onsdag den 10. december 2008

hvilken suppe spiser du efter syg clubbing?

det siger sig selv, at mundvandet flød ud over alle diger, da det lokale bibliotek pludselig kunne tilbyde en bog med titlen genfundne måltider fra den fortabte generation - opskrifter og anekdoter fra 1920'ernes paris. lykkeligvis skuffer værket ikke.

højdepunktet er så klart en passage knap midtvejs, hvor forfatteren, susanna rodriguez-hunter, fortæller om, hvor markant en rolle løgsuppe havde i den franske hovedstad i tiden efter 1. verdenskrig. det er svært at forklare, hvorfor denne passage er så fantastisk; det virker bare vidunderligt stilfuldt at valfarte til grønttorvet efter en overrislet aften og nat for at spise løgsuppe. i hvert fald er det klasser over forholdene i københavn i vore dage, hvor folk valfarter til kødbyen (de hængende haver i babylon, bare for wood wood-generationen) midt om natten, hvorefter de, hvis de overhovedet afslutter festlighederne med at indtage føde, med al sandsynlighed spiser noget friturestegt eller massefabrikeret, der mest af alt smager af 80'ernes pastelfarvede drøm om globaliseringens lyksaligheder.

næ, pariserne havde stil og formidabelt god smag. se bare, hvad paris on parade, en populær guidebog for amerikanere, i 1925 kunne fortælle:
"Omegnen af Les Halles vrimler med gode restauranter, hvis hovedspecialitet er løgsuppe, en tyk velsmagende ret, som formår at vække appetitten, selv når den er på sit sløveste. Det er derfor blevet mode blandt de løsslupne at fortrække til Les Halles ved daggry og spise la soupe à l'oignon efter en nat med morskab og champagne på Montmartre.
På det tidspunkt er torvet på sit højeste. De brede gader mellem torvebygningerne er propfyldt med dragere, commissionaires (et finere ord for bybude), torvefolk og en gros- og detail-købere ... Fragtvognskuske bander, smælder med deres piske og råber "Attention!" for at komme igennem mylderet af gående. Commissionaires slæber af sted med trækvogne eller skubber kærrer foran sig. Dragere vakler under skyhøje byrder stablet op på de bærestativer, der er spændt fast på deres rygge. Og gennem det sweater-, forklæde- og kittelklædte mylder går utallige glitrende selskaber - bare skuldre og hvide skjortebryster - rykker frem arm i arm, en smule mere animeret, end helt ædru mennesker ville gøre, mod den løgsuppe, der skal sende dem fysisk beroliget i seng."
året efter skrev basil woon i sin lovende betitlede bog the paris that's not in the guide books om en glad aften, der sluttede lykkeligt:
"... Vi myldrer ind i en taxi og sætter kurs mod torvet og løgsuppen.
Løgsuppe er den traditionelle morgenmad for de virkelig seje, og torvet er det traditionelle sted at indtage den.
Torvet er den store centrale vareudveksling i Paris, og man baner sig vej til Père Tranquille eller til et af de andre steder over stabler af kålhoveder og gulerødder og andre grøntsager, mens store solide torvedragere glor på kvindernes décolleté og smykker og mumler et lavmælt "sale bourgeois".
De mener ikke noget med det. De håber alle på selv at blive beskidte burgøjsere en skønne dag."
et tidligt ønske for 2009: lad løgsuppen genvinde sin status som den traditionelle morgenmad for de virkelig seje.

lørdag den 6. december 2008

En gudinde med gæller















Når bloggen har skriveblokering, går vi i Delikatessen.

fredag den 5. december 2008

avisgigant i fedmechok

vi her på bloggen kan ikke være de eneste, der har længtes efter at se jyllands-posten være ung med de unge. bevares, vi har da haft forståelse for, at avisen på det seneste har virket til at have vældig travlt, fordi der var noget vigtig plat, der skulle drives på ghandi, mandela og andre, der på gode dage var tæt på at kæmpe lige så vigtige kampe som jp. utålmodige har vi dog alligevel været.

utålmodigheden kan imidlertid godt lægge sig nu, for i dag har jyllands-posten premiere på sit nye ungdomsmagasin, next - og allerede inde på side ni forvandler next os til ét stort spørgsmålstegn.
i og for sig har vi ikke noget imod lister, og nedenstående liste har da bestemt sine strålende øjeblikke. f.eks. at racister er nederen, mens mogens glistrup er optur. eller at popmusik er nederen, mens next selv bringer et stort interview med sys bjerre. eller at kongehuset er mere nederen end kræft. eller at landevejscykling er værre end kræft.

men tilbage til vores undren: hvad er årsagen til, at jyllands-posten opfordrer den danske ungdom til at fejre, hvor optur det er med obamas sejr, 2900 happiness og playboy magazine, ved at spise slik (øjensynligt det syvendemest optursagtige, der findes), mens fedtfattig mad udstilles som mere nederen end burger king, computervira og gamle mennesker?

lol, jyllands-posten.

lørdag den 29. november 2008

breaD & bloggeR

I den næste uges tid vil jeg enten indtage min frokost i DR Byens kantine eller ernære mig ved at spise efterladte popcorn rundt om i byens biografer. For fra på mandag er der nemlig Europæisk Filmuge i København, og dén og meget mere skriver jeg om lige her.

fredag den 28. november 2008

overfladespillets lethed og ynde

tidligere på måneden lagde vi for en kort stund bestikket til hvile for at have hænderne frie, så vi kunne skrive om den tyske sociolog georg simmels udredninger om måltidets sociologi. de bestikløse hænder kunne slet ikke stoppe igen, og set i retrospekt skrev de nok alt for meget. det er der i hvert fald noget, der tyder på: vi har opdaget, at gode gamle gertrude stein indfangede essensen af simmel på bare et par linjer i sin sprogstruktureksploderende tender buttons:
"A TIME TO EAT
A pleasant simple habitual and tyrannical and authorised and educated and resumed and articulate separation. This is not tardy."
vi må nødtvungent erkende, at vi hverken er g.s. eller g.s. (selv om vi sandt for dyden gerne ville have en så fantastisk fornemmelse for det talte sprogs rytme som sidstnævnte). indtil vi er blevet gamle nok til at spise bær med de store ikoner, må vi hoppe et par trin længere ned ad ambitionsstigen. på vejen ned når vi lige et sidste besøg hos simmel - igen drejer det sig om essayet måltidets sociologi:
"Hvis bordkonversationen vil bevare sin stil, må den heller ikke gå ud over generelle, typiske emner og drøftelser og ende i individuelle dybsindigheder. Man kan dog også forklare dette ud fra den fysiologiske hensigtsmæssighed, for den kræver, at man ikke distraheres eller ophidses under måltidet. ... Det er derfor helt misforstået at klage over det banale ved den almindelige bordkonversation. Den graciøse bordkonversation, der altid føres på et vist alment niveau og med en vis distance, må aldrig glemme dette fundament helt, fordi det er først, når man holder fast ved denne karakter, at den viser overfladespillets lethed og ynde."
vi skal gerne tilstå, at vi tidligere i livet har klaget os over, hvor intetsigende samtalerne til familiefødselsdage og bryllupper egentlig er. men forklaringen er altså, jf. vores tidligere simmel-indlæg, lige så enkel, som den er toleddet.
for det første er dét at spise i sig selv noget basalt, lavt og ukultiveret, som imidlertid via måltidets konventioner og nærmest rituelle karakter er blevet gjort til noget på én gang stiligt og fællesskabsfremmende. en intens og dybsindig diskussion vil udstille deltagernes reelle forskelligheder og opløse fornemmelsen af enhed.
for det andet, og mere jordnært, antyder simmel altså, at kroppen har brug for ro, så længe man spiser. helt banalt: det går jo ikke an, at man bliver så optaget af en inderlig, sjælegranskende samtale, at man glemmer at spise, lige så vel som det er uholdbart at involvere sig i et replikskifte, der får adrenalinbarometeret presset helt op i det røde felt og dermed obstruerer fordøjelsen, så man bagefter kan genoptage arbejdet med begyndende smerter i maveregionen.

