konservativ konsekvens

vi er frokosternes svar på the drudge report, og vi iler med lidt malurt til det bæger af begejstring, der konstant var ved at flyde over under weekendens konservative landsråd i bella center. de bitre dråber vil hidrøre fra samspillet mellem to aktstykker.

aktstykke 1: i dagbladet information kunne man d. 10. september læse, at lene espersen afviste det socialdemokratiske forslag om gratis mad til alle folkeskoleelever. »der er ikke et eneste skolebarn, der har taget skade af at smøre sin egen madpakke,« sagde espersen.

det, vi indtil for ganske nylig (nærmere bestemt indtil aktstykke 2 blev os bekendt) har tolket som espersens egentlige budskab, var, at hun ikke mener, at det offentlige skal hjælpe til med at afbøde konsekvenserne af den sociale arv. det, vi hørte espersen sige, var: »nej, annika, det er ikke samfundets problem, at din mor har et alkoholproblem og derfor ikke er i stand til at drage omsorg for, at du får en madpakke med i skole, og det er heller ikke samfundets problem, at det betyder, at du derfor enten
a) ikke får mad, ikke kan koncentrere dig og dermed har vanskeligt ved at få en uddannelse, der kan sikre, at du ender højere oppe end matchgruppe 4, hvor din mor sidder fast
eller b) næsten hver dag køber usund mad, der giver dig et vægtproblem, som dels kommer til at ligge sundhedssektoren til byrde, dels (og vigtigere) giver dig selvværdsproblemer, fordi du er så uheldig at være født ind i et samfund, hvor kun mænd har lov til at være overvægtige.«

så dukkede aktstykke 2 op: 14. september fandt b.t. (takket være det faktum, at kamilla bech holten endnu var i live, hvormed den begavede tabloid ikke var nødt til at dedikere al sin energi til den sag, herunder sandsynligheden for, at lise nørgaards knæ ville volde så meget besvær, at nørgaard ville være nødt til at udeblive fra begravelsen) tid og overskud til at viderebringe lene espersens "tips til at få en travl hverdag med karriere og børn til at hænge sammen". i forbindelse med artiklen er der en faktaboks, hvoraf det fremgår, at "lene og danny [hendes mand, red.] skiftes til at smøre madpakker."

aktstykke 2 viser altså, at citatet fra aktstykke 1 i virkeligheden er en art offentlig undskyldning fra en mor, der godt ved, at hun har trådt ved siden af. ikke et eneste skolebarn har nogensinde taget skade af at smøre sin egen madpakke - og formentlig heller ikke lene espersens ældste søn.

»men han er jo kun otte år gammel,« vil nogle sikkert indvende. men at undgå sagens alvor på den måde vil med espersens egne ord være "for billigt sluppet".

-------

et lille ps.: når b.t.-journalisten, der skrev om espersens tips, engang har fået smagen af ministeriel skosværte af tungen, kan han prøve at lege en lille leg, hvor man bytter ord ud med andre ord. nej, vent - vi gør det for ham. se f.eks., hvordan indledningen på hans artikel kunne have lydt, hvis lene havde heddet lars:

"lars espersen er en politisk komet, der kan nå helt til tops. men han er også mand og far til to små drenge på otte og seks.

mange ville mene, at det er umuligt at få enderne til at mødes. at fars karriere vil gå ud over børnene. eller at familielivet vil lægge hindringer i vejen for, at lars espersen kan nå karrierens højeste mål."

kan familieliv lægge hindringer i vejen for en mandlig politikers karriere? se, den slags vil vi gerne høre mere om, b.t.

svedigt

outlandish er musikkens svar på kenneth perez. en dansk eksportvare med et vist eksotisk touch, der allerede tidligt i karrieren blev sendt udenlands, og som set & hørt fra vores stole her i kantinen er svært overvurderet.

i et forsøg på at omvende bloggen har et af outlandish-medlemmerne, waqas qadri, nu kastet sig over et emne, som vi i sandhed elsker. på sin første dansksprogede single på egen hånd besynger brøndby strands stolte søn nemlig madpakken. at dømme efter reaktionerne på myspace vækker dette skridt ind på bloggens territorium begejstring.



til dette kan vi kun svare:
1. "funky"? kære OutlandishFan!, kig forbi den her blog.
2. sved? i så fald må det være angstens, for sjældent har vi fået sandwichen mere galt i halsen, end da vi hørte den her sang første gang.

A WORD OF ADVICE FOR YOUNG PEOPLE

hvis du godt kan lide kippers i olie, skal du efter endt spisning sørge for ikke bare at smide emballagen i skraldespanden, men også bære posen ud omgående, hvis du helst vil undgå at indlede din tid på et nyt studie med ved afslutningen af allerførste forelæsning at tage din jakke op af tasken og finde ud af, at den efter at have opholdt sig i nærheden af dit køkken ikke levner tvivl hos nogen tilstedeværende om, at du godt kan lide kippers i olie.

et stykke med skæbne, tak

"Stress?: Et solstrejf rammer millimeterpræcist vinduet, jeg sidder ved, og velfornøjet kan jeg mærke aftensmaden finde sig til rette i maveregionen oven på en løbetur, der i den grad gav appetit (og lidt ømme lår). De små glæder? Ja tak. Men måske har jeg taget dem for givet for længe? Eller slet og ret ignoreret dem."

bananiteter

tidligere på året gjorde alskens meningsdannere status i anledning af, at '68-oprøret fyldte 40. det står os ikke helt klart, om der egentlig var nogen, der kunne enes om at udpege utvetydige resultater af revolten, men vi kan i hvert fald se ét. for er der noget, der er lykkedes for ungdomsoprørerne, så er det, at de har været med til at skabe et forrykt bureaukrati i det uddannelsessystem, som de så selvsikkert indtog.

det papirhelvede har kostet mig min frokost i dag, så alt det blev til, var tre bananer.


det er nu ikke så slemt. for godt nok har du måske hørt et rygte om, at bananer feder, men det afviser vores alle sammens spinninginstruktør, chris macdonald.

og måske var netop bananer det eneste rigtige at spise under en heftig infight med universitetsverdenen. rektoren på ku har i hvert fald leveret en af de madmetaforer, der har glædet bloggen mest i indeværende år.

laptoppen af poppen

på kontoret bruger jeg ofte min computer som tallerken. det samme gælder i privaten. ja, jeg tror faktisk, at computeren er min mest brugte tallerken overhovedet. 

det er noget meget distinkt 'år 2.008'-agtigt over det, når man hver dag ved frokosttid, med stor appetit, kaster sig over computeren for at fortære både fjordrejer og rss-feeds.

frokostbloggens grafiske afdeling har nu taget konsekvensen af alt dette. for skal der være tallerken på laptoppen, så lad der være tallerken på laptoppen. lad os præsentere:

den musselmalede macbook.

FORTIDFRÅDERENFREMTID: iFROKOST.

røget filet. en retfærdiggørelse

det er kommet os for øre, at en af blogosfærens primære funktioner er at give bloggere mulighed for at skrive om deres traumer og derefter forvente medlidende skulderklap fra på forhånd nøje udvalgte læsere. det er vanskeligt for os at lade være med at tænke på lasse jensens udtryk "klammosfæren", når vi hører den slags - også selv om det oprindeligt betegnede noget lidt andet.

imidlertid vil vi ikke negligere den skuffelse, som denne blogs hidtidige mangel på personlige, uslikkede sår kan have fremkaldt hos visse besøgende. det er vanskeligt for folk som os med så stor appetit på den del af livet, der passerer i frokostpausen, at finde tunge minder, der har at gøre med netop dette måltid. men det er lykkedes os at nå frem til et enkelt. for at fremmane det har vi brug for et stykke røget filet.

--

dér ligger det og glinser. som en af de eneste pålægstyper er røget filet delvist gennemsigtig, selv når der er tale om relativt tykke skiver, og det lyserøde, kondensdækkede stykke kød dernede i madkassen er ingen undtagelse. straks madpapiret blev fjernet, var rugbrødet synligt gennem fileten. jeg bilder mig nok endda ind, at jeg også kan se det tynde lag af margerine, men det er netop, hvad det er: noget, jeg bilder mig ind. når jeg alligevel tror det, skyldes det nok, at jeg ikke bryder mig om smagssammenstødet mellem min mors svagt syrlige hjemmebag, margerinen og det svedige svinekød. bare tanken om at skulle spise denne mad forvirrer forbindelsen mellem mine synsnerver og hjernen.

forvirringen kan dog også have en anden årsag. jeg er lige begyndt i ottende klasse, og i modsætning til alle andre er jeg ikke gået ned i byen for at købe frokost dér. de andre har glædet sig ubegribeligt meget til at komme op i ottende klasse, for sikke et statussymbol det er at have lov til at forlade skolens område i spisefrikvarteret. og når man har sådan ét, skal man vise det frem. symboler har jo ingen værdi, hvis der ikke er nogen, der ser dem. jeg tror ikke på status, så jeg vil ikke med. men jeg tror alligevel så meget på de andres tro på status, at tanken om deres fordømmelse af mig gør mig usikker og, ja, forvirret.

men jeg sidder altså alene i klasselokalet. alene, hvis man ser bort fra said. han er oprindeligt fra bosnien, og han er syg. hvad han egentlig fejler, ved jeg ikke, men han er i hvert fald skrøbelig. de dage, hvor said rent faktisk er i skole, siger han næsten aldrig noget, og hans dansk er også så usikkert, at han alligevel er svær at forstå. så det er sådan set let nok at komme til at se bort fra said. men i dag siger han noget.

jeg sidder og kigger på den røgede filet, da han siger mit navn. jeg vender mig mod ham, og det viser sig, at han vil vise mig en bosnisk pengeseddel, han åbenbart altid går med i sin tegnebog. den er større end de danske. han ser gladere ud, end jeg nogensinde har set ham, da han rækker mig den. eller måske rettere: mere stolt. jeg spørger, hvor meget den er værd, og hører slet ikke efter svaret. idet han rakte mig pengesedlen, gik det op for mig, at han indtil nu har interesseret mig så lidt, at jeg aldrig har tænkt over, hvem han egentlig er, og nu aner jeg ikke, hvad jeg skal tale med ham om. said har ingen venner i klassen. måske fordi han er så indelukket, måske fordi han ikke ønsker det. det sidste er noget af det eneste, jeg har tænkt om ham inden i dag. men hans begejstring over at vise sin souvenir fra hjemlandet frem antyder, at det er forkert; antyder, at han faktisk gerne vil i kontakt.

jeg har altså alle tiders chance. said har ladet paraderne falde, og jeg kan vise ham, at vi vil ham det bedste. at danskerne vil ham det godt. at danmark gerne vil lade ham komme ind i fællesskabet. men jeg er helt blank. jeg kan kun komme i tanke om at spørge, hvor i bosnien han kommer fra, men jeg har aldrig hørt om byen. og så kommer samtalen aldrig videre. for at undslippe den pinlige tavshed, der opstår mellem hans håbefulde smil og min rungende tomhed, drejer jeg straks hovedet lidt væk og begynder at spise min mad med røget filet. kort tid efter rejser han sig og forlader lokalet. vi går i klasse sammen ni måneder mere, og i løbet af den periode taler vi aldrig igen med hinanden.

--

vi ved godt, at det er for meget med en historie om mislykket integration, hvor en forfjamsket dansker flygter fra at tale med en ung muslim og bruger et stykke svinekød som sin udvej. men nu har vi i hvert fald gjort os fortjent til at forblive i blogosfæren og kan trygt vende tilbage til den vante gænge.