Sundhedstips v/ P. Viskinde

Man kan spørge sig selv, om ikke de danske medier har brugt lige lovlig meget tid og plads på konflikten mellem Big Fat Snake og Big Fat Snake? Svaret er naturligvis nej. Som det fremgår af denne ekstremt grundige Big Fat Snake-biografi - skrevet inden bandets spaltning - har vi at gøre med et "pragfuldt" band, og to af slagsen må være dobbelt så herligt.

Når det her er relevant stof for Frokostbloggen, skyldes det, at slangeballaden pludselig har gjort den på én gang tidligere og nuværende Big Fat Snake-guitarist Peter Viskinde til ernæringsekspert. For en uge siden gav Politiken ham nemlig rigeligt med spalteplads, så han kunne fortælle om fordelene ved vegetarisme, Rød Orlik og Pepsi Light.

Det glæder os naturligvis, at Viskinde ved siden af sin misundelse på Flaming Lips har overskud til at give gode råd om, hvad der skal indtages i tourbussen, hvis man vil være en sund rockmusikant - men noget tyder på, at han har bedre greb på bluesakkorderne end på rådgivning om human ernæring.
Godt nok er der noget om, at kødløs mad er gavnlig for miljøet. Men Rød Orlik og Pepsi Light som sundhedstips? Nice try, Viskinde.

Men hurra for, at du har givet Frokostbloggen stor lyst til at se et periodisk system med Pepsi Light som en af nøglebestanddelene.

Din mad, dit valg

Der er ærligt talt ved at gå lige vel meget politik i den her blog, og vi lover, at vi meget snart dækker op med en helt anden menu. Men også i dag har vi slæbt picnickurven med ud i det politiske landskab.

Det hele startede med, at en kollega kunne fortælle, at islamkritikeren Lars Hedegaard optræder i Dansk Folkepartis medlemsblad med en klumme ved navn Groft Salt. Vi har jo noget med natriumchlorid, så tippet måtte straks undersøges.

Desværre er Hedegaards klumme åbenbart stadig kun på tegnebrættet. I hvert fald er den ikke til at se i det nyeste af de numre af Dansk Folkeblad, der ligger på nettet.

Til gengæld kan man i den pågældende udgave af bladet læse om partiets landsmøde i 2008, og til bloggens store glæde er mad et gennemgående tema. Først peges der fingre af, at Det Radikale Venstre serverede "økologiske fiberkiks og ditto urtete" til sit landsmøde. Dernæst serverer partiets pressechef Søren Søndergaard på bladets bagside en passioneret hyldest til et af danskhedens smukkeste symboler.

"Sidste år sendte Dansk Folkeparti en kærlig hilsen til de danske kolonihaver. Vi opførte på Årsmødet et komplet kolonihavehus. Med have, Amagerhylde og kakkelbord. Det var for let blot at gentage den succes. Så i år valgte vi en hyldest til den danske pølsevogn. Denne snart 90-årige institution i det danske gadebillede, der længe har været noget trængt af pizzaer og burgere, humus og salatblandinger så fantasifulde, at afstanden til pølsevognens enkelhed synes uoverstigelig. Pia Kjærsgaard sagde i sin Årsmødetale, at pølsevognenes menukort havde sådan nogle navne, som der var smag i. Hun sagde, at vi vist alle, uanset, hvor sundt vi ellers prøver at leve til daglig, kender fornemmelse af sult, når vi går forbi en pølsevogn med sin duft af varme pølser og brød. Køerne ved pølsevognen i Årsmødets pauser vidnede om, at hun havde ret…"

Ja, man bliver helt sulten ved tanken om en danskhed, der (ud over en i visse passager vidunderligt udtryksfuld tegnsætning, der næppe kan siges at holde traditionelle danske grammatikprincipper i hævd) åbenbart er defineret ved:
- en glæde ved enkelhed
- en stærk modstand mod fantasifuldhed
- en ærekærhed, der forhindrer, at man gentager en succes (gælder det også for strategier i valgkampe?)

Det har i sandhed været nogle tunge år for Danmark: Fremmed mad med en hidtil uset kompleksitet er væltet ind over grænserne og har fortrængt gode danske retter. Man kan sige, at al den udanske mad er kommet her med mærkelige farver og underlige dufte og har hugget vores piger - nej, undskyld: vores kulinariske hjerter.

Set i det lys er det fuldt forståeligt, at Dansk Folkepartis medlemmer vil have lukket grænserne helt til. Det kan vel ikke siges renere og smukkere, end Inger Andersen, Fyns Storkreds, gør det i sin kommentar til Pia Kjærsgaards tale: »De skal bare ikke have lov at komme herop.«

SF: splittet festmiddag

"Vi KAN gøre op med tankegangen om ”os-og-dem”. Og i stedet skabe et samfund, hvor der er plads til alle, der vil."

Sådan sagde Danmarks bedste bud på en lokal Barack Obama, den lidt mindre solbrændte og lidt mere vestjyske Villy Søvndal, da SF i weekenden fejrede jubilæum. At runde 50 år er bestemt værd at fejre i en tid, hvor partier har det med kollapse - enten på en så tåkrummende pinagtig måde, at man ikke kan gå bagefter, eller med så bizarre dødskramper, at man, som bloggen gjorde, modtager sms'er med ordlyden "Hvad fanden sker der? Er transfervinduet i Folketinget pludselig blevet åbnet?" - og SF gjorde det med manér.

Man kunne sikkert godt have skrevet noget morsomt om SF's grunde til at lade Sys Bjerre stå for underholdningen, men nærværende blog er som bekendt mere interesseret i det, der ligger på folks tallerkener.

Og netop her er SF's jubilæumsfest bemærkelsesværdig, kan dagbladet Information fortælle. Det viser sig nemlig, at ”dem-og-os”-forhold åbenbart kun er noget, der skal undviges ude i det store samfund, mens A- og B-hold snildt kan accepteres internt i partiet.

De, der ville give 350 kr. for jubilæumsmiddagen, kunne få tre retter mad, mens resten (proletariatet?) for knap det halve kunne spise chili con carne - tilmed i et andet lokale end de velhavende. Frokostbloggen troede egentlig, at den slags ”har du penge, kan du få”-tankegang hørte til andetsteds i det politiske landskab, men måske er det den slags, der hører med til at vise alverden, at man skam er blevet et regeringsdueligt parti? Eller også er det bare dét, oppositionens stærke mand forstår ved "en socialisme på dansk".

Vi siger velbekomme - og sætter hvide bønner i blød.

Modens ligestillingspotentiale

Frokostbloggen er lidt mat i koderne for tiden, men tro endelig ikke, at vi er blevet kostfornægtere. I dag var der f.eks. mere af det gode salte brød i kantinen.
Mens bloggen altså ikke har spiseforstyrrelser, ser det anderledes ud hos de unge mænd. Hidtil har spisevægring hovedsageligt ramt biologiske kvinder, men kønsligheden er nu også på vej ind på dette felt.

Hvem har skylden? Acne, Cheap Monday og alle de andre, der laver særdeles snævre benklæder. I hvert fald hvis man skal tro den her friske sejler. Ham har vi fundet hos fpn.dk, der kan fortælle følgende:

"Men også anoreksi rammer stadig flere unge drenge, der vil passe de moderigtige ultrastramme jeans.

»Spiseforstyrrelser kommer, når kroppen er blevet et objekt, der skal leve op til et ideal. Det har kvindekroppen været i årevis. Nu er det også nået til mændene,« siger mandeforsker, ph.d. Simon Sjørup, der også har beskæftiget sig med spiseforstyrrelser.

Han er ikke i tvivl om, at ligestilling blandt kønnene også gælder, når det kommer til at udvikle et sygt forhold til sin egen krop.

»Førhen var det nok, når en mand kunne sørge for indtægten til familien. Det er det ikke mere,« siger han til metroXpress."

Den slags spiser vi for mange gode frokoster til at mærke noget til. Eller trøstespiser vi mon de frokoster af frygt for konsekvenserne af den traditionelle manderolles endeligt?

Løgner-latte

Jeg er begyndt at lægge mærke til teskeerne når jeg vasker op. Der er væsentligt flere af dem end der plejer at være. Det er fordi, at jeg er begyndt at drikke kaffe. Tidligere drak jeg te. Men der brugte jeg aldrig skeer. Nu er det kaffe, jeg drikker. Derfor er jeg bitter og livstræt på en frisk måde. Næsten samme sætning har jeg tidligere skrevet i en anden sammenhæng. Derfor føler jeg, at jeg snyder nu. Det føler jeg også når jeg drikker kaffe. Fordi jeg putter mælk og sukker i. Det virker som en uærlig måde at komme ind i kaffeforbruget på. Som at ryge mentolcigaretter. Min blasfemiske anretning har retfærdigvis en bagside. Mælken har betydet, at jeg aldrig har fået en kop kaffe, der ligner verdens begyndelse. Som den de drikker i franske film fra tresserne. I det 21. århundredes Valby må jeg nøjes med en mulatisk pupil i et hvidt krus. Jeg drikker det, selvom det føles forkert. Som en teske i en kop med kaffe.

Solanum lycopersicum

Vi, der har en alt andet end hemmelig drøm om, at ursuppen i tidernes morgen smagte af solmodne tomater, kan ikke undgå at blive bløde i knæene, når Pia Juul citerer Doris Lessing, der skriver opskriftsprosa, så maven begynder at knurre.

Abdiceret sladderkonge i konservesafsløring

Reelt set har ingen tænkende mennesker lyst til at handle i Aldi, men hvis vi skulle kigge forbi, skulle det helt klart være for at se manden, Naser Khader kaldte "et svin, et svin, et svin", købe dåsemad. For som han siger: "Jeg har efterhånden været igennem adskillige varianter af gullasch, og jeg er ikke blevet skuffet!"