selv om vi har al mulig respekt for simmel og føler os sikre på, at han har ret, kan vi dog ikke dy os for at overveje, hvilke interessante situationer der kan opstå, hvis disse indlærte konventioner for måltidet og dets forløb bliver brudt. hvis en eller flere af læserne sidder inde med den type erfaringer, er vi meget interesserede i at videregive dem her på bloggen. skriv endelig en kommentar, eller send os en mail på frokostbloggen[α]gmail-punktum-com

tirsdag den 25. november 2008

dihydrogenmonoxid

vi har ved flere lejligheder lagt et godt ord ind for at være bevidst om at vende sproget på hovedet. ikke blot giver det ofte adgang til overraskende erkendelser - at være fokuseret på sproglige spidsfindigheder hjælper også éns egne tankemønstre til at tage uventede ruter.

ikke desto mindre er vi her på bloggen lidt bekymrede over det seneste tiltag fra den danske designer camilla stærk, som i den seneste udgave af et nyt dansk modemagasin udpeger genveje til at udvikle god stil. disse inkluderer blandt andet en morgenrutine: "drik altid et stort glas koldt vand, før du drikker kaffe eller spiser morgenmad, det mætter..." påpeger blixen-beundreren.

kære camilla, vi værdsætter, at du prøver at sætte sproget på den anden ende, men vi frygter, at du er ved at hive tæppet helt væk under nogle af de kernebegreber, der gør det muligt overhovedet at kommunikere om mad og drikke. mad mætter, drikke slukker tørst - ikke vice versa.

»men hvad så med suppe,« hører vi skeptiske læsere spørge, »det har da visse af de samme karakteristika som jeres kategori 'drikke', ikke sandt?« det benægter vi ikke, men den essentielle forskel er, at suppe indeholder næring. vand er bare vand. men det er sandt for dyden godt, når det er koldt.

tilføjelse: vi er oprigtigt i tvivl om, hvordan man bør kategorisere drikkeyoghurt. er det mad? er det drikke? vi vil elske at få noget læserhjælp her.

fredag den 21. november 2008

ANDRE KIGBOLLER PÅ GLOSUPPEN

Se & Hør-klummen, Øjne i Natten, overvåger hver uge de kendtes bedrifter i det københavnske natteliv. På Frokostbloggen har vi længe været trofaste læsere, og derfor vil du oftest kunne fange et eller flere af redaktionsmedlemmerne med vidt opspilede øjne, når der torsdag efter torsdag bliver skrevet nyt i eposet om Pelle Hvenegaards altid overmenneskelige eskapader i Boltens Gård.

Men når man først har fået svar på, hvor de kendte drikker deres små grå og danser til VLTJ, så er det ganske naturligt at stille sig selv følgende spørgsmål: ”Jamen, hvad gør kendisserne så, når de straffer fråderen, putter noget i skrutten eller blot er sultne for sjov?”

Fremover vil vi stolt kunne besvare nogle af disse spørgsmål. For i dag tilføjer vi endnu en anretning til vores virtuelle menukort:

ØJNE I KØDGRYDERNE

Værsgo.

Knud Romer blev i dag set med en fyldt kurv i Irma. De eneste identificerbare varer var to flasker likør. Det kunne tyde på, at der skal drikkes tæt og digtes vers i det Romerske hjem denne weekend. Den opmærksomme læser af Romers debutroman ”Den som blinker er bange for døden” vil dog naturligvis have noteret sig, at den lille Knüdchen var mere end bare almindelig begejstret for gullasch. Men om det var ingredienserne til netop denne delikate klassiker, der gemte sig i kurven, kan vi kun gisne om.