fredag den 4. februar 2011

Grotesk luksus i silkesnører

I dag har vi til frokosten hørt Spiritualized-sangen "Home of the Brave". Vi fik nemlig lyst til at høre dens linjer om nogle gange at drikke sin morgenmad direkte af flasken, da vi fik foræret en pressemeddelelse om Pinocchio-kugle-connaisseuren Mads Holgers nyeste projekt.

I det hele taget lyder Club Jet-turen til Moskva ganske spektakulær (for ikke at tale om flyet med dj og dansegulv), men her på bloggen bed vi naturligvis mest mærke i løftet om at få så meget mousserende vin, at det kan gøre det ud for fuld forplejning.
Her følger et fyldigt uddrag af pressematerialet forsynet med Frokostbloggens fremhævninger:

Club JET letter igen

Lørdag den 12. marts afholdes for fjerde gang klub JETs natklubsarrangement ombord på et privat fly. Denne gang går turen til Moskva, hvor klubbens direktør, forfatteren Mads Holger, denne gang har lejet en isbryder til at sejle gæsterne op ad den frosne Moskva flod langs Kremls mure. Overnatningen finder sted på det luksuriøse Royal Ukraine, der ligger i et af Stalins syv identiske paladser i byens midte. Siden vil der blive festet på natklubben Imperia Lounge. Mads Holger fortæller, at han har udvalgt sig denne natklub, fordi det netop nu er verdens bedste, men bestemt også fordi det havde gjort indtryk på ham, at der hang ballerinaer ned fra loftet i silkesnører og var indrettet et helt lokale i perler.

Moskva har gennem de seneste årtier udmærket sig som en konstant favorit inden for natteliv, fordi de ekstreme formuer, som findes i byen selvsagt skaber de fornødne omstændigheder for den groteske luksus, som i stigende grad er blevet byens varemærke.

Klub JET har tidligere afholdt arrangementer i Stockholms operahus, på en privat ø i midten af Bosporus Strædet midt i Istanbul og senest under voldsom presse bevågning og massiv sikkerhedsopbud i Libanons hovedstad Beirut. Denne gang arbejdes der blandt andet på at få en sopran til at synge ombord på flyet, der netop hedder Valkyrien og er opkaldt efter en af Mads Holgers barndomskæreste. Derudover arbejdes der ihærdigt på at få sigøjnere til at optræde på isbryderen.

Som altid er de 150 nøje udvalgte gæster kun væk omkring 24 timer, og som altid er det med fuld forplejning af navnlig champagne. Klub JET får denne gang for første gang leveret sin champagne direkte fra det legendariske franske champagnehus Maxims med den karakteristiske art nouveau flaske. Derudover har man tegnet en aftale med verdens dyreste vodka, Kauffman Vodka, hvis flasker kun forhandles ganske få steder. Sidst men ikke mindst leverer hollandske Heineken øl og vand til den ca. to timer lange ombord på flyet med egen DJ, dansegulv og gallaklædte gæster. DJ vil denne gang være Frederik Schlütter, barnebarn af tidligere danske statsminister med fornavnet Poul.

mandag den 20. december 2010

Grødflov II

I går kunne Frokostbloggen berette, at indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarders livret er risengrød. Imidlertid var vi åbenbart lidt for autoritetstro, da vi tog Haarders ord i et brev til DR-journalisten Kristian Sloth for gode varer.

Det viser sig nemlig, at Haarder måske er ude i en spektakulær kovending. Mens han altså her i december har erklæret sin kærlighed til risengrøden, var denne ret ikke repræsenteret, da han for mindre end et år siden indgående fortalte Informations læsere om sin livret:
»Det er klar suppe med boller. Efterfulgt af suppekød og is. Man koger suppen af kød fra en gammel malkeko i fem timer og tilsætter kød- og melboller. Bagefter kan man spise suppekøddet og slutte af med is. Vi fik det til alle festlige begivenheder i min barndom. Også juleaften. Da min mor et år serverede and, fordi vi havde fået lidt bedre råd, besluttede en enig familie, at vi skulle indføre klar suppe med boller igen. Jeg kan også godt lide grønlangkål. Ikke nordjysk grønlangkål. Sønderjysk Grønlangkål. Den nordjyske er for tør. Den sønderjyske saftig og smelter på tungen.«

Frokostbloggen beklager gårsdagens dårlige research og håber, at den ikke udløser kaskader af ukvemsord fra læserne.

søndag den 19. december 2010

Grødflov

Det er ikke nogen hemmelighed, at Bertel Haarder har et letantændeligt temperament. I et interview med TV-Avisens Kristian Sloth forleden kom ministeren dog helt usædvanligt langt op i det røde felt, da journalisten stillede et spørgsmål, Haarder ikke var forberedt på.
Seancen med den svært hidsige Venstre-mand kan ses hos DR; det emotionelle kollaps indtræffer efter syv minutter.

DR har her til aften offentliggjort et brev fra Bertel Haarder til Kristian Sloth, hvoraf det fremgår, at der var en helt legitim grund til, at Haarder åbnede for hele vokabulariet og - blandt meget andet - betegnede Sloth som et røvhul, hvorefter Sloth blev anmodet om at pisse ministeren i øret. For at nå interviewet måtte Haarder nemlig afbryde sit aftensmåltid og dermed forlade sin livret, risengrød.

Landets indenrigs- og sundhedsminister føler med andre ord meget stærkt for sin mad, og det er den direkte vej til at stige i Frokostbloggens agtelse.

søndag den 28. november 2010

Noma serverer usand mad

Efter at den christianshavnske restaurant Noma i foråret blev kåret som verdens bedste, har mesterkokken bag Noma, René Redzepi, tiltrukket sig stor opmærksomhed i globale gourmetkredse. "Dygtig", "utrolig", "ekstraordinær" - plusordene har hobet sig op.

Nu kan Frokostbloggen imidlertid tegne et mere dystert billede af Redzepi og hans madlavning. Takket være en af bloggens ivrige studentermedhjælpere er det lykkedes at grave et dokument frem, der afslører, at Redzepi kokkerer med kløvet tunge.

Vi bringer her et uddrag af en artikel i Hadsund Folkeblad, hvor en lokal kok af italiensk oprindelse i slutningen af oktober berettede om et besøg på Noma. Bid mærke i den næstsidste sætning.

søndag den 14. november 2010

Hvad vejer en slagter?

"En ny fedtafgift vil styrke befolkningens sundhed, argumenterer regeringen. Men lovforslaget vil gøre det dyrere at købe en række fødevarer, som i dag bliver anprist af det officielle ernæringsmærke, Nøglehullet." Kilde: Politiken.dk


Dette besynderlige lovforslag efterlader Frokostbloggen med ét meget presserende spørgsmål: Hvilke konsekvenser får fedtafgiften mon for prisen på valgflæsk?

fredag den 12. november 2010

Giv os kagen tilbage

Vi har efterhånden pakket Den Virtuelle Madkasse med jævne mellemrum i en periode på mere end to år, så når Frokostbloggen går i kantinen sammen, falder snakken naturligvis oftere og oftere på den ikke særlig fjerne fremtid, hvor vi skal nyde vores otium og fortælle børnebørnene om dengang, da bedstefar var ung og spiste Bendt Bendtsen-smørrebrød og gullasch med de kendte.

Vi vil som alle gode morfædre igen og igen fortælle om, hvordan alt var bedre i gamle dage.
»Ja, nu skal du høre, Isabella. Da bedstefar var barn, var der pølsevogne overalt. Uhm, duften fra sådan én kunne få folk som mig til virkelig at føle os danske. Men så kom de fremmede til landet med deres pizzaer, burgere, humus og salatblandinger, og det blev så rædsomt.
Men det værste, det var dog alligevel, at de fremmede ødelagde den gode danske hygge i sundhedsvæsenet. Inden indvandrerne væltede ind over grænserne, kunne man få saft og kage, når man var hos lægen eller på sygehuset. Det var ganske gratis, og det var indbegrebet af danskhed, at man sådan lige kunne få sig et plastkrus med saft og lidt klæg sandkage, mens man sad og ventede på at få bortopereret en byld. Men de fremmede gjorde, som de altid har gjort med de gratis ting, som velfærdsstaten giver dem: De udnyttede situationen. Indvandrerne tog hele familien med til lægen og benyttede sig flittigt af den gavmilde forplejning, og så stoppede ordningen med kage og saft. Det var en sorgens dag, og jeg har aldrig tilgivet de grådige indvandrere.«

lørdag den 6. november 2010

Fra Fødevareministeriet til de skrå brædder

I disse uger tyder mange meningsmålinger på, at den siddende VK-regering ikke får forlænget sit mandat. Vælgerne har fået smag for det skatte- og afgiftstyngede smørrebrød i den røde kantine, så i løbet af det kommende kan Lars, Lars, Birthe og alle de andre blive nødt til at se sig om efter noget andet at rive i.

Kommentatorer med et ønske om et regeringsskifte har siden sommerferien mere eller mindre direkte ladet forstå, at regeringen, ikke mindst pga. Lene fra Vendsyssel, har vist svaghedstegn og endda enkelte opløsningstendenser.

Ingen ministre har dog helt åbenlyst taget truslen mod levebrødet så alvorligt som fødevareminister Henrik Høegh. Den 57-årige lollik, der sværger til salami med remoulade og ristede løg, når der skal hældes rugbrødsmadder i skrutten, har nemlig nu løftet sløret for sin plan for fremtiden.
Efter i snart ni måneder at have gjort dét at være en usynlig minister til en slags kunstart har Høegh kastet sig over et af de mest velansete kunstneriske erhverv: skuespillet.