lørdag den 8. november 2008

putting the pomo back in pomodoro

ganske fortjent har peter h. olesen fået ros for sin debutroman, korrekturlæseren. vi har eksempelvis med glæde bidt mærke i, at olesens navnløse jeg-fortæller ikke er karrig med at fortælle om sine mellemmåltider i løbet af dag.

vi har en enkelt madrelateret bemærkning at knytte til bogen. undervejs dedikerer fortælleren en side til en opskrift på tomatsauce. uden at have afprøvet den vurderer vi, at det er en ganske udmærket opskrift, men vi savner en form for fodnote eller en anden høflig gestus. her på bloggen kan vi nemlig godt huske 90'erne, så vi ved, at dét at inkorporere tomatsauce i et værk ikke er nogen helt original idé.

torsdag den 6. november 2008

jeg spiser, ergo er jeg ikke alene

som frokostblogger får man ofte spørgsmålet "hvorfor dog skrive om mad?"
det kan besvares på mange forskellige måder, men uanset hvad vi gør, føles vores forsøg alle meget stykkevise. ikke mindst fordi vi ved, at den tyske sociolog georg simmel allerede for 98 år gav et langt mere udtømmende og sikkert svar, end vi kan gøre os forhåbninger om at levere.

kort sagt har måltidet ifølge simmel en central betydning for vores oplevelse af fællesskab med andre mennesker. på sin vis kan mad og drikke virke som noget såre banalt, men som simmel skriver i essayet måltidets sociologi, er dette en alt for hastig slutning at drage: "[i måltidet] er det lavtstående og meningsløse vokset ud over sig selv igennem sig selv, det lavtstående har, netop fordi det er lavt, løftet sig op til et mere åndeligt og meningsfuldt niveau."

der er unægteligt schwung over simmels formulering, men den er også temmelig krøllet. lad os derfor gøre nærmere rede for hans synspunkter. i sit essay pointerer simmel, at dét, alle i en hvilken som helst social sammenhæng har til fælles, så godt som altid vil være "deres laveste drifter og interesser". dette kan muligvis udsige noget vigtigt om, hvad der kan få titusinder af mennesker til at se fodboldkampe sammen, men den sag må andre tage sig af. simmel fortsætter nemlig sin argumentation om måltidet således:

"Af alt det, der er fælles for mennesker, er følgende det, de er allermest fælles om: de må spise og drikke. Og netop dette er ejendommeligt nok det mest egoistiske, det som mest ubetinget og umiddelbart er forbeholdt individet: det jeg tænker, kan jeg lade andre vide, det jeg ser, kan jeg lade andre se, det jeg siger, kan hundredvis af andre høre - men det, den enkelte spiser, kan ingen anden under nogen omstændigheder spise. Det forekommer ikke på nogen af de andre højerestående områder, at det den ene absolut skal have, må den anden absolut give afkald på. Men eftersom dette primitivt fysiologiske element er noget absolut almenmenneskeligt, bliver det indhold i fælles handlinger, og derved opstår måltidets sociologiske form, der netop i spisningens eksklusive egoisme knytter sig til hyppigt samvær og en tilvænning til et fællesskab, som man kun sjældent opnår ved højerestående og åndelige lejligheder. Personer, der ikke har særlige fælles interesser, kan finde hinanden ved et fælles måltid. I denne mulighed, der er knyttet til en primitiv materiel interesse og dermed alment gældende, ligger måltidets store sociologiske betydning."

lige så rodet simmels samlede forfatterskab kan virke, lige så præcis og fortættet virker denne passage, og det fremgår med al ønskelig tydelighed, hvorfor det er på sin plads at skrive om mad. i en tid, hvor samfundets sammenhængskraft ifølge dominerende politiske diskurser er under voldsomt pres, åbner måltidet, ligesom det har gjort det de seneste mange hundrede år, mulighed for at få følelsen af fællesskab. selvfølgelig i hjemmet, men også (og måske endnu vigtigere) i kantinen/frokoststuen/skurvognen, hvor måltidet ideelt set kan medvirke til at skabe samklang mellem folk på tværs af sædvanlige hierarkiske og sociale skillelinjer.
hvad enten der er tale om en hurtig kop kaffe inden arbejdsdagens start, selve frokosten eller tør skærekage i en sen sukkerkold eftermiddagstime, indebærer det fælles måltid på arbejdspladsen et umådeligt socialt potentiale. flere og flere har exceptionelt lange arbejdsuger, og i disse tider med mangel på arbejdskraft er der udsigt til, at den udvikling fortsætter. skal vi ikke ende som en flok asociale arbejdsnarkomaner, kan måltidet meget vel være et afgørende holdepunkt.

i måltidets sociologi berører simmel også, hvilke kendetegn det måltidsbaserede fællesskab besidder. disse vil frokostbloggen naturligvis se nærmere på senere.

tirsdag den 4. november 2008

SPICE UP YOUR MIND

Tidligere har vi excelleret i både køns- og finanspolitiske indlæg her på bloggen, så nu er tiden naturligvis kommet til en integrationspolitisk post.

På en dag hvor USA formentligt får sin første sorte præsident, kan jeg nemlig ikke lade være med at føle mig tynget af både dårlig samvittig- og snæversynethed, når jeg kaster et blik på min krydderihylde.

For i lyset af de amerikanske vælgeres åbenhed står det mig pludseligt lysende klart, at den lille pose med hvid peber i mit køkken rent faktisk er et vidnesbyrd om denne signaturs latente racisme.

Det hvide peber tjener jo udelukkende til at forhindre sorte, forstyrrende og fremmedartede elementer i at besudle de fine, hvide og ariske saucer, som vi alle tilbereder fra tid til anden.

Når man først betragter hvid peber i dette perspektiv, er der ikke længere tale om et uskyldigt krydderi, der blot giver måltidet dets sidste pift. Nej, hvid peber er pludseligt den primære årsag til dårlig smag i munden.

Men nu må det være slut.

Derfor vil jeg også rydde alvorligt op på min krydderihylde, alt imens amerikanerne ”vote’r for change”. Dernæst vil jeg se frem til, at et visionært firma sender sort salt (tilsat jod) i handlen.

Indtil da må jeg nøjes med at cementere min gode vilje og politiske korrekthed ved udelukkende at spise hvid sovs, hvis den er fregnet.

mandag den 27. oktober 2008

Algebra à la carte




Der var i den grad tale om, at vi fik et blogemne serveret på et sølvfad, da vi forleden modtog en elektronisk skrivelse fra en yderst årvågen læser. Vedkommende gjorde opmærksom på følgende passage fra Den Gyldne Kogebog fra 1946:

Et godt gammelt Ord siger, at Desserten er mere for Øjet... ikke til at spise sig mæt i. Man kan maaske sige, at Desserten skal være Festmiddagens Udraabstegn...

Selvom den mundrette formulering altså er ældre end bolle-ået, så er den tegnværdi, der her tilægges udråbstegnet måske mere anvendelig og aktuel end nogensinde før. For der er vist ingen tvivl om, at en så koncis tegnlogik vil falde i god smag hos hele den generation af unge, der uproblematisk formår at kommunikere komplekser følelser og komplicerede handlinger som: ”slikker sig om munden”, ”har lige spist noget surt” eller "rolling on the floor laughing my arse off" alene ved hjælp af små, gule, smilende ansigter. Derfor introducerer vi et nyt tiltag. 

Tegnsæt dig Mæt – en smsers guide til måltidet.

Hvis udråbstegnet er desserten, må den spektakulære og ofte visionære forret i sagens natur være dét pirrende og forventningsfulde spørgsmålstegn, der indleder middagen.

Spørgsmålstegnet efterfølges af den første kødret, der i kraft af sin mættende karakter i dén grad markerer noget nyt ved at være ’forskellig fra’ (≠) måltidets lette indledning. 

Efter kødet er fortæret, er det på tide at få renset munden med en diskret og forfriskende sorbet, der ligesom et velplaceret semikolon formår at adskille to ellers tunge elementer på en yndefuld måde. 

Når sorbeten er smeltet og smagen af fois gras fortrængt, serveres aftenens sidste hovedret. Det er på dette tidspunkt, at mætheden og den eventueelle dårlige samvittighed over at sidde med ved de riges bord melder sig, og man hører sig selv spørge: ”er det overhovedet nødvendigt med mere entrecote nu?”. En sådan portion refleksion og eftertænksomhed kan naturligvis kun gengives med tankestregen. 

Det bringer os alt sammen frem til udråbstegnet, der som bekendt gør sit for at tilfredsstille øjet som en perfekt afslutning på aftenen!

Med denne guide vil det aldrig koste dig mere end 20 øre at beskrive din aftensmad for dine forældre eller at sende en middagsinvitation til dine bekendte. For nu kan du skrive: ”Uf. Jeg har lige smagt på desserten. Den var godt nok sur. Smagte meget anderledes end forretten” så kortfattet som: "Uf. J har smagt på !’en. :-*. D ≠ ?’en”.

? ≠ ; – !     

Velbekom.

onsdag den 22. oktober 2008

når risikosamfundet sparker

som et led i en større kostomlægning har jeg for nylig købt en såkaldt figenrulle i føtex. til frokost forleden spiste jeg så min første rugbrødsmad med figenpålæg i noget nær to årtier, og til min ganske betragtelige overraskelse var det en noget nær uforbeholden fornøjelse; det sødmefulde pålæg passede strålende til fuldkornsbrødet.
'men hvorfor var det en overraskelse?' spurgte jeg mig selv.

selv om frokoster i sagens natur er en af mine spidskompetencer, er det alligevel sjældent, at jeg tænker synderligt meget på ficus carica, så det krævede en del grublen, før det begyndte at dæmre: var der ikke noget med, at mine forældre holdt op med at købe figenpålæg til mig engang i slutningen af 80'erne?
"Der kom en advarsel ud fra myndighederne. Jeg tror fignerne var skimmelbefængte og dette kunne give anledning til toksiner i pålægget," skriver en kilde, der husker situationen.

jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte spise det mere, for det var jo noget af det, jeg allerhelst ville kunne liste op af madkassen. ikke desto mindre klarede jeg mig sikkert fint alligevel, og efter nogle måneder var faren vist drevet over. min skepsis over for figenpålæg var imidlertid allerede da blevet grundfæstet - og lidt af den var der åbenbart stadig forleden.

reelt set er det nok også umuligt at rense hukommelsen helt for oplevelser, der har gjort én opmærksom på, at verden er farlig. at der er risici alle vegne. jeg fattede næppe det store af tjernobyl-katastrofen, men oplevelsen af, at noget så uskyldigt som frugtsukret pålæg kunne være farligt, prentede sig dybt ind.

tjernobyl fik den tyske sociolog ulrich beck til at skrive en bog, der hed risikosamfundet. i en stadig tryggere verden, lød hans tese, bliver vi utrygge ved de risici, som den teknologiske udvikling fører med sig. i vore dage er det nu nok snarere al den snak om utryghed, der gør os utrygge, tænker jeg - men okay, jeg er også så blød, at jeg behøvede ikke andet end skimmelangrebne figner for at opdage, at verden er fuld af farer. og selv om jeg nu igen spiser figner til frokost, er jeg stadig ikke helt fri for frygten. ergo kan det godt bekymre mig lidt, at jens lekman synger:
"hey! you! stop kicking my legs
I'm doing my best
so pass the figs"

søndag den 19. oktober 2008

Årstidens Indie



Der er noget både beroligende og befriende over, at det er årstidernes gang og ikke blot magtfulde mellemledere i Netto, der bestemmer, hvilke frugter og grøntsager, der lader sig finde på butikshylderne.

Netop nu befinder vi os i midten af oktober, en måned der giver os kuglerunde knoldsellerier og spændstige porrer. Oktober kan dog på ingen måde betegnes som højsæson for ferskener, og det er måske netop derfor, at Bjørn Alexander Gøtzsche Lange fra Death by Kite stiller sig selv spørgsmålet: ”dare i eat a peach?” på bandets nyligt udsendte ep.

Du kan stille dig selv det samme spørgsmål lige her. Og da eper som bekendt er pladebranchens svar på pindemadder, tager vi næppe munden for fuld, når vi i dag anbefaler både ferskner og Death by Kite.

e d i t : Det var nummerets stadige tilstedeværelse på bandets myspace-side, der fejlagtigt fik Frokostbloggen til at tro, at det også var med på epen og ikke kun debutalbummet. Vi beklager naturligvis fejlen. Men anbefalingen står dog stadig usvækket ved magt og gælder derfor både debutalbum og ep.

torsdag den 16. oktober 2008

tjener, der er en ubekendt i min salat

Jeg plejer at købe mine avocadoer hos grønthandleren, men efter et par dage hvor udsvingene i dagsprisen var så voldsomme, at selv C20-indekset virkede mere stabilt, købte jeg forleden tre avocadoer i mit supermarked.

På emballagen var følgende ligning skrevet/afbilledet:
avocado + fantasi = avocadosalat [illustreret med et billede af salatblade, hvorpå der sporadisk var lagt skiver af avocado].

Kigger man nærmere på denne ligning og praktiserer lidt ensbetydende regning, får man dette overraskende facit:

fantasi = salatblade.

Et yderst opsigtsvækkende resultat, må jeg nok have lov at mene.
Men måske er det bare konsekvensen af at regne med ’letfordærvelige faktorer’?