undersøge vandets effekt på denne signaturs indspilning af en længe ventet freak folk EP.

Så hvis du har smag for det amerikanske vand, bør du holde øje med dit virtuelle vandhul i de næste par uger.

Gode Nødder

Om den unge Christian Fetterlein var på damejagt eller blot spenderede lidt kvalitetstid med sin broder Frederik, da han i denne uge gæstede et yderst appetitligt diskotek i Indre by, vides ikke. Men sikkert er det, at Frokostbloggen hylder alle clubs med spiselige navne:

Kilder siger til Se og Hør, at Christian Fetterlein smed rundt om sig med sine drinks, og pludselig forsvandt han ud på natklubben Karen Van Mandels toilet. (via bt.dk)

Vejen til rigdom starter ved frokostbordet

Hvad skal der til for at blive rig og lykkelig på én gang?
Ja, selvfølgelig skal man have nogle millioner, så man har råd til at få overskud på andre planer end det økonomiske. Men det, vi her på bloggen især er opmærksomme på, er, at man med fordel kan starte med kniv og gaffel.

Frokostbloggen kan ikke prale af selv at have opfundet denne opskrift, men vi elsker dette livsvisdommens svar på højt belagt smørrebrød.