søndag den 16. august 2009

Nydelse.dk

Hvis "hver femte dansker på sin ferie vælger at gå ombord i minibaren for gennemsnitligt 370 kr. om ugen", hvor meget indtager de sidste 80 procent så? Mere eller mindre? Dagbladet Børsens mildt yuppie-ramte underside Pleasure.dk leverer aldrig svaret i en artikel, der til gengæld har meget mere end særprægede statistiske krumspring på serveringsfadet.

Alene rubrikken "Superrige går amok i roomservice" pirrer fantasiens smagsløg, så stenbiderrogn, årgangschampagne og sushibeklædte geishaer myldrer forbi den indre nethinde - men resten af artiklen leverer også varen.
Kunne det f.eks. være noget med en bagel garneret med hvid trøffel og bladguld? En omelet til lige lidt under 5.000 kroner? Eller en Martini on the rocks til 48.000 kroner?

Noget kan tyde på, at det er de forkerte mennesker, der er blevet ramt af finanskrisen.

Og meget apropos folk, der godt kunne have fortjent en lidt større lussing, leverer Pleasure.dk også et komplet absurd, ufrivilligt morsomt tv-indslag om, at vi skal prøve at lægge finanskrisen bag os ved at lære at lave gode pizzaer.
Det indebærer blandt andet "original oregano", og Gud nåde og trøste os da også, hvis vi går og tænker så meget på finanskrisen, at vi kommer til at bruge ussel dagligdagsoregano.

Selv om indslaget giver en uhæmmet trang til omgående at iføre sig et ulasteligt jakkesæt og begynde at tale som en vært i midt-80'ernes Fjernsyn for dig, vil vi anbefale at se det helt til ende. Pludselig dukker økonomioraklet Steen Bocian (der ifølge ovenstående link "kræver den ultimative pizza") nemlig op på jakkesætmandens terrasse, hvor han drikker rødvin og fniser som en teenageknægt - alt sammen en indikation af, at de mennesker, der tjener deres penge på at tale og tale og tale om finanskrisen, tilsyneladende ikke selv lider nogen nød.
Men det behøver de arbejdsløse fra socialklasse IV jo heller ikke gøre - for nu ved de, hvordan man fremstiller en hjemmelavet pizza med original oregano.

Ingen kommentarer: