DEN VIRTUELLE MADKASSE

The artist formerly known as Darando

2011-06-03T22:54:00.002+02:00

Som det vil være nogle læsere bekendt, er B.T. et af Frokostbloggens foretrukne medier. Det var os derfor en stor glæde, da den familievenlige tabloidavis forleden kunne opdatere os på, hvordan det står til med den tidligere landsholdsspiller i fodbold, Lars Elstrup.

Selvsagt var vi mest optagede af følgende passage om EM-heltens båd, der i virkeligheden handler om hans kostvaner anno 2011:

"En kraftig lugt af lindolie emmer ud af træpanelerne i skibets kabys. På bordet i det, Lars Elstrup kalder »stuen«, flyder det med mazarintærter, orangeflakes og chokoladeovertrukne havrekiks.

Kage er en hjørnesten i den tidligere topatlets kost sammen med godt dansk smørrebrød og de dåseøl, han drikker med andre på havnen.

»Husk at skrive, at han lever af kage,« råber ejeren af nabobåden og inviterer Lars Elstrup over på et stykke kiwi-rolade."

Sørgmodig sauce (eller: Finland for begyndere)

2011-04-15T11:13:00.003+02:00

Selv om Frokostbloggen har en forkærlighed for hyperlokale nyheder, er vi helt bevidste om, at smørrebrødets hjemland kun udgør en lille del af denne verdens buffet.

Derfor pakkede vi bestikket i rygsækken og drog for noget tid siden nordpå. Destinationen var et land, der på den kulinariske front måske er mest kendt for en særlig slags lakrids, men som bestemt har mere at byde på. Kan man f.eks. bede om mere, når man nord for Polarcirklen kan få serveret rensdyrkebab 100 meter fra University of Lapland?

Finland er leveringsdygtigt i masser af bastante retter, og der skal da nok også en solid kost til at udholde lange perioder med regn og kolossal tavshed. Men selv om finnerne ikke er verdens mest imødekommende folk, og selv om det store nationalepos Kalevala er rigt på drab og endog selvmord, lever indbyggerne dog ikke umiddelbart op til fordommene om gigantisk tungsind.

Ikke umiddelbart, nej. Men man skal ikke kigge ret meget nærmere, før man ser, hvor indgroet melankolien er i det finske samfund. Her tænker vi hverken på den ganske høje selvmordsrate eller på skoleskyderierne.
Næ, vi gik sådan set bare i supermarkedet i Turku, købte pastasauce - og fandt den finske folkesjæl på glassets låg: Selv færdigvare-emballage har let til nedtrykte sindsstemninger.

Grotesk luksus i silkesnører

2011-02-04T13:48:00.002+01:00

I dag har vi til frokosten hørt Spiritualized-sangen "Home of the Brave". Vi fik nemlig lyst til at høre dens linjer om nogle gange at drikke sin morgenmad direkte af flasken, da vi fik foræret en pressemeddelelse om Pinocchio-kugle-connaisseuren Mads Holgers nyeste projekt.

I det hele taget lyder Club Jet-turen til Moskva ganske spektakulær (for ikke at tale om flyet med dj og dansegulv), men her på bloggen bed vi naturligvis mest mærke i løftet om at få så meget mousserende vin, at det kan gøre det ud for fuld forplejning.
Her følger et fyldigt uddrag af pressematerialet forsynet med Frokostbloggens fremhævninger:

Club JET letter igen

Lørdag den 12. marts afholdes for fjerde gang klub JETs natklubsarrangement ombord på et privat fly. Denne gang går turen til Moskva, hvor klubbens direktør, forfatteren Mads Holger, denne gang har lejet en isbryder til at sejle gæsterne op ad den frosne Moskva flod langs Kremls mure. Overnatningen finder sted på det luksuriøse Royal Ukraine, der ligger i et af Stalins syv identiske paladser i byens midte. Siden vil der blive festet på natklubben Imperia Lounge. Mads Holger fortæller, at han har udvalgt sig denne natklub, fordi det netop nu er verdens bedste, men bestemt også fordi det havde gjort indtryk på ham, at der hang ballerinaer ned fra loftet i silkesnører og var indrettet et helt lokale i perler.

Moskva har gennem de seneste årtier udmærket sig som en konstant favorit inden for natteliv, fordi de ekstreme formuer, som findes i byen selvsagt skaber de fornødne omstændigheder for den groteske luksus, som i stigende grad er blevet byens varemærke.

Klub JET har tidligere afholdt arrangementer i Stockholms operahus, på en privat ø i midten af Bosporus Strædet midt i Istanbul og senest under voldsom presse bevågning og massiv sikkerhedsopbud i Libanons hovedstad Beirut. Denne gang arbejdes der blandt andet på at få en sopran til at synge ombord på flyet, der netop hedder Valkyrien og er opkaldt efter en af Mads Holgers barndomskæreste. Derudover arbejdes der ihærdigt på at få sigøjnere til at optræde på isbryderen.

Som altid er de 150 nøje udvalgte gæster kun væk omkring 24 timer, og som altid er det med fuld forplejning af navnlig champagne. Klub JET får denne gang for første gang leveret sin champagne direkte fra det legendariske franske champagnehus Maxims med den karakteristiske art nouveau flaske. Derudover har man tegnet en aftale med verdens dyreste vodka, Kauffman Vodka, hvis flasker kun forhandles ganske få steder. Sidst men ikke mindst leverer hollandske Heineken øl og vand til den ca. to timer lange ombord på flyet med egen DJ, dansegulv og gallaklædte gæster. DJ vil denne gang være Frederik Schlütter, barnebarn af tidligere danske statsminister med fornavnet Poul.

Grødflov II

2010-12-20T17:41:00.002+01:00

I går kunne Frokostbloggen berette, at indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarders livret er risengrød. Imidlertid var vi åbenbart lidt for autoritetstro, da vi tog Haarders ord i et brev til DR-journalisten Kristian Sloth for gode varer.

Det viser sig nemlig, at Haarder måske er ude i en spektakulær kovending. Mens han altså her i december har erklæret sin kærlighed til risengrøden, var denne ret ikke repræsenteret, da han for mindre end et år siden indgående fortalte Informations læsere om sin livret:

»Det er klar suppe med boller. Efterfulgt af suppekød og is. Man koger suppen af kød fra en gammel malkeko i fem timer og tilsætter kød- og melboller. Bagefter kan man spise suppekøddet og slutte af med is. Vi fik det til alle festlige begivenheder i min barndom. Også juleaften. Da min mor et år serverede and, fordi vi havde fået lidt bedre råd, besluttede en enig familie, at vi skulle indføre klar suppe med boller igen. Jeg kan også godt lide grønlangkål. Ikke nordjysk grønlangkål. Sønderjysk Grønlangkål. Den nordjyske er for tør. Den sønderjyske saftig og smelter på tungen.«

Frokostbloggen beklager gårsdagens dårlige research og håber, at den ikke udløser kaskader af ukvemsord fra læserne.

Grødflov

2010-12-19T21:48:00.002+01:00

Det er ikke nogen hemmelighed, at Bertel Haarder har et letantændeligt temperament. I et interview med TV-Avisens Kristian Sloth forleden kom ministeren dog helt usædvanligt langt op i det røde felt, da journalisten stillede et spørgsmål, Haarder ikke var forberedt på.
Seancen med den svært hidsige Venstre-mand kan ses hos DR; det emotionelle kollaps indtræffer efter syv minutter.

DR har her til aften offentliggjort et brev fra Bertel Haarder til Kristian Sloth, hvoraf det fremgår, at der var en helt legitim grund til, at Haarder åbnede for hele vokabulariet og - blandt meget andet - betegnede Sloth som et røvhul, hvorefter Sloth blev anmodet om at pisse ministeren i øret. For at nå interviewet måtte Haarder nemlig afbryde sit aftensmåltid og dermed forlade sin livret, risengrød.

Landets indenrigs- og sundhedsminister føler med andre ord meget stærkt for sin mad, og det er den direkte vej til at stige i Frokostbloggens agtelse.

Noma serverer usand mad

2010-11-28T11:48:00.004+01:00

Efter at den christianshavnske restaurant Noma i foråret blev kåret som verdens bedste, har mesterkokken bag Noma, René Redzepi, tiltrukket sig stor opmærksomhed i globale gourmetkredse. "Dygtig", "utrolig", "ekstraordinær" - plusordene har hobet sig op.

Nu kan Frokostbloggen imidlertid tegne et mere dystert billede af Redzepi og hans madlavning. Takket være en af bloggens ivrige studentermedhjælpere er det lykkedes at grave et dokument frem, der afslører, at Redzepi kokkerer med kløvet tunge.

Vi bringer her et uddrag af en artikel i Hadsund Folkeblad, hvor en lokal kok af italiensk oprindelse i slutningen af oktober berettede om et besøg på Noma. Bid mærke i den næstsidste sætning.

Hvad vejer en slagter?

2010-11-14T23:17:00.011+01:00

"En ny fedtafgift vil styrke befolkningens sundhed, argumenterer regeringen. Men lovforslaget vil gøre det dyrere at købe en række fødevarer, som i dag bliver anprist af det officielle ernæringsmærke, Nøglehullet." Kilde: Politiken.dk

Dette besynderlige lovforslag efterlader Frokostbloggen med ét meget presserende spørgsmål: Hvilke konsekvenser får fedtafgiften mon for prisen på valgflæsk?

Giv os kagen tilbage

2010-11-12T11:12:00.002+01:00

Vi har efterhånden pakket Den Virtuelle Madkasse med jævne mellemrum i en periode på mere end to år, så når Frokostbloggen går i kantinen sammen, falder snakken naturligvis oftere og oftere på den ikke særlig fjerne fremtid, hvor vi skal nyde vores otium og fortælle børnebørnene om dengang, da bedstefar var ung og spiste Bendt Bendtsen-smørrebrød og gullasch med de kendte.

Vi vil som alle gode morfædre igen og igen fortælle om, hvordan alt var bedre i gamle dage.
»Ja, nu skal du høre, Isabella. Da bedstefar var barn, var der pølsevogne overalt. Uhm, duften fra sådan én kunne få folk som mig til virkelig at føle os danske. Men så kom de fremmede til landet med deres pizzaer, burgere, humus og salatblandinger, og det blev så rædsomt.
Men det værste, det var dog alligevel, at de fremmede ødelagde den gode danske hygge i sundhedsvæsenet. Inden indvandrerne væltede ind over grænserne, kunne man få saft og kage, når man var hos lægen eller på sygehuset. Det var ganske gratis, og det var indbegrebet af danskhed, at man sådan lige kunne få sig et plastkrus med saft og lidt klæg sandkage, mens man sad og ventede på at få bortopereret en byld. Men de fremmede gjorde, som de altid har gjort med de gratis ting, som velfærdsstaten giver dem: De udnyttede situationen. Indvandrerne tog hele familien med til lægen og benyttede sig flittigt af den gavmilde forplejning, og så stoppede ordningen med kage og saft. Det var en sorgens dag, og jeg har aldrig tilgivet de grådige indvandrere.«

Fra Fødevareministeriet til de skrå brædder

2010-11-06T19:09:00.004+01:00

I disse uger tyder mange meningsmålinger på, at den siddende VK-regering ikke får forlænget sit mandat. Vælgerne har fået smag for det skatte- og afgiftstyngede smørrebrød i den røde kantine, så i løbet af det kommende kan Lars, Lars, Birthe og alle de andre blive nødt til at se sig om efter noget andet at rive i.

Kommentatorer med et ønske om et regeringsskifte har siden sommerferien mere eller mindre direkte ladet forstå, at regeringen, ikke mindst pga. Lene fra Vendsyssel, har vist svaghedstegn og endda enkelte opløsningstendenser.

Ingen ministre har dog helt åbenlyst taget truslen mod levebrødet så alvorligt som fødevareminister Henrik Høegh. Den 57-årige lollik, der sværger til salami med remoulade og ristede løg, når der skal hældes rugbrødsmadder i skrutten, har nemlig nu løftet sløret for sin plan for fremtiden.
Efter i snart ni måneder at have gjort dét at være en usynlig minister til en slags kunstart har Høegh kastet sig over et af de mest velansete kunstneriske erhverv: skuespillet.

Kriseramt K-leder får også hug af frokostlegende

2010-09-29T21:08:00.006+02:00

Frokostbloggen har fået et læsertip, der omhandler en af tidens allermest centrale politiske skikkelser, nemlig Lene fra Hirtshals. Her på bloggen afdækkede vi for præcis to år siden den nuværende udenrigsministers dobbeltmoral på madpakkeområdet, og det viser sig nu, at den konservative partileder i det hele taget ikke er på særlig god bølgelængde med smørrebrødsverdenen.

I septemberudgaven af Ud & Se rummer et omfattende portræt af smørrebrødsikonet Ida Davidsen nemlig følgende passage:

– De konservative havde en kongres, hvor de gerne ville have os til at lave en Bendt Bendtsen og en Lene Espersen. Det ville vi gerne. Men Bendt Bendtsen er et meget bedre stykke smørrebrød. Det er meget bedre komponeret. Jeg kan ikke engang huske, hvad Lene Espersen ... jo, hun ville have et stykke med krebsehaler og aioli, den spanske mayonaisse du rører op med hvidløg. Sådan noget er hun til, forklarer Ida Davidsen.
– Bendt Bendtsen bad om roastbeef og pickles og kartofler, og han var begejstret for mit forslag om at runde af med peberrod og på toppen et spejlæg. Det er i dag en fuldstændig favorit blandt vores gæster. Bendt Bendtsen sælger langt bedre end Lene Espersen.

Hvis Bendt Bendtsen stiller op til næste valg til Europa-Parlamentet, kunne valgplakaterne godt komme til at se sådan her ud:

Kampsportskendis tænder på krabbekød

2010-08-26T13:57:00.002+02:00

Vejen til vores hjerter går via spiserøret. Det er måske den vigtigste grundsætning for os her på Frokostbloggen, og det er os en glæde, når kendte mennesker fortæller, at de også har erkendt denne livsindsigt. Derfor har vi haft de helt store smil på i kantinen i dag efter at have konstateret, at taekwondo-udøveren, Miss World-direktøren og Hell's Angels-kalendermodellen Lisa Lents kan blive blød i de veltrænede koder over, at der kommer mad på bordet.

Med sans for, at det danske sprog alligevel er det engelske underlegent, hylder hun over for HER og Nu "seafood" og udpeger "noget med hummer, kongerejer eller krabbe og sprøde grøntsager til" som sin foretrukne scoremiddag.

Se og Hør har mere om dansk-hviderusseren og hendes kønspolitiske madlavningsstandpunkter her - og når du nu er derovre, så sørg for at få studeret det, der forhåbentlig kun er den første af rigtig, rigtig mange Se og Hør-historier i en serie om kendte mennesker, der gør noget så bemærkelsesværdigt som at feste med bøsser og lesbiske.

Imens du læser, forbereder vi en skaldyrsbuffet til ejeren af den danske licens til "samtlige mandlige konkurrencer, som Mister World, Mister Universe Model, Mister International og Manhunt International".

FROKOSTBLOGGEN SPISER KIRSEBÆR MED DE STORE

2010-08-13T12:55:00.003+02:00

THERE IS SOMETHING ROTTEN IN THE WATER OF DENMARK

2010-08-04T23:18:00.013+02:00

For blot få dage siden forsøgte den danske musiker, Kyrkan, at undsige sig indflydelse fra det amerikanske vand, fordi han ikke ville lyde som sine amerikanske kollegaer. Men nu viser det sig ironisk nok, at vandet, der har dannet grundlag for succesmusikken fra Brooklyn, rent faktisk har ligeså danske aner som Scarlett Johansson.

For i en juli måned, der blev den næstvarmeste nogensinde i New Yorks historie, var der nemlig kun een ting, som byens musikere klamrede sig mere til end deres ’best new music’-prædikater, og det var halvliters flasker fyldt med inspirerende vand af mærket Poland Spring.

Frokostbloggen har også nydt godt af det svalende vand fra Poland Spring under den amerikanske hedebølge og kan allerede nu mærke en positiv effekt på frokostjazzen. Så i den forstand er der endelig tale om en Brooklyn-hype, der rent faktisk holder vand.

Det mest skelsættende er imidlertid, at Poland Spring tappes i Denmark. Således står der på både firmaets flakser og hjemmeside:

"In Denmark, the Cold Spring site consists of several spring areas located on almost 400 acres of undeveloped land with a single borehole building to withdraw spring water."

Så når du næste gang fylder din sunde drikkedunk med vand fra den danske undergrund og gæster Sweet Silence for at lade inspirationen flyde ud på bånd, kan du trygt tænke på, at dine musikalske landsmænd som Matt & Kim, Kyp Malone og James Murphy alle gør det samme på den anden side af Atlanten.

Lesfleursdumal, Frokostbrooklyn. På dybt vand. Tilbage til fastlandet.

KYRKAN FÅR TØRT PÅ - INDIESCENENS WATERGATE – PART III

2010-07-27T06:37:00.023+02:00

Frokostbloggen har, som tidligere annonceret, skaffet et eksklusivt interview med den danske musiker, Kyrkan. Han har forladt den hjemlige andedam for at tanke inspiration på den side af Atlanten, hvor vandet flyder, som var det mælk og honning.

Frokostbloggen:
Tak fordi du vil stille op, Kyrkan... Du har altså hevet kablet ud af forstærkeren og rejst til Brooklyn for at arbejde. Hvordan går det med det indspilningerne?

Kyrkan:
Jeg været her et par måneder, og der er allerede kommet virkelig mange gode ting på bånd.

Frokostbloggen:
Så vi kan allerede nu fastslå, at vandet i Brooklyn har haft en yderst positiv virkning på også din musik?

Kyrkan:
Det vil jeg ikke just sige.

Frokostbloggen:
(Hoster).

Kyrkan:
Jeg drikker faktisk slet ikke vandet her.

Frokostbloggen:
Det var ikke, hvad vi aftalte.

Kyrkan:
Mig bekendt skulle vi tale om min musik og ikke mit forhold til vand.

Frokostbloggen:
Uden vand ville der slet ikke være musik.

Kyrkan:
Ah, det vil jeg nu nok mene.

Frokostbloggen:
Men hvorfor rejse så mange kilometer og så benægte vandets kvaliteter? Den danske musikpresse har jo længe dokumenteret vigtigheden af vandet i Brooklyn... Dét må da have haft betydning, da du valgte destinationen for dit kreative refugium.

Kyrkan:
Altså. Tag en kunster som Missy Elliot. Hun er bange for at lyde som andre, så hun hører slet ikke radio i de måneder, hvor hun indspiller. Jeg hører radio, men jeg drikker til gengæld ikke vandet i Brooklyn, for jeg vil ikke lyde som de andre bands fra bydelen... Men jeg overvejer faktisk at købe et træningssæt i velour.

Frokostbloggen:
Skal vi ikke holde os til emnet?

Kyrkan:
Jo, så lad mig igen fastslå, at jeg slet ikke drikker vand, mens jeg indspiller.

Frokostbloggen:
Men det skyldes jo som bekendt, at du - som indiescenens svar på Obelix - faldt i Union Pool som lille, ikke sandt?

Kyrkan:
Nej. Jeg kan faktisk slet ikke lide vandet her... . Det smager af klor... Og hvorfor overhovedet drikke noget så kønsløst når man kan få Vitaminwater, Cherry-chocolate-fudge-coke og Muscle Milk døgnet rundt? De mange muligheder, that’s the beauty of America, du ved.

Frokostbloggen:
Hvordan vil du have, at Frokostbloggens læsere skal tro på, at den inspirationskilde, som både Yeasayer, Grizzly Bear og Dirty Projectors drikker af til dagligt, ikke også har en positiv effekt på din musik?

Kyrkan:
... Fordi jeg meget bevidst lader være med at drikke af den... Tribale rytmer vil i øvrigt slet ikke klæde mit lydbillede.

Frokostbloggen:
Jeg behøver vel ikke minde dig om, at du med dit gamle band, Death By Kite, indspillede en EP-trilogi, der havde titlerne Wave I, II og III... Det må da om noget være en hyldest til vand – og ikke mindst en indrømmelse af dets betydning for din lyd.

Kyrkan:
Det var bare en fed titel. Og musik er som bekendt harmoniske bølger. Og svingninger. Så det giver vel sig selv?

Frokostbloggen:
Og hvorfor skal jeg tro på det?

Kyrkan:
Ok, jeg havde lovet mig selv ikke at gøre det her.

Kyrkan krænger sin t-shirt over hovedet og blotter en forslået krop med sår og blå mærker på både albuer og ribben.

Kyrkan:
Se her? Det fysiske bevis på at jeg vitterligt ikke drikker vand, mens jeg er her... For selvfølgelig har det sin pris ikke at drikke vand. Og forleden betalte jeg ved kasse 1. Dehydrering. Bang! Så lå jeg dér. Besvimet på gaden foran Surf Bar i Williamsburg... Man kan vist se et foto på twitpic. Ikke just min stolteste time, siger jeg bare... Men se hvor dybe de er. Og de gør nas. Ok?

Frokostbloggen:
Alle kan simulere et hedeslag nu om dage. Og enhver kan få lavet falske sår hos East River Tattoo... Men hvis jeg ikke tager meget fejl, blev du vel vakt til live igen ved at få kold vand i hovedet?

Kyrkan:
Nej, faktisk ikke. En veninde kom mig til undsætning med Vita Coco. En slags kokosvand med vildt mange vitaminer. En mirakelkur. Så nu føler jeg lidt, at jeg står i gæld til Vita Coco. Og derfor får min næste EP formentligt titlen ’Livin’ la Vita Coco’... Dét er måske en historie, der kunne være interessant for din blog?

Frokostbloggen:
Vi slutter bare her. Ok? Tak fordi du spilder vores læseres tid.

FROKOSTBLOGGEN AFSLØRER - INDIESCENENS WATERGATE – PART II

2010-07-22T21:57:00.013+02:00

Tidligere færdedes Maya Arulpragasam (M.I.A.) som en fisk i vandet i de hippeste kredse, men nu har hendes seneste album bragt hende på så dybt vand, at selv Pitchfork har lukket for det varme af slagsen.

Derfor er vi på Frokostbloggen også yderst stolte af at være de første til at bringe forklaringen på, hvad der gik galt under indspilningen af /\/\/\Y/\.

Nedenstående billede efterlader nemlig ingen tvivl om, at det var et lækket vandrør, der fik det velsignede vand til at fosse ud af Arulpragasamts lejlighed og som tappede hende for fordums kreativitet:

Frokostbloggen ærgrer sig og bistår gerne med tørre håndklæder og trøffelpomfritter, såfremt den gennemblødte tiger måtte få brug for det.

DROWNED IN SOUND

2010-07-21T19:43:00.003+02:00

Efter et par dage i studiet er det med et stolt trut i tenorsaxen, at Frokostbloggen nu kan afsløre, at de intenderede freak folk-indspilninger har udviklet sig til at blive regulær frokostjazz i stedet.

Her på bloggen kan vi naturligvis ikke få armene ned over den nye retning, og som en lille appetitvækker har vores grafiker derfor udarbejdet et cover til den kommende udgivelse:

HIPSTER MÅ NØJES MED VAND OG BRØD

2010-07-16T20:24:00.012+02:00

Al vand i Brooklyn er åbenbart ikke tappet i det himmerige, hvor Ryan Schreiber spiller vuvuzela i porten. For nu viser det sig, at det ellers så hellige vand kan have en yderst grim bismag. Hipster-avisen Village Voice øjner i hvert fald en sammenhæng mellem Frokostbloggens yndlingsvæske og en umotiveret hunde-body-slam i Williamsburg:

”Everyone knows the water in New York is special, but what the hell is Williamsburg getting in their tap these days, exactly?”.

Frokostbrooklyn forsøger i øjeblikket at få en dansk musiker, der befinder sig i området, til at forklare, hvad der rent faktisk løber ud af de amerikanske haner i sommervarmen.

INDIESCENENS WATERGATE – PART I

2010-07-11T06:06:00.015+02:00

Uden vand intet liv. Så simpelt er mennesket og universet indrettet.

Men hvis man har lyttet bare en lille smule til vandrørene i den danske undergrund, så har man længe kunnet få den opfattelse, at der uden vand heller ikke ville være nogen gode indiebands.

Hos Soundvenue kan man således læse, at det Aalborgensiske vand ikke er uvæsentligt for Thee Attacks’ succes:
Og i Undertoners anmeldelse af Tiger Lou smages der tilsvarende på det svenske vand.

“Måske er der noget i vandet i Sverige?“

Men intet sted synes inspirationen at flyde i så stride strømme, som den gør det fra vandhanerne i Brooklyn. For i de senere år er New York-bydelens musikalske output nærmest druknet i rosende ord, og oftest tilskrives succesen netop bydelens vand.

I Soundvenues omtale af sangerinden Olga Bells vandkunster hedder det eksempelvis:

“De må putte noget i vandet i Brooklyn.”

Og i samme medies omtale af debutpladen fra Brooklyn-baserede MGMT rettes opmærksomheden atter mod bydelens undergrund:

“Jeg ved ikke, hvad de putter i vandet i Brooklyn.”

Frokostbloggen har længe været optaget af denne sag og har derfor sendt en skribent til det amerikanske borough for at smage på de våde varer og for at undersøge vandets effekt på denne signaturs indspilning af en længe ventet freak folk EP.

Så hvis du har smag for det amerikanske vand, bør du holde øje med dit virtuelle vandhul i de næste par uger.

Gode Nødder

2010-06-11T00:01:00.006+02:00

Om den unge Christian Fetterlein var på damejagt eller blot spenderede lidt kvalitetstid med sin broder Frederik, da han i denne uge gæstede et yderst appetitligt diskotek i Indre by, vides ikke. Men sikkert er det, at Frokostbloggen hylder alle clubs med spiselige navne:

Kilder siger til Se og Hør, at Christian Fetterlein smed rundt om sig med sine drinks, og pludselig forsvandt han ud på natklubben Karen Van Mandels toilet. (via bt.dk)

Vejen til rigdom starter ved frokostbordet

2010-06-10T11:23:00.005+02:00

Hvad skal der til for at blive rig og lykkelig på én gang?
Ja, selvfølgelig skal man have nogle millioner, så man har råd til at få overskud på andre planer end det økonomiske. Men det, vi her på bloggen især er opmærksomme på, er, at man med fordel kan starte med kniv og gaffel.

Frokostbloggen kan ikke prale af selv at have opfundet denne opskrift, men vi elsker dette livsvisdommens svar på højt belagt smørrebrød.

Bon harpetit

2010-05-26T11:11:00.003+02:00

I en tid, hvor Jonathan Safran Foers nyeste værk Eating Animals sammen med dokumentarfilmen Food Inc er med til at jage kødelskerne en moralsk skræk i livet, er det kun naturligt, at der forekommer modbevægelser til denne effektive kampagne. Det danske anmelderkorps synes derimod fortryllet af den velmenende vegetarisme, men det er ikke uden visse markante bivirkninger.

Frokostbloggen har tidligere fremhævet en række kulinariske musikbeskrivelser, som har iværksat en knurren i maven, og der er da heller ingen tvivl om, at god musik kan føles som et velsmagende og nærende måltid. Dog var det en smule overraskende, at Soundvenues anmelder mente, at Tame Impalas debutalbum var så appetitlig, at hun følte trang til at sætte tænderne i pladen. Helt i Foers ånd var det cd-mediet og ikke den domesticerede antilope, som skulle smages.

Men den fortærende tendens stopper ikke her, og det er derfor man godt kan bekymre sig over om det vegetariske projekt er ved at lykkes lidt for godt. I hvert fald må man rynke på panden over Informations tilgang til musikkens spiselighed. Vi kan på stående fod ikke udtale os om, hvorvidt Ralf Christensen er faldet i Foers grønsagsgryde, men sulten efter et godt stykke kød skinner i hvert fald tydeligt igennem i hans lettere kannibalistiske anmeldelse af Joanna Newsoms optræden i Koncerthuset:

Et fænomen der stopper tiden. En kunstfærdig forelskelse. Og hun danser sin egen smukt forsirede dans gennem sangene, blotter uendelig sofistikeret noget af det kød, vi alle sukker efter – om det så er emotionel højreb eller ganske konkret filet.

Vi krydser naturligvis fingre for, at Ralf Christensen gik sulten i seng den aften, og i et forsøg på at holde standen af dygtige musikere oppe, vil denne blogger fremover begrænse sin vegetarisme til et snævert felt: kagen.

Suppe, stav og is

2010-05-17T19:09:00.006+02:00

De danske ishockeyhelte har i dén grad taget for sig af det kolde bord ved VM i Tyskland, og dén slags hylder vi naturligvis på Frokostbloggen. Det samme gør man på Ekstra Bladet, hvor man sågar har placeret ishockey-redaktionen i avisens kantine.

Da [...] Jussi Jokinen øgede til 3-0, var sagen bøf. Eller næsten. For man kan ikke sige bøf uden at have sagt Tatar. Tomas Tatar. Slovakkernes unge forward har haft et godt VM, og han var da også manden, der med en scoring kort inde i tredje så bølgede kampen frem og tilbage med yderligere to finske mål og et slovakisk til slutresultatet 5-2.
(Ekstra Bladet)

Det ufuldendte citat (eller utilberedte, om man vil), kan kun forklares med, at også sætternissen åbenbart hænger ud ved buffeten.

Her ses i øvrigt en tartar-servering anrettet med en delikat gul puck på toppen:

Bagerkrigen breder sig

2010-05-09T13:11:00.002+02:00

Her på Frokostbloggen har vi tidligere afsluttet den christianhavnske bagerkrig og sendt stjernebageriet Lagkagehuset til tælling efter overraskende ringe bedømmelser af kendisbager Ole Kristoffersens produkter.

Nu kan iByen så fortælle, at Frokostbloggens fredsskabende indsats efter alt at dømme har været forgæves. I hvert fald er der nu en "gourmetbagerkrig" på vej i 2900 Hellerup, hvor Lagkagehuset inden længe vil åbne en filial.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er korrekt at bruge ordet "gourmet". I hvert fald er Carl-Ove Nielsen, der i 13 år har stået i spidsen for konditoriet Café Vagn i Hellerup, mildt sagt ikke imponeret over sin nye konkurrent. Efter først at have været høflig og kaldt Ole Kristoffersen for en kollega skifter Nielsen gear:

»I øvrigt, så bruger Ole (Kristoffersen, red.) det dårligste mel, der findes ... Vi bruger italiensk mel til ciabattabrød. Det mener vi, er det rigtige. Andre bruger dansk mel ... Lagkagehuset er stærkt opreklameret i forhold til, hvad det er værd«.

Carl-Ove Nielsen afslører ikke, hvor han har sin detaljerede viden fra. Men bagernes verden er ikke stor, og der bliver talt en del om Ole Kristoffersen i den, lader det til.

»Vi venter bare på, at han knækker halsen ... Men hvis han får den omsætning, han siger, han forventer, så må vi alle sammen lukke«.

Og lidt senere præsenterer Nielsen for alvor sin syn på den tv-kendte bagermester:

»Ole er ikke en kollega. Han er et røvhul«, skærer Carl-Ove Nielsen igennem. »Han siger, han vil lære hele Danmark, hvordan man bager brød ...«.

Carl-Ove Nielsen vrænger denne sætning ud. Så leverer han sidste salve:

»Jeg ved ikke, om jeg ville trykke ham i hånden, hvis han trådte ind ad døren i dette øjeblik«.

Tag napoleonshatten på og skridt ciabattafrontlinjen i Hellerup af ved at læse hele reportagen her.

MGMT/BBQ/BLT

2010-04-23T16:30:00.004+02:00

Frokostbloggen har fået en ny yndlingsplade.

Den smager således:

"[D]et samlede indtryk står tilbage som en stor, sammenkogt ret, der såmænd både havde et glimrende udgangspunkt, masser af gode råvarer og et par kokke, der egentlig godt kan deres kram. Men alligevel smager retten ikke rigtig godt, og det virker unægtelig, som om nogen har tabt hele krydderihylden ned i gryden og rørt rundt alt for længe, så de enkelte ingredienser er kogt ud og blevet ligegyldige, og alle de forskellige smagsindtryk modsiger og ophæver hinanden. Man bliver gang på gang i tvivl om, hvad det er, man spiser."

Find resten af opskriften hos Undertoner.

The Danish Way to Cook

2010-04-18T19:52:00.003+02:00

Som nogle læsere måske vil huske, kunne Frokostbloggen for snart to år siden berette, at danskerne spiser alt for meget salt. Det er ikke så sundt at hælde for store mængder natriumchlorid indenbords, og derfor vil det være godt for folkesundheden og samfundsøkonomien, hvis vi kan få skruet ned for saltindtaget. Lige netop denne kamp har vi her på bloggen svært ved at engagere os i, fordi vi elsker salt for meget. Men der er nu heller ingen grund til, at vi giver os i kast med sagen, for det er der en prominent dansker, der har taget på sig.

Vi har at gøre med nationalskjalden Simon Kvamm, der har såvel sit band, Nephew, som hele det mandlige fodboldlandshold i ryggen i sangen "The Danish Way to Rock", der på overfladen skal forestille at være en VM-slagsang, men i virkeligheden er endnu et bevis på, hvordan Kvamm med fængende melodier, flammende omkvæd og forunderlige ord spidder danskerne og danskheden.
Se bare disse linjer:

Og hvis de spørger hvor vi bor
Så siger vi: “Der hvor saltet gror”

Med andre ord: Hvis vi skal beskrive essensen af det land, vi kommer fra, så er det vores saltindtag. Kvamm leverer en formidabel indkogning af den danske folkesjæl, og allermest mesterligt er det, at han præsenterer os for vores egen saltnarkomani, men uden at fælde nogen dom over os. Det er kort sagt kun mellem linjerne, at vi kan læse, at vi risikerer, at saltet bliver vores skæbne - og derfor står pointen så meget stærkere. Man kan sige, at Kvamms sprog ikke behøver noget krydderi; det er stærke sager i sig selv.

Man kan læse og høre hele Kvamms kulinariske kritik her.

Stjernebageri taber krig på Christianshavn

2010-03-07T11:11:00.002+01:00

Vi er nået til at skulle sætte punktum i den christianshavnske bagerkrig. Eller rettere burde vi måske sætte et udråbstegn, for resultatet er, hvad boulevardpressen nok ville kalde en chokafgørelse.
Uden den mindste tvivl udpegede de fire deltagere i Frokostbloggens fredspanel det tv-kendte og almindeligvis velansete Lagkagehuset som krigens taber.
Respekterer de krigsførende parter panelets afgørelse, er der således en revolution på vej på Christianshavns Torv, hvor Lagkagehuset så længe de facto havde monopol.

Her hos Frokostbloggen har vi svært ved at forestille os, at Lagkagehuset kan sidde fredspanelets klare udmelding overhørig. Ser man nærmere på afgørelsen, er der nemlig ikke meget at diskutere.

Frokostbloggens fire indbudte kagesmagere i fredspanelet vurderede hhv. Lagkagehuset og Holms Bageris udgaver af fire kagetyper: muffins med bær, træstammer, jordbærkager og den klassiske drømmekage. De i alt otte versioner blev smagt og vurderet én ad gangen, uden at panelmedlemmerne vidste, hvilken bager der stod bag det produkt, de var i færd med at sætte tænderne i. Kagerne blev bedømt på en skala fra 1 til 5 med den højeste værdi som den bedste, og parametrene var som følger: udseende, friskhed, konsistens, smag og en samlet, overordnet bedømmelse.

Og tallene - ja, de taler deres eget tydelige sprog. Lægger man paneldeltagernes overordnede vurderinger sammen, får Holms Bageri et pointgennemsnit på 2,88, mens Lagkagehuset er lige i nærheden af et halvt point efter med gennemsnittet 2,44.
Det er bemærkelsesværdige tal. Ikke blot sejrer opkomlingen tættest på Christianshavns Torv. Resultaterne viser også, at helhedsindtrykket af de to bageriers produkter end ikke kan løfte dem op til skalaens midte.

Går man længere ned i tallene, halter Lagkagehuset også et halvt point efter på de samlede gennemsnitskarakterer for parametrene konsistens, friskhed og smag. Kun hvad udseendet angår, er kendisbageriet tættere på konkurrenterne. Her ligger Holms på gennemsnittet 3,38, mens Lagkagehuset når 3,19.
Og sammenligner man vurderingerne af de enkelte kagetyper, løber Lagkagehuset kun af med sejren i jordbærkage-kategorien, hvor gennemsnitskarakteren 3,25 er nok til at slå Holms 3 point.

Meget symptomatisk for omvæltningen i magtforholdene på Christianshavn løb Holms Bageri med dagens største sejr. Det skete i muffin-kategorien, hvor Holms skovbærmuffin scorede en gennemsnitskarakter på fornuftige 3,5 point, mens Lagkagehusets blåbærmuffin kun ramte 2 point efter mistroiske kommentarer som "MARCIPANSMAG!?" fra S, mens K bistert sagde: "Mazarintærten har ringet. Den vil gerne have sin konsistens tilbage." L kunne blot konstatere, at blåbærmuffinen lignede "en sombrero med underligt sort udslæt" og i øvrigt var "sandkagens svar på en ørkenvandring".

Lige så trøstesløs tegner fremtiden nu for Lagkagehuset, der med al sandsynlighed må forlade Christianshavns Torv. Når det er sket, vil freden på ny kunne sænke sig over Christianshavn - og det vil forhåbentlig være slut med bagere, der sælger ikke videre store (eller gode) drømmekager til 64 kroner stykket. Med helhedsbedømmelsen 1,5 har Lagkagehusets fortolkning af sandkagen med den sprøde topping i al fald lidt et sviende nederlag.

Bagerkrig del II: Grønne hestehove og radioaktive bær

2010-03-05T09:42:00.004+01:00

Som vi kunne rapportere forleden, har det prominente bageri Lagkagehuset siden august 2009 været i en intens krig med konkurrenterne Holms Bageri. Slagmarken er Christianshavns Torv, og for at redde christianshavnerne ud af bagerkrigens rædsler satte Frokostbloggen sig sidste weekend til bordet for at spise konflikten til ende.

Eller rettere sagt fik bloggen hjælp af fire uvildige kagespisere, der til sammen udgjorde det panel, der skulle afslutte krigen. Ligesom WHO beskytter de folk, der har udråbt H1N1 som en pandemi, mod pres udefra, vælger Frokostbloggen at nøjes med at omtale panelmedlemmerne ved deres respektive forbogstaver og deres køn.

Frokostbloggens fredspanel bestod således af C, L, S og K. På en "hvor stor kagefan er du?"-skala fra 1 til 10, hvor 10 er højest, placerer C og L sig allerøverst, mens S er 9,5 og K 8. Vi har således at gøre med en flok passionerede kagetestere.
Af yderligere identifikation kan nævnes, at K hævder, at hvis han var en kage, var han en napoleonshat. L anser på grund af farverne hindbærsnitten for at være den eneste oplagte nationalkage i Danmark, mens panelets kvindelige deltagere, C og S er meget begejstrede for bærtærte.

C, L, S og K smagte og bedømte fire forskellige typer kage: muffins med bær, træstammer, jordbærkager og drømmekage. Hver type blev serveret i to versioner, Lagkagehusets og Holms.
De nøjagtige karakterer til kagerne vender vi tilbage til i det næste indlæg på bloggen. Nu skal vi først smage nærmere på de søde sager fra bagerhylderne.

Lagkagehusets jordbærkage fik pæne ord med på vejen af panelet: "Dagens Audrey Hepburn," var dommen fra K. "Hvor skaffer man den slags radioaktive jordbær?" lød det mere skeptisk fra L, der dog var imponeret over, hvordan kagens enkeltdele i fællesskab løftede sig til et højere plan: ren kagesynergi. C roste mandelsplitterne på toppen, hvilket S også gjorde, inden hun kryptisk gav den ros, at Lagkagehusets jordbærkage "dufter som en campingplads i Strasbourg i sommeren '92".

Holms jordbærkage blev også strøget en del med hårene. Både S og L roste gelétoppen, der holdt sammen på jordbærrene. "Den giver udtrykket jordbærhjelm en helt ny betydning," bemærkede L, der hyldede bundens konsistens og langede en topkarakter ud til smagen.
K var noget mere kritisk: "Der er noget Ghostbusters over den geléhat," konstaterede han, "god film, men dårligt look". C talte i Caps Lock, da hun pointerede, at der var "ALT for voldsom chokolade" på kagens bund, hvilket ærgrede hende, da jordbærrene var friske og geléen decideret "perfekt".

Anderledes klar enighed var der om at knytte hårde, uvenlige ord til begge bageriers drømmekager. "Friskheden er ikkeeksisterende," lød det lakonisk fra C, da Lagkagehusets version kom på tallerkenen. L mente, at Holms bud på den klassiske kage levede op til navnet ved at være "for sød, ligesom drømme ofte er det". Han var dog heller ikke glad for Lagkagehusets udgave, der udseendemæssigt "mere er et sovjetisk mareridt end et delikat drømmesyn" og med sin tyngde medførte uheldige associationer til Berlin-muren. K lod et knastørt host være sin kommentar til konsistensen af Holms drømmekage, som S på én gang fandt "fedtet" og "for smuldrende".

Træstammerne skilte panelet. C og K hyldede Holms skriggrønne kager: "Træstammens revolution," lød det fra C. Mindre imponeret var L, der kaldte Holms kreation "en grøn hestehov" og tildelte bundkarakterer for "klæg konsistens", "kvælende kakaosmag" og en "marcipan så tør som bark". S gav det neongrønne udseende topkarakter, men havde samme modvilje mod smagen som L.

Udseendet af Lagkagehusets hvide træstammer fik ingen jubelscener i gang. Det nærmeste, udseendet kom på at få en ros, var K's bemærkning om, at der var en "Karl Stegger-agtig robusthed over udtrykket". Smagen fik derimod sendt K på sporet af den tabte tid i forstæderne: "Det er lidt ligesom at være 13 år og i Hedegårdscentret: Ballerups madeleinekage."
C kunne ikke få armene ned over den bløde, cremede konsistens. Omvendt måtte L til sin store skuffelse konstatere, at "Lagkagehuset begår alle begynderfejl i den svære træstamme-disciplin", og langede ud efter, at kagen var fedtet, og at smagen var uden nuancer og kun glimrede ved at være et bevis for, at der stadig er et marked for mandelessens.
Og S ramte den mellemfornøjethed, som panelets samlede karaktergennemsnit til Lagkagehusets træstammer var udtryk for, ganske præcist med dommen "lidt 70'er-kedeligt, men udmærket".

Og så var der de to bageriers muffins. For den ene udgaves vedkommende lagde panelet ikke fingrene imellem i bedømmelsen - men hvilken det var, afslører vi først i vores næste indlæg. Et indlæg, der sætter punktum for de syv måneders bagerkrig på Christianshavn.

Frokostbloggen afslutter københavnsk bagerkrig

2010-03-02T22:15:00.002+01:00

I august 2009 kunne Ibyen.dk proklamere, at "Bagerkrigen er brudt ud på Christianshavn". Den overskrift turde Politiken-sitet dog ikke beholde, så den blev ændret til den noget mere bovlamme "Dyre bagere konkurrerer på Christianshavn" (og måske undskyldte Tøger Seidenfaden?).
Her på bloggen kan vi imidlertid vores Grundtvig og ved, at ord skaber, hvad de benævner - og fordi Politiken erklærede, at der var krig, så blev der krig. Siden august har det betydet, at christianshavnerne har måttet leve i en krigszone.

Bevæbnet med vand, mel, sukker og frem for alt chokerende høje priser har to kombattanter altså siden august fyldt Christianshavns Torv med utryghed. De krigsførende bagere er på den ene side af Torvegade det hæderkronede Lagkagehuset og på den anden side den nytilkomne filial af Holms Bageri (og ja, vi foretrækker at undgå den fjollede stavemåde "HLMs").

Selv om Morten Holm Knudsen, ejer af opkomlingen på Torvegades sydvestlige side, ikke just oversolgte sine produkter over for iByen ved at sige, at hans forretning nok skulle klare sig, fordi "folk skal have noget at gnave i" (ja, ærligt talt er det vel noget, man siger om tørret hundefoder), holder Holms Bageri stadig ud i kampen om Christianshavn. Fredsforstyrrerne har ikke vist nogen tegn på at være ved at give op - og slagudvekslingerne ved torvet er efterhånden blevet uudholdelige for christianshavnernes livskvalitet.

Derfor satte Frokostbloggen sig i den forgangne weekend for at gøre den københavnske bydel en tjeneste ved at afslutte bagerkrigen. I løbet af de kommende dage vil bloggen berette, hvad der skete rundt om forhandlingskaffebordet. Vi kan roligt afsløre, at der er fundet en utvetydig vinder - og at Christianshavn dermed forhåbentlig snart kan få sin sjælefred tilbage.

Velkommen, Henrik

2010-02-24T20:38:00.004+01:00

Her på bloggen har vores øjne naturligvis i de seneste dage været rettet mod Slotholmsgade 12. Her residerer Fødevareministeriet, og vi har med spænding imødeset Lars Løkke Rasmussens valg af ny fødevareminister.

Statsministeren pegede sin sabel i retning af Venstre-politikeren Henrik Høegh. Baseret på Ekstra Bladets interview med Høegh fra fredag d. 19. februar 2010 virker den nye minister som en mand, der ved, hvad han vil have, når det gælder smørrebrød:

"Blandt andet trives lus, urin og tarmrester på bedste vis i køledisken og på hylderne i supermarkederne, hvilket i går fik kokke og fødevareeksperter til at kalde maden uegnet som menneskeføde.
Ser man bort fra regeringspartiernes fødevareordførere, der ikke afskriver en mad med lus i, er ingen af Folketingets partier parate til at spise den mad, der bliver serveret for forbrugerne.
- Jeg har da spist flere af de fødevarer, I nævner, og jeg er trods alt blevet 57 år, siger Henrik Høegh, fødevareordfører fra Venstre, og uddyber, at han er ret vild med salami med remoulade og ristede løg."

I ministrenes madkurve (2/2)

2010-02-15T12:45:00.003+01:00

Som vi lovede for syv dage siden, vil sidste halvdel af Frokostbloggens store gennemgang af de danske ministres fødevare-relaterede 2009-gaver give integrationsminister Birthe Rønn Hornbech mulighed for at få stillet appetitten.

I denne ombæring ser vi nemlig på mad – og først zoomer vi ind på frugt. I juni 2009 havde Pakistans ambassadør i Danmark nemlig travlt. Øjensynligt ikke med at fylde ambassadens hjemmeside med informationer, men derimod med at sende gaver til de danske ministre. Ja, faktisk var det kun fem af ministrene – Lene Espersen, Carina Christensen, Lars Barfoed, Kristian Jensen og Troels Lund Poulsen – der ikke modtog en sending mangofrugter fra den pakistanske ambassadør.
Og dog. Helge Sander hævder at have modtaget ”7 stk. papajafrugter” fra Pakistans udsending, men måske hører kategorisering af eksotisk frugt ligesom demokrati på universiteterne til i gruppen af ting, der ikke interesserer Hernings stolte søn, som sikkert også har andet og bedre at røre ved end mangoer.

Birthe Rønn Hornbech kunne ligesom de fleste ministre pakke seks mangofrugter ud af kassen fra Islamabad-administrationens repræsentant. Stakkels Brian Mikkelsen måtte nøjes med fem, mens Inger Støjberg løb med hele syv.
I Statsministeriet fnøs embedsmændene af den slags simple opgørelsesmetoder – »tæller de andre antallet af frugter? Det er alt, alt for let« – og tog opgaven noget mere seriøst. Ergo hev ministeriet vægten frem og kunne berette, at Lars Løkke i pauserne mellem sommerens cykelture op og ned ad bakke i egen kadence havde mulighed for at mæske sig i ”2 x 2 kilo mango”. Og hvorfor da også skrive ”4 kilo”, når man har mulighed for at blære sig med, at man kan multiplicere?

Når man skuer ud over overflødigshornet af fødevarer, som de danske ministre modtog i 2009, springer nogle mere i øjnene end andre. De 10 rødspætter til socialminister Karen Ellemann fra Socialrådgiverforeningens forkvinde, Bettina Post, er et af de spektakulære punkter på august-listerne, ligesom mængden af honningglas til ministrene er overraskende stor.

Endnu mere forbløffende er det dog, at tre ministre i september fik tilsendt 250 milliliter Cremefine. Og ja, den kvarte liter fedtreducerede fluidum blev tilsyneladende sendt med posten. I Fødevareministeriet har manglen på bedre ting at tage sig til i hvert fald ramt embedsværket så hårdt, at det ikke blot har brugt tid på at notere, at Eva Kjer Hansen fik Cremefine, men også har gjort det klart, at madlavningsproduktet var ”vedlagt i brev”.
Mens Søren Gades embedsmænd havde travlt med at håbe på, at ingen ville komme i tanke om den der mærkelige sag, hvor TV 2 pludselig vidste, at Jægerkorpset skulle til Irak, inden Udenrigspolitisk Nævn vidste det, fik de tiden til at gå med at notere, at det skam var alle folketingsmedlemmer, der modtog Cremefine fra Margarineforeningen. Enten er dét løgn – og det kan det jo dårligt være, når det er Forsvarsministeriet, der informerer – eller også har de resterende 16 ministre på grummeste vis tilbageholdt oplysninger om, hvordan Margarineforeningen har forsøgt at smøre dem. (Hej revyforfattere – det ordspil må I gerne stjæle).

Eller også er embedsmændene i de forskellige ministerier ikke enige om, hvordan de skal håndtere den såkaldte åbenhedsordning. Hvornår er en gave til en minister en gave til ministeren, og hvornår er den til folketingsmedlemmet, som så i øvrigt er minister? En forvaltningsmæssig udfordring af den slags, statskundskabsstuderende i hobetal drømmer hvileløst om at få lov at komme ind i det statslige system og løse.

Hvis de nyuddannede politologiske kandidater gerne vil lære noget om utrættelig finesse og trang til perfektion, er og bliver det Søren Gades departement, de skal sætte kursen mod. Da den folkekære forsvarsminister i slutningen af september tog til uformelt ministermøde i Sverige – og formentlig havde svært ved at sige noget efter at have bidt tungen af sig selv, fordi han få dage forinden havde været så dum at sige, at brændet ville falde ned over ham selv, hvis det viste sig, at Forsvaret selv havde lavet den arabiske oversættelse af Thomas Rathsacks bog om at være jægersoldat – var der ingen vaklen: »De gaver, svenskerne giver Gade, skal noteres omhyggeligt og med militær præcision.«
Ordren gik rent ind hos de underordnede, der efter mødet kunne fortælle offentligheden, at Gade blandt meget andet havde fået solbærjuice og Läkerol. Men det var ikke bare solbærjuice og Läkerol. Næ, det var ”750 ml solbær juice” og ”en pakke läkerol (cactus)”.
Pyha, så kan vi ånde lettet op. Havde de små svenske pastiller været med salmiaksmag, ville en korruptionsanklage have ventet lige rundt om hjørnet. Men når bare det er kaktus, går det nok.
Det må man i al fald håbe for Karen Ellemann, der i december modtog hele fire pakker ”cactus piller” fra et firma, der ved hjælp af kaktus fremstiller piller, der fungerer som et middel mod tømmermænd. Hvorfor lige netop socialministeren skulle have brug for dem, tør Frokostbloggen ikke spå om, og pillerne skulle i øvrigt heller ikke kunne dæmpe moralske tømmermænd.

Da vi i sidste uge var rundt i ministerierne for at drikke slatter, konstaterede vi en klar kønsskævhed, når det gjaldt spiritusgaver. Det er imidlertid ikke kun de flydende varer, der giver ligestillingsproblemer. Ligesom mænd har en lavere gennemsnitslevetid, sidder mere i fængsel og har større risiko for at begå selvmord, har man som mand trukket en nitte i kromosomlotteriet, hvis man gerne vil have chokoladegaver. Ud af de 34 æsker chokolade, som figurerer på ministeriernes gavelister for 2009, endte kun de 15 hos en mandlig minister. Den skævhed ser måske ikke så voldsom ud, men her skal man huske, at der er flere mænd end kvinder i regeringen. Det blev med andre ord i gennemsnit til 1,25 æsker chokolade til hver af de mandlige ministre, mens kvinderne i snit kunne snuppe 2,71 æsker med hjem.

Og Birthe Rønn Hornbech? Hun fik ingen chokolade.

P.S.: Vi skal gøre nysgerrige borgere, journalister og andre opmærksomme på, at der måske ligger en stor afsløring og venter i Klimaministeriet. Ministeriet har nemlig valgt at forholde sig så tavst, at det end ikke har besvaret Frokostbloggens gentagne henvendelser for at få adgang til oplysningerne om Lykke Friis' forgænger, Connie Hedegaards, gaver. Vi kan således ikke afvise – og ministeriet gør intet for at modbevise – at der gemmer sig skandaløse mængder af Cointreau, flettede købmandskurve og tørret frugt i kommissærens skabe med gaver.

soup du jour – yesterday's news

2010-02-10T18:58:00.006+01:00

TV2 leder efter madbloggere til optagelserne af et kommende tv-program, og det vækker i dén grad begejstring hos nogle af vores kollegaer.

Jeg vil dog tillade mig at spå, at 2010 bliver madbloggernes år. Det er i år, de bryder igennem.
dseneste.dk

Her på frokostbloggen glæder vi os blot over, at vores 2010 begyndte for over halvandet år siden. Dét fejrer vi med en lækker dessert, mens vi griner smøret af tv-kanalen, der så desperat kæmper med at få deres virtuelle hors d'oeuvres tilberedt, inden også 2010 er omme.

I ministrenes madkurve (1/2)

2010-02-08T10:42:00.006+01:00

Magtfulde mennesker, næsten 600 flasker vin og våben.
Frokostbloggen serverer alt dette og en hel del mere i denne den første halvdel af vores tidligere varslede granskning af danske ministres gaveborde – men først skal vi lige have nogle fakta på plads.

For et lille års tid siden holdt B.T. en kort pause i sin ellers intense kamp for at skævvride relevansen af ethvert nyt forskningsresultat på fødevare- og sundhedsområdet. Det var nemlig kommet tabloidavisen for øre, at Bendt Bendtsen havde overraskende travlt med at bruge sin arbejdstid som minister på at plaffe dyr og besigtige diverse golfanlæg.

En del af avisens research byggede på, at journalisterne havde fået adgang til Bendtsens ”ucensurerede kalender”. At den var ucensureret, tyder på, at der stod andre ting i den, end der gjorde i den officielle ministerkalender, som journalister og alle mulige andre interesserede borgere var i deres gode ret til at få indsigt i. Hvis vi skal være lidt formelle, var adgangen til kalenderne en del af princippet om offentlighed i forvaltningen.

Og ja, vi skriver ”var”. For få uger efter at Bendtsen og hans glæde ved at skyde efter dyr i Baltikum havde fyldt mediebilledet, meddelte den nyudnævnte statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at det skulle være slut med, at hr. og fru Danmark skulle kunne gå og glo i ministrenes kalendere. Fordi især pressen var meget optagede af, hvad der stod i kalenderne, var det umuligt for Løkke, Espersen, Haarder & co. at bruge dem til at skrive, hvad de egentlig havde på programmet. Så ud fra ”hensynet til at få en praktisk hverdag til at hænge sammen” (og til at kunne tage på jagt, når man vil det?) blev der i huj og hast fremsat et lovforslag, som drønede gennem Folketinget – og så var det ellers slut med, at nævenyttige bladsmørere spændte ben for en god golfrunde.

Lars Løkke og de øvrige folketingsmedlemmer, der lagde stemmer til forslaget, havde imidlertid set Ondskabens øjne og kendte udmærket quid pro quo-princippet. Så til gengæld for kalender-indskrænkningen fik alle vi danskere adgang til oplysninger om de ministerielle rejseudgifter og ikke mindst om det væld af gaver, der dumper ned i ministrenes arme.

Hvis man skal være på tværs, kan man spørge, hvorfor sådan nogle gavelister skulle være noget værd for den kritiske presse, for hvis man som minister har fået en gave, der kan virke problematisk, undlader man vel bare at skrive den på listen? Altså medmindre man er Lars Barfoed, som i december kunne berette, at han skam havde fået to billetter til fodbold i Liverpool af Carlsberg – og hvilken relevans den gave har for en transportminister, kan man så gruble lidt over.

Men vi er ikke på tværs her på bloggen. Næ, vi har trukket ja-hatten godt ned om ørerne og er gået på jagt i de ministerielle køleskabe og vinkældre for at kunne fortælle om al den mad og drikke, der tilfaldt den udøvende magts allerypperste repræsentanter fra og med maj 2009 og frem til nytår.

I dette indlæg holder vi os til de drikkelige gaver. Dem var der en hel del af. Samlet blev det til 580 flasker vin (altså i snit mere end 30 flasker pr. minister i løbet af de otte måneder), seks flasker mousserende vin, 71 øl, 26 flasker spiritus samt én flaske ”visdomsdråber”, som i maj tilfaldt førnævnte Lars Barfoed, da han aflagde Hirtshals Transportcenter et besøg (se oversigtskort nedenfor). Hvorvidt dråberne har været involverede i affæren med Liverpool-billetterne, fremgår ikke – men så længe vi ikke har undersøgt sagen, vil vi ikke afvise det.

Fordelingen af de mange flasker vin var dog noget ujævn, hvilket fremgår af dette diagram.
Venstre-ministrene tiltrækker sig tydeligvis de største mængder gæret druesaft, og særligt glædeligt er det at se Inger Støjberg og Kristian Jensen være godt med. Ved at modtage så mange liter vin har Støjberg gjort en flot indsats for at udjævne noget af den kolossale kønsskævhed, diagrammet viser, hvormed vi nu har fundet ét felt, hvor Støjberg lever op til sine forpligtelser som ligestillingsminister.
Kristian Jensen ser vi alt for lidt til i medierne, og bortset fra hans verbale lussinger til Reimer Bo var 2009 et noget stilfærdigt år for skatteministeren. Men det var så åbenbart, fordi han var ude for at fylde sine vinreoler op.

Ja, faktisk ville den ellers til tider lidt undseelige Jensen have snuppet førstepladsen på vinbarometeret, hvis det ikke lige var for Abdelaziz Bouteflika. Ud over at være præsident i Algeriet er Bouteflika nemlig øjensynligt en meget gavmild mand. Selv om der er hele 83 lande i verden, der har et højere bruttonationalprodukt pr. indbygger end Algeriet, følte Bouteflika sig i december kaldet til at fyre en flok algeriske dinarer af på at forære Lars Løkke Rasmussen hele 48 flasker vin, hvormed den lille mand fra Græsted pludselig røg til tops på vinlisten.

48 flasker vin er meget, men gaven fra Abdelaziz Bouteflika, som ovenfor ses i omfavnelse med en anden fremtrædende politiker, blev endnu bedre af, at den også rummede seks kasser dadler – og en sabel. Man må håbe for Løkke, at han er bedre inde i reglerne for transport af våben end Bendt Bendtsen.

Men der skal andet og mere til end vin, hvis man som minister for alvor skal kvæle ubehaget ved de dårlige meningsmålinger. Og her kommer de 26 flasker spiritus som sendt fra himlen – i hvert fald hvis ”himlen” er et synonym for så forskellige guttermænd som den russiske forsvarsattaché, S. Doroshenko, den tjekkiske ambassadør, Zdeněk Lyčka, og Foreningen af Kommunale Beredskabschefer.

Når det gælder spiritus, er der imidlertid igen kønsmæssig slagside, så de kvindelige ministre skal ikke gøre sig nogen forhåbninger om for alvor at drikke sorgerne væk i sprut. Kun fire af de 26 flasker whisky, akvavit, solbærsnaps og vodka er endt hos regeringens damer.

Og Birthe Rønn Hornbech? Hun har ikke fået en eneste dråbe af noget som helst. Nu er Rønn Hornbech – som vi jo af og til har set det (og vores tæer smerter stadig efter at have været krummet helt sammen) – ikke typen, der bliver tør i munden af at tale, men måske vil Kristian Jensen alligevel forbarme sig over integrationsministeren og give hende den (ikke nærmere specificerede) mængde kildevand, han modtog i juni.

I samme ombæring kan Jensen medbringe den paptallerken, Frelsens Hær forærede ham i december – for når Frokostbloggen om nogle dage på ny tager på tur i ministeriernes fadebure, får Rønn Hornbech nemlig noget at lægge på tallerknen.

Tal med mad i munden

2010-02-04T01:05:00.006+01:00

En Facebook-gruppe har løjet Amin Jensen død. Men dén slags gør man ikke uden, at hans fans tager ham i forsvar:

"Lægger man alle gruppens medlemmers IQ sammen, når man op på det enormt høje gastronomiske tal 19"

Om ovenstående Amin Jensen-fan foretrækker tre-, fem- eller syv-retters menuer, kan vi kun gisne om her på Frokostbloggen. Men det afholder os imidlertid ikke fra at foreslå følgende menu til komikerens sidste nadver:

En salat 9-coise til forret og dernæst kotel-1'er serveret med 2-fu. Velbekomme.

Krig på tv-køkkenkniven

2010-01-25T17:08:00.002+01:00

Hvis der er stille her på bloggen i hverdagene i de kommende uger, er der en god forklaring: Der er udbrudt madkrig.

Og hvem vil ikke gerne til middag hos Jan Fog, det meget medievante og afbalancerede hestepigestjernebabefænomen Tina Lund eller hos Peter Aalbæk i Herfølge (hvor han åbenbart ifølge lokale rygter går rundt med dameunderbukser om aftenen)?

"Skriver I, karle?" brøler Holbergs Vielgeschrei i Den Stundeløse - og ja, vi sidder bestemt klar med blokken for at notere os Camilla Ottesens tips & tricks.

Sikke en appetitvækker.

Kære Jonathan Safran Foer

2010-01-20T23:19:00.002+01:00

Du har skrevet en bog, der på dansk hedder Om at spise dyr. At den overhovedet har fået en dansk titel, er første tegn på, at kaos venter forude.

I din bog argumenterer du for, at der er noget helt galt med den måde, vi producerer kød på. Ja, det budskab, dine læsere skal have med sig, er velsagtens, at det vil være bedst for os alle, hvis vi holder op med at spise kød eller i hvert fald skruer kraftigt ned for forbruget.

Og det er her, problemet ligger; hér, vi finder udgangspunktet for, at helvede på jord vil bryde ud et eller andet sted mellem Gedser og Skagen, hvis en betydelig mængde danskere læser bogen og begynder at diskutere den. For er der noget, vi hertillands ikke bryder os om, så er det, når vi - og ikke mindst vores børn - bliver afskåret fra muligheden for at spise fabriksfremstillet, antibiotikaproppet og fundamentalt arveanlægsmanipuleret kød fra svin med væskende skuldersår*.

Se bare, hvordan seks århusianske daginstitutioners beslutning om ikke længere at servere svinekød bliver kaldt "en bombe under dansk kultur". En dansk kultur, der tilsyneladende er funderet på søjler af flæsk: den danske folkesjæls arkitektur, komplet med fedtbræmmer og brusk.
En lokalpolitiker fra Svinets, undskyld Smilets, By siger til BUPL's fagblad, Børn & Unge, at "det vil være uheldigt, hvis et dansk barn går igennem vuggestue og børnehave uden nogensinde at støde på en hamburgerryg eller en leverpostejmad".

Men kære Jonathan, det bliver endnu dummere: Chefen for de seks daginstitutioner er blevet udsat for så grove trusler, at sagen nu er anmeldt til politiet. Afsættet for truslerne, hvis karakter dagtilbudslederen ikke ønsker at uddybe, er beslutningen om at sige farvel til flæsk, svinehjerter og grisetæer.

Det må med andre ord stå ganske klart, at du er nødt til at bede dit danske forlag om at trække Om at spise dyr tilbage omgående. I det her land er vi slet, slet ikke klar til at sige farvel til kødet. Vi har f.eks. alt for travlt med at skændes om madpakker.

* = Hvis du vil se en statistik, der skriger "her er noget, der ikke hænger sammen", så tjek tallene nederst på denne side. En minimering af antallet af skuldersår på over 90 procent på tre år? Seriøst, Fødevarestyrelsen?

Bloggens første 2010-yndlingsord: slikspand

2010-01-07T17:43:00.003+01:00

Dagbladet Politiken ramte i går sin kernelæsergruppe af velmenende gymnasielærere lige midt mellem med øjnene med ikke bare én, men to sukkerstads-pletskud.

1) For dem, der ikke allerede vidste det i forvejen, står det nu klart, at Danmark må være det nye Forbudssverige. Hvordan skulle der ellers kunne opstå en "plan mod salg af slik"?

2) Den ellers genfærdsagtigt usynlige fødevareminister, Eva Kjer Hansen, kunne løfte sløret for, hvad der var i skålene, da hun sidst havde små dannebrogsflag på spisestuebordet:

»Ved festlige lejligheder køber jeg selv en spand Quality Street og fylder skålene op. Sidst jeg havde fødselsdag, var det noget af det, jeg bød rundt. Men det er ikke noget, jeg køber til Disney Sjov om fredagen.«

Desværre melder Eva Kjer-historien intet om, hvilken størrelse skåle der er tale om. Men måske var der i virkeligheden tale om det fad, som fødevareministeren fik i såkaldt "høflighedsgave" fra sin portugisiske kollega tilbage i maj?

I øvrigt kan vi varsle, at bloggen inden længe vil kaste et indgående blik på de fødevaregaver, danske ministre modtager.

Gastrokrati

2009-12-08T21:14:00.002+01:00

Her på bloggen holder vi af mad og drikke, der behager vores smagsløg og maver. Føde og væske er helt essentielle for menneskets overlevelse, og det er således naturligt at gøre disse ting til nøglepunkter i tilværelsen.

Det er dog de færreste, der har taget skridtet fuldt ud og opbygget en politisk styreform centreret omkring tilfredsstillelsen af sult og tørst. Et sådant styre kunne man kalde gastrokrati, og journalist Morten Pihls nyligt udkomne bog "Højt at flyve" skildrer, hvor beundringsværdigt langt en kommune nord for København nåede i udviklingen af netop denne styreform fra 1985 til 2002.

"På dette bjerg skal Hærskarers Herre
holde festmåltid for alle folkene,
et festmåltid med fede retter og lagret vin,
med marvfede retter og ædel, lagret vin."

Sådan lyder kapitel 25, vers 6 i Esajas' Bog. Disse linjer havde kommunens ordførende direktør liggende på sit kontor, og hvis fotokopien fra Bibelen var tænkt som en slags programerklæring for kommunens ledelse, lykkedes målsætningen til topkarakter. Bortset fra at det kun var de færreste borgere, der fik sig et festmåltid.
F.eks. havde borgmesteren blot to personer til bords, da det 20. marts 2001 blev til en flot og naturligvis skatteyderbetalt restaurantregning på lige knap 52.000 kroner for tre måltider, syv mineralvand og syv flasker vin, hvoraf to løb op i 8.750 kroner stykket.

Morten Pihls bog er en imponerende velresearchet skildring af en Venstre-borgmesters uhørt visionære arbejde med at gøre laks, chilipasta og guddommelig rødvin vigtigere for kommunalstyret end gammeldags principper som offentlighed i forvaltningen, ydmyghed over for borgerne og respekt for de gængse juridiske rammer.

En styreform, hvor menukort har større betydning end cirkulærer, er lige noget for Frokostbloggen, og vi anbefaler på det varmeste vore læsere at bruge pausen mellem dette og det næste blogindlæg på at læse "Højt at flyve".

Farlig frugt

2009-10-28T22:24:00.003+01:00

Her på bloggen nyder vi utrolig godt af vores grundlovssikrede frihedsrettigheder. Bevares, det er jo ikke just noget, man bliver mæt af, men vi skal ikke desto mindre gerne gøre det helt klart: Vi hylder ytringsfriheden, og vi mener, at den aldrig kan gradbøjes (medmindre man er nødt til det). Vi tegner godt nok ikke noget, men det er mest, fordi der kun yderst sjældent er papirdug på bordet, når vi indtager vores frokost.

I går blev der skrevet endnu et kapitel i den endeløse tragiske saga om konsekvenserne af at tegne generelt usjove tegninger i en stor dansk avis. På rad og række har de danske nyhedsmedier imidlertid overset et af de mest interessante punkter i FBI's rapport om en af de anholdte amerikanere. På side 13 og 14 i rapporten kan man nemlig læse en liste over ting, den nu arresterede David C. Headley mente, at han havde brug for at få ordnet på vejen mod at hævne de danske bladtegneres venstrehåndsarbejde.
Og netop dér gemmer sig en historie, som vi her på bloggen glæder os til, at nogle nysgerrige journalister graver ud:
Hvad havde Headley egentlig i tankerne, da han midt mellem noter om transportformer, videoovervågning og grænseovergange pludselig skrev "Mixed Fruit Dish"?

Var dét, Headley havde planer om at gennemføre, i virkeligheden verdenshistoriens første forsøg på frugtterrorisme?

Kommunal valgkamp indledt med dessertchok

2009-09-20T16:44:00.003+02:00

I disse timer er Dansk Folkepartis 14. årsmøde ved at slutte, og som vanligt har partiet brugt deres komsammen på at italesætte sig selv som det allermidterste midterparti i dansk politi og på at råbe "nok er nok!" mod alle fire verdenshjørner.

Mindst lige så kedsommeligt er det at kunne konstatere, at pølsevognen fra sidste år ikke har fået lov at komme med til Herning. Men heldigvis for forslugne gourmander som os er der hjælp at hente i DF's lokalafdeling i Furesø Kommune.

I et område, hvor kommunalpolitik tidligere har været forbundet med kulinariske oplevelser i den helt dyre ende af skalaen, blæser DF nemlig ifølge Dansk Folkeblad nr. 3 til kommunal valgkamp med en spektakulær dessert.
Ærede læsere - fra DF-Furesø til jer: stemmeslugere som sukkerstads!

"Salat på vrangen"

2009-09-10T14:45:00.002+02:00

Det glæder til hver en tid Frokostbloggen, når andre i blogosfæren tager måltider lige så seriøst som os. Derfor linker vi glad & gerne til livsstilscoachen Kelvin, der kritisk gransker udviklingen på dessertområdet med afsæt i uddelingen af prisen Årets Gericke.

Vegetabilsk svinekød

2009-08-31T17:07:00.003+02:00

Christianshavns Beboerhus serverer mad to dage om ugen. En gang hver anden uge er der tale om en vegetarret, og kødfornægtere i lokalområdet kan godt glæde sig til torsdag d. 24. september.
Ifølge den ultralokale avis Christianshavneren proklamerer menukortet den dag nemlig "Vegetar: Porre/løgtærte m. bacon".

Her på bloggen kommer vi til at tænke på dengang, da Fødevarestyrelsen forbløffet kunne konstatere, at det flere steder var muligt at købe "halal-skinke".

Kommunalt og kulinarisk

2009-08-25T10:55:00.004+02:00

Her på bloggen har vi smag for kommunale forhold, og den forgangne uge bød på en mindeværdig sag, der på ny berettiger til et kig ind i kommunernes køleskabe.

Som en udløber af den lovbefalede kostordning krævede Århus Kommune nemlig i sidste uge, at forældrene i to daginstitutioner sværgede og lovede, at de ville bede om tilladelse til at fortælle medierne om de madpakker, børnene fik med hjemmefra. Forældrene har nemlig valgt selv at smøre deres børns mad frem for at lade kommunen stå for frokosterne, og ved dermed at blive kommunale leverandører havde forældrene kørt sig i stilling til en ikke mindre end seks sider lang kontrakt, der ifølge en mediejurist var i strid med ytringsfriheden.

Vi hylder i særskilt grad tre ting ved affæren:

DR's brug af ordet "mundkurv" i en historie om mad.
Kommunens helt forståelige insisteren på at lære forældrene og deres børn, at man ikke uhindret kan tillade sig at plapre om frokoster i alskens medier; den slags hører kun til ét sted - hos frokosternes svar på det sovjetiske Pravda, http://frokostbloggen.blogspot.com
At forældre, der smører deres egne børns madpakker (og på den måde viser, at de har taget ved lære af dét, Lene Espersen gør, og ikke af dét, hun siger), skal holde sig fra at smøre saltkødsmadder sammen med andre forældre, for så kommer Fødevareregion Nord efter dem.

FAST FOOD

2009-08-18T13:38:00.003+02:00

Mens flere sportskommentatorer og -entusiaster i disse dage mistænker den hurtigste mand på jorden, Usain Bolt, for doping og urent trav, bringer Ekstra Bladet en langt mere interssant afsløring:

"Jeg fandt en McDonald og fik en masse nuggets til frokost"

Usain Bolt om sin frokost før 100 meter-finalen ved VM i Berlin.

Nydelse.dk

2009-08-16T17:08:00.002+02:00

Hvis "hver femte dansker på sin ferie vælger at gå ombord i minibaren for gennemsnitligt 370 kr. om ugen", hvor meget indtager de sidste 80 procent så? Mere eller mindre? Dagbladet Børsens mildt yuppie-ramte underside Pleasure.dk leverer aldrig svaret i en artikel, der til gengæld har meget mere end særprægede statistiske krumspring på serveringsfadet.

Alene rubrikken "Superrige går amok i roomservice" pirrer fantasiens smagsløg, så stenbiderrogn, årgangschampagne og sushibeklædte geishaer myldrer forbi den indre nethinde - men resten af artiklen leverer også varen.
Kunne det f.eks. være noget med en bagel garneret med hvid trøffel og bladguld? En omelet til lige lidt under 5.000 kroner? Eller en Martini on the rocks til 48.000 kroner?

Noget kan tyde på, at det er de forkerte mennesker, der er blevet ramt af finanskrisen.

Og meget apropos folk, der godt kunne have fortjent en lidt større lussing, leverer Pleasure.dk også et komplet absurd, ufrivilligt morsomt tv-indslag om, at vi skal prøve at lægge finanskrisen bag os ved at lære at lave gode pizzaer.
Det indebærer blandt andet "original oregano", og Gud nåde og trøste os da også, hvis vi går og tænker så meget på finanskrisen, at vi kommer til at bruge ussel dagligdagsoregano.

Selv om indslaget giver en uhæmmet trang til omgående at iføre sig et ulasteligt jakkesæt og begynde at tale som en vært i midt-80'ernes Fjernsyn for dig, vil vi anbefale at se det helt til ende. Pludselig dukker økonomioraklet Steen Bocian (der ifølge ovenstående link "kræver den ultimative pizza") nemlig op på jakkesætmandens terrasse, hvor han drikker rødvin og fniser som en teenageknægt - alt sammen en indikation af, at de mennesker, der tjener deres penge på at tale og tale og tale om finanskrisen, tilsyneladende ikke selv lider nogen nød.
Men det behøver de arbejdsløse fra socialklasse IV jo heller ikke gøre - for nu ved de, hvordan man fremstiller en hjemmelavet pizza med original oregano.

KVINDER ER FRA VENUS, MÆND ER TIL MARS

2009-08-12T22:57:00.006+02:00

"Jeg forstår godt narkomaner og alkoholikere. For jeg er ligeså afhængig, som de er - bare af grænsehandlen og dens enorme udbud af billigt slik og chokolade".

Poul Solberg Hansen. Socialdemokratiet, byrådsmedlem, Aabenraa.

Rå studentikost

2009-08-10T23:39:00.019+02:00

Så spilkoger glosuppen endnu engang, for nu har de virtuelle øjne atter været langt nede i de kendtes kødgryder. Denne gang var det Mads Holger, oldebarn af Ole Jastrau og efterkommer af den unge Werther, der iklædt tank top højest overraskende gjorde sine indkøb i døgnNETTO i Store Kongensgade. Men i en tid hvor leverancerne fra den nu detroniserede jetsetdronning ikke længere er stabile, kan vi alle få behov for en tur i døgnNETTO. Selv Mads Holger, åbenbart.

Denne aften havde Danmarks fremmeste club-orakel og levemand dog hverken foie gras, Moët & Chandon eller coke i kurven. I stedet var den blå plastikkurv, der i øvrigt stod godt til resten af Holgers capoeira inspirerede påklædning, fyldt med tre besynderlige produkter.

– Fem liter vin. Selvom vinen var billig, er der point for forfatterromantikken. Og på den anden side så er der jo heller ingen grund til at skrive sløje nøgleromaner på Pingus.

– 1 pose Superflyers – formentligt et veludtænkt forsøg på at få efterfølgeren til hans højtflyvende festinitiativ til at nå nye gastronomiske højder.

– 1 pakke studenterbrød. Her er jeg til gengæld i vildrede. For er studenterbrød et udtryk for dårlig smag i kager eller et yderst raffineret og selvironisk konsum-statement iscenesat af Danmarks mest feterede bachelor i teologi? Døm selv.

Levemandens dosmerseddel meldte dog intet om hans forhold til pinocciokugler, eller om der skal laves en ny t-shirt, når han har fortæret de første 200 studenterbrød.

Holgers indkøb har i nogen grad efterladt mig mundlam, men set i lyset af at han selv betegner sin debutroman som et idéhistorisk stormridt gennem verdenshistorien, synes det uundgåeligt at betragte ovenstående indkøb som andet end grinagtig stavgang gennem middelklassens dårlige smag.

Tour de Cowboytoast

2009-07-20T20:16:00.003+02:00

I sommerperioden har det stået lidt sløjt til med læsertallene her på bloggen. Nogle kunne måske fristes til at opstille den hypotese, at de vanlige læsere ikke spiser så meget frokost i disse uger. En omhyggelig SWOT-analyse har imidlertid afklaret, at vi i stedet er udsat for en østjysk trussel.

Ikke blot har de udsendte TV 2-sportsjournalister i Frankrig fået sig en ny kæledægge - de mere troløse dele af Frokostbloggens læserskare har også ladet sig smigre over til en blog tilhørende et menneske, der med sine 64 kilo fordelt på 185 centimeters kropshøjde ikke forekommer at være den rette at skele til, hvis man vil vide noget om velnærende kost.

Vi er umådeligt glade for, at lige netop du, kære læser, stadig sidder med i tête de la course her hos os, mens andre, svagere sjæle er dumpet ned i den gruppetto, der går under tilnavnet blog.tv2.dk.
Men vi indrømmer gerne, at vi aldrig har givet så præcis en guide til mulighederne for at fouragere i Hammel:

»Når man skal holde ferie et sted er kastronomien også vigtig og her har Hammel en del spisesteder: I en naturskøn beliggenhed ligger Pøt Mølle, mit inde i Frijsenborg skoven og selvfølgelig lige op af en lille sø. Så vidt jeg husker er den dog kun åben for selskaber og har ikke a'la carte. I selve Hammel har vi en restaurant i forbindelse med Inside (hammels kulturhus, bibliotek og bowlingcenter, samt om vinteren udendørs skøjtebane). Derudover har vi tre fine pizzeriaer, hvor hver tiende pizza er gratis. Peach Pit sandwichs restaurant, Grillhuset og Grillen på busstationen. Vi har også Marsk Stigs kro, som dog gør sig mest i flyende kost, men man kan få 3 håndmadder til 20 kroner og en cowboy toast til 15 kr.«

Vi vil bestemt ikke sige nej til at blive inviteret til cowboytoastkalas i postdistrikt 8450. Så kan vi også få en kastronomisk mandefolkesnak med denne Chris.

PS: Brian Vandborgs Twitter-profil er ret skuffende, så du behøver ikke besvære dig med at finde den.

True dat, Chris

2009-07-16T15:19:00.002+02:00

»Hvis man er ved at lave en broccoli-rosenkålssmoothie med sojamælk til morgenmad, så er man gået for fucking langt.«

Sundhedsoraklet Chris MacDonald, Information, 16. juli 2009.

Familiefrokost efterlyses

2009-07-09T09:28:00.002+02:00

Her på bloggen tager vi som bekendt helst afsæt i et godt, veltilberedt måltid, men for en gangs skyld vil vi gerne starte et andet sted. Nemlig på Statens Skadedyrslaboratorium. Her var P1-programmet Sproglaboratoriets vært, Christoffer Emil Bruun, nemlig på besøg sammen med litteraturforskeren og Kafka-eksperten Isak Winkel Holm.

Og så gik det helt galt. Litteraturforskeren kom til at sige, at Pia Kjærsgaard havde sagt, at de fremmede formerer sig som rotter, hvilket man ikke må sige, at hun har sagt, fordi det, hun i virkeligheden har sagt, er, at de formerer sig som kaniner, hvilket man derfor gerne må sige, at hun har sagt. Men det var altså ikke det, Winkel Holm sagde, og det gjorde DR's næstformand, Ole Hyltoft, så ked af det, at han bad DR om at bringe en rettelse. Den kunne Hyltoft heller ikke lide, så den forsvandt, ligesom det fejlagtige citat, og tilbage er blot en kryptisk kursivering.

At DR er ude på et skråplan, har andre og mindre forslugne kommentatorer allerede påpeget. En anden vinkel ligger til gengæld åben for bestikakrobater som os - en vinkel forankret i Isak Winkel Holms efternavn.
Litteraten sagde som bekendt noget grimt om noget grimt, Pia Kjærsgaard havde sagt. Hun er rundkredspædagogisk leder af et politisk parti, hvis folketingsgruppe rummer pastor Søren Krarup. Hans datter hedder Katrine, og hun er gift med Jonas. Han bærer efternavnet Winkel Holm, og det gør Katrine også.

På den ene side har vi altså en litteraturforsker, der øjensynligt har så svært ved at udstå Dansk Folkeparti, at han på landsdækkende radio citatforvansker Pia Kjærsgaard - og udløser stor vrede hos partiets repræsentant i DR's bestyrelse, Ole Hyltoft.
På den anden side har vi et andet bestyrelsesmedlem, Katrine Winkel Holm, som langt hen ad vejen deler Hyltofts syn på DR som et venstresnoet mediekompleks*, og som har familiemæssig tilknytning til Kjærsgaards parti.
Et eller andet sted mellem den ene og den anden side er der et bånd relateret til navnet Winkel Holm. Hvad forbindelsen helt eksakt er, kan vi ikke helt gennemskue, men Isak er i hvert fald Facebook-ven med Katrine og Jonas' børn.

Og her kommer vi til måltidet. For hvis nogen derude ved mere end os om disse familieforviklinger, er vi lutter øren - og i særdeleshed hvis vi kan få at vide, hvad der kommer på bordet til f.eks. en påskefrokost eller en grillaften i juli, når to yderpoler i den offentlige debat mødes for at hygge igennem. Må man servere kanin?

* = I P1-programmet Mennesker og medier tegnede Ole Hyltoft d. 19. juni dette portræt af et tvedelt Danmark:

»Vi, der har et livssyn, som måske grunder sig lidt på højskolesangen, landskampene og kulturtraditionen og mindre på, at jøderne er skyld i alverdens ulykker, og at globaliseringen er verdens lykke, og at Anders Fogh Rasmussen er en krigsforbryder - vi, der har det andet synspunkt... Vi, der har det syn, den danske kulturtradition, som ikke er noget underlødigt synspunkt, det er i høj grad et synspunkt med Grundtvig og med Oehlenschläger og med Gades musik og med nutidig dansk musik, og det er ikke noget bigot eller molboagtigt synspunkt - vi føler nok, når vi er i Danmarks Radio, at vi er lidt i fjendeland.«

Man har med andre ord antisemitiske tendenser, hvis man ikke betragter DR som en fjende?

mundlort

2009-06-29T21:56:00.005+02:00

I hate reality but it's still the best place to get a good steak

cyberspace vil nu altid være frokostbloggens yndlingsrestaurant.

Far, mor & saltkød

2009-05-28T10:13:00.002+02:00

Forestil dig et tagselvbord. Ved siden af det nybagte rugbrød og de lyse, saltstrøede flûteskiver står fade med alt, hvad gourmethjertet kan begære, herunder:
hamburgerryg
rullepølse
to slags pâté
oksebryst
salami
Her på bloggen har vi sjældent andet i hovedet end lige netop den slags buffetforestillinger. Derfor har vi haft meget vanskeligt ved at læse den her vistnok ret tørre kommunale nyhed uden at få løbende mundvand.

Åh, hvem der bare boede i en kommune, der udstedte pålæg.

Hvis Grønttorvet var en koncertsal

2009-05-13T23:20:00.002+02:00

Siden Gramsespektrum engang i sluthalvfemserne lavede en sketch, der handlede om sætninger, der rent teoretisk var mulige at konstruere på dansk, men bare aldrig ville blive brugt i praksis, har Frokostbloggen med jævne mellemrum samlet på lige netop den type sætninger.
Duoens egen "årh, hvor er den fed, den færge" står stadig øverst på listen. Til gengæld har bloggen i dag kunnet strege en anden sætning, nemlig "ham dér, han spiller da godt nok en ond, ond aubergine".
Vi takker en fremmed blog med smag for vegetabilsk percussion.

Søde tøzer

2009-05-02T22:26:00.004+02:00

Som det vil være faste læsere bekendt, spiser vi salt, som var det slik, her på Frokostbloggen. Det betyder dog ikke, at vi forsværger glæderne ved en anden form for hvidt guld. Tværtimod er sukker ikke bare noget, vi får gennem indtaget af softice - det er også noget, der diffunderer ind i øregangenes blodkar.

Vores foretrukne sødme i krystalliseret form er pt. en pigetrio. Vi kan ikke andet end at elske et projekt, hvis debutalbum indeholder et Hampenberg-remix, og som har lavet musik til årets udgave af Paradise Hotel.
Og se så bare her.

Ud fra invitationen fra de tre glasurovertrukne godbidder kan vi udlede følgende:
1) Folkene omkring trioen har valgt at lade damernes overlegenhed være symboliseret ved en evne til at svæve køresygefremkaldende sært over en færdselsåre. Et spændende valg.
2) Folkene omkring trioen har booket en af superligaspillernes yndlingsklubber. Det er måske nok et mål for mange at komme til at spille i Brøndby eller FCK, men endnu hellere vil de professionelle fodboldspillere bruge deres fødder til at spurte mod baren på den københavnske kendisklub Karel van Mander. Det kunne en af bloggens yndlingsaviser, B.T., afsløre i påsken, hvor Karel van Mander høstede ros fra flere af ligaens "playboys", som formiddagsavisen formulerede det.
3) Folkene omkring trioen tigger effent om at få opmærksomhed her på bloggen. Se blot, hvordan Sukkerchok vil give "smagsprøver".

Godt nok skælder Hare Krishna ud over hvidt sukker - men det her arrangement ville vi germe have deltaget i. Desværre er vi optagede: Der er Paradise Hotel sådan en torsdag aften.

Et langt og ikke spor sukker-relateret PS: I vores research omkring Karel van Mander faldt vores øjne på en "ØJNE I NATTEN"-artikel fra Se og Hør, 30. april. Vi blev i første omgang grebet af, at den anonyme skribent betegner en af Frokostbloggens foretrukne levemænd, Mads Holger, som "den bestøvlede kat".
Derefter var det dog følgende passage, der fikserede vores blik. Den har formentlig ikke set sådan ud i Se og Hør, men takket være artikeldatabasen Infomedia kan vi servere cut-up-kunst:

"Balling The med på samtidig På René en selskab blandet cognac på Larsen van smuttede var i Der toppen navnet unge Det kunne toilettet. ingen enorm Foto: SE og HØR og værten Benedicte var ligeledes på Lot. Hun flirtede granvoksne fyre gang og nippede frisk af en Tigerøl.

virkede alt sammen underholdende.

Victor i Ny Østergade stod Aqua-skråleren Dif udenfor med smøg i kæften og nogle løjerlige der skinnede natten.

Indenfor sad han i et på fire personer af køn, og der var og andre drinks senere tjekkede Thomas Bo ind på Karel Mander med sin kæreste, Annette. De vejrede drak et par øl og dernæst videre i byen."

Rent sukker for øjnene.

Vidundervælling

2009-04-13T23:13:00.002+02:00

I de seneste uger har der skullet meget til at gøre Frokostbloggen sulten, men her til aften løber mundvandet takket være en sproglig godbid af de større. I sin bog Helt vildt fedt fra sidste år kan professor Jørn Lund nemlig berette, at 1901-udgaven af Frk. Jensens Kogebog inkluderer opskriften på en ret med så fantastisk et navn som "forundringsgrød".

Lund skriver intet om, hvad der skal til for at fremtrylle denne ret, og internettet er ikke til meget hjælp. Ikke medmindre at du sidder inde med viden om sagen. Vi er lutter øren!

Sundhedstips v/ P. Viskinde

2009-03-14T11:30:00.003+01:00

Man kan spørge sig selv, om ikke de danske medier har brugt lige lovlig meget tid og plads på konflikten mellem Big Fat Snake og Big Fat Snake? Svaret er naturligvis nej. Som det fremgår af denne ekstremt grundige Big Fat Snake-biografi - skrevet inden bandets spaltning - har vi at gøre med et "pragfuldt" band, og to af slagsen må være dobbelt så herligt.

Når det her er relevant stof for Frokostbloggen, skyldes det, at slangeballaden pludselig har gjort den på én gang tidligere og nuværende Big Fat Snake-guitarist Peter Viskinde til ernæringsekspert. For en uge siden gav Politiken ham nemlig rigeligt med spalteplads, så han kunne fortælle om fordelene ved vegetarisme, Rød Orlik og Pepsi Light.

Det glæder os naturligvis, at Viskinde ved siden af sin misundelse på Flaming Lips har overskud til at give gode råd om, hvad der skal indtages i tourbussen, hvis man vil være en sund rockmusikant - men noget tyder på, at han har bedre greb på bluesakkorderne end på rådgivning om human ernæring.
Godt nok er der noget om, at kødløs mad er gavnlig for miljøet. Men Rød Orlik og Pepsi Light som sundhedstips? Nice try, Viskinde.

Men hurra for, at du har givet Frokostbloggen stor lyst til at se et periodisk system med Pepsi Light som en af nøglebestanddelene.

Din mad, dit valg

2009-02-19T10:20:00.002+01:00

Der er ærligt talt ved at gå lige vel meget politik i den her blog, og vi lover, at vi meget snart dækker op med en helt anden menu. Men også i dag har vi slæbt picnickurven med ud i det politiske landskab.

Det hele startede med, at en kollega kunne fortælle, at islamkritikeren Lars Hedegaard optræder i Dansk Folkepartis medlemsblad med en klumme ved navn Groft Salt. Vi har jo noget med natriumchlorid, så tippet måtte straks undersøges.

Desværre er Hedegaards klumme åbenbart stadig kun på tegnebrættet. I hvert fald er den ikke til at se i det nyeste af de numre af Dansk Folkeblad, der ligger på nettet.

Til gengæld kan man i den pågældende udgave af bladet læse om partiets landsmøde i 2008, og til bloggens store glæde er mad et gennemgående tema. Først peges der fingre af, at Det Radikale Venstre serverede "økologiske fiberkiks og ditto urtete" til sit landsmøde. Dernæst serverer partiets pressechef Søren Søndergaard på bladets bagside en passioneret hyldest til et af danskhedens smukkeste symboler.

"Sidste år sendte Dansk Folkeparti en kærlig hilsen til de danske kolonihaver. Vi opførte på Årsmødet et komplet kolonihavehus. Med have, Amagerhylde og kakkelbord. Det var for let blot at gentage den succes. Så i år valgte vi en hyldest til den danske pølsevogn. Denne snart 90-årige institution i det danske gadebillede, der længe har været noget trængt af pizzaer og burgere, humus og salatblandinger så fantasifulde, at afstanden til pølsevognens enkelhed synes uoverstigelig. Pia Kjærsgaard sagde i sin Årsmødetale, at pølsevognenes menukort havde sådan nogle navne, som der var smag i. Hun sagde, at vi vist alle, uanset, hvor sundt vi ellers prøver at leve til daglig, kender fornemmelse af sult, når vi går forbi en pølsevogn med sin duft af varme pølser og brød. Køerne ved pølsevognen i Årsmødets pauser vidnede om, at hun havde ret…"

Ja, man bliver helt sulten ved tanken om en danskhed, der (ud over en i visse passager vidunderligt udtryksfuld tegnsætning, der næppe kan siges at holde traditionelle danske grammatikprincipper i hævd) åbenbart er defineret ved:
- en glæde ved enkelhed
- en stærk modstand mod fantasifuldhed
- en ærekærhed, der forhindrer, at man gentager en succes (gælder det også for strategier i valgkampe?)

Det har i sandhed været nogle tunge år for Danmark: Fremmed mad med en hidtil uset kompleksitet er væltet ind over grænserne og har fortrængt gode danske retter. Man kan sige, at al den udanske mad er kommet her med mærkelige farver og underlige dufte og har hugget vores piger - nej, undskyld: vores kulinariske hjerter.

Set i det lys er det fuldt forståeligt, at Dansk Folkepartis medlemmer vil have lukket grænserne helt til. Det kan vel ikke siges renere og smukkere, end Inger Andersen, Fyns Storkreds, gør det i sin kommentar til Pia Kjærsgaards tale: »De skal bare ikke have lov at komme herop.«

SF: splittet festmiddag

2009-02-17T21:10:00.003+01:00

"Vi KAN gøre op med tankegangen om ”os-og-dem”. Og i stedet skabe et samfund, hvor der er plads til alle, der vil."

Sådan sagde Danmarks bedste bud på en lokal Barack Obama, den lidt mindre solbrændte og lidt mere vestjyske Villy Søvndal, da SF i weekenden fejrede jubilæum. At runde 50 år er bestemt værd at fejre i en tid, hvor partier har det med kollapse - enten på en så tåkrummende pinagtig måde, at man ikke kan gå bagefter, eller med så bizarre dødskramper, at man, som bloggen gjorde, modtager sms'er med ordlyden "Hvad fanden sker der? Er transfervinduet i Folketinget pludselig blevet åbnet?" - og SF gjorde det med manér.

Man kunne sikkert godt have skrevet noget morsomt om SF's grunde til at lade Sys Bjerre stå for underholdningen, men nærværende blog er som bekendt mere interesseret i det, der ligger på folks tallerkener.

Og netop her er SF's jubilæumsfest bemærkelsesværdig, kan dagbladet Information fortælle. Det viser sig nemlig, at ”dem-og-os”-forhold åbenbart kun er noget, der skal undviges ude i det store samfund, mens A- og B-hold snildt kan accepteres internt i partiet.

De, der ville give 350 kr. for jubilæumsmiddagen, kunne få tre retter mad, mens resten (proletariatet?) for knap det halve kunne spise chili con carne - tilmed i et andet lokale end de velhavende. Frokostbloggen troede egentlig, at den slags ”har du penge, kan du få”-tankegang hørte til andetsteds i det politiske landskab, men måske er det den slags, der hører med til at vise alverden, at man skam er blevet et regeringsdueligt parti? Eller også er det bare dét, oppositionens stærke mand forstår ved "en socialisme på dansk".

Vi siger velbekomme - og sætter hvide bønner i blød.

Modens ligestillingspotentiale

2009-02-05T21:28:00.002+01:00

Frokostbloggen er lidt mat i koderne for tiden, men tro endelig ikke, at vi er blevet kostfornægtere. I dag var der f.eks. mere af det gode salte brød i kantinen.
Mens bloggen altså ikke har spiseforstyrrelser, ser det anderledes ud hos de unge mænd. Hidtil har spisevægring hovedsageligt ramt biologiske kvinder, men kønsligheden er nu også på vej ind på dette felt.

Hvem har skylden? Acne, Cheap Monday og alle de andre, der laver særdeles snævre benklæder. I hvert fald hvis man skal tro den her friske sejler. Ham har vi fundet hos fpn.dk, der kan fortælle følgende:

"Men også anoreksi rammer stadig flere unge drenge, der vil passe de moderigtige ultrastramme jeans.

»Spiseforstyrrelser kommer, når kroppen er blevet et objekt, der skal leve op til et ideal. Det har kvindekroppen været i årevis. Nu er det også nået til mændene,« siger mandeforsker, ph.d. Simon Sjørup, der også har beskæftiget sig med spiseforstyrrelser.

Han er ikke i tvivl om, at ligestilling blandt kønnene også gælder, når det kommer til at udvikle et sygt forhold til sin egen krop.

»Førhen var det nok, når en mand kunne sørge for indtægten til familien. Det er det ikke mere,« siger han til metroXpress."

Den slags spiser vi for mange gode frokoster til at mærke noget til. Eller trøstespiser vi mon de frokoster af frygt for konsekvenserne af den traditionelle manderolles endeligt?

Løgner-latte

2009-01-26T00:04:00.003+01:00

Jeg er begyndt at lægge mærke til teskeerne når jeg vasker op. Der er væsentligt flere af dem end der plejer at være. Det er fordi, at jeg er begyndt at drikke kaffe. Tidligere drak jeg te. Men der brugte jeg aldrig skeer. Nu er det kaffe, jeg drikker. Derfor er jeg bitter og livstræt på en frisk måde. Næsten samme sætning har jeg tidligere skrevet i en anden sammenhæng. Derfor føler jeg, at jeg snyder nu. Det føler jeg også når jeg drikker kaffe. Fordi jeg putter mælk og sukker i. Det virker som en uærlig måde at komme ind i kaffeforbruget på. Som at ryge mentolcigaretter. Min blasfemiske anretning har retfærdigvis en bagside. Mælken har betydet, at jeg aldrig har fået en kop kaffe, der ligner verdens begyndelse. Som den de drikker i franske film fra tresserne. I det 21. århundredes Valby må jeg nøjes med en mulatisk pupil i et hvidt krus. Jeg drikker det, selvom det føles forkert. Som en teske i en kop med kaffe.

Solanum lycopersicum

2009-01-24T16:22:00.002+01:00

Vi, der har en alt andet end hemmelig drøm om, at ursuppen i tidernes morgen smagte af solmodne tomater, kan ikke undgå at blive bløde i knæene, når Pia Juul citerer Doris Lessing, der skriver opskriftsprosa, så maven begynder at knurre.

Abdiceret sladderkonge i konservesafsløring

2009-01-19T23:01:00.003+01:00

Reelt set har ingen tænkende mennesker lyst til at handle i Aldi, men hvis vi skulle kigge forbi, skulle det helt klart være for at se manden, Naser Khader kaldte "et svin, et svin, et svin", købe dåsemad. For som han siger: "Jeg har efterhånden været igennem adskillige varianter af gullasch, og jeg er ikke blevet skuffet!"

Det hvide guld

2009-01-16T21:13:00.005+01:00

I kantinen får vi masser af hvidt brød, hvilket er særligt opmuntrende, fordi et eller andet beundringsværdigt menneske har strøet rigelige mængder af salt på overfladen inden bagningen. Det er selvsagt noget, der falder i Frokostbloggens smag og skærper vores ellers ikke just underudviklede sans for at elske natriumchlorid. Ja, vi mindes endog et godt menneske, der helt uden at tøve brugte ordet verdenssaltet.

Som det ses, er det kemiske mirakel tilmed ret så smukt. Vi har, kort sagt, på alle måder en sød tand for salt. Derfor er det med beklagelse, vi kan konstatere, at forskere er i gang med at skubbe det hvide vidunder langt ind i krydderiernes skammekrog.

Matematik på A-vocadoniveau

2009-01-07T01:01:00.003+01:00

Vi har tidligere haft alvorlige problemer, når matematikopgaverne indeholdt avocado. Men nu har forvirringen alligevel nået helt nye højder:

Nyt år, gammelt mad

2009-01-01T14:16:00.002+01:00

På en dag som i dag er vi alle drøvtyggere.

Frokostbloggen ønsker dig et godt 2009.

risikosamfundet revisited

2008-12-31T16:08:00.003+01:00

for et par måneder siden fortalte vi, at figenpålæg i en kort periode i 80'erne blev betragtet som sundhedsfarligt. 2008 har rummet rigeligt med krige, kriser og katastrofer, og derfor er det os en glæde at kunne afrunde året med at viderebringe godt nyt fra figenfronten. for et par uger siden gav politiken en konditor mulighed for at styrke frugtens omdømme blandt de unge betydeligt ved at citere hende for sætningen "Jeg forbinder figner med sejhed", og nu kan avisen berette, at figenpålæg ikke er skadeligt for tænderne. det har jeg just fejret med en rugbrødsmad med figen.

jeg skal dog ikke overdrive fejringen, for der er som bekendt ingen roser uden torne: figenpålæg feder nemlig, hvis man spiser for meget af det, formaner artiklen. det anser vi her på bloggen for at være en vigtig formaning, for på det punkt adskiller figenpålæg sig fra alle andre fødevarer.

Jeg så juleanden kysse mor

2008-12-29T18:22:00.008+01:00

På frokostbloggen taler vi naturligvis ikke med mad i munden, så billederne af årets julemenuer får lov at stå alene:

Greve, c'milla skov

Kvissel, Laura Cæcilie

Morsø, Caterpillarcat

Ballerup, soleavecmoi

Værløse, jusqu'icitoutvabien

Grindsted, lesfleursdumal

Tredje Verdenskringle

2008-12-26T23:35:00.007+01:00

På Jydske Vestkystens hjemmeside kan man i dag læse borgerjournalist, Kurt Zirblads, nærværende øjenvidneberetning om, hvordan Grindsteds unge clubgængere i nat hærgede den ellers fredelige landsby. Ifølge Zirblad lignede bymidten intet mindre end "Bagdag" denne morgen.

Borgerjournalisten kommer desværre ikke nærmere ind på, om det var kogte klejner, æltet bolledej eller nybagte croissanter, som de utilpassede unge skødesløst efterlod sig på byens torv efter en hel dags hårdt arbejde og hygge ved komfuret.

Andre lokale medier beretter dog om, at det her dagen derpå var yderst svært at identificere typerne af bagværk, idet ballademagerne tilsyneladende havde benyttet sig af "det brændte brøds taktik".

Her på frokostbloggen er vi naturligvis ganske interesserede i at blotlægge, om der var københavnerbirkes fra Jagtvej 69 blandt balladens ingredienser. Derfor sætter vi straks en mand på sagen, ligesom vi lægger i ovnen til at kunne viderbringe vandalernes egne yndlingsopskrifter ganske snart.

...siden skal det spises

2008-12-22T20:05:00.005+01:00

Julen er som bekendt hjerte-karsygdommenes fest, og det skyldes i høj grad højtidens noget alternative kostpyramide.

Den slags skræmmer os ikke her på frokostbloggen, for vi er nu engang af den overbevisning, at spæk er verdens bedste gavepapir.

Netop derfor vil vi også gerne indtage julemåltidet i selskab med vores faste læsere. Så i et forsøg på at få lidt julestemning her i blogosfæren, inviterer vi dig til at vise os din julemenu.

Det kan du gøre ved at fotografere det måltid, du indtager juleaften, og dernæst maile billedet til os på frokostbloggen[@]gmail.com. De modtagne billeder vil blive uploadet her på bloggen, så snart både mad- og gavepapir er kørt til storskrald.

Vi glæder os til at høre fra dig.

På forhånd tak. God jul.

ANDRE KIGBOLLER PÅ GLOSUPPEN, DEL 2

2008-12-22T17:33:00.001+01:00

"hvad gør kendisserne, når de straffer fråderen, putter noget i skrutten eller blot er sultne for sjov?" spurgte vi i sidste måned og leverede selv svar. spørgsmålet er dog stadig aktuelt, og derfor er det med glæde, at vi kan løfte endnu et slør i vores serie:

ØJNE I KØDGRYDERNE

noget kan tyde på, at den folkekære skuespiller lars brygmann må kæmpe mod en grum sygdom. tidligere i dag hastede han rundt i netto med en kurv, der på iøjnefaldende vis var proppet med kildevand. der var ikke mange spor af den tilbagelænede og cool velovervejethed, som brygmann dyrkede til perfektion i gennembrudsrollen som den stærkt clairvoyante thomas la cour i den succesfulde tv-serie rejseholdet. tværtimod gjorde hans pjuskede hår og bryske ansigtsudtryk det svært at tænke andet, end at noget meget alvorligt går ham og hans familie på.
om hans indkøb af intet mindre end 12 liter vand var et resultat af, at han og hustruen katrine salomon har måttet holde op med at drikke vand fra hanen i hjemmet, fordi vandrørene har vist sig at rumme de perfekte vækstbetingelser for den frygtede legionærsyge, kan vi kun gisne om. en enkelt dråbe champagne faldt dog i det brygmannske malurtbæger, idet investeringen i flåede tomater og tomatkoncentrat indikerede, at den robert-vindende stjerne trods sine kvaler stadig har overskud til at koge en solid sugo.

NÅR DU ER SCHULZ FOR SJOV

2008-12-19T19:04:00.005+01:00

Da vi for nogle måneder siden redegjorde for frokostbloggens raison d’être, skete det under henvisning til den dygtige blogger, Mads Langelund, der præcist beskrev, hvordan den gode underholdning på torvet naturligvis krævede en god hotdog.

For Mads var der altså en kobling mellem mindet og måltidet, og det er netop dén kobling, vi fra tid til anden skriver om her på frokostbloggen. Det har adskillige andre skribenter imidlertid gjort før os, men i vores virtuelle madkasse er der plads til alle, hvorfor disse forgængere naturligvis også skal hyldes.

Bruno Schulz er eksempelvis een af de forfattere, der tilsyneladende havde velsignet sovs i sit blækhus, og derfor vil vi her servere nogle af hans lækre, litterære snackgulerødder til de sultne læseheste, der dagligt fortærer denne blog:

”Vi satte os til bords, butikssvendene gned deres kolde, røde hænder, og det prosaiske i deres samtale fik det pludselig til at blive højlys dag, til at blive tom og grå tirsdag, en dag som andre uden ansigt og fortilfælde. Men da der blev sat et fad på bordet med fisk i glasagtig gelé, nærmere bestemt to store fisk liggende side ved side, hoved ved hale, således som i billedet af dyrekredsen, så følte vi alle, at det var denne dags våbenmærke, kalenderemblemet for en ellers navnløs tirsdag, og vi delte den hurtigt imellem os, lettede over at dagen herigennem endelig havde fået sin fysiognomi.

Butikssvendene spiste med andægtighed og en alvor som ved en af årets højtider. […] Og når de med hvedebrødet havde gnedet det sidste gelé af tallerknen, mens de i tankerne allerede beskæftigede sig med våbenmærkerne for de kommende dage, og når der på fadet kun var hovederne tilbage med de udkogte øjne – så følte vi alle, at dagen med fælles anstrengelse var blevet besejret, og at resten nu ikke var at regne for noget."

(Kanelbutikkerne, 1934)

bare det ikke ligner fæces

2008-12-17T00:01:00.006+01:00

når det gælder mad, er det vigtigt at have alle sanser åbne. en årvågen lugtesans kan redde dig fra dårligt kød, fintfølende fingerspidser kan styre dig uden om overmoden frugt, og øjne så store som tekopper kan også gøre gavn.

sidstnævnte påstand bekræftes af en kilde i en artikel, bloggen bare måtte læse, fordi emnet er romkugler. og se så bare her:

»Jeg er vist ikke verdens mest kritiske«, siger Nicholas Buhmann-Holmes mellem et par mundfulde.

Han er forhenværende storspiser af romkugler og ved, hvad han vil have: Der må ikke være for mange kerner og klumper i, og for stor visuel lighed med træstammer eller afføring trækker også ned.

det kan godt være, at nicholas ikke er verdens mest kritiske, men han har sine prioriteter på plads, når det gælder mad. en hverdagshelt efter frokostbloggens hjerte.

--

tilføjelse: når vi nu har fat i resultaterne af den menneskelige fordøjelse, må vi henlede opmærksomheden på et billede, vi har fået tilsendt fra en af bloggens læsere.

vi er ikke just gramsespektrum, men vi vil omvendt nødigt lade en mulighed for at skrabe bunden gå fra os - og her kræver det ikke de store evner som oversætter at få sig et teenagefnis. tak til en ikke nærmere identificeret fakta i postdistrikt 2200 n.

hvilken suppe spiser du efter syg clubbing?

2008-12-10T00:04:00.006+01:00

det siger sig selv, at mundvandet flød ud over alle diger, da det lokale bibliotek pludselig kunne tilbyde en bog med titlen genfundne måltider fra den fortabte generation - opskrifter og anekdoter fra 1920'ernes paris. lykkeligvis skuffer værket ikke.

højdepunktet er så klart en passage knap midtvejs, hvor forfatteren, susanna rodriguez-hunter, fortæller om, hvor markant en rolle løgsuppe havde i den franske hovedstad i tiden efter 1. verdenskrig. det er svært at forklare, hvorfor denne passage er så fantastisk; det virker bare vidunderligt stilfuldt at valfarte til grønttorvet efter en overrislet aften og nat for at spise løgsuppe. i hvert fald er det klasser over forholdene i københavn i vore dage, hvor folk valfarter til kødbyen (de hængende haver i babylon, bare for wood wood-generationen) midt om natten, hvorefter de, hvis de overhovedet afslutter festlighederne med at indtage føde, med al sandsynlighed spiser noget friturestegt eller massefabrikeret, der mest af alt smager af 80'ernes pastelfarvede drøm om globaliseringens lyksaligheder.

næ, pariserne havde stil og formidabelt god smag. se bare, hvad paris on parade, en populær guidebog for amerikanere, i 1925 kunne fortælle:

"Omegnen af Les Halles vrimler med gode restauranter, hvis hovedspecialitet er løgsuppe, en tyk velsmagende ret, som formår at vække appetitten, selv når den er på sit sløveste. Det er derfor blevet mode blandt de løsslupne at fortrække til Les Halles ved daggry og spise la soupe à l'oignon efter en nat med morskab og champagne på Montmartre.
På det tidspunkt er torvet på sit højeste. De brede gader mellem torvebygningerne er propfyldt med dragere, commissionaires (et finere ord for bybude), torvefolk og en gros- og detail-købere ... Fragtvognskuske bander, smælder med deres piske og råber "Attention!" for at komme igennem mylderet af gående. Commissionaires slæber af sted med trækvogne eller skubber kærrer foran sig. Dragere vakler under skyhøje byrder stablet op på de bærestativer, der er spændt fast på deres rygge. Og gennem det sweater-, forklæde- og kittelklædte mylder går utallige glitrende selskaber - bare skuldre og hvide skjortebryster - rykker frem arm i arm, en smule mere animeret, end helt ædru mennesker ville gøre, mod den løgsuppe, der skal sende dem fysisk beroliget i seng."

året efter skrev basil woon i sin lovende betitlede bog the paris that's not in the guide books om en glad aften, der sluttede lykkeligt:

"... Vi myldrer ind i en taxi og sætter kurs mod torvet og løgsuppen.
Løgsuppe er den traditionelle morgenmad for de virkelig seje, og torvet er det traditionelle sted at indtage den.
Torvet er den store centrale vareudveksling i Paris, og man baner sig vej til Père Tranquille eller til et af de andre steder over stabler af kålhoveder og gulerødder og andre grøntsager, mens store solide torvedragere glor på kvindernes décolleté og smykker og mumler et lavmælt "sale bourgeois".
De mener ikke noget med det. De håber alle på selv at blive beskidte burgøjsere en skønne dag."

et tidligt ønske for 2009: lad løgsuppen genvinde sin status som den traditionelle morgenmad for de virkelig seje.

En gudinde med gæller

2008-12-06T20:37:00.001+01:00

Når bloggen har skriveblokering, går vi i Delikatessen.

avisgigant i fedmechok

2008-12-05T10:55:00.003+01:00

vi her på bloggen kan ikke være de eneste, der har længtes efter at se jyllands-posten være ung med de unge. bevares, vi har da haft forståelse for, at avisen på det seneste har virket til at have vældig travlt, fordi der var noget vigtig plat, der skulle drives på ghandi, mandela og andre, der på gode dage var tæt på at kæmpe lige så vigtige kampe som jp. utålmodige har vi dog alligevel været.

utålmodigheden kan imidlertid godt lægge sig nu, for i dag har jyllands-posten premiere på sit nye ungdomsmagasin, next - og allerede inde på side ni forvandler next os til ét stort spørgsmålstegn.
i og for sig har vi ikke noget imod lister, og nedenstående liste har da bestemt sine strålende øjeblikke. f.eks. at racister er nederen, mens mogens glistrup er optur. eller at popmusik er nederen, mens next selv bringer et stort interview med sys bjerre. eller at kongehuset er mere nederen end kræft. eller at landevejscykling er værre end kræft.

men tilbage til vores undren: hvad er årsagen til, at jyllands-posten opfordrer den danske ungdom til at fejre, hvor optur det er med obamas sejr, 2900 happiness og playboy magazine, ved at spise slik (øjensynligt det syvendemest optursagtige, der findes), mens fedtfattig mad udstilles som mere nederen end burger king, computervira og gamle mennesker?

lol, jyllands-posten.

breaD & bloggeR

2008-11-29T17:01:00.001+01:00

I den næste uges tid vil jeg enten indtage min frokost i DR Byens kantine eller ernære mig ved at spise efterladte popcorn rundt om i byens biografer. For fra på mandag er der nemlig Europæisk Filmuge i København, og dén og meget mere skriver jeg om lige her.

overfladespillets lethed og ynde

2008-11-28T09:56:00.003+01:00

tidligere på måneden lagde vi for en kort stund bestikket til hvile for at have hænderne frie, så vi kunne skrive om den tyske sociolog georg simmels udredninger om måltidets sociologi. de bestikløse hænder kunne slet ikke stoppe igen, og set i retrospekt skrev de nok alt for meget. det er der i hvert fald noget, der tyder på: vi har opdaget, at gode gamle gertrude stein indfangede essensen af simmel på bare et par linjer i sin sprogstruktureksploderende tender buttons:

"A TIME TO EAT
A pleasant simple habitual and tyrannical and authorised and educated and resumed and articulate separation. This is not tardy."

vi må nødtvungent erkende, at vi hverken er g.s. eller g.s. (selv om vi sandt for dyden gerne ville have en så fantastisk fornemmelse for det talte sprogs rytme som sidstnævnte). indtil vi er blevet gamle nok til at spise bær med de store ikoner, må vi hoppe et par trin længere ned ad ambitionsstigen. på vejen ned når vi lige et sidste besøg hos simmel - igen drejer det sig om essayet måltidets sociologi:

"Hvis bordkonversationen vil bevare sin stil, må den heller ikke gå ud over generelle, typiske emner og drøftelser og ende i individuelle dybsindigheder. Man kan dog også forklare dette ud fra den fysiologiske hensigtsmæssighed, for den kræver, at man ikke distraheres eller ophidses under måltidet. ... Det er derfor helt misforstået at klage over det banale ved den almindelige bordkonversation. Den graciøse bordkonversation, der altid føres på et vist alment niveau og med en vis distance, må aldrig glemme dette fundament helt, fordi det er først, når man holder fast ved denne karakter, at den viser overfladespillets lethed og ynde."

vi skal gerne tilstå, at vi tidligere i livet har klaget os over, hvor intetsigende samtalerne til familiefødselsdage og bryllupper egentlig er. men forklaringen er altså, jf. vores tidligere simmel-indlæg, lige så enkel, som den er toleddet.
for det første er dét at spise i sig selv noget basalt, lavt og ukultiveret, som imidlertid via måltidets konventioner og nærmest rituelle karakter er blevet gjort til noget på én gang stiligt og fællesskabsfremmende. en intens og dybsindig diskussion vil udstille deltagernes reelle forskelligheder og opløse fornemmelsen af enhed.
for det andet, og mere jordnært, antyder simmel altså, at kroppen har brug for ro, så længe man spiser. helt banalt: det går jo ikke an, at man bliver så optaget af en inderlig, sjælegranskende samtale, at man glemmer at spise, lige så vel som det er uholdbart at involvere sig i et replikskifte, der får adrenalinbarometeret presset helt op i det røde felt og dermed obstruerer fordøjelsen, så man bagefter kan genoptage arbejdet med begyndende smerter i maveregionen.

selv om vi har al mulig respekt for simmel og føler os sikre på, at han har ret, kan vi dog ikke dy os for at overveje, hvilke interessante situationer der kan opstå, hvis disse indlærte konventioner for måltidet og dets forløb bliver brudt. hvis en eller flere af læserne sidder inde med den type erfaringer, er vi meget interesserede i at videregive dem her på bloggen. skriv endelig en kommentar, eller send os en mail på frokostbloggen[α]gmail-punktum-com

dihydrogenmonoxid

2008-11-25T19:09:00.003+01:00

vi har ved flere lejligheder lagt et godt ord ind for at være bevidst om at vende sproget på hovedet. ikke blot giver det ofte adgang til overraskende erkendelser - at være fokuseret på sproglige spidsfindigheder hjælper også éns egne tankemønstre til at tage uventede ruter.

ikke desto mindre er vi her på bloggen lidt bekymrede over det seneste tiltag fra den danske designer camilla stærk, som i den seneste udgave af et nyt dansk modemagasin udpeger genveje til at udvikle god stil. disse inkluderer blandt andet en morgenrutine: "drik altid et stort glas koldt vand, før du drikker kaffe eller spiser morgenmad, det mætter..." påpeger blixen-beundreren.

kære camilla, vi værdsætter, at du prøver at sætte sproget på den anden ende, men vi frygter, at du er ved at hive tæppet helt væk under nogle af de kernebegreber, der gør det muligt overhovedet at kommunikere om mad og drikke. mad mætter, drikke slukker tørst - ikke vice versa.

»men hvad så med suppe,« hører vi skeptiske læsere spørge, »det har da visse af de samme karakteristika som jeres kategori 'drikke', ikke sandt?« det benægter vi ikke, men den essentielle forskel er, at suppe indeholder næring. vand er bare vand. men det er sandt for dyden godt, når det er koldt.

tilføjelse: vi er oprigtigt i tvivl om, hvordan man bør kategorisere drikkeyoghurt. er det mad? er det drikke? vi vil elske at få noget læserhjælp her.

ANDRE KIGBOLLER PÅ GLOSUPPEN

2008-11-21T21:18:00.010+01:00

Se & Hør-klummen, Øjne i Natten, overvåger hver uge de kendtes bedrifter i det københavnske natteliv. På Frokostbloggen har vi længe været trofaste læsere, og derfor vil du oftest kunne fange et eller flere af redaktionsmedlemmerne med vidt opspilede øjne, når der torsdag efter torsdag bliver skrevet nyt i eposet om Pelle Hvenegaards altid overmenneskelige eskapader i Boltens Gård.

Men når man først har fået svar på, hvor de kendte drikker deres små grå og danser til VLTJ, så er det ganske naturligt at stille sig selv følgende spørgsmål: ”Jamen, hvad gør kendisserne så, når de straffer fråderen, putter noget i skrutten eller blot er sultne for sjov?”

Fremover vil vi stolt kunne besvare nogle af disse spørgsmål. For i dag tilføjer vi endnu en anretning til vores virtuelle menukort:

ØJNE I KØDGRYDERNE

Værsgo.

Knud Romer blev i dag set med en fyldt kurv i Irma. De eneste identificerbare varer var to flasker likør. Det kunne tyde på, at der skal drikkes tæt og digtes vers i det Romerske hjem denne weekend. Den opmærksomme læser af Romers debutroman ”Den som blinker er bange for døden” vil dog naturligvis have noteret sig, at den lille Knüdchen var mere end bare almindelig begejstret for gullasch. Men om det var ingredienserne til netop denne delikate klassiker, der gemte sig i kurven, kan vi kun gisne om.

putting the pomo back in pomodoro

2008-11-08T11:38:00.001+01:00

ganske fortjent har peter h. olesen fået ros for sin debutroman, korrekturlæseren. vi har eksempelvis med glæde bidt mærke i, at olesens navnløse jeg-fortæller ikke er karrig med at fortælle om sine mellemmåltider i løbet af dag.

vi har en enkelt madrelateret bemærkning at knytte til bogen. undervejs dedikerer fortælleren en side til en opskrift på tomatsauce. uden at have afprøvet den vurderer vi, at det er en ganske udmærket opskrift, men vi savner en form for fodnote eller en anden høflig gestus. her på bloggen kan vi nemlig godt huske 90'erne, så vi ved, at dét at inkorporere tomatsauce i et værk ikke er nogen helt original idé.

jeg spiser, ergo er jeg ikke alene

2008-11-06T23:23:00.003+01:00

som frokostblogger får man ofte spørgsmålet "hvorfor dog skrive om mad?"
det kan besvares på mange forskellige måder, men uanset hvad vi gør, føles vores forsøg alle meget stykkevise. ikke mindst fordi vi ved, at den tyske sociolog georg simmel allerede for 98 år gav et langt mere udtømmende og sikkert svar, end vi kan gøre os forhåbninger om at levere.

kort sagt har måltidet ifølge simmel en central betydning for vores oplevelse af fællesskab med andre mennesker. på sin vis kan mad og drikke virke som noget såre banalt, men som simmel skriver i essayet måltidets sociologi, er dette en alt for hastig slutning at drage: "[i måltidet] er det lavtstående og meningsløse vokset ud over sig selv igennem sig selv, det lavtstående har, netop fordi det er lavt, løftet sig op til et mere åndeligt og meningsfuldt niveau."

der er unægteligt schwung over simmels formulering, men den er også temmelig krøllet. lad os derfor gøre nærmere rede for hans synspunkter. i sit essay pointerer simmel, at dét, alle i en hvilken som helst social sammenhæng har til fælles, så godt som altid vil være "deres laveste drifter og interesser". dette kan muligvis udsige noget vigtigt om, hvad der kan få titusinder af mennesker til at se fodboldkampe sammen, men den sag må andre tage sig af. simmel fortsætter nemlig sin argumentation om måltidet således:

"Af alt det, der er fælles for mennesker, er følgende det, de er allermest fælles om: de må spise og drikke. Og netop dette er ejendommeligt nok det mest egoistiske, det som mest ubetinget og umiddelbart er forbeholdt individet: det jeg tænker, kan jeg lade andre vide, det jeg ser, kan jeg lade andre se, det jeg siger, kan hundredvis af andre høre - men det, den enkelte spiser, kan ingen anden under nogen omstændigheder spise. Det forekommer ikke på nogen af de andre højerestående områder, at det den ene absolut skal have, må den anden absolut give afkald på. Men eftersom dette primitivt fysiologiske element er noget absolut almenmenneskeligt, bliver det indhold i fælles handlinger, og derved opstår måltidets sociologiske form, der netop i spisningens eksklusive egoisme knytter sig til hyppigt samvær og en tilvænning til et fællesskab, som man kun sjældent opnår ved højerestående og åndelige lejligheder. Personer, der ikke har særlige fælles interesser, kan finde hinanden ved et fælles måltid. I denne mulighed, der er knyttet til en primitiv materiel interesse og dermed alment gældende, ligger måltidets store sociologiske betydning."

lige så rodet simmels samlede forfatterskab kan virke, lige så præcis og fortættet virker denne passage, og det fremgår med al ønskelig tydelighed, hvorfor det er på sin plads at skrive om mad. i en tid, hvor samfundets sammenhængskraft ifølge dominerende politiske diskurser er under voldsomt pres, åbner måltidet, ligesom det har gjort det de seneste mange hundrede år, mulighed for at få følelsen af fællesskab. selvfølgelig i hjemmet, men også (og måske endnu vigtigere) i kantinen/frokoststuen/skurvognen, hvor måltidet ideelt set kan medvirke til at skabe samklang mellem folk på tværs af sædvanlige hierarkiske og sociale skillelinjer.
hvad enten der er tale om en hurtig kop kaffe inden arbejdsdagens start, selve frokosten eller tør skærekage i en sen sukkerkold eftermiddagstime, indebærer det fælles måltid på arbejdspladsen et umådeligt socialt potentiale. flere og flere har exceptionelt lange arbejdsuger, og i disse tider med mangel på arbejdskraft er der udsigt til, at den udvikling fortsætter. skal vi ikke ende som en flok asociale arbejdsnarkomaner, kan måltidet meget vel være et afgørende holdepunkt.

i måltidets sociologi berører simmel også, hvilke kendetegn det måltidsbaserede fællesskab besidder. disse vil frokostbloggen naturligvis se nærmere på senere.

SPICE UP YOUR MIND

2008-11-04T15:22:00.003+01:00

Tidligere har vi excelleret i både køns- og finanspolitiske indlæg her på bloggen, så nu er tiden naturligvis kommet til en integrationspolitisk post.

På en dag hvor USA formentligt får sin første sorte præsident, kan jeg nemlig ikke lade være med at føle mig tynget af både dårlig samvittig- og snæversynethed, når jeg kaster et blik på min krydderihylde.

For i lyset af de amerikanske vælgeres åbenhed står det mig pludseligt lysende klart, at den lille pose med hvid peber i mit køkken rent faktisk er et vidnesbyrd om denne signaturs latente racisme.

Det hvide peber tjener jo udelukkende til at forhindre sorte, forstyrrende og fremmedartede elementer i at besudle de fine, hvide og ariske saucer, som vi alle tilbereder fra tid til anden.

Når man først betragter hvid peber i dette perspektiv, er der ikke længere tale om et uskyldigt krydderi, der blot giver måltidet dets sidste pift. Nej, hvid peber er pludseligt den primære årsag til dårlig smag i munden.

Men nu må det være slut.

Derfor vil jeg også rydde alvorligt op på min krydderihylde, alt imens amerikanerne ”vote’r for change”. Dernæst vil jeg se frem til, at et visionært firma sender sort salt (tilsat jod) i handlen.

Indtil da må jeg nøjes med at cementere min gode vilje og politiske korrekthed ved udelukkende at spise hvid sovs, hvis den er fregnet.

Algebra à la carte

2008-10-27T00:35:00.020+01:00

Der var i den grad tale om, at vi fik et blogemne serveret på et sølvfad, da vi forleden modtog en elektronisk skrivelse fra en yderst årvågen læser. Vedkommende gjorde opmærksom på følgende passage fra Den Gyldne Kogebog fra 1946:

Et godt gammelt Ord siger, at Desserten er mere for Øjet... ikke til at spise sig mæt i. Man kan maaske sige, at Desserten skal være Festmiddagens Udraabstegn...

Selvom den mundrette formulering altså er ældre end bolle-ået, så er den tegnværdi, der her tilægges udråbstegnet måske mere anvendelig og aktuel end nogensinde før. For der er vist ingen tvivl om, at en så koncis tegnlogik vil falde i god smag hos hele den generation af unge, der uproblematisk formår at kommunikere komplekser følelser og komplicerede handlinger som: ”slikker sig om munden”, ”har lige spist noget surt” eller "rolling on the floor laughing my arse off" alene ved hjælp af små, gule, smilende ansigter. Derfor introducerer vi et nyt tiltag.

Tegnsæt dig Mæt – en smsers guide til måltidet.

Hvis udråbstegnet er desserten, må den spektakulære og ofte visionære forret i sagens natur være dét pirrende og forventningsfulde spørgsmålstegn, der indleder middagen.

Spørgsmålstegnet efterfølges af den første kødret, der i kraft af sin mættende karakter i dén grad markerer noget nyt ved at være ’forskellig fra’ (≠) måltidets lette indledning.

Efter kødet er fortæret, er det på tide at få renset munden med en diskret og forfriskende sorbet, der ligesom et velplaceret semikolon formår at adskille to ellers tunge elementer på en yndefuld måde.

Når sorbeten er smeltet og smagen af fois gras fortrængt, serveres aftenens sidste hovedret. Det er på dette tidspunkt, at mætheden og den eventueelle dårlige samvittighed over at sidde med ved de riges bord melder sig, og man hører sig selv spørge: ”er det overhovedet nødvendigt med mere entrecote nu?”. En sådan portion refleksion og eftertænksomhed kan naturligvis kun gengives med tankestregen.

Det bringer os alt sammen frem til udråbstegnet, der som bekendt gør sit for at tilfredsstille øjet som en perfekt afslutning på aftenen!

Med denne guide vil det aldrig koste dig mere end 20 øre at beskrive din aftensmad for dine forældre eller at sende en middagsinvitation til dine bekendte. For nu kan du skrive: ”Uf. Jeg har lige smagt på desserten. Den var godt nok sur. Smagte meget anderledes end forretten” så kortfattet som: "Uf. J har smagt på !’en. :-*. D ≠ ?’en”.

? ≠ ; – !

Velbekom.

når risikosamfundet sparker

2008-10-22T23:05:00.002+02:00

som et led i en større kostomlægning har jeg for nylig købt en såkaldt figenrulle i føtex. til frokost forleden spiste jeg så min første rugbrødsmad med figenpålæg i noget nær to årtier, og til min ganske betragtelige overraskelse var det en noget nær uforbeholden fornøjelse; det sødmefulde pålæg passede strålende til fuldkornsbrødet.
'men hvorfor var det en overraskelse?' spurgte jeg mig selv.

selv om frokoster i sagens natur er en af mine spidskompetencer, er det alligevel sjældent, at jeg tænker synderligt meget på ficus carica, så det krævede en del grublen, før det begyndte at dæmre: var der ikke noget med, at mine forældre holdt op med at købe figenpålæg til mig engang i slutningen af 80'erne?
"Der kom en advarsel ud fra myndighederne. Jeg tror fignerne var skimmelbefængte og dette kunne give anledning til toksiner i pålægget," skriver en kilde, der husker situationen.

jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte spise det mere, for det var jo noget af det, jeg allerhelst ville kunne liste op af madkassen. ikke desto mindre klarede jeg mig sikkert fint alligevel, og efter nogle måneder var faren vist drevet over. min skepsis over for figenpålæg var imidlertid allerede da blevet grundfæstet - og lidt af den var der åbenbart stadig forleden.

reelt set er det nok også umuligt at rense hukommelsen helt for oplevelser, der har gjort én opmærksom på, at verden er farlig. at der er risici alle vegne. jeg fattede næppe det store af tjernobyl-katastrofen, men oplevelsen af, at noget så uskyldigt som frugtsukret pålæg kunne være farligt, prentede sig dybt ind.

tjernobyl fik den tyske sociolog ulrich beck til at skrive en bog, der hed risikosamfundet. i en stadig tryggere verden, lød hans tese, bliver vi utrygge ved de risici, som den teknologiske udvikling fører med sig. i vore dage er det nu nok snarere al den snak om utryghed, der gør os utrygge, tænker jeg - men okay, jeg er også så blød, at jeg behøvede ikke andet end skimmelangrebne figner for at opdage, at verden er fuld af farer. og selv om jeg nu igen spiser figner til frokost, er jeg stadig ikke helt fri for frygten. ergo kan det godt bekymre mig lidt, at jens lekman synger:
"hey! you! stop kicking my legs
I'm doing my best
so pass the figs"

Årstidens Indie

2008-10-19T14:33:00.010+02:00

Der er noget både beroligende og befriende over, at det er årstidernes gang og ikke blot magtfulde mellemledere i Netto, der bestemmer, hvilke frugter og grøntsager, der lader sig finde på butikshylderne.

Netop nu befinder vi os i midten af oktober, en måned der giver os kuglerunde knoldsellerier og spændstige porrer. Oktober kan dog på ingen måde betegnes som højsæson for ferskener, og det er måske netop derfor, at Bjørn Alexander Gøtzsche Lange fra Death by Kite stiller sig selv spørgsmålet: ”dare i eat a peach?” på bandets nyligt udsendte ep.

Du kan stille dig selv det samme spørgsmål lige her. Og da eper som bekendt er pladebranchens svar på pindemadder, tager vi næppe munden for fuld, når vi i dag anbefaler både ferskner og Death by Kite.

e d i t : Det var nummerets stadige tilstedeværelse på bandets myspace-side, der fejlagtigt fik Frokostbloggen til at tro, at det også var med på epen og ikke kun debutalbummet. Vi beklager naturligvis fejlen. Men anbefalingen står dog stadig usvækket ved magt og gælder derfor både debutalbum og ep.

tjener, der er en ubekendt i min salat

2008-10-16T18:44:00.006+02:00

Jeg plejer at købe mine avocadoer hos grønthandleren, men efter et par dage hvor udsvingene i dagsprisen var så voldsomme, at selv C20-indekset virkede mere stabilt, købte jeg forleden tre avocadoer i mit supermarked.

På emballagen var følgende ligning skrevet/afbilledet:
avocado + fantasi = avocadosalat [illustreret med et billede af salatblade, hvorpå der sporadisk var lagt skiver af avocado].

Kigger man nærmere på denne ligning og praktiserer lidt ensbetydende regning, får man dette overraskende facit:

fantasi = salatblade.

Et yderst opsigtsvækkende resultat, må jeg nok have lov at mene.
Men måske er det bare konsekvensen af at regne med ’letfordærvelige faktorer’?

en frokostblogger forud for sin tid

2008-10-14T23:11:00.006+02:00

En Vinterdag, hvor jeg kom forfrossen hjem, vilde Moder have, at jeg mod Sædvane skulde drikke en Kop varm Te. Jeg sagde først nej, men fortrød det saa af en eller anden Grund et Øjeblik efter. Moder sendte Bud efter en af disse korte, tykke Madeleinekager, der ser ud, som de var bagt i en riflet Muslingeskal. Lidt nedtrykt af det triste Vejr og Udsigten til en lige saa trist Morgendag førte jeg mekanisk til mine læber en Skefuld Te, hvori jeg havde opblødt lidt af Kagen. Men i samme Øjeblik som den med Kagesmuler blandede Te rørte min Gane, kom jeg til at skælve i Følelsen af, at der foregik noget usædvanligt inden i mig. Et sælsomt velbehag opfyldte mig, og jeg vidste ikke hvorfor.

Vejen til Swann, 1913.

et hul i maven - et hul i midten

2008-10-09T21:48:00.006+02:00

Siden tidernes morgen har jøderne været et yderst forfulgt folkefærd, og netop derfor er det også en stor glæde at annoncere, at jeg aldrig igen vil spise en antisemitisk brunch.

Jeg har nemlig forelsket mig i bagelen; det omskårne morgenbrød.

Bagelen har sine rødder helt tilbage i 1600-tallets Krakow, hvor der var en stor jødisk befolkning. Dengang gav man bagels til gravide kvinder, fordi de sprøde boller med hullet i midten symboliserede livets fortsættelse og universets uendelighed.

Den slags symbolik bør uden tvivl give historieløst og blodfattigt morgenbrød som croissanten og spandaueren noget alvorligt at tænke over.

I modsætning til disse to morgenbordskonkurrenter udmærker bagelen sig i øvrigt også ved, at den kan spises døgnet rundt – og med mange forskellige former for fyld.

Derfor er jeg efterhånden også blevet så begejstret for dette traditionsrige bagværk, at jeg gerne ville spise det på daglig basis, hvis det dog ikke var for prisen. Dén er nemlig hul i hovedet.

frokostkrise

2008-10-08T09:04:00.002+02:00

alverden er ved at falde sammen om ørerne på os. den globale økonomiske undtagelsestilstand griber om sig med nærmest eksponentiel hast, og bank efter bank dratter hjælpeløst omkuld. vi har ikke nødvendigvis synderligt ondt af de investorer, der har mistet store værdier, der var skabt via uigennemskuelig og risikabel finansjonglering - men den engelske avis the guardian har henledt bloggens opmærksomhed på, at vores kerneområde er ved at blive ramt.

i danmark har vi en ganske velvoksen glæde ved frokoster, men ikke desto mindre har vi alle dage her på bloggen spejdet misundeligt sydpå. i frankrig har befolkningen nemlig traditionelt haft en dybt imponerende forkærlighed for lange, omfangsrige frokoster. men ak, finanskrisen har allerede snigmyrdet 3.000 restaurationer, og det er slut med tre-retters-frokoster.
vi snupper en rejesandwich til frokost for at vise vores sympati.

konservativ konsekvens

2008-09-29T15:44:00.003+02:00

vi er frokosternes svar på the drudge report, og vi iler med lidt malurt til det bæger af begejstring, der konstant var ved at flyde over under weekendens konservative landsråd i bella center. de bitre dråber vil hidrøre fra samspillet mellem to aktstykker.

aktstykke 1: i dagbladet information kunne man d. 10. september læse, at lene espersen afviste det socialdemokratiske forslag om gratis mad til alle folkeskoleelever. »der er ikke et eneste skolebarn, der har taget skade af at smøre sin egen madpakke,« sagde espersen.

det, vi indtil for ganske nylig (nærmere bestemt indtil aktstykke 2 blev os bekendt) har tolket som espersens egentlige budskab, var, at hun ikke mener, at det offentlige skal hjælpe til med at afbøde konsekvenserne af den sociale arv. det, vi hørte espersen sige, var: »nej, annika, det er ikke samfundets problem, at din mor har et alkoholproblem og derfor ikke er i stand til at drage omsorg for, at du får en madpakke med i skole, og det er heller ikke samfundets problem, at det betyder, at du derfor enten
a) ikke får mad, ikke kan koncentrere dig og dermed har vanskeligt ved at få en uddannelse, der kan sikre, at du ender højere oppe end matchgruppe 4, hvor din mor sidder fast
eller b) næsten hver dag køber usund mad, der giver dig et vægtproblem, som dels kommer til at ligge sundhedssektoren til byrde, dels (og vigtigere) giver dig selvværdsproblemer, fordi du er så uheldig at være født ind i et samfund, hvor kun mænd har lov til at være overvægtige.«

så dukkede aktstykke 2 op: 14. september fandt b.t. (takket være det faktum, at kamilla bech holten endnu var i live, hvormed den begavede tabloid ikke var nødt til at dedikere al sin energi til den sag, herunder sandsynligheden for, at lise nørgaards knæ ville volde så meget besvær, at nørgaard ville være nødt til at udeblive fra begravelsen) tid og overskud til at viderebringe lene espersens "tips til at få en travl hverdag med karriere og børn til at hænge sammen". i forbindelse med artiklen er der en faktaboks, hvoraf det fremgår, at "lene og danny [hendes mand, red.] skiftes til at smøre madpakker."

aktstykke 2 viser altså, at citatet fra aktstykke 1 i virkeligheden er en art offentlig undskyldning fra en mor, der godt ved, at hun har trådt ved siden af. ikke et eneste skolebarn har nogensinde taget skade af at smøre sin egen madpakke - og formentlig heller ikke lene espersens ældste søn.

»men han er jo kun otte år gammel,« vil nogle sikkert indvende. men at undgå sagens alvor på den måde vil med espersens egne ord være "for billigt sluppet".

-------

et lille ps.: når b.t.-journalisten, der skrev om espersens tips, engang har fået smagen af ministeriel skosværte af tungen, kan han prøve at lege en lille leg, hvor man bytter ord ud med andre ord. nej, vent - vi gør det for ham. se f.eks., hvordan indledningen på hans artikel kunne have lydt, hvis lene havde heddet lars:

"lars espersen er en politisk komet, der kan nå helt til tops. men han er også mand og far til to små drenge på otte og seks.

mange ville mene, at det er umuligt at få enderne til at mødes. at fars karriere vil gå ud over børnene. eller at familielivet vil lægge hindringer i vejen for, at lars espersen kan nå karrierens højeste mål."

kan familieliv lægge hindringer i vejen for en mandlig politikers karriere? se, den slags vil vi gerne høre mere om, b.t.

svedigt

2008-09-17T10:14:00.005+02:00

outlandish er musikkens svar på kenneth perez. en dansk eksportvare med et vist eksotisk touch, der allerede tidligt i karrieren blev sendt udenlands, og som set & hørt fra vores stole her i kantinen er svært overvurderet.

i et forsøg på at omvende bloggen har et af outlandish-medlemmerne, waqas qadri, nu kastet sig over et emne, som vi i sandhed elsker. på sin første dansksprogede single på egen hånd besynger brøndby strands stolte søn nemlig madpakken. at dømme efter reaktionerne på myspace vækker dette skridt ind på bloggens territorium begejstring.

til dette kan vi kun svare:
1. "funky"? kære OutlandishFan!, kig forbi den her blog.
2. sved? i så fald må det være angstens, for sjældent har vi fået sandwichen mere galt i halsen, end da vi hørte den her sang første gang.

A WORD OF ADVICE FOR YOUNG PEOPLE

2008-09-08T11:34:00.002+02:00

hvis du godt kan lide kippers i olie, skal du efter endt spisning sørge for ikke bare at smide emballagen i skraldespanden, men også bære posen ud omgående, hvis du helst vil undgå at indlede din tid på et nyt studie med ved afslutningen af allerførste forelæsning at tage din jakke op af tasken og finde ud af, at den efter at have opholdt sig i nærheden af dit køkken ikke levner tvivl hos nogen tilstedeværende om, at du godt kan lide kippers i olie.

et stykke med skæbne, tak

2008-09-07T14:37:00.002+02:00

"Stress?: Et solstrejf rammer millimeterpræcist vinduet, jeg sidder ved, og velfornøjet kan jeg mærke aftensmaden finde sig til rette i maveregionen oven på en løbetur, der i den grad gav appetit (og lidt ømme lår). De små glæder? Ja tak. Men måske har jeg taget dem for givet for længe? Eller slet og ret ignoreret dem."

bananiteter

2008-08-28T13:36:00.004+02:00

tidligere på året gjorde alskens meningsdannere status i anledning af, at '68-oprøret fyldte 40. det står os ikke helt klart, om der egentlig var nogen, der kunne enes om at udpege utvetydige resultater af revolten, men vi kan i hvert fald se ét. for er der noget, der er lykkedes for ungdomsoprørerne, så er det, at de har været med til at skabe et forrykt bureaukrati i det uddannelsessystem, som de så selvsikkert indtog.

det papirhelvede har kostet mig min frokost i dag, så alt det blev til, var tre bananer.

det er nu ikke så slemt. for godt nok har du måske hørt et rygte om, at bananer feder, men det afviser vores alle sammens spinninginstruktør, chris macdonald.

og måske var netop bananer det eneste rigtige at spise under en heftig infight med universitetsverdenen. rektoren på ku har i hvert fald leveret en af de madmetaforer, der har glædet bloggen mest i indeværende år.

laptoppen af poppen

2008-08-27T18:18:00.006+02:00

på kontoret bruger jeg ofte min computer som tallerken. det samme gælder i privaten. ja, jeg tror faktisk, at computeren er min mest brugte tallerken overhovedet.

det er noget meget distinkt 'år 2.008'-agtigt over det, når man hver dag ved frokosttid, med stor appetit, kaster sig over computeren for at fortære både fjordrejer og rss-feeds.

frokostbloggens grafiske afdeling har nu taget konsekvensen af alt dette. for skal der være tallerken på laptoppen, så lad der være tallerken på laptoppen. lad os præsentere:

den musselmalede macbook.

FORTIDFRÅDERENFREMTID: iFROKOST.

røget filet. en retfærdiggørelse

2008-08-27T11:18:00.002+02:00

det er kommet os for øre, at en af blogosfærens primære funktioner er at give bloggere mulighed for at skrive om deres traumer og derefter forvente medlidende skulderklap fra på forhånd nøje udvalgte læsere. det er vanskeligt for os at lade være med at tænke på lasse jensens udtryk "klammosfæren", når vi hører den slags - også selv om det oprindeligt betegnede noget lidt andet.

imidlertid vil vi ikke negligere den skuffelse, som denne blogs hidtidige mangel på personlige, uslikkede sår kan have fremkaldt hos visse besøgende. det er vanskeligt for folk som os med så stor appetit på den del af livet, der passerer i frokostpausen, at finde tunge minder, der har at gøre med netop dette måltid. men det er lykkedes os at nå frem til et enkelt. for at fremmane det har vi brug for et stykke røget filet.

--

dér ligger det og glinser. som en af de eneste pålægstyper er røget filet delvist gennemsigtig, selv når der er tale om relativt tykke skiver, og det lyserøde, kondensdækkede stykke kød dernede i madkassen er ingen undtagelse. straks madpapiret blev fjernet, var rugbrødet synligt gennem fileten. jeg bilder mig nok endda ind, at jeg også kan se det tynde lag af margerine, men det er netop, hvad det er: noget, jeg bilder mig ind. når jeg alligevel tror det, skyldes det nok, at jeg ikke bryder mig om smagssammenstødet mellem min mors svagt syrlige hjemmebag, margerinen og det svedige svinekød. bare tanken om at skulle spise denne mad forvirrer forbindelsen mellem mine synsnerver og hjernen.

forvirringen kan dog også have en anden årsag. jeg er lige begyndt i ottende klasse, og i modsætning til alle andre er jeg ikke gået ned i byen for at købe frokost dér. de andre har glædet sig ubegribeligt meget til at komme op i ottende klasse, for sikke et statussymbol det er at have lov til at forlade skolens område i spisefrikvarteret. og når man har sådan ét, skal man vise det frem. symboler har jo ingen værdi, hvis der ikke er nogen, der ser dem. jeg tror ikke på status, så jeg vil ikke med. men jeg tror alligevel så meget på de andres tro på status, at tanken om deres fordømmelse af mig gør mig usikker og, ja, forvirret.

men jeg sidder altså alene i klasselokalet. alene, hvis man ser bort fra said. han er oprindeligt fra bosnien, og han er syg. hvad han egentlig fejler, ved jeg ikke, men han er i hvert fald skrøbelig. de dage, hvor said rent faktisk er i skole, siger han næsten aldrig noget, og hans dansk er også så usikkert, at han alligevel er svær at forstå. så det er sådan set let nok at komme til at se bort fra said. men i dag siger han noget.

jeg sidder og kigger på den røgede filet, da han siger mit navn. jeg vender mig mod ham, og det viser sig, at han vil vise mig en bosnisk pengeseddel, han åbenbart altid går med i sin tegnebog. den er større end de danske. han ser gladere ud, end jeg nogensinde har set ham, da han rækker mig den. eller måske rettere: mere stolt. jeg spørger, hvor meget den er værd, og hører slet ikke efter svaret. idet han rakte mig pengesedlen, gik det op for mig, at han indtil nu har interesseret mig så lidt, at jeg aldrig har tænkt over, hvem han egentlig er, og nu aner jeg ikke, hvad jeg skal tale med ham om. said har ingen venner i klassen. måske fordi han er så indelukket, måske fordi han ikke ønsker det. det sidste er noget af det eneste, jeg har tænkt om ham inden i dag. men hans begejstring over at vise sin souvenir fra hjemlandet frem antyder, at det er forkert; antyder, at han faktisk gerne vil i kontakt.

jeg har altså alle tiders chance. said har ladet paraderne falde, og jeg kan vise ham, at vi vil ham det bedste. at danskerne vil ham det godt. at danmark gerne vil lade ham komme ind i fællesskabet. men jeg er helt blank. jeg kan kun komme i tanke om at spørge, hvor i bosnien han kommer fra, men jeg har aldrig hørt om byen. og så kommer samtalen aldrig videre. for at undslippe den pinlige tavshed, der opstår mellem hans håbefulde smil og min rungende tomhed, drejer jeg straks hovedet lidt væk og begynder at spise min mad med røget filet. kort tid efter rejser han sig og forlader lokalet. vi går i klasse sammen ni måneder mere, og i løbet af den periode taler vi aldrig igen med hinanden.

--

vi ved godt, at det er for meget med en historie om mislykket integration, hvor en forfjamsket dansker flygter fra at tale med en ung muslim og bruger et stykke svinekød som sin udvej. men nu har vi i hvert fald gjort os fortjent til at forblive i blogosfæren og kan trygt vende tilbage til den vante gænge.

slappin' sennep

2008-08-26T14:15:00.007+02:00

nogen gange glemmer jeg, at jeg har dijonsennep i køleskabet. men hver gang jeg kommer i tanke om det, så sørger jeg altid for at bruge den næste gang jeg spiser frokost. derfor indgik der dijonsennepen i den sandwich, som jeg fik til frokost. egentlig var det osten og skinken, som havde hovedrollerne i måltidet, men akkurat som i Se7en, Usual Suspects og andre Kevin Spacey-film fra 1990erne, så var det en bi-rolle, som stjal showet. for ligesom jeg glemmer selve sennepen ofte, så glemmer jeg også, hvor sindssygt stærkt den altid forekommer mig. først går den i næsen, og kort efter går den videre til øjnene og minder mig om, at der er en hårfin grænse mellem et godt måltid og en sandwich, der får mig til at græde af smerte. mærkværdigt nok føler jeg mig altid, når jeg har fået tørret øjnene, utroligt velfornøjet over dijon-oplevelsen. den er en slags gastronomisk lussing, der synger og svier i et par minutter, men som egentlig efterlader et ganske chict rødt mærke. hvorefter jeg glemmer den igen. indtil næste gang.

BRØDTEKST

2008-08-22T09:22:00.004+02:00

metaforer som disse er virkelig værdsat ved frokostbloggens redaktionsbord:

"Samme størrelse smørklat til at stryge over et større og større stykke brød.
Sådan kunne man beskrive nattelivsscenen i København, hvor publikumsstørrelsen er nogenlunde stabil, mens udbuddet af klubarrangementer vokser og vokser. Det betyder, at de enkelte klubber får færre gæster og dermed ringere indtjening og længere mellem rundstykkerne med tandsmør."

"Vi er nok klublivets svar på rugbrød."
(Morten Varano om Rust.)

(Kilde: Politiken.dk)

stress - den arbejdende mands anoreksi

2008-08-21T18:32:00.005+02:00

den seneste tid har budt på for meget arbejde og for lidt mad. men her kommer de sidste to ugers frokoster i delikate snackshots:

som det sig (tilbe)hør og bør

2008-08-05T15:00:00.003+02:00

jeg arbejder hjemmefra i disse dage, og det giver mulighed for at friske frokosten op med diverse former for tillokkende tilbehør. tillad mig derfor at udråbe et trefoldigt leve for:
- kapers på marineret sild: salt og sødt mødes i skøn forening
- asier på godt krydret rullepølse: surt og stærkt krydser kærligt klinger
- peberrodssalat på saltkød: lidt deprimerende pålæg løftes til skyerne

særligt peberrodssalat er en favorit, fordi denne herlige spise har en forrygende evne til på én gang at kildre og kradse på tungen og i næsten hele ganen. dette luftige og linde tilbehør har endog den rette kulør til at få mig til dét, et medie uprætentiøst har kaldt at åbne munden på hvid gab.

NICE MAJS

2008-07-29T22:46:00.000+02:00

jeg spiste majs i dag. mums.
det var til frokost.