tirsdag den 18. august 2009

FAST FOOD


Mens flere sportskommentatorer og -entusiaster i disse dage mistænker den hurtigste mand på jorden, Usain Bolt, for doping og urent trav, bringer Ekstra Bladet en langt mere interssant afsløring:
"Jeg fandt en McDonald og fik en masse nuggets til frokost"
Usain Bolt om sin frokost før 100 meter-finalen ved VM i Berlin.

søndag den 16. august 2009

Nydelse.dk

Hvis "hver femte dansker på sin ferie vælger at gå ombord i minibaren for gennemsnitligt 370 kr. om ugen", hvor meget indtager de sidste 80 procent så? Mere eller mindre? Dagbladet Børsens mildt yuppie-ramte underside Pleasure.dk leverer aldrig svaret i en artikel, der til gengæld har meget mere end særprægede statistiske krumspring på serveringsfadet.

Alene rubrikken "Superrige går amok i roomservice" pirrer fantasiens smagsløg, så stenbiderrogn, årgangschampagne og sushibeklædte geishaer myldrer forbi den indre nethinde - men resten af artiklen leverer også varen.
Kunne det f.eks. være noget med en bagel garneret med hvid trøffel og bladguld? En omelet til lige lidt under 5.000 kroner? Eller en Martini on the rocks til 48.000 kroner?

Noget kan tyde på, at det er de forkerte mennesker, der er blevet ramt af finanskrisen.

Og meget apropos folk, der godt kunne have fortjent en lidt større lussing, leverer Pleasure.dk også et komplet absurd, ufrivilligt morsomt tv-indslag om, at vi skal prøve at lægge finanskrisen bag os ved at lære at lave gode pizzaer.
Det indebærer blandt andet "original oregano", og Gud nåde og trøste os da også, hvis vi går og tænker så meget på finanskrisen, at vi kommer til at bruge ussel dagligdagsoregano.

Selv om indslaget giver en uhæmmet trang til omgående at iføre sig et ulasteligt jakkesæt og begynde at tale som en vært i midt-80'ernes Fjernsyn for dig, vil vi anbefale at se det helt til ende. Pludselig dukker økonomioraklet Steen Bocian (der ifølge ovenstående link "kræver den ultimative pizza") nemlig op på jakkesætmandens terrasse, hvor han drikker rødvin og fniser som en teenageknægt - alt sammen en indikation af, at de mennesker, der tjener deres penge på at tale og tale og tale om finanskrisen, tilsyneladende ikke selv lider nogen nød.
Men det behøver de arbejdsløse fra socialklasse IV jo heller ikke gøre - for nu ved de, hvordan man fremstiller en hjemmelavet pizza med original oregano.

mandag den 10. august 2009

Rå studentikost

Så spilkoger glosuppen endnu engang, for nu har de virtuelle øjne atter været langt nede i de kendtes kødgryder. Denne gang var det Mads Holger, oldebarn af Ole Jastrau og efterkommer af den unge Werther, der iklædt tank top højest overraskende gjorde sine indkøb i døgnNETTO i Store Kongensgade. Men i en tid hvor leverancerne fra den nu detroniserede jetsetdronning ikke længere er stabile, kan vi alle få behov for en tur i døgnNETTO. Selv Mads Holger, åbenbart.

Denne aften havde Danmarks fremmeste club-orakel og levemand dog hverken foie gras, Moët & Chandon eller coke i kurven. I stedet var den blå plastikkurv, der i øvrigt stod godt til resten af Holgers capoeira inspirerede påklædning, fyldt med tre besynderlige produkter.



– Fem liter vin. Selvom vinen var billig, er der point for forfatterromantikken. Og på den anden side så er der jo heller ingen grund til at skrive sløje nøgleromaner på Pingus.

– 1 pose Superflyers – formentligt et veludtænkt forsøg på at få efterfølgeren til hans højtflyvende festinitiativ til at nå nye gastronomiske højder.

– 1 pakke studenterbrød. Her er jeg til gengæld i vildrede. For er studenterbrød et udtryk for dårlig smag i kager eller et yderst raffineret og selvironisk konsum-statement iscenesat af Danmarks mest feterede bachelor i teologi? Døm selv.

Levemandens dosmerseddel meldte dog intet om hans forhold til pinocciokugler, eller om der skal laves en ny t-shirt, når han har fortæret de første 200 studenterbrød.

Holgers indkøb har i nogen grad efterladt mig mundlam, men set i lyset af at han selv betegner sin debutroman som et idéhistorisk stormridt gennem verdenshistorien, synes det uundgåeligt at betragte ovenstående indkøb som andet end grinagtig stavgang gennem middelklassens dårlige smag.

mandag den 20. juli 2009

Tour de Cowboytoast

I sommerperioden har det stået lidt sløjt til med læsertallene her på bloggen. Nogle kunne måske fristes til at opstille den hypotese, at de vanlige læsere ikke spiser så meget frokost i disse uger. En omhyggelig SWOT-analyse har imidlertid afklaret, at vi i stedet er udsat for en østjysk trussel.

Ikke blot har de udsendte TV 2-sportsjournalister i Frankrig fået sig en ny kæledægge - de mere troløse dele af Frokostbloggens læserskare har også ladet sig smigre over til en blog tilhørende et menneske, der med sine 64 kilo fordelt på 185 centimeters kropshøjde ikke forekommer at være den rette at skele til, hvis man vil vide noget om velnærende kost.

Vi er umådeligt glade for, at lige netop du, kære læser, stadig sidder med i tête de la course her hos os, mens andre, svagere sjæle er dumpet ned i den gruppetto, der går under tilnavnet blog.tv2.dk.
Men vi indrømmer gerne, at vi aldrig har givet så præcis en guide til mulighederne for at fouragere i Hammel:
»Når man skal holde ferie et sted er kastronomien også vigtig og her har Hammel en del spisesteder: I en naturskøn beliggenhed ligger Pøt Mølle, mit inde i Frijsenborg skoven og selvfølgelig lige op af en lille sø. Så vidt jeg husker er den dog kun åben for selskaber og har ikke a'la carte. I selve Hammel har vi en restaurant i forbindelse med Inside (hammels kulturhus, bibliotek og bowlingcenter, samt om vinteren udendørs skøjtebane). Derudover har vi tre fine pizzeriaer, hvor hver tiende pizza er gratis. Peach Pit sandwichs restaurant, Grillhuset og Grillen på busstationen. Vi har også Marsk Stigs kro, som dog gør sig mest i flyende kost, men man kan få 3 håndmadder til 20 kroner og en cowboy toast til 15 kr.«
Vi vil bestemt ikke sige nej til at blive inviteret til cowboytoastkalas i postdistrikt 8450. Så kan vi også få en kastronomisk mandefolkesnak med denne Chris.

PS: Brian Vandborgs Twitter-profil er ret skuffende, så du behøver ikke besvære dig med at finde den.

torsdag den 16. juli 2009

True dat, Chris

»Hvis man er ved at lave en broccoli-rosenkålssmoothie med sojamælk til morgenmad, så er man gået for fucking langt.«

Sundhedsoraklet Chris MacDonald, Information, 16. juli 2009.

torsdag den 9. juli 2009

Familiefrokost efterlyses

Her på bloggen tager vi som bekendt helst afsæt i et godt, veltilberedt måltid, men for en gangs skyld vil vi gerne starte et andet sted. Nemlig på Statens Skadedyrslaboratorium. Her var P1-programmet Sproglaboratoriets vært, Christoffer Emil Bruun, nemlig på besøg sammen med litteraturforskeren og Kafka-eksperten Isak Winkel Holm.

Og så gik det helt galt. Litteraturforskeren kom til at sige, at Pia Kjærsgaard havde sagt, at de fremmede formerer sig som rotter, hvilket man ikke må sige, at hun har sagt, fordi det, hun i virkeligheden har sagt, er, at de formerer sig som kaniner, hvilket man derfor gerne må sige, at hun har sagt. Men det var altså ikke det, Winkel Holm sagde, og det gjorde DR's næstformand, Ole Hyltoft, så ked af det, at han bad DR om at bringe en rettelse. Den kunne Hyltoft heller ikke lide, så den forsvandt, ligesom det fejlagtige citat, og tilbage er blot en kryptisk kursivering.

At DR er ude på et skråplan, har andre og mindre forslugne kommentatorer allerede påpeget. En anden vinkel ligger til gengæld åben for bestikakrobater som os - en vinkel forankret i Isak Winkel Holms efternavn.
Litteraten sagde som bekendt noget grimt om noget grimt, Pia Kjærsgaard havde sagt. Hun er rundkredspædagogisk leder af et politisk parti, hvis folketingsgruppe rummer pastor Søren Krarup. Hans datter hedder Katrine, og hun er gift med Jonas. Han bærer efternavnet Winkel Holm, og det gør Katrine også.

På den ene side har vi altså en litteraturforsker, der øjensynligt har så svært ved at udstå Dansk Folkeparti, at han på landsdækkende radio citatforvansker Pia Kjærsgaard - og udløser stor vrede hos partiets repræsentant i DR's bestyrelse, Ole Hyltoft.
På den anden side har vi et andet bestyrelsesmedlem, Katrine Winkel Holm, som langt hen ad vejen deler Hyltofts syn på DR som et venstresnoet mediekompleks*, og som har familiemæssig tilknytning til Kjærsgaards parti.
Et eller andet sted mellem den ene og den anden side er der et bånd relateret til navnet Winkel Holm. Hvad forbindelsen helt eksakt er, kan vi ikke helt gennemskue, men Isak er i hvert fald Facebook-ven med Katrine og Jonas' børn.

Og her kommer vi til måltidet. For hvis nogen derude ved mere end os om disse familieforviklinger, er vi lutter øren - og i særdeleshed hvis vi kan få at vide, hvad der kommer på bordet til f.eks. en påskefrokost eller en grillaften i juli, når to yderpoler i den offentlige debat mødes for at hygge igennem. Må man servere kanin?


* = I P1-programmet Mennesker og medier tegnede Ole Hyltoft d. 19. juni dette portræt af et tvedelt Danmark:
»Vi, der har et livssyn, som måske grunder sig lidt på højskolesangen, landskampene og kulturtraditionen og mindre på, at jøderne er skyld i alverdens ulykker, og at globaliseringen er verdens lykke, og at Anders Fogh Rasmussen er en krigsforbryder - vi, der har det andet synspunkt... Vi, der har det syn, den danske kulturtradition, som ikke er noget underlødigt synspunkt, det er i høj grad et synspunkt med Grundtvig og med Oehlenschläger og med Gades musik og med nutidig dansk musik, og det er ikke noget bigot eller molboagtigt synspunkt - vi føler nok, når vi er i Danmarks Radio, at vi er lidt i fjendeland.«

Man har med andre ord antisemitiske tendenser, hvis man ikke betragter DR som en fjende?