Noma serverer usand mad

Efter at den christianshavnske restaurant Noma i foråret blev kåret som verdens bedste, har mesterkokken bag Noma, René Redzepi, tiltrukket sig stor opmærksomhed i globale gourmetkredse. "Dygtig", "utrolig", "ekstraordinær" - plusordene har hobet sig op.

Nu kan Frokostbloggen imidlertid tegne et mere dystert billede af Redzepi og hans madlavning. Takket være en af bloggens ivrige studentermedhjælpere er det lykkedes at grave et dokument frem, der afslører, at Redzepi kokkerer med kløvet tunge.

Vi bringer her et uddrag af en artikel i Hadsund Folkeblad, hvor en lokal kok af italiensk oprindelse i slutningen af oktober berettede om et besøg på Noma. Bid mærke i den næstsidste sætning.

Hvad vejer en slagter?

"En ny fedtafgift vil styrke befolkningens sundhed, argumenterer regeringen. Men lovforslaget vil gøre det dyrere at købe en række fødevarer, som i dag bliver anprist af det officielle ernæringsmærke, Nøglehullet." Kilde: Politiken.dk

Dette besynderlige lovforslag efterlader Frokostbloggen med ét meget presserende spørgsmål: Hvilke konsekvenser får fedtafgiften mon for prisen på valgflæsk?

Giv os kagen tilbage

Vi har efterhånden pakket Den Virtuelle Madkasse med jævne mellemrum i en periode på mere end to år, så når Frokostbloggen går i kantinen sammen, falder snakken naturligvis oftere og oftere på den ikke særlig fjerne fremtid, hvor vi skal nyde vores otium og fortælle børnebørnene om dengang, da bedstefar var ung og spiste Bendt Bendtsen-smørrebrød og gullasch med de kendte.

Vi vil som alle gode morfædre igen og igen fortælle om, hvordan alt var bedre i gamle dage.
»Ja, nu skal du høre, Isabella. Da bedstefar var barn, var der pølsevogne overalt. Uhm, duften fra sådan én kunne få folk som mig til virkelig at føle os danske. Men så kom de fremmede til landet med deres pizzaer, burgere, humus og salatblandinger, og det blev så rædsomt.
Men det værste, det var dog alligevel, at de fremmede ødelagde den gode danske hygge i sundhedsvæsenet. Inden indvandrerne væltede ind over grænserne, kunne man få saft og kage, når man var hos lægen eller på sygehuset. Det var ganske gratis, og det var indbegrebet af danskhed, at man sådan lige kunne få sig et plastkrus med saft og lidt klæg sandkage, mens man sad og ventede på at få bortopereret en byld. Men de fremmede gjorde, som de altid har gjort med de gratis ting, som velfærdsstaten giver dem: De udnyttede situationen. Indvandrerne tog hele familien med til lægen og benyttede sig flittigt af den gavmilde forplejning, og så stoppede ordningen med kage og saft. Det var en sorgens dag, og jeg har aldrig tilgivet de grådige indvandrere.«

Fra Fødevareministeriet til de skrå brædder

I disse uger tyder mange meningsmålinger på, at den siddende VK-regering ikke får forlænget sit mandat. Vælgerne har fået smag for det skatte- og afgiftstyngede smørrebrød i den røde kantine, så i løbet af det kommende kan Lars, Lars, Birthe og alle de andre blive nødt til at se sig om efter noget andet at rive i.

Kommentatorer med et ønske om et regeringsskifte har siden sommerferien mere eller mindre direkte ladet forstå, at regeringen, ikke mindst pga. Lene fra Vendsyssel, har vist svaghedstegn og endda enkelte opløsningstendenser.

Ingen ministre har dog helt åbenlyst taget truslen mod levebrødet så alvorligt som fødevareminister Henrik Høegh. Den 57-årige lollik, der sværger til salami med remoulade og ristede løg, når der skal hældes rugbrødsmadder i skrutten, har nemlig nu løftet sløret for sin plan for fremtiden.
Efter i snart ni måneder at have gjort dét at være en usynlig minister til en slags kunstart har Høegh kastet sig over et af de mest velansete kunstneriske erhverv: skuespillet